Gravid, alene og sårbar.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så glad som da jeg juleaften 2018 stod med en positiv graviditetstest, men da suset havde lagt sig begyndte alle tankerne, og frygten for at noget kunne/skulle gå galt ramte mig, tiden indtil jeg kunne få taget en blodprøve for at være helt sikker på at jeg virkelig var gravid føles uendelig lang, da der var lukket mellem jul og nytår. Jeg frygtede hele tiden at jeg ville få min menstruation og at jeg slet ikke var gravid alligevel på tros af at jeg begyndte at “føle” mig gravid, en følelse jeg ikke rigtig kan forklare, for jeg var ikke dårlig (endnu) osv. men ja den der følelse af at man er gravid, jeg kan nok bedst beskrive det ved at fortælle om dengang jeg var gravid med Nord. jeg skulle til et stand up arrangement og ud og spise først, noget hvor jeg normalt ville drikke et glas vin og nok få en sjus eller to senere på aften, men jeg havde en lille fornemmelse af at jeg var gravid, ikke at X og jeg havde forsøgt at blive det, men vi havde heller ikke prøvet at undgå det, så jeg to en graviditetstest, den var negativ men jeg havde alligevel ikke lyst til at indtage alkohol da jeg på tros af den negative test havde en følelse af at jeg kunne være gravid, men at det måske var for tidligt i forløbet til det kunne ses på en test, weekenden efter skulle jeg så ride fastelavnsridning 2014, noget jeg har gjort i mange år og noget jeg virkelig ser frem til, vi står katten af tønden på hest, vi rider rundt til forskellige forretninger, synger for dem og for en lille gensten til gengæld, så når dagen bliver til aften har man som oftest fået en del alkohol i blodet. Aften før jeg skulle ride fastelavnsridning tog jeg en graviditetstest, den var igen negativ og jeg tænkte, okay så kan jeg godt give den gas imorgen. Jeg stod op kl 05.00 gjorde mig klar og to afsted ned til hesten, normalt for vi et lille god morgen shots inden vi rider afsted, men jeg havde ikke lyst, jeg følte mig stadig gravid negativ test eller ej så jeg aftalte med min heste holder at hun skulle drikke for mig og jeg så bare lod som om at jeg drak, så folk ikke ville spørger ind til hvorfor jeg ikke drak for hvad skulle jeg svare? på vores sidste stop på ruten kom X for at se mig og de andre rytter, han kunne godt se på mig at jeg ikke havde drukket og han spurte ind til hvorfor og jeg hviskede, jeg tror at jeg er gravid, tror ? hvorfor har du ikke taget en test spurte han, mit svar var, jeg fortæller dig det hele senere og han sagde okay men du tager en test når du kommer hjem og det gjorder jeg så og et par minutter efter stod jeg med en positiv graviditetstest og d. 2/11 2014 fødte jeg den smukkeste lille dreng, nemlig Nord.

Jeg havde samme følelse nu, altså som jeg havde da jeg var gravid med Nord, men denne her gang var alle de tests jeg to bare positive istedet for negative, jeg to mange tests, jeg to ca. en test hver 3 dag indtil jeg kunne komme ind og få taget en blodprøve, blodprøven viste også at jeg var gravid så jeg fik en tid til en tidlig scanning på Rigshospitalet, i tiden indtil scanningen ture jeg ikke rigtig tro på at det faktisk var lykkes mig at blive gravid, jeg var så bange for at noget skulle gå galt, og jeg sagde derfor heller ikke til særlig mange at jeg var gravid, hvilket var rigtig svært da ALLE jo godt viste at jeg var i facilitets behandling og derfor tit spurte ind til det. Inden jeg skulle ind til scanning var jeg sindssygt bange for at der ikke ville være hjerte blink, noget jeg tænker mange andre gravide også frygter, men på tros af at jeg før har været gravid og født et barn var følesen ny for mig, jeg tænkte ikke rigtig over alt det der kunne gå galt da jeg var gravid med Nord, jo jeg var nervøs for at han skulle fejle noget og jeg var nervøs for om jeg bar en pige selvom jeg selv var helt ligeglad om det blev en pige eller en dreng, men X VILLE have en dreng. (jeg fandt først ud af at Nord var en dreng, da han blev født) Jeg kom ind til skanningen, mit hjerte sad helt oppe i halsen, kunne det virkelig passe at jeg ventet et barn? fik jeg virkelig lov til at være så heldig? tiden inden den lille “klump” kom frem på skærmen føles lang, men så lige der på skærmen foran mig kom den lille “klump” til syne og selvom jeg ikke kunne se hoved og numse på den, kunne jeg se det lille hjerte blikke, aldrig har jeg været så lettet og jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, tænk at jeg virkelig er gravid, sådan rigtig, der vokser og lever noget inde i mig, som kan blive til et lille liv, tænk at man på et split sekund kan blive forelsket i noget man ikke en gang kan se hvad er, noget man ikke kender, måske er det fordi det er inde i en? måske er det drømmen om det liv der venter man bliver forelsket i? jeg ved det ikke, jeg ved bare at selvom jeg ligger skide dårligt med benene oppe og en dame der roder rundet med en skanner inde i mig, så blev jeg lige der forelsket i den lille “klump” jeg kunne se på skærmmen selvom jeg hverken kunne mærke eller røre den.

Tiden gik (langsomt) de første 3 måneder var svære, både fordi jeg var dårlig og havde kvalme kontant men mest fordi jeg ikke kunne dele min fantastiske nyhed med så mange , jeg havde selvfølgelig fortalt de aller nærmeste at jeg var gravid, det kunne jeg slet ikke lad vær med, og selv hvis jeg ikke havde sagt det, så havde de nok kunne se det på mig, altså ikke fordi det kan ses i nu, heller ikke fordi jeg var dårlig, men fordi jeg på tros af frygt og angst for at noget skulle gå galt, så var jeg gladere end jeg har være meget meget længe, så de ville helt sikkert lure den, man skal jo helst vente, men hvorfor skal man enlig det? jo fordi de første 3 måneder er usikker, fosteret kan gå til og det sker desværre for mange, og hvis man så har delt med hele verden at man er gravid, så skal man jo også fortælle hele verden at man ikke er det mere og at det ikke gik som man ønskede og håbet og det kan være sindssygt hårdt, men på den anden side tænker jeg at det også må være sindssygt hårdt at skulle fortælle folk at man har været gravid men at det altså er gået til, så måske kan det være en fordel at folk ved (ihvertfald bare dem man ser tit) at man er gravid så de også ved hvorfor man er knust/ked hvis det ikke lykkes af gennemføre en graviditet. Den er svær for vi er jo forskellige og håndter ting forskelligt, nogen synes ikke det er så “svært” at miste i starten af graviditeten og andre bliver helt knust, havde jeg mistet tidligt i min første graviditet var jeg blevet ked af det, men jeg var ikke blevet sønderknust, jeg havde tænkt at jeg må “bare” måtte op på hesten igen, men den gang var jeg jo også blevet gravid uden at kæmpe for det, men denne gang hvor jeg havde prøvet at blive gravid så længe og jeg virkelig har brug for at blive mor igen, der ville jeg blive mere end ked af det hvis jeg mister det, jeg ville blive knust, men alligevel føler jeg at jeg bedre ville kunne klare det end da jeg mistet Nord, det ville ikke være en ligeså stor sorg som at miste Nord, for selvom jeg er forelsket i den lille klump og i drømmen om det liv vi skal leve, så elsker jeg den ikke endnu, jeg kender den ikke endnu og jeg vil stadig heller have Nord hvis jeg kunne bytte, det er en af de tanker jeg hader når den dukker op, for hvordan kan jeg tænke sådan? jeg har i lang tid ikke ture dele den med nogen, for når jeg har det sådan fortjener jeg så det her barn der nu lever og vokser i mig? jeg bliver ramt af dårlig samvittighed, når de her forbudte tanker dukker op og jeg skammer mig over dem, jeg prøver at skubbe dem væk, men jeg kan ikke altid styre dem, jeg elsker Nord og jeg ville ønske det var ham jeg bar rundt på. I lang tid skubbet jeg de her tanker væk når de rammer mig, men efter at have snakket med min psykolog giver jeg dem plads, ønske tanker kalder hun dem, men et ønske der aldrig kan blive opfyldt, jeg kan ikke bytte, jeg kan ikke vælge Nord, Nord er død og intet kan bringe ham tilbage, det er bare som om min hjerne ikke altid vil finde sig i det. Som tiden går bliver den her tanke om at ville bytte mindre og mindre, der er som om at efter de “forbudte” tanker har fået lov at fylde og den lille panda som “klumpen” inden i mig nu bliver kaldt, voksker sig større og større jo mindre fylder de “forbudte” tanker, til gengæld rammers jeg mere og mere af angst for at miste Panda.

Jeg kommer i gruppen sårbar gravid, nået jeg selv har ønsket jeg vil gerne have de holder øje med mig, jeg er bange for at få en fødsels depression, jeg er bange for at jeg måske ikke elsker det her lille liv lige når det kommer til verden, jeg ved jeg kommer til at elske Panda, men jeg er bange for jeg ikke kan elske den så højt som jeg elsker Nord. Jeg er bange for noget går galt i graviditeten så jeg har det bedst med at komme til flere samtaler og skanninger end man normalt gør i sin graviditet og jeg er glad for at både rigshospitalet og Hvidovre hospital (som over tager mig da jeg skal føde der) tager mig alvorligt, de støtter og hjælper mig så godt som de kan og jeg føler mig i gode hænder. Jeg elsker at være gravid (udover kvalme osv.) men alligevel er det svært at nyde det så meget som jeg gerne vil, angsten fylder desværre en del, men jeg prøver virkelig at nyde følelsen af at være gravid for tænk hvis det er sidste gang jeg skal opleve det, jeg bryder mig ikke om den tanke selvom jeg enlig hele tiden har tænkt at jeg “kun” skulle have et barn mere, at bære og føde 2 børn det må da kunne gøre det. Jeg nyder at se maven vokse og jeg mærker tidligt liv, meget tidliger end med Nord, måske fordi det er anden gang og jeg ved hvad jeg skal mærke efter eller måske fordi min moderkage denne gang ikke ligger fortil, lige meget hvad så er det ihvertfald dejligt. Kvinden kroppen er sgu vild, tænk at vi kan gro et menneske inde i os, det er sgu da helt fantastisk, jeg bruger meget tid på bare at ligge og mærke det her lille liv inden i mig, nogen gange er det ren lykke, andre gange rammes jeg af sorg, savn, angst eller panik, kan jeg passe godt nok på det her lille liv, når jeg ikke kunne rede Nord? jeg ved godt at tanken ikke er rationel, for X gav mig ikke en chance for at rede Nord, men alligevel har jeg stadig svært ved at tilgive mig selv for at lad X have Nord, jeg slår tanken væk, jeg er en god mor og jeg bliver en god mor, for det her lille liv der vælder rundt inde i mig er virkeligt et ønske barn. Mange spørg om jeg ikke tænker at det bliver sygt hårdt at være solo mor, får som de siger det, så er det jo noget andet end “bare” at være alene mor, hvor den anden part stadig kan hjælpe og man har tid til sig selv når barnet er hos den anden forældre. Jo jeg tror det bliver hårdt at få et barn alene, alligevel er det den eneste ting jeg ikke er bange for, altså det at skulle være solo mor, jo jo det bliver hårdt, men hey det er altid hårdt at blive mor, og hvis der er en ting jeg kan tage med mig fra tiden hvor X og jeg var sammen om Nord, så er det at det var 100 gange hårdere at være “alene” mor i et forhold hvor X ikke hjalp til med Nord, der var jeg rigtig ked af det, og jeg var skuffet og sur over den manglende hjælp, så da X gik fra mig og jeg var kommet mig over det, var det 100 gange nemmere at være alene, for så viste jeg at der var kun mig, der var kun mig til at få tingene gjort, der var kun mig til at tage mig af Nord, og jeg skulle ikke længere liste rundt og være bange for at komme til at vække X før kl var 11.00 – 12.00. Jeg fik ikke længere et surt svar hvis jeg bad om hjælp, nu var der kun mig, og jeg slap for at være ked, sur og skuffet, nu kunne jeg nøjes med bare at være træt, så helt ærligt så synes jeg at det var nemmere at være alene end at være sammen med en der alligevel ikke var der.

Jeg glæder mig til at skulle være solo mor, selvfølgelig ville jeg allerhelst have en kærne familie det tror jeg alle helst vil, men når det nu er de færreste der ren faktisk har/får det så vil jeg heller være alene, det andet har jeg prøvet og det gik jo desværre på ingen måde som jeg hverken trorede, håbede eller drømte, så selvom jeg selvfølgelig gerne ville have en at dele det hele med, og selvom det godt kan være lidt ensomt at være gravid “alene” så glæder jeg mig til livet som solo mor, jeg slipper for alle skuffelserne, jeg slipper for at skulle skændes og være sur, det vil til tider selvfølgelig også være ensomt at være solo mor men jeg har heldigvis en masse mennesker omkring mig som elsker mig og som helt sikkert også kommer til at elske lille Panda, så jeg er ikke bange for at vi kommer til at mangle kærlighed. Jeg håber på en dag at møde en mand der slår benene væk under mig så jeg igen tør at kaste mig ud i et forhold, men skulle det ikke ske så er det også okay, jeg skal nok klare den alligevel, ja jeg er gravid, jeg er alene, og jeg er sårbar, men jeg ved at det at få et barn mere er det helt rigtige, jeg kan mærke det er det der skal til før jeg igen får lyst til livet, jeg smiler for mig selv, jeg skal være mor igen.

Sara.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen