go påske? nej gu er den ej.

På vej tilbage.

Hej igen. Det er meget meget længe siden jeg har skrevet et bolg indlæg og endnu længere tid siden at jeg har udgivet et men der kom sgu lige en baby.

jeg har gjort mig mange tanker om alle de blog indlæg der nu mangler og har heldigvis fået skrevet små stik ord ned når en tanke eller følelse har meld sig, så planen er at give jer et ærligt indblik både i min graviditet, men også vejen der til som har været både lang, dyr og meget hård, men først vil jeg lige fortælle kort om mig selv, min historie og hvor jeg er i livet nu, da det jo er så længe siden at jeg har skrevet og der måske er kommet eller kommer nye følger til.

Mit navn er Sara Thane, jeg er mor til 2, Nord i himlen som er ham min Blog har handlet mest om, og så lillebror Zai som er doner barn, jeg er 36år gammel men spørger du mig om min alder har jeg en tendens til at sige jeg er et år ældre end jeg er, ikke med vilje og ved ikke hvor den er gået gal, men nu har jeg regnet på det og jeg er altså 36år. Jeg er ordblind eller som man sagde da jeg gik i skole, så har jeg læse, skrive og stave vanskeligheder, jeg bor på Christiania og har gjort det siden jeg var 2-3 måneder gammel, mange spøger ind til det med at jeg bor på Christiania, eg har aldrig prøvet andet så det er svært at sammenligne men en ting er sikkert i mit livs sorg kunne jeg ikke øsnke mig et bedre sted at bo, her ude var folk ikke “bange” for mig som jeg oplevede ude i byen og havde jeg boet ude i byen var jeg nok blevet hjemløs da jeg ikke havde overskud og enlig heller ikke råd til at betale husleje i noget tid efter Nordś død. Nord blevet myrdet d. 10/6 2016 af hans far han kvalte ham, Nord blev kun 1 år og 7 måneder. Da Nord blev slået ihjel, døde en del af mig med ham, jeg kunne ingen ting, jeg ville ingen ting, jeg ville bare være hos min lille dreng, alt omkring mig blev mørkt, jeg følte enten ingen ting eller ALT ting og smerten er så voldsom at den overtager alt, det er som om den styre en, den styre ens tanker, følelser, man kan ikke få luft og alligevel har man lyst til bare at skrige og skrige. jeg skreg, jeg skreg af smerte for min krop kunne rumme den, jeg skreg af savn, jeg skreg af afmagt og så skreg jeg fordi jeg var bange, jeg var bange for at jeg ikke kunne blive på denne jord uden Nord, jeg havde tit lyst til at tage livet af mig selv, jeg ville være hos Nord, jeg ville have smerte til at stoppe, men jeg viste også at jeg var nød til at blive her, jeg var nød til at kæmpe og lære at leve i og med den smerte det er at miste et barn, for hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg to livet af mig selv så var jeg jo ikke bedre end den mand der myrdet mit barn, to jeg livet af mig selv, ville jeg jo slå mine forældres barn ihjel og den sejre skulle min eks ikke have, hans mål var at ødelægge mig så meget at jeg enten ville ende på den lukket eller to livet af mig selv, han skulle ikke vinde og jeg ville ikke byde mine forældre den smerte det er at miste et barn, så jeg blev her, kæmpede og to min smerte og med venner og familie lykkes det mig at sætte det ene ben foran det andet og bare blive ved med at gå og gå og gå og på et tidspunkt begyndte jeg at kunne se små lys i min ellers meget meget mørke verden.

Jeg fandt hurtig ud af at hvis jeg skulle leve igen og ikke kun overleve var jeg nød til at få et barn mere, jeg er mor, mor med stort M, men det er svært mor “uden” et barn for selvom Nord på mange måder stadig er her, så havde jeg brug for en at kunne kys og kramme, men da jeg var bange for hvad omverdenens ville syntes ture jeg ikke kaste mig ud i at få et barn mere så hurtig efter Nords død, for hvad ville folk ikke tænke og sige? jeg bildte mig selv ind at det var fortidligt og at jeg skulle vente så jeg kunne sørge over mit tab, for det var det folk svaret hvis jeg delte mine tanker og følelser omkring mit ønske om at få et barn mere. Men jeg var klar, ja faktisk var jeg ikke bare klar, jeg havde brug for det men jeg “ture” ikke for jeg kunne ikke overskue at skulle forsvare mit valg. Da jeg endelig to valget om at nu var det altså nu skulle det vise sig at blive alt andet end nemt og det blev en dyr proces. Der skulle også vælges en doner da jeg på ingen måde var klar til lukke en mand ind i mit liv, jeg skulle igennem alle mulige undersøgelser og alligevel skete der stadig ikke en skid og for hver gang der var en negativ gravidietstest gik mit i forvejen knuste hjerte lidt i stykker, kunne jeg overhovedet blive gravid? ville det nogensinde lykkes mig at få et barn mere, og hvor længe ville jeg kunne holde til de negative test. Jeg kunne heldigvis godt blive gravid, men jeg ville ønske at jeg var startet forløbet meget meget før, alt det kommer der mere om i et andet indlæg.

Jeg er blevet mor igen og jeg elsker det, men jeg er også ramt af angst, angst for at miste igen, angst for ikke at være en god nok mor i de perioder hvor smerten, sorgen, savnet og frygten for at miste fylder meget, alle de her tanker og følelser begyndte allerede før jeg blev gravid, men de blev for stræket i tankt med at det lille liv inden i mig voksede og nu hvor han er her og fylder hele min hverdag er jeg nød til at blive gode venner med angsten så vi kan lære at leve side om side for den slipper mig nok aldrig helt.

Angsten for at miste kom for alvor til udtryk lidt over en måned før min termi, jeg sad og skrev et blog indlæg om Nordś døds og begravelsedag (som aldrig blev helt færdig og som jeg derfor ikke har fået lagt ud) min fødder kløede helt sindsygt og de havde gjort den siden aften før, jeg kunne ikke koncentrere mig og derfor begyndte jeg at Google, måske jeg kunne finde en creme eller et andet tricks der kunne hjælpe på kløen, men da jeg Google gravid fødder der klør stod der leverbetinget graviditets kløe risiko for foster død, jeg kunne mærke panikken fylde hele min krop, jeg fik fat i lægen der gav mig en tid med det samme og 5 dage efter var jeg indlagt på Hvidovre hospital, min fødsel skulle sættes igang og jeg fik afvide af havde jeg ikke født inden fredag (jeg blev indlagt tirsdag) så skulle jeg have kejsersnit. Jeg fødte onsdag d.24/7 lidt over en måned fortidligt en helt perfekt, sund og rask lille dreng, en dreng der helt sikkert er min redning, han har givet mig lysten til livet igen, for en ting er sikkert jeg kunne ikke blive ved med KUN at leve for ændres skyld, det ville ikke være et liv, det ville kun være overlevelse, nu lever jeg igen, ikke at jeg ikke savner Nord for det gør jeg, hver dag hele tiden og smerten ved at miste ham er ikke blevet mindre, slet ikke faktisk, men jeg er blevet “større” jeg kan rumme mere, jeg kan godt både være dybt knust og næsten lykkelig på en og samme tid, jeg kan godt rumme begge mine drenge både den døde og den levende, de er begge en del af mig og jeg en del af dem. Nords død efterlod mig i sorg, savn,smerte og mørke, Zaiś liv bringer mig glæde,tørst,nervær og lys, så med Zai (som min yngste søn hedder) i livet er der kommet indhold i mit liv igen, og jeg er ved at finde en måde at leve på med både sorg og glæde.

Zai fylder min hverdag så der ikke er tid til så meget andet end at være mor til en baby og derfor har jeg heller ikke fået blogget, selvom jeg virkelig har savnet det for det er min måde at få læsset lidt af på, jeg lukker op og lukker ud og på den måde bearbejder jeg mine tanker og følelser, men når man har en baby er alt på deres præmisser og Zai har indtil for 2dage siden ikke sovet mere end Ca 20min afgang i løbet af dagen og han sover først omkirng kl 22.00 – 23.00 stykker om aften så at skrive har der ikke været tid eller overskud til, men det virker som om at der begynder at komme lidt mere tid, rytme og overskud nu og det sætter jeg virkelig pris på, for selvom jeg elsker hver et sekund jeg har med Zai så har jeg brug for at få bearbejdet alt det der vælder rundt inde i mig, både det gode og det dårlige så det ser jeg frem til at gøre her, og så håber jeg selvfølgelig at i stadig er med mig, for selvom jeg skriver primært for min egen skyld så tvinger det at jeg ved i følger med, mig til at virkelig at sætte ord på hver en følelse og tanke og på den måde lære jeg mig selv bedre at kende, jeg forstår mig selv bedre og jeg bliver helt sikkert både strækkere og klogere af det, så tak til hver og en af jer der læser med, i har været med til at tænde små lys i mørket og i er helt sikkert med til at give mig styrke videre i livet. jeg ved at livet for mig aldrig bliver nemt, men med støtte, hjælp, lys og kærlighed kan det godt blive fyldt med glæde og små glimt af lykke alligevel og det gør at hver dag er værd er kæmpe for, selv de dårlige. Zai gør livet hver at blive og kæmpe for og når han smiler fyldes jeg med glæde og en uendelig kærlighed og lige der er jeg lykkelig.

Undskyld det her lidt rodet indlæg, men jeg synes/have brug for lige at opsummere lidt før jeg kan forsætte med alle de andre indlæg både dem som er skrevet og dem som skal skrives, glæder mig til at dele det med jer.

Mor, Nord og Zai altid altid.

6 kommentarer

  • Merlina

    Hej Sara.

    Jeg er så fuld af beundring over hvor god du er til at sætte ord på dine tanker og følelser, det er helt utrolig hvordan du inviter os alle sammen så tæt på dig. Det tager jeg virkelig hatten af for.
    Du er så modig og stærk og du har alt støtte i verden, fordi du lader os give dig den.
    Alt kærlighed sendt din vej ❤️

    Hvis jeg må sige en lille ting om netop det her oplæg, så kan det være utrolig svært at læse fordi du har billeder som baggrund, så måske skulle du lave skriften fed så den bliver mere tydelig?
    Nå men det var et sidespor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      mange mange tak <3 ja jeg ved godt at det var en dårlig baggrund og det så ikke sådan ud da jeg skrev indlægget, så nu har jeg fået den fjernet (håber jeg) så det kunne være nemmere at læse nu 😉 tak for støtten, det betyder som sagt rigtig meget <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadiaadowaa

    Kære Smukkeste dig, jeg er møg stolt af dig ❤️ Du er inspiration for mange her i livet, du kæmper så bravt kæmpe krammer & kindkys herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Melanie

    Stort tillykke med Zai og med modet til at turde sige Ja til livet igen. Jeg ønsker dig / jer al den styrke og kærlighed I har brug for. Det var dejligt at læse, at livets bølge på ny har kunnet bære dig afsted. Og ja, man passer nu engang bedre på sig selv når man har én at passe på. Jeg er sikker på, at din engel tilfreds kigger ned på mor og lillebror.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Tak for dine fine ord, støtten og kærligheden, det betyder virkelig meget <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

go påske? nej gu er den ej.