Døds og bisættelse´s dag

Det her indlæg har ligget “klar” rigtig rigtig længe, men som dem af jer der følger mig på instagram ved har det drillede mig helt vildt, noget af det blev slettet da min blog blev flyttede, noget blev ikke gemt anden gang jeg skrev det færdig og så blev jeg “syg” i graviditeten og skulle derfor føde før tid, så var der en baby og så blev der ikke blogget i lang lang tid, men nu er det her og jeg er glad for det endelig lykkes at få det ud.

Der sker rigtig meget i mit liv lige pt og alligevel føler jeg mig fanget, fanget på den måde at jeg ikke rigtig rykker mig, der er så mange ting jeg gerne vil men jeg kan bare ikke og det fustrere mig helt vildt. Det er som om at jo mere jeg prøver og jo mere jeg presser mig selv, jo mere låser både min krop og min hjerne og så for jeg bare lavet endnu mindre, jeg kan ikke holde fokus og mine tanker søger hen imod tiden jeg ved snart rammer mig nemlig min søns døds dag, allerede ca en måned før kan jeg mærke presset og både min krop og hjerne ved at dagen kommer tætter og tætter på og det sætter sig mere og mere i min kroppen. Selvom jeg stadig godt kan have dage som er fine kan jeg mærke at sorgen og smerten overtager mere og mere og jeg panikker lidt, jeg begynder at kigge på mulighedder for at flygte, kan jeg tage væk? ville det hjælpe eller ville det bare gøre det hele meget svære? jeg kender godt svaret, jeg er nød til at være hjemme, jeg er nød til at være tæt på Nord og på de mennesker der elsker mig når dagen kommer for jeg kan ikke klare mig igennem den alene, men det ville være skønt hvis jeg så kunne rejse lidt væk inden dagen rammer så jeg kan nå at samle kræfter til den/dem, døds dagen og tiden optil suger alle kræfter ud af mig, og efter døds dagen kommer endnu en meget svær dag nenmlig begravelses dagen som også tager hårdt på mig, så der er i den grad brug for fornyet energi.

Det lykkes ikke at rejse og dagen kom selvom jeg på ingen måde var klar til den, helved startede allerede dagen før døds dagen, Jeg få det rigtig dårligt, min krop gør ondt, jeg begynder at ryste og jeg får kvalme, det føles som om jeg er ved at blive syg og jeg tænker for mig selv at det skulle da lige passe, som om dagene ikke er svære nok i forvejen, men så mærker jeg den så velkendte smerte, den starter i hjertet, det føleles som om der står en måske endda flere der stikker en masse nåle ind i hjertet på mig, hver gang en “nål” rammer sender det stød ud i hele kroppen på mig, og for hver gang er det som om smerte spærder sig mere og mere ud i kroppen på mig. Knuden i maven som ellers til hverdag har fået en størrelse der er til at leve med begynder at vokse, det er som om den får ny næring og energi, den fylder mere og mere og jeg kan tilsidst ikke længere trække vejret ned i maven. Jeg kan mærke panikken sprede sig itakt med at jeg får svære og svære ved at få luft, jeg prøver at berolige mig selv, det er “bare” sorg Sara, du kender sorgen, du kender smerten, du har prøvet det før, og du har klaret det så fint, så det gør du også nu, der burde jo ikke være forskel på igår,idag og imorgen, det skal nok gå, du skal bare blive ved at trække vejret roligt og lad vær med at panikke. Jeg siger de her sætninger til mig selv igen og igen, og for en tid kan jeg da også holde panikken og sorgen nede, jeg føler jeg har fået kontrol over det selvom jeg godt kan mærker at det presser på, smerten er der stadig men jeg skubber den væk, men den bliver ved at banke på, først stille, bank bank, så bliver det hårdere og hårdere BANK BANK og tilsidst sparker den “døren” ind og så går det stærkt, smerten bedre sig i mig og den overtager mere og mere den overtager hurtigt mit hjerte og min mave og skynder sig videre til hjernen, jeg får hovedpine, det føles som om der både er tryk på udefra og indefra, som om at nogen masser mit hoved imens det fyldes op inde fra, jeg føler det skal ekplodere, jeg skal kaste op, jeg rejser mig og skynder mig ud på toilettet, mine ben kan næsten ikke bære mig og jeg falder samme på gulvet foran toilettet, jeg kaster op imens tårrene strømmer ned at mine kinder, jeg kan ikke længere kæmpe imod, sorgen har overtaget og som så mange gange før kan jeg intet stille op, sådan er det 9 ud af 10 gange når jeg har prøvet at kæmpe imod sorgen, den vinder. Jeg sidder på toilet gulvet, grådkvalt og så knust at selv den bedste potteskår´s limer ville sige nej tak til opgaven om at forsøg at lime mig sammen igen. Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder på gulvet men efter noget tid, er trykket i hoved ved at lette, jeg har stadig hovedpine men ikke så meget at jeg skal kaste op så jeg vælger at kravle ind i seng, jeg græder stadig dog ikke så voldsomt som før, jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse tæt ind til mig, åh Nord jeg savner dig så meget, så meget, det er så ondt det X gjorde ved dig, og jeg er så ked af at jeg ikke kunne stoppe det, jeg er så ked af jeg ikke kunne rede dig, undskyld skat, undskyld. Mine Veninde som har været hos mig er ude og lufte min hund, men da hun kommer op, kommer hun ind til mig, hun sætter sig op i sengen til mig, vi siger ikke meget, men hun er der og det beroliger mig lidt og på nærmest magisk vis får nogenlunde kontrol over mig selv og sorgen igen, vi siger godnat og min veninde går ind for at sove, jeg kan ikke sove for jeg frygter dagen der venter imorgen nemlig Nord´s 3års døds dag for hvordan skal jeg komme igennem den når jeg næsten har været ved at give op her dagen før.

Da jeg vågner om morgen kan jeg mærke sorgen og savnet ligge som en tung tung jern rustning hen over mig, jeg har ikke lyst til at åbne øjnene, jeg har ikke lyst til at se Nordś tomme seng, så jeg ligger som så mange gange før meget længe med lukket øjnene inde jeg tager mig sammen og står op, dagen går og selvom jeg stadig gennemlever d. 10/6 2016 time for time kommer jeg igennem dagen med støtte og hjælp fra familie og venner, og det samme glæder begravelsesdagen men der er faldet folk fra og jeg kan mærke at jeg allerede frygter næste år for der falder der sikkert flere mennesker fra og på et tidspunkt ender det måske med at jeg skal gennem dagen alene hvilket jeg sådan helt ærligt er rigtig bange for, jeg ved godt at jeg bliver bedre til at håndtere sorgen, savnet og smerten og jeg ved også godt at det udadtil ser ud som om at jeg har styr på det, at jeg er stærk, så folk falder fra, ikke af en ond mening, men fordi de har et liv, de har også deres af se til og så ser det jo ikke ud som om at jeg stadig behøver dem omkring mig på samme plan som før for jeg klare den jo, og ja det gør jeg, men gør jeg også det den dag jeg står alene? jeg tør ikke tænke tanken til ende for sandheden er at jeg slet ikke er så stræk som folk tror, og da slet ikke hvis jeg skal være det alene.

Da mærkedagene er over føler jeg mig som en rigtig dårlig mor, jeg ved Nord ikke ønsker at jeg skal være så knust og oven i det er jeg gravid og jeg kan ikke lad vær med at tænke på om sorgen når den er så voldsom som den har været det sidste stykke tid kan skade min baby, men om jeg vil det eller ej er sorgen en del af mig og jeg må “bare” finde en måde at leve med den på, hvilket jeg også synes jeg er rigtig godt på vej til, måske bare ikke lige på mærke dagene, hvilket jeg enlig også synes er okay, men jeg kan bare ikke lad vær med at slå mig selv lidt oven i hoved, for jeg vil for alt i verden give mit kommende barn den bedste start på livet.

2 kommentarer til “Døds og bisættelse´s dag”

  1. Det er hårdt at læse dine indlæg, og det får virkelig en til at værdsætte det (og dem) man har i sit liv. Jeg håber at din yngste søn kan gøre dagene lidt lettere her næste gang selvom de altid vil være svære. Stort kram.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen