Min hverdag

En uge væk fra hverdagen´s helved

26. oktober 2017

Selvom jeg på igen måde havde råd til det, måtte jeg bare lidt væk fra hverdagen, savnet til Nord og det liv jeg ønskede at leve er så stort, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg ønsker ikke at leve det liv jeg lever lige nu, det er menings løst, det gør ondt, men på samme tid, er det det eneste jeg har kunne hold ud. Jeg går rigtig meget ud, jeg drikker mig fuld hver weekend og jeg skriver og snakker med en masse fyre der ikke rigtig siger mig noget, jeg ønsker ikke en kæreste i mit liv lige nu, jeg er ikke klar, så hvorfor gør jeg det? måske gør jeg det, for at holde mig oppe, måske for at have noget at lave, have noget at snakke om, eller nogen at snakke med, eller måske er det for, at prøve at overbevise mig selvom, at en af de fyre jeg faktisk synes er ret sød, ikke er noget for mig, for jeg ønsker/tør ikke være i et forhold endnu, jeg stoler ikke på nogen, og  på den her måde bliver jeg da også bekræftet i at, jeg ikke skal være i et forhold før jeg har fået styr på mig selv igen. Men hvordan for jeg styr på mig selv? hvordan finder jeg min vej i livet? jeg er blevet såret så voldsomt, jeg er blevet kørt psykisk ned, og mange af de ting X har brugt år på at putte ind i hoved på mig, sidder der desværre stadig, så hvordan slipper jeg af med dem? Jeg ønsker at blive mig selv igen, findet mit rette jeg igen, mig som før X ødelagde mit selvværd, jeg ønsker at blive et bedre menneske pga. Nord. Nord gjorde mig til et bedre menneske, han fik det bedst frem i mig, og jeg ønskede at gøre verden til et bedre sted for ham. Sådan har jeg det stadig, og jeg ved jeg nok også skal komme der til, men lige nu er jeg der bare ikke, tværdigmod, jeg har ikke behandlet mænd så pænt, siden Nord´s død, jeg ved ikke om det er fordi jeg er bange for at de såre mig, og jeg derfor er som jeg er, men jeg ønsker ikke at være sådan, for skal man gøre verden til et bedre sted, skal man behandle alle ordenligt. Jeg har fået nok af at leve sådan her, og jeg må lidt væk, så jeg kan få lidt ro på mig selv og mine tanker.

Jeg tager en uge væk, med en veninde og min mor, vi har alle brug for det, min mor kæmper så hårdt for at holde mig oppe, og jeg ved hun også er træt og udkørt, derfor er det fedt at hun tager med, og ja så er hun jo også en god støtte af have med, for selvom det er dejligt at komme lidt væk, kan det også slå hårdt, og så er det godt at have hende tæt på. Vi ankommer til sol og varme, vi skal bo på et lækkert all-inclusive hotel. Vi ankommer sent om aften, vi er små trætte og lidt sultne, så vi for noget at spise, ser os lidt omkring, og så er det ellers i seng. Da vi vågner næste dag, er det varmt og jeg kan næsten ikke vente med at komme på stranden, men først står den på morgen mad, og et lille info møde om hvad vi kan opleve i løbet af ugen. Vi vælger at vi gerne vil en tur ud i ørkenen og ride på kameler, og at vi også gerne vil på en båd tur, men det er så også det, for der skal også slappe´s af, for det er jo derfor vi er her. Da solen endelig rammer mit ansigt, og min krop fyldes op af varme, mærker jeg for første gang i lang tid, en føles af ro, jeg ligger på stranden, jeg kan høre havet, mærke varme, jeg lukker øjnene og med et er jeg tilbage i et minde med Nord. Jeg husker varmen, solen, stranden og Nord´s frække smil, da han i Thailand sender mig hans ballede blik, før han vender sig om og løber ned af stranden, han løber alt hvad han kan ud mod havet, og da han kun er lidt over 1år og jo ikke kan svømme, smider jeg alt jeg har i hænderne og løber efter ham, jeg når ham lige inden han når vandet, jeg kan se skuffelsen i han øjne over at han ikke kom i vandet, Nord peger mod havet, og siger Ee, en lyd han altid kom med når der var noget han ville have eller ville, jeg smiler og siger ja skat, det er skønt, jeg tager ham i hånden og vi går ud i det smukke vand. Nord elsker det, jeg elsker det, og selvom man skal holde øje med Nord HELE tiden og han kan være en mundfuld, og jeg helt sikkert kommer til at løbe efter ham rigtig rigtig mange gange, så er det skønt at se og mærke hvor nysgerrig og tillidsfuld han er til verden. Jeg bliver afbrudt i mit minde med Nord, da en dame snakker til mig, hun snakker noget om at vi kan få ordnet fødder osv, jeg bliver lidt irriteret på hende, jeg føler hun afbryder mig i min så kostbare tid med Nord. Jeg kæmper for at komme tilbage i mindet, og selvom jeg tænker på Nord og vores tid sammen, falder jeg ikke hen i mindet/drømmen igen, ihvertfald ikke den dag.

Næste dag, nyder vi igen lidt tiden ved stranden, før den står på en tur i ørken. Vi bliver hentet på hotellet og kørt ud i ørkenen, der bliver vi mødt af kamelfolket og deres kameler, jeg kan mærke at jeg bliver lidt nervøs, men på samme tid, kan jeg heller ikke lad vær med at tænke på Nord, han ville elske det, han var så glad for dyr, og jeg husker tydeligt hans ansigt, da jeg sætte ham op på en hest for første gang, han var et stort smil, han var stolt han synes helt sikkert selv at han var rigtig sej, og han ville på ingen måde ned igen, faktisk blev han skide sur, da jeg tog ham ned, og det to nået tid før vi kunne gå, for Nord skulle da lige klappe og kysse hesten rigtig mange gange først. Efter en sjov tur på kamelen hvor mine veninde (lad os kalde hende Dj) var ved at dø af skræk flere gange, er vi igen tilbage på jorden. Vi skal se og høre om hvordan de lever i ørken, en af mændene laver noget mad til os, imens vi for lov at gå lidt op af et bjerg (bakke) og se solen gå ned, jeg står på en kæmpe sten og ser udover ørken, det er meget smukt, himlens klare blå farve blander sig med solens varme gule og røde farver, og sammen med ørkens sandbjerge er det et perfekt billede, det virker så fredfuldt, jeg tager armene ud til siden, tænk hvis jeg bare kunne lad mig falde forover, og “flyve” op til Nord. Det er fristende, som sår mange gange før, men jeg ved desværre godt at det ikke er en mulighed jeg har, jeg skal leve, jeg skal leve for Nord, jeg skal vise ham verden, og jeg skal vise verden ham. Jeg kæmper med tårerne, jeg kigger på min mor, der står nede på jorden og kigger op på mig, et stik rammer mit hjerte og jeg skammer mig over, lige at have haft den tanke jeg havde. Jeg skynder mig ned, vi spiser, snakker, hygger og da solen er gået ned af det tid til ligge sig tilbage og kigge på stjernehimmelen i stilhed, det er helt mørket, så stjerne står rigtig klart og lysende på himlen. Jeg føler mig altid tætter på Nord når jeg ser på stjerne, tårene presser sig på, jeg tager en dyb indåndingen, og lader tårene trille, jeg hvisker stille, mor savner dig så meget min skat, elsker dig Norden, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, og i samme sekund sender himmelen mig det smukkeste stjerneskud, jeg mærker Nord, og mit hjerte fyldes af smerte og kærlighed, jeg ved godt det nok bare er et tilfælde, men jeg vælger at tro på at det er et tegn, et tegn fra Nord, et tegn på at han mærker mig, ligsom jeg mærker ham. Jeg sender himlen et kys, elsker dig forevigt, mor og Nord altid altid, så tørre jeg mine øjne, krammer min mor, og så er det tid til at komme tilbage til hotellet.

Vi har nogen skønne dage, vi møder nogen søde mennesker, både andre dansker, men også de lokale, og jeg kan virkelig mærke at det er godt for mig at være lidt væk hjemme fra, ikke fordi jeg ikke tænker på og savner Nord når jeg er her, og ikke fordi jeg ikke stadig føler smerte og savn hver dag, for det gør jeg, men alligevel hygger jeg mig også, og jeg får slappet af, jeg ser noget andet, og det er rigtig dejligt, jeg føler det er sådan noget her, der giver mig styrke til at kæmpe, og det er vigtigt, for til tider føler jeg at jeg er ved at tabe kampen, netop fordi jeg ikke har flere kræfter, så at få lidt ro til at samle kræfter, betyder alt. Jeg bliver mere og mere bevist om at jeg vil gøre en forskel for andre der mister, jeg vil gerne gøre noget så penge ikke skal være en kamp, når man skal kæmpe i og med sorgen, der skal være mulighed at kunne få så meget psykolog hjælp man har brug for, der skal være mulighed for at kunne rejse væk når der virkelig er brug for det, for selvom man ikke kan eller skal flygte fra sorgen, så er det vigtigt og rart med et afbrud i den så svære hverdag i helved.

Nu er jeg så hjemme igen efter en uge væk, jeg har fået fyldt lidt op, og selvom det nok ikke holder længe, så føler jeg mig mere klar til den svære tid, der kommer lige om hjørnet. Jeg er klar til at kæmpe for det liv jeg ønsker at leve, jeg ved at kampen er hård og at jeg knækker af og til, og det vil jeg nok gøre det resten af mit liv, men jeg har fået lidt ro, og lidt styrke, så tak til min mor, Dj og de nye bekendskaber for at give mig en skøn ferie, hvor der både blev grædt, grint og hygget.

 

You Might Also Like

Min hverdag

En tur på Amager hospital

4. oktober 2017

Jeg har i længere tid haft hjerte banken, faktisk nok fra den dag, Nord døde, men ikke på samme måde som nu. I de sidste 3 måneder, har jeg haft det mere og mere, i starten fik jeg det måske hver 14 dag, mit hjerte banker hårdt et par slag, så er der en pause og så banker det hårdt igen nogen slag, og sådan kan det så blive ved i et par minutter, når det sker, gør det ondt og jeg får svært ved at få luft.  Jeg har prøvede at ignoreret og bare ladet som ingenting, for det går jo over, det holder jo op efter noget tid. De sidste 4 ugers tid, er det så kommet oftere og oftere, og de sidste 14 dage har jeg stort set haft det hver eneste dag, og flere gange om dagen. Jeg har snakket med min læge om det, og jeg har derfor været inde og få taget en masse prøver. En morgen vågner jeg, så af at jeg har hjerte banken, det er ret voldsomt og jeg kan ikke få luft, det er vildt ubehageligt, men jeg ved jo at det holder op igen, så jeg prøver bare at ladesom ingenting, Jeg skal ordnet en masse ting, så jeg følger ikke lige, at jeg har tid til vente på at det her “anfald” går over, jeg står op, går i bad, og gør mig klar, alt i mens mit hjerte hammere der ud af, jeg skynder mig ud af døren, og mødes med min veninde som jeg føgles med ind til salon B Nice. Jeg siger ikke noget, men jeg bliver godt forpustet bare af at gå, og jeg kæmper med smerten fra mit bryst. Vi kommer der ind og jeg går igang med at få styr på de ting jeg skal, men jeg har svært ved at koncentrere mig, det er som om at mit hjerte ikke rigtig vil tillade, at jeg ikke giver det, min fulde opmærksomhed, det begyder at gøre mere og mere ondt, jeg kæmper mere og mere med at få luft, og pauserne hvor det ikke banker så voldsomt bliver kortere og kortere. Jeg går lidt i panik, min veninde Cille har skrevet om jeg er okay, som hun så ofte gør, jeg har mest lyst til at svare hende at jeg er okay, men at det “bare” er en svær dag, som nok er det svar hun ofte´s før, da jeg ikke vil bekymre hende mere en jeg allerede gør, for nogen gange så falder jeg total fra hinanden, og det er tit hende der har samlet mig op. Det er det så også her, for jeg kan ikke svare hende at jeg er okay, for det er jeg ikke,  jeg har det ikke godt, jeg har ondt, og jeg kæmper med at få luft.  Cille ringer til mig, og hun synes at jeg skal ringe 1813, så det gør jeg, selvom jeg ikke er meget for det, for det er jo sikkert “bare” stress/angst. Jeg snakker med en sygeplejeske, som meget gerne vil have at jeg skal en tur på akut afdelingen (skadestuen) jeg fortæller hende at jeg lige skal ordne nogen ting og at jeg også lige skal hjem med min hund, hun siger at det må vente og at hvis jeg ikke tager afsted nu, får nogen til at køre mig, eller tager en taxa så sender hun en ambulance, og da jeg på ingen måde ønsker det, lover jeg hende at tage en taxa med det samme. Jeg ringer til Cille og fortæller at jeg tager på skadestuen. Cille for min veninde B til at hente Batman (min lille hund) i salonen og gå hjem med ham. Da Cille er på job, aftaler de at BB, skal tage ud til mig på Amager hospital,  jeg ikke har det godt med hospitaler og derfor vil jeg helst ikke være der alene. Jeg ankommer til Amager hospital, og jeg kommer til med det samme, der er en sød sygeplejeske der tager nogen prøver, jeg fortæller hende at jeg bare tror det er stress/angst, som er kommet af en efter ve af at, jegh ar mistede min søn, og så fortæller jeg hende om Nord. Hun bliver meget berørt, og hun forsøger så godt hun kan at trøste mig, da jeg både er ked af det, og i panik over, hvad det enlig er der sker med mig.

Efter lidt tid kommer BB, det er dejligt at hun er der, og jeg slapper lidt mere af, vi venter på lægen i noget tid, da han skal have svar på mine prøver. Han kommer ind og jeg skal svare på en masse spørgsmål, jeg fortæller også ham at jeg bare tror at det er stress/angst pga. det jeg har været og er udsat for. Han giver mig ret i at det er meget muligt og at det ville være helt normalt, men han vil alligevel gerne have undersøgt mig og mit hjerte ordenligt, så han vil gerne indlægge mig. Det har jeg på ingen måde lyst til, og jeg går lidt i panik ved tanken, og det tror jeg godt at lægen kan se og høre på mig. Han fortæller mig, at vi kan også godt gøre det på en anden måde, men så skal jeg også komme ind til en masse prøver og få en optager på mig hjerte, det går jeg med til, så jeg for lov at tage hjem. Jeg skal love ham at komme igen, hvis det bliver værre og han ser også gerne at jeg slapper lidt af de næste par dage.

Det er dejligt at få lov at tage hjem, for jeg kan virkelig ikke lide tanken om at skulle overnatte alene på et hospital, men allerede inden vi er nået helt hjem, bliver jeg i tvivl om, om det var den rigtige beslutning. Da vi kommer hjem, er jeg sindsygt træt, så jeg ligger mig bare på sofaen, BB søger for at jeg for noget at spise og drikke, selvom jeg på ingen måde har lyst, men det svar er ikke godt nok for BB, for lægen sagde også at jeg skulle huske at få spist. Mit hjerte banker stadig hårdt og jeg er enlig lidt bekymret, min bror kommer ind og vi snakker lidt, jeg fortæller ham at jeg er lidt bekymret og at jeg ikke helt ved om det var klogt at tage hjem, men på den anden side, hvis jeg nu skal dø, så vil jeg heller dø her hjemme, end alene på et hospital. Jeg ved godt at jeg selvfølgelig ikke dør af det her, men det kan godt følelse sådan, når jeg for de her anfald, hvor mit hjerte bare banker der ud af, og jeg ikke rigtig kan få luft. Min lillebror er selvfølgelig også lidt bekymret, men nok mest over at jeg går lidt i panik, og derfor synes han at jeg skal prøve at tage hans puls måler på, det gør jeg så og min hvile puls ligger på lidt over 70 hvilket er lidt højt, da den normalt ligger på omkring de 55, jeg kan også se at når jeg får de her anfald så stiger min puls til over de 120 selvom jeg sidder helt stille. Jeg går i seng den aften med en lille fortrydelse over at jeg ikke bare blev på hospitalet, så jeg kunne få det overstået, istedet for at skulle vente på at få afvide at mit hjerte er okay og at det “bare” er stress/angst, som er en helt almenlig efter ve, af alt det traume jeg har været og er udsat for. Jeg krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig og hvisker, mor elsker dig, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der en lille del af mig, som håber at det er i nat at jeg bliver genforenet med Nord, måske fordi alt i mig gør så ondt, måske fordi jeg virkelig er træt, træt af sorg, træt af smerte, træt af savn. Inderste inde ved jeg godt, at så nemt slipper jeg ikke, jeg ved at Nord ikke ønsker at jeg giver op, og jeg ved også at det er derfor jeg vågner imorgen, jeg ved jeg er nød til at kæmpe videre, og det lover jeg at jeg gør, men lige idag, lige nu, vil jeg gerne bare slippe for alle tanker og følelser. Nat nat min skat, mor elsker dig altid altid.

You Might Also Like

Min hverdag

Nord har fået en Kusine

24. september 2017

Igår d.23/9 2017 kom Nord´s lille kusine til verden, født hjemme, alt fik så fint, stille, roligt og hurtigt. Sidste gang (først gang) jeg blev faster, var det også en hjemme fødsel, og da det også gik meget hurtigt nået jordmorden ikke at komme frem, før fætter Ja-ja var født, og derfor var jeg så heldig at være med til hans fødsel. Denne her gang, ville jeg selvfølgelig også gerne være med, men min opgave denne gang blev at se efter fætter Ja-ja og det gjorde jeg selvfølgelig gerne. Vi var på legeplads med hans onkel Viggo og hans fætter W. Det er altid dejligt at se fætter Ja-ja løbe og lege, se glæde i hans øjne når han selv synes, at han er ret sej eller når han prøver noget nyt. Det er en af de ting jeg også savne så sindsygt meget, jeg savner at se Nord´s blik når han opdaget at han kunne nået nyt, eller stoltheden i hans øjne når en ting der havde drillet ham endelig lykkes. Vi var en tur på store vold´s legeplads, og jeg har faktisk ikke været der siden jeg sidst var der med Nord og X. Vi var der en lille uge´s tid før Nord´s død. Det var en dejlig dag, det var varmt, solen skinnede,  X og jeg hentede sammen Nord i vuggestuen, og fordi det var så dejligt vejr, besluttede vi at gå en tur op på store vold´s legeplads. Nord løber afsted, der er god fart på, og så sker det, der går et sug gennem min krop, og jeg mærker et stik af smerte da jeg ser Nord kuer hen af jorden, jeg løber over til ham, men Nord har allerede rejst sig op, han kigger ned på sit knæ, og siger av, han begynder at græde, nået han ikke gjorde så tit, heller ikke selvom han faldt, så ved og kan se at han har slået sig, jeg krammer ham og trøster ham, han siger igen av av og peger på sit knæ. Må mor se, siger jeg,  jeg finder en flaske vand i min taske,  og skylder knæet der bløder lidt, jeg husker tydeligt smerten i min krop over at han har slået sig, og jeg tror enlig at det gjorde mere ondt på mig end på Nord. Nord er så sej, så han er allerede på vej videre, for vi skulle jo på legepladsen, og det kan kun gå for langsomt. Vi hygger og leger, jeg gynger med Nord,  X står og kigger på os, det ser hyggeligt ud, så må jeg tage et billede spørg han, selvfølgelig svare jeg, jeg kan også taget et af jer der gynger ? nej det er okay, siger han, det er fordi jeg godt vil have et af jer sammen, jeg håber du ved at jeg elsker dig, og at Nord ikke kunne have en bedre og smukkere mor, jeg håber bare vi en dag kan være sådan rigtig sammen, du ved, være familie igen. jeg smiler og mærker med hele min krop og hjerte at det også er det jeg ønsker, jeg elsker os dig, og det håber jeg af hele mit hjerte at vi kan, men du er nød til at vise mig, at det er mig og Nord du vil. Han stopper gyngen, kysser mig, og siger, det er det jeg vil, og jeg vil kæmpe resten af livet for at vise dig det. Jeg smiler og kysser ham. Idag for jeg kvalme ved denne tanke, for hvordan kan han sige de her ting, og så slå Nord ihjel en uge efter? hvorfor? Jeg får tårer i øjnene og ondt i maven, jeg hader at  X også ødelægger mine “gode” minder, for det var en rigtig dejlig og god dag sidst jeg var på volden med ham og Nord, men tanken om X og de ting han sagde og gjorde den dag giver mig kvalme, og sådan er det også med mange andre “gode” minder. Jeg kan ikke holde ud at være i tanken, så jeg skubber den væk, så godt jeg kan. Jeg kigger på fætter Ja-ja der løber og leger, Nord skulle have været her også, Nord skulle også løbe og lege med fætter Ja-ja og fætter W. Nord skulle idag opleve at blive fætter til en kusine, ligesom fætter Ja- ja oplever at blive storebror og fætter W oplever at blive fætter igen.

Min niece bliver født, og jeg går rundt på legepladsen og tripper for at komme hjem og se hende, men jeg er også lidt urolig, for hvordan jeg vil føle, jeg er bange for mine føleser, jeg er bange for jeg ikke tør at lukke hende rigtig ind i mit hjerte, men jeg er også bange for at jeg ikke kan lad vær, tænkerne og følelserne vælder rundt inde i mig. Da vi endelig kommer hjem, er der mange mennesker, alle vil selvfølgelig gerne se den lille ny, hun er så fin, lidt større end både Nord og Ja-ja da de blev født, men hun er skøn, mit hjerte hammere, mine tanker og følelser flyver rundt, jeg vil så gerne holde hende, og alligevel tør jeg ikke. Jeg kæmper med at holde tårerne tilbage, og især da fætter Ja-ja skal holde sin lillesøster for første gang skal der kæmpes, det er så sødt og så smukt, han er så sød med hende, han aer og kysser hende, og jeg er sikker på at Nord ville have gjort det samme. Tanken om at jeg aldrig for lov at opleve det med Nord, smerter mit hjerte, og jeg kan ikke længere holde mine tårer tilbage, i samme sekund kommer min bror over, han ligger armen omkring mig, er du okay søs? er det hårdt? det er lidt hårdt, men det er os godt svare jeg, jeg lader et par tåre trille imens han holder om mig, åh hvor ville jeg ønske af hele mit hjerte at Nord kunne opleve at sidde med sin lille kusine, og tanken om at han heller ikke kommer til at opleve det med sin fremtidig lillebror eller lillesøster kan jeg slet ikke bære,  at se fætter Ja-ja med sin lillesøster rørte virkelig noget i mig, min krop skriger af smerte, og jeg er nød til at trække mig lidt, jeg er nød til lige at få samlet mig, jeg skynder mig ud på toilettet, jeg lader tårerne strømme, før jeg igen, går ind og kigger på Nord´s lille nye fine kusine, for selvom det er hårdt så kan jeg ikke lad vær.

Dagen går, jeg ser lidt film med fætter Ja-ja, vi spiser aftensmad sammen og hygger, lillepigen har sovet en del, så jeg har stadig ikke fået holdt hende, og på den ene side er det måske meget godt, da jeg ikke helt ved hvordan jeg vil reagere, men på den anden side er jeg, ked af at det ikke er sket endnu, jeg ved jeg selvfølgelig nok skal kommer til at holde hende, jeg ved også at jeg nok skal komme til at elske hende, jeg synes jo allerede at hun er skøn og så fin, men jeg har brug for at holde hende, jeg har brug for at mærke kærligheden, jeg har brug for at vide at jeg godt kan komme til at elske (nye) mennesker igen, at jeg godt tør elske igen, og at jeg ihvertfald ikke kan lad vær med at forelske mig igen, og det tror jeg vil ske når jeg kommer til at side med hende.

Da jeg går i seng denne aften, kan jeg ikke sove, jeg er træt, men tankerne køre rundt, følelserne køre rundt, jeg føler håb, men på samme tid er jeg bange, jeg kan ikke lær vær med at tænke at jo flere mennesker man elsker, jo mere smerte vil man opleve. Jeg kan ikke lad vær at tænke alle de ting der kan gå galt når man får et barn, de kan blive syge, de kan komme ud for en ulykke, børn dør hver eneste dag, så er man uheldig hvis de dør før en? eller er man heldig hvis de overlever en? Tør jeg virkelig at få et barn igen? Tør jeg at lad vær? Kan jeg lad vær? Kan jeg leve uden at blive mor igen? Jeg ved at jeg ikke har lyst til at leve uden Nord, og jeg derfor er nød til at finde en måde at leve med ham i mit hjerte, men jeg har brug for at kunne kysse og kramme igen, jeg har brug for at kunne dele ud af både min og Nord´s kærlighed, og det tror jeg kun at jeg kan, hvis jeg bliver mor igen. Tankerne ville ikke rigtig slipper mig denne nat, men da det endelig sker og jeg falder i søvn, er det med Nulle (Nord´s nus bamse) tæt ind til kroppen, og en følelse af at Nord er der, måske fordi han alligevel er kommet for at se sin kusine, måske fordi han kan mærke at jeg har brug for ham. Jeg høre mig selv hviske, halvt i søvne, jeg savner dig min skat, mor elsker dig altid altid min Nord.

You Might Also Like

Min hverdag

Skal jeg være mor igen?

11. september 2017

Det er over 1 år siden at Nord blev kvalt af sin far, og jeg savner Nord, hver dag, tiden, alt jeg ønsker er et liv med ham, men det er så småt ved at gå op for mig, at det er ikke muligt, ligemeget hvor meget jeg kæmper, eller hvad jeg gør, så for jeg ikke Nord igen. Til tider, vil jeg stadig ikke tro på det, jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, selvom om jeg godt ved at det ikke er sådan, eller kan lad sig gøre, at hvis jeg “bare kæmper hårdt og godt nok, så for jeg lov at hente ham hjem igen, jeg tror at jeg gør det, fordi jeg ikke kan holde tanken ud om at jeg skal leve resten af livet uden Nord. På mange punkter håber jeg hver aften når jeg går i seng, at jeg ikke vågner i morgen, jeg har tit lyst til at tage bilen og køre med 300 kilometer ind i en mur, eller taget op på taget af en høj bygning og spæde mine (vinger) arme ud, og lade mig falde forover, mærke suset, efter fuldt af den smerte det må give at ramme jorden, for derefter endelig at få ro og fred, og ikke længe mærke den ubeskrivelig smerte det er at skulle leve uden Nord. Men det kan jeg ikke, det er ikke fair over for min familie, de har og lider nok ved tabet af Nord, og synet af mig i sorg og smerte. Jeg kan ikke byde dem også at skulle leve med den smerte jeg lever med hver eneste dag,  de lider nok. Hvis jeg tager livet af mig selv, så slår jeg jo mine forældres barn ihjel, og så er jeg jo ikke beder end X, jeg for kvalme ved tanken, føj, tænk at være et menneske som ham, tænk at være så egoistisk og hjerte kold, jeg skubber tanken om X væk, for ellers kaster jeg op.

Lige nu (over)lever jeg for andre, jeg lever for min familie, jeg lever for dem der elsker mig og som jeg elsker, jeg skal leve for Nord og for at X ikke skal vinde. Men hvor længe kan man leve kun for andre? De tanker fylder mere og mere i mig, det kommer i takt med at dem omkring mig, er begyndt at få en hverdag igen, de lever og livet går videre, men det gør det bare ikke for mig, jeg græder stadig hver dag, jeg kan stadig ikke sove, jeg føler jeg er ved at falde mere og mere fra hinanden, og jeg savner og tænker på Nord hele tiden, jeg gennemlever stadig fredag d. 10/6 2016 hver dag. Fredage, og tit mandage. d.2 d.10 og d. 23 gennemlever jeg Nord´s døds dag flere gange om dagen, time for time, jeg ser Nord´s døds dag som en film i mig hoved igen og igen, jeg ser ham ligge bleg og livløs på sengen, jeg ser mig og min bror yde første hjælp, og jeg føler smerteren der springer mit hjerte i en milion stykker, og jeg mærker savnet der gennembore min krop. Jeg har ikke en hverdag, jeg lever ikke, jeg kæmper for at overleve, jeg kæmper for at få en hverdag der er til at holde ud, det gør jeg ved at omgive mig med familie og venner. Dem omkring mig er begyndet at leve igen, de hygger med børnene, de arbejder, de har en hverdag, de for børn, de føler glæde og lykke, ikke at de ikke savner Nord, for det ved jeg de gør, og jeg ved også at det er hårdt for dem at se min smerte, men de klare den og de lever. Jeg er selvfølgelig glad for at de er ved at finde fodfaste igen, men det gør også ondt, når jeg stadig ikke kan andet end at træde vande, og samtidig er der så en tanke der har fundet vej til mit hoved som jeg ikke rigtig kan slippe igen, når de nu er på vej “videre” i livet, ville jeg så om nogen år, når de er kommet helt på land igen, kunne tillade mig at taget mit eget liv? Jeg kan ikke lad vær at tænke, at hvis de nu godt kan klare sig uden mig, ville de så ikke også godt kunne klare at miste mig, og ville det så ikke være okay? Jeg kender godt svaret på den tanke, og jeg skammer mig også over, at tanken finder vej til mit hoved, men det gør den når smerten i mig og ikke mindst savnet til Nord bliver for voldsom, når jeg har det sådan vil jeg bare være hos Nord, men jeg ved også at Nord ville blive skuffet hvis jeg giver op, jeg ved han ønsker at jeg skal leve, jeg skal leve for Nord, og det kæmper jeg for, det lover jeg.

Jeg skammer mig som sagt når de mørke tanker for plads, men jeg kan ikke lad vær. De her tanker gør at jeg er bange for at man ikke kan leve hele livet KUN for andre. Jeg er nød til at finde en måde at få lyst til livet igen, jeg er nød til at finde noget der gør livet vær at leve igen. Nord gjorde livet vær at leve, min kærlighed til ham, gjorde at jeg kunne klare alt, så længe jeg havde ham, han fik mig til at smile lige meget hvor ked af det jeg var, jeg kunne som sagt holde til og klare ALT med Nord ved min side, og det er så her tanken om et barn mere dukker op. Det her barn skal IKKE erstatte Nord, for det kan det ikke, og det skal det heller ikke, Nord var/er Nord, og han var og er noget helt særligt, han var enestående. Men et barn mere ville give mig en kærlighed at leve for, og barnet ville være elsket og værdsat mere end ord kan beskrive. Det gør ikke at jeg elsker Nord mindre, nok tværtimod, min kærlighed til Nord er unik, og han vil altid være mit hjerte barn. Nord ville være blevet den bedste storebror, han var så sød,glad,kærlig og omsorgfuld, og selvom Nord ikke er i denne verden mere, ville det andet barn være heldig at have Nord som storebror, og jeg ved han ville være en stolt storebror. Tanken om et barn mere, fylder mig med håb, men også med frygt, tør jeg få et barn mere? hvad hvis det her barn også dør? jeg bliver så sur når folk siger, jamen det gør det ikke, du har oplevet nok smerte, hvad er chancen for det ville ske igen. ja det ved jeg sgu ikke, men det kan ske. Hvad er chancen for at man får slået sit barn ihjel, den er ret lille, men det skete, så det sker, børn kan dø og børn kan dø på mange måder, vuggedød, en ulykke, sygdom osv. Det brude ikke ske, og det er ikke okay at det sker, men det sker. Så hvad hvis det sker for mig igen? Jeg er også bange for at jeg ikke kan være den mor jeg ønsker at være, jeg er bange for at jeg ikke kan slippe barnet, at jeg ikke tør lade det gå i vuggestue, lad andre passe osv. Så er det okay at sætte et barn i verden, når man har det sådan? Så er der det med “faren” Jeg ville selvfølgelig helst have et barn med en fantastisk mand, være mor,far og barn, en rigtig kerne familie, sådan som jeg ønskede det med Nord, men som jeg aldrig fik lov at opleve. Men jeg tør ikke, ihvertfald ikke endnu. Jeg ved der kommer til at gå meget lang tid, før jeg kan stole på en mand, og den tid har jeg bare ikke, både med hensyn til min alder, hvis jeg skal kunne få et barn mere, men også med hensyn til at mærke den kærlighed der gør livet vær at leve, nemlig kærligheden til et barn. Jeg er ude i, at jeg vil have et barn selv, men er det okay, bevist at vælge en far fra? er det okay over for barnet? jeg ved at jeg bliver en mere afslappet mor uden, og jeg ved jeg kan klare at få et barn alene, for X to alligevel ikke Nord de første 8 måneder, så det at blive fri for ikke at blive skuffet og sur over ikke at få den hjælp man regner med eller beder om, er faktisk meget nemmere, det mærkede jeg da jeg så blev rigtig alene mor med Nord, men er det nok til at retfærdiggøre at man fra vælger en far? Jeg har tænk meget over det, og i starten synes jeg at det var meget egoistisk at få et barn på den her måde, men efter at fa mærket efter og tænkt det hele igennem er jeg kommet frem til at, det ALT er egoistisk at få et barn, ligemeget hvordan man gør det, og jeg ved godt at jeg helt sikkert for en masse hug for at vælge at ville have et barn selv, men jeg ved at det har barn bliver elsket, ikke kun af mig, men også af min familie og venner, og jeg ved at jeg bliver en bedre mor, ved ikke at skulle bekymre mig om, tanken om at faren ville kunne taget barnet fra mig. Jeg er dog ked af at jeg ikke får lov at opleve det at være en kerne familie, men måske en dag, jeg finder en mand der er stærk og kærlig nok til at kunne elske mig, med den bagage jeg har med mig.

Når så jeg har besluttet at jeg gerne vil være mor igen, og jeg har valgt at jeg gerne vil gøre det selv, hvilken doner skal jeg så vælge? Enligt ville jeg nok helst kunne pege på en af de mænd jeg kender og sige, ham der skal være doner. Men igen, hvad nu hvis han så ligepluslig ,så vil være far? jeg har tænkt mange ting, for jeg ville nok enlig helst vide hvem manden/doneren er, men man kan jo ikke sige, hey har du ikke lyst til at give mig et barn, uden at du er far. Det ville jeg nok helst, for så ville jeg vide hvem manden er, jeg ville vide hvordan han så ud, jeg ville vide hvordan han er, og det ville jeg have det rigtig godt med, men jeg ved også at det ikke er muligt. Så jeg har besluttet at gå efter en doner, når tankerne falder på det med at få et barn mere, men hvordan skal jeg dog vælge? jeg synes det er en stor beslutning, at skulle vælge hvem der skal give DNA til mit andet barn. Hvad skal jeg ligge vægt på? hvad er vigtigt? og skal jeg gå efter en der af udsende ligner min X, så der er en lille chance for at Nord og lillebror eller lillesøster ligner hinanden lidt, eller skal jeg gå helt modsat, der er mange tanker, og ikke mindst føleser i det, men tanken om et barn mere er vokset sig stor og jeg ved at jeg ønsker et barn mere, så jeg håber jeg har økonomi, overskud og ikke mindst mod nok til snart at kaste mig ud i det, alt sammen hvor Nord og vores kærlighed er med hele vejen.

Mor                                                                                                        &                                                                                                    Nord

Mor og Nord altid altid <3

You Might Also Like

Min hverdag

Babyshower, glæde,savn og smerte

6. september 2017

Min lillebrors kæreste er gravid og skal føde her i september, de skal have en lille pige, og jeg glæder mig helt vildt, alligevel har jeg ikke rigtig været en del af gravideten den her gang, og det går mig rigtig meget på, for jeg glæder mig og jeg vil gerne være en del af det, jeg kan bare ikke. Det gør for ondt, det gør ondt at se deres lykke og glæde, og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg ønsker dem alt lykke, jeg ønsker at se min bror og hans lille familie lykkelig, men alligevel skriger mig krop af savn og smerte når jeg ser på dem. Jeg hader det, hvorfor kan jeg ikke rumme deres/andres lykke? jeg ønsker jo ikke at se andre mennesker i smerte, jeg ønsker at se mine venner og familie lykkelig, men det gør på samme tid ulideligt ondt. At jeg har det sådan gør at jeg føler mig som et dårligt menneske, jeg har ikke lyst til at det skal være sådan, jeg ønsker andre mennesker det bedste, og jeg vil så gerne kunne dele deres glæde, men det kan jeg bare ikke 100% ligemeget hvor meget jeg prøver.

Jeg har som sagt ikke været hverken den bedste søster, svigerinde eller faster under min svigerindes anden gravidet, og det er jeg ked af, men det er svært for mig at dele deres glæde og se deres lykke, fordi mit hjerte stadig er knust i en million stykker, men det betyder ikke at, jeg ikke glæder mig til det nye liv der snart kommer til verden, og jeg ville ønske at jeg kunne deltage mere, det er bare som om sorgen ikke rigtig vil tillade det, for hvordan skal jeg kunne føle lykke når det liv jeg elskede højst ikke længere lever. Jeg elsker min bror og hans lille familie helt op til Nord, og jeg ved Nord elsker dem hele vejen tilbage. Jeg ved at Nord ville elske at blive fætter igen, og jeg ved han ville være en god og kærlig fætter, så hvorfor kan jeg ikke være en god faster? jeg elskede Nord´s fætter Ja-ja før han var født, men jeg har det ikke på samme måde den her gang, måske er det fordi jeg ikke har været en så stor del af graviditeten, måske er det fordi jeg har svært ved at føle andet end smerte og savn, jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal komme til at elske det nye liv, jeg ved at når jeg først får lov at holde hende i mine arme, så kan jeg ikke ladvær at forelske mig i hende, men det er svært for mig at jeg ikke allerede elsker hende, jeg glæder mig til at hun kommer og jeg holder af tanken om hende, men jeg elsker hende ikke, ikke endnu og det går mig meget på. Derfor har jeg i smerte men også i kærlighed hæklet et barnevogns tæppe, og en nus klud, (som er det første jeg nogenside har hæklet) til hende. Det er selvfølgelig lavet af mig, men med Nord i tankerne og derfor er der syet et Nord for mælkevejen mærke på og et made by faster.

Jeg ville gerne vise min bror og ikke mindst min svigerinde, at jeg under dem alt lykke og at jeg tros alt glæder mig til det nye liv, derfor valgte jeg at holdet et babyshower for dem. Jeg bagte cupcakes, pyntet op og jeg havde selvfølgelig også købt nogen gaver (tøj). Jeg havde lovet min bror at de godt måtte låne Nord´s vugge, til lillepigen, først var jeg ikke så glad for ideen, for det er jo Nord´s, men da min bror ligesom fortalte at de godt ville låne den, til ære for Nord, og fordi at han/de også syges at, Nord også skal være en del af det nye liv. Han synes vi skal bruge Nord´s vugge som familie vugge, for Nord er stadig en kæmpe del af vores familie, og ikke kun af mit liv, men også af deres. Jeg synes det er så smuk at jeg ikke kunne sige nej, så jeg fandt Nord´s vugge  frem og pyntet den med lyserødt senge tøj, tæppet og nus kluden jeg har lavet, og så sætte jeg den ind på boret med gaverne. Min bror viste godt at jeg ville holde babyshower og derfor havde han fået min svigerinde ud af huset, så da de kom hjem igen, stod vi alle klar til at overraske hende og det blev hun, hvilket var dejligt, vi hygge og min svigeinde er meget glad, hvilket glæder mig, for selvom det er hård for mig, så nyder jeg at vise dem at jeg elsker dem, og at jeg gerne vil være der.

Dagen efter er jeg helt færdig, jeg er meget meget træt, og jeg græder meget, jeg hader at jeg skal få det sådan, men det tager altså bare hårdt på mig, når familien er samlet, Nord han mangler så meget, og selvom jeg formå at være i det på dagen, så knækker det mig altid dagen efter og nogen gange tager det et par dage, før jeg igen kan styre min følelser og tåre, men det er det værd, for det er sådan her jeg i sidste ende, ender med at vinde, og på den måde ære Nord.

Jeg håber af hele mit hjerte at, Nord han er med når det nye liv kommer til verden, jeg håber at han ser, at jeg kæmper med alt hvad jeg har og kan, for at kunne elske igen, uden at det betyder at jeg glemmer eller elsker ham mindre, for det gør jeg ikke, det er umuligt, Nord er og bliver min store kærlighed, de er  Mor og Nord altid altid

You Might Also Like

Min hverdag

Smukfest med Nord i hjertet og sjov i tankerne

29. august 2017

Det er tirsdag aften, og det er idag jeg og Cille skal afsted til Smukfest, jeg har små stresset lidt hele dagen, for jeg vil bare gerne afsted, og nu er vi så endelig klar, eller jeg er, jeg skal lige forbi Cille og hente hende og resten af vores ting, vi har sindsygt meget med, ingen af os har været på festival før, og vi skal helt sikkert ikke gå ned på udstyr. Da jeg møder Cille og jeg ser hvor meget vi skal have med, er jeg extra glad for, at vi har lånt mine forældres bil, det var aldrig gået med tog. Vi køre afsted, og det kan mærkes at vi begge glæder os, stemningen er høj og det er dejligt, men som altid når jeg har det sådan er der en lille stemme i mit hoved, der siger, hvordan er det muligt uden Nord? jeg er begyndt at svare den lille stemme, at det er det heller ikke, det er kun muligt fordi Nord er med mig, han er en del af mig, når mit hjerte slår, slår hans i mit, så det er muligt fordi han tillader mig det, han ønsker at se mig glad, det ved jeg, det kan jeg mærke og det er derfor at jeg kæmper for, det er for ham.

Vi kommer godt men sent frem, der er dog lidt små problemer med hvor vi skal parkere og en trækvogn der mister en møtrik, så hjulet går løst, men vi finder ud af det hele, og heldigvis er der en sød vagt det hjælper os det sidste stykke hen til vores dåse. Vi er så heldige at vi ikke skal sove i telt, vi skal sove i en Cansleep, som ligner en kæmpe stor øl dåse, der er strøm, lys, et lille spejl,  madras, dyner, puder og senge tøj, og en køletaske . Vi pakker ud, og selvom vi havde snakket om at vi lige ville drikke en enkelt inden senge tid, så er vi alt alt for trætte, så vi går bare i seng, da vi ligger os, begyder det at regne helt vildt, hvilket gør at jeg sætter lidt ekstra pris på at vi ikke skal sove i telt.

Vi vågner meget tidligt onsdag, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og se festivals pladsen, og mærke stemingen, både på pladsen, men også i dåse området. Vi finder hurtig ud af at vi har nogen super søde naboer, og at stemingen i Cansleep er skøn. Vi har valgt at kalde vores Cansleep for Glimmer dåsen, og den bliver pyntet godt op, der bliver også hængt et billede af Nord op inden i, for han skal altid være med. Vi er rundt og kigge lidt, og ender til Rasmus Seeback koncert, og selvom han ikke lige er mig, er der en super stemingen, og der bliver sunget med på fuldskrue, efter Rasmus, står den på L.O.C. med en flaske champagne, det er ikke hans bedste koncert, men han holder stadig en fest, så det gør vi også. Vi går mod stjerne scenen, hvor Danser med Drenge skal spille, efter et par nummer dukker min kollega op, vi synger og hygger, og jeg nyder det, men jeg kæmpe også med de indre følelser, det lyder måske mærkeligt, men det er hårdt at hygge sig, det gør ondt inde i mig, og jeg er ved at være fyldt op, så det passer perfekt at Rie og de andre i bandet, skal til at spille, er der nogen i himlen, tårene får frit løb, i mens jeg synger med, af helt mit hjertes kraft, “Men er der nogen i himlen der kan elske dig, ligeså meget som jeg gør, nogen der for dig til at grine ligeså meget som jeg, Jeg håber bare du har det godt deroppe, og de andre de kan se, hvor dejlig du er, håber bare at du når det, alt det du ikke nåede her. Jeg stor tuder, men det føles godt,  for selvom det er hårdt og det gør rigtig ondt, så føler jeg mig tætter på Nord, da sangen er sunget, og derfor letter det, jeg er dog glad for jeg ikke havde taget makeup på, for der blev virkelig ikke holdt igen med tårerne. Efter koncerten er jeg igen klar til at nyde resten af aften, for nu har jeg lige haft lidt Nord tid, selvom det selvfølgelig slet ikke er nok, og det også gør sindsygt ondt, men jeg kan være i smerten, fordi jeg har fået lov at lukke lidt ud. Vi ender i V.I.P (Vippen) til en drik før det igen er blevet senge tid.

Torsdag har vi aftalt at mødes med min skønne kollager/veninde, og så skal vi have unicon dag. Nogen af vores naboer holder banko, og der er vi selvfølgelig med, der bliver gået op i det, og der er en super stemning, så vi er små fulde da min veninde dukker op, vi iføre os vores unicon kostumer og så er vi ellers klar til at have en fest, vi starter til gulddreng og så er festen ligesom igang. Aftens byder også på Suspekt, finger/Nordstrøm hvor der også bliver fældet en tåre eller to. Derefter er der Madior Lazer og der holder vi virkelig en fest.

I løbet af festivalen, møder vi en masse skønne mennesker, jeg møder også et par stykker der følger bloggen her, (tak for krammer og de søde ord), der bliver snakket, drukket, grint og grædt, men det er godt at være væk fra hverdagen, selvom jeg godt ved at det her kun er en kort kort pause fra det der desværre er mit liv nu, så nyder jeg at opleve noget andet, jeg nyder at kunne drikke mig fuld og forsvinde i musikken.

Da vi når Søndag er vi ved at være godt brugte og selvom planen var at vi først skulle hjem mandag vælger vi at tage hjem søndag, jeg er træt, og jeg ser frem til at sove i min egen seng, men ellers har jeg ikke lyst til at det skal slutte, jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til livet og hverdagen. Da jeg kommer hjem rammer virkeligheden mig som en mavepuster, savnet til Nord er så stort, og virkligheden om at han ikke også kommer hjem om lidt gennembore mit hjerte, jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg er væk, føler jeg at jeg “bare” er væk fra ham, som hvis han blev passet af mormor og morfar, (selvom jeg godt ved at han er død og det ikke er sådan) og derfor håber jeg altid at når jeg kommer hjem denne gang, så er han der selvfølgelige, jeg ved godt det ikke er sådan, men jeg kan ikke lad vær at drømme og håbe, og måske er det derfor det er så svært for mig, når jeg har været væk, men det at være væk fra hverdagen er også det der giver mig luft og kræfter til at kæmpe for at få et liv igen.

 

Jeg græder meget søndag aften, jeg er træt, og trist, men jeg har haft en super festival, så jeg klare den og vælger at gå tidligt i seng, jeg falder i søvn med Nulle (Nord´s nus bamse) i mine arme og med Nord i mit hjerte.

Tak til Nord for kærligheden. Tak til Cille for at altid smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe og støtte mig, i denne omgang at tage med mig på festival. Tak til Kollagen/veninden for festen og selskabet. Tak til D (Cille´s kærestes ven) for snakken og festen. Og tak til alle de sjove og skønne mennesker vi mødte, i har alle været med til at give mig en lille pause fra helved og for det er jeg dybt taknemmelig.

You Might Also Like

Min hverdag

Panik anfald ?

7. august 2017

Jeg kommer hjem efter at ha været ude og gå en lang tur med Batman, min hund, en lille fransk bulldog. Jeg sætter mig i sofaen med en Chai latte, tænder for tv´et mest for at der er noget baggrund støj, jeg er stadig ikke så godt til hvis der er helt stille, så tager min tanker for meget over, så det er bedst at der er noget der lige kan aflede tankerne, hvis de er på vej for langt ned af den mørke sti. Jeg finder mobilen frem, tjekker facebook, lidt Tinder, og så tilbage til facebook igen, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, jeg ved ikke hvorfor, for jeg har det “okay” det er ikke en af de dage hvor jeg er vildt ked af det, det gør ikke mere ondt idag end normalt, savnet er ikke større end normalt, så jeg skubber det lidt væk, og tænker det holder nok op om lidt. Jeg har prøvet det mange mange gange før, men alligevel er der noget i dag, som er anderledes end de andre gange, normalt kommer det, når jeg er ekstra ked af det, eller når jeg er steder hvor det er svært for mig at være, som til fødselsdage eller andet hvor Nord skulle ha været med, eller hvis savnet er større end almindeligt, når pyt det holder jo nok op omlidt, jeg prøver at tænke på noget andet, men det går ikke i så lang tid, det gør ondt i mit bryst, og jeg kan mærke at min værktrækning også bliver påvirket af det, jeg føler ikke jeg kan få luft, det gør ondt i hele min krop hver gang mit hjerte slår, jeg bliver lidt urolig, måske er jeg ved at få et anfald, men hvorfor nu, hvad sker der med mig? tænk hvis det ikke er et angst anfald? måske er det min krop ved at give op? tankerne køre rundt og jeg bliver grebet af panik, ikke fordi jeg er bange for at dø, for det er jeg på ingen måde, på mange måder ser jeg frem til den dag, for så kan jeg igen være sammen med min lille dreng,  men jeg har også lovet Nord og dem jeg elsker at jeg bliver her og kæmper, jeg har lovet at jeg ikke giver op, så det skal min krop sgu heller ikke have lov til, jeg har lovet Nord at skal leve, jeg skal leve for os, jeg skal vise verden hans kærlighed. Jeg prøver at samle mig, jeg prøver at få styr på mine tanker, men hvad end det er der har fat i mig, vil det ikke slippe, måske skal jeg ringe til nogen? men hvad skal jeg sige? jeg tror jeg har et angst anfald, men hvorfor? Jeg kan ikke få luft, jeg rejser mig, måske hjælper det, hvis jeg lige kommer op og stå og måske drikker noget vand. Det sortner for mine øjne, og jeg må sætte mig ned igen, okay jeg er nød til at ringe til nogen, mere hvis jeg falder om, jeg griber ud efter mine telefon, trykker min mors nr, i mens tårne løber ned af mine kinder og jeg kæmper med at få luft, jeg er ikke sikker på hun ville kunne forstå hvad jeg siger, men jeg prøver at samle mig så meget at jeg ville være i stand til at sige at hun er nød til at komme. Men lige i det jeg skal til at ringe op, letter trykke for mit bryst, min hjerte banker stadig hurtig, men ikke så hårdt længere, og jeg kan igen få luft, jeg ligger telefonen fra mig, og få sekunder efter, er jeg okay igen. Jeg sidder nu tilbage med en mærkelig følelse, for hvad fuck var det lige der skete? det kom som et lyn fra en skyfri himmel, og det var væk igen lige så hurtig som det kom. Jeg rejser mig og går ud og henter et glas vand imens jeg undere mig over hvad det var, jeg lige var ude for? jeg håber ikke det er noget jeg skal til at forholde mig til, og beder til det bare var en engang´s forstilling. En ting er de panik/angst anfald jeg får når jeg har det mere end almindeligt skidt, dem kan jeg forholde mig til, der ved jeg hvorfor de kommer, men hvis jeg også skal til at have det sådan her, når jeg enlig har det “okay” det kan jeg hverken overskue eller forholde mig til, så håber ikke det sker igen.

Imorgen tager jeg til Smukfest (festival) noget jeg har set frem til, kæmpet for, for jeg skulle både have råd og billetter, men det lykkes og selvom jeg kommer til at leve meget stramt når jeg kommer hjem, så har jeg virkelig glædet mig, og selvom jeg stadig glæder mig og jeg er sikker på det bliver sjovt, hårdt og top hyggeligt, er jeg noget nevøs efter den oplevelse jeg lige har været ude for, men jeg skal heldigvis afsted med Cille som nok snart kender mig bedre end jeg kender mig selv. Jeg vil se frem til at skrive et indlæg som min tur på smukfest, som helt sikkert kommer til at indholde, grin, en masse tåre, kærlighed (for Nord er altid med) hygge, og så forhåbentlig uden anfald.

Mor og Nord Altid Altid

 

You Might Also Like