Min hverdag

Hurra eller ikke Hurra?

14. november 2018

Min søn er død, men hans fødselsdags dato lever stadig, så hvad gør jeg? eller retter hvad kan jeg gøre? kan jeg blive ved at fejre dagen han blev født, for selvom dagen var en af de lykkeligste dage i mit liv, så minder den mig nu også om at ingen lykke er forevigt, alt lykke og alt kærlighed ender med sorg, savn og smerte, så skal man fejre det? Jeg stille en masse spørgsmål, men ingen svare, måske fordi ingen kan høre dem, måske fordi de kun er i mit hoved, men hvorfor svare jeg så ikke? mange spørg mig hvad planen er for Nord´s fødselsdag, men ærligt så ved jeg det ikke, jeg svare at folk bare kan komme forbi og at vi selvfølgelig skal have kage, for jeg har lovet Nord at lave kage til ham hvert år på hans fødselsdag, og man skal jo holde hvad man lover, så hvis jeg ser på det på den måde har jeg jo selvfølgelig mit svar på om jeg skal holde/fejre Nord´s fødselsdag eller jeg er ihvertfald nød til at lave kage, og der skal jo så helst være nogen til også at spise den. På den ene side, har jeg mest bare lyst til at hoppe datoen over og forsætte som ingen ting, for lige nu har jeg det faktisk okay, så er det, det værd?  jeg ved nemlig bare at jeg overhoved ikke kommer til at være okay på hans fødselsdag. Når jeg så tænker over at “droppe” dagen og lade som ingen ting er der noget inde i mig, der skriger af smerte, det er som om der står en og slår mig i hoved med en hammer imens der bliver råbt, så du vil glemme dit barn? du vil lades som om han ikke har levet? hvordan fanden kan du det? og ja det er jo så der jeg må give efter, for det kan jeg jo selvfølgelig heller ikke, og når det så har sat sig i mig, så har jeg på den anden side lyst til at holde en “kæmpe” fest, invitere hele familien og alle vennerne som jeg jo ville have gjort det hvis Nord var i live, men det kan jeg bare ikke, jeg er ikke stærk nok, ihvertfald ikke endnu, men jeg ville ønske at jeg var, så hvem ved måske næsten år, der ville han også været blevet 5 år så måske jeg kan tage mig sammen der og holde en rigtig fødselsdag for ham, en fest med kage og masser musik, dans og kærlighed, det ville være i lige i hans ånd, men i år må den blive som den bliver, det eneste jeg ved er at der skal være kage for det har jeg lovet og risengrød for det var Nord´s liv ret.

Dagen nærmer sig og jeg kan mærke den sætter jeg mere og mere i mig, jeg bliver tynget, er mega træt og der skal ikke meget til for jeg bryder sammen, jeg kan dårlig nævne Nord uden at få tåre i øjnene og jeg kæmper virkelig for at få gjort de ting jeg skal. Dagen før Nord´s fødselsdag kan jeg ikke mere og jeg knækker fuldstændig, jeg græder og græder og kan slet ikke hænge sammen, smerten som ellers ikke længere fylder hele mig krop, hele tiden overtager hver en celle i mig, jeg føler mig hjerte vokser og vokser og ikke på en god måde, det slår alt for hård, nogen gange meget hurtig, andre gange alt for langsom, men så hårdt at det gør ondt, rigtig ondt, det føles som om det er på vej ude af mit bryst som om der ikke længere er plads til det eller smerten i min krop, jeg falder sammen på gulvet og her ligger jeg så og græder hysterisk, så salv, snot og tåre blandes i en lille sø på gulvet, det er så uretfærdigt at Nord ikke lever, det er så ondt, hvordan kan man kvæle et lille barn, et lille barn der ikke kan forsvare sig, et lille barn der ikke kan flygte eller råbe på hjælp, et barn som stoler på sin morder, nemlig hans far, et barn som ikke ved at manden der skal passe på ham og beskytte ham er en ondsindet psykopat der nu vil tage hans liv, Nord var et lille uskyldigt barn som på ingen måde fortjente den ondskab som tog hans liv. Jeg rammes af skyldfølelse, hvorfor kunne jeg ikke passe på ham, jeg er jo hans mor og jeg skulle beskytte ham fra alt ondt, også selv hvis ondskaben var han far, men jeg så det ikke, hvorfor så jeg det ikke? jeg hader mig selv for ikke at vide hvor sygt et menneske den mand jeg elskede var, hvis jeg dog bare havde vist hvad X var i stand til, så havde han aldrig aldrig ALDRIG fået lov at være i nærheden af dig Nord og jeg havde gerne taget 16 år for at fjerne ham fra din verden så du kunne leve og være tryk. Da jeg går i seng om aften er det med en smerte der fylder alt i mig og et så stort savn at det skræmmer mig, og jeg er åbenbart langt fra løbet tør for tåre selvom jeg nok har grædt mere idag end mange gør på et helt år.

Jeg vågner d. 2/11 med tåre men har det enlig okay hvilket kommer lidt bag på mig men måske er det fordi jeg græd for meget igår, måske er der ikke flere tåre tilbage i mig. Denne følelse vare dog kort, jeg sætter mig op i sengen og så kommer alle følelser ellers med 200 km, tårene står ud, og savnet fylder mig med smerte, åhh Nord, det er ikke okay at du ikke lever, det er ikke okay at du ikke for lov at fejre din fødselsdag, jeg ligger mig igen i sengen krammer Nulle Nord´s nus bamse og putter mig ind i et tæppe med en masse billeder af Nord. Jeg prøver flere gange at tørre tårene bort, men de kommer lige så hurtig igen så efter noget tid giver jeg op og giver efter for smerten, jeg græder og græder til der ikke er flere tåre og bagefter ligger jeg så bare stille i sengen og kigger op i loftet, jeg vil gerne rejse mig for jeg har en del jeg skal nå der skal laves kage og risengrød, men jeg kan ikke, det er som om min hjerne og krop ikke vil samarbejde, jeg kan ikke rejse mig, det føles som om min krop er lammet så selvom jeg ikke græder mere og gerne vil op og igang, så kan jeg ikke, jeg kan virkelig ikke, først efter 3 timer hvor jeg har ligget total lammet kan jeg rejse mig op og komme igang, men nu er der så ladet op i tårekanalerne så jeg igen kan græde, og det gør jeg så alt imens jeg laver risengrød og lagkage.

Jeg føler mig så alene, så tom og så ensom, på mange måder synes jeg dagen idag gør mere ondt end sidste år, måske fordi jeg er mere alene nu, eller måske fordi savnet kun er blevet større og større, men den tanke kan jeg næsten ikke holde ud, for så kommer hans fremtidige fødselsdage jo kun til at gøre mere og mere ondt, og det tror jeg ikke jeg kan holde til, igår følte jeg at jeg skulle dø så hvis smerten bliver større kan jeg så overhoved overleve det? Dagen føles tom, trist og mega ensom, den gør mere end ondt, og så rammer en frygtelig tanke mig, tænk hvis jeg om et par år sidder helt alene på hans fødselsdag, tænk hvis der ikke kommer en eneste forbi, for selvom der kommer lidt gæster forbi i aften, så har jeg jo være alene det meste af dagen, og måske dem der kommer forbi senere, ikke kan næste år, eller om 10 år hvad så? ville jeg kunne klare denne her dag alene? ærligt så tror jeg det ikke, og lige nu er min største frygt at skulle finde ud af det.

Min mor kommer og det hjælper lidt på ensomheden og lidt efter lidt kommer både lidt familie og veninder. Vi spiser risengrød, snakker og mindes og selvom det gør ondt, så elsker jeg alle minder med Nord, både mine egen men også alle andres, og det varmer mit hjerte at høre dem fortælle om Nord.  Da det er tid til kage kommer fætter Ja-ja og resten af holdt ind, Ja-ja har være inde tidligere idag for at se hvilken kage jeg i år havde lavet til fætter Nord, han står med tåre i øjnene og siger så, faster Sara, nogen gange ser jeg Nord, men det er ikke tit nok, det er som om mit hjerte går i stå og jeg fyldes med smerte men på samme tid med kærlighed og jeg for frem stemmet et, hvor er det dejligt du ser ham, Mmm svare Ja-ja, men jeg savner ham, det gør jeg også svare jeg og kysser ham på kinden, men så er det godt at vi har hinanden og Faster elsker dig, Mmm svar han og løber så ind til sig selv for at fortælle hvad kagen til Nord forstiller. Da vi spiser kage synes Ja- ja at vi skal synes fødselsdags sang, og folk starter på, Idag er det Nord´s fødselsdag hurra hurra hurra, jeg kæmper med tårene, men efter første vers kan jeg ikke synge videre, og da vi stopper, kigger Ja-ja mærkeligt på mig, Nej siger han, det skal være den med instrumenterne, okay siger jeg, hvilke instrumenter skal det så være, og Ja-ja vælger guitar, trommer og trompet og så bliver der ellers sunget.

Vi snakker og hygger inden turen går over til kirken hvor der i dag er nat kirke og vi skal tænde lys for Nord, på vejen sender vi nogen lysende balloner op til ham det har jeg gjort hvert år på hans fødselsdag siden han døde, og jeg kan godt lide tanke om at sende en tanke op så jeg tror det er noget jeg vil gør i mange mange år endnu, måske endda altid. I nat kirken er der det smukkeste lys, vi går over og samler os om stedet hvor man kan tænde lys og da alle har tændt lys og sætter sig for at se dem brande, knækker den igen for mig og jeg kan ikke længere holde smerten ud, heldigvis er der en kvinde der synger i kirken så de mennesker der ikke er en del af vores selskab forhåbentlig ikke kan høre hvordan jeg græder min smerte ud, det gør så ondt, det er så uretfærdigt, Nord ville idag været blevet 4 år og det skulle han sgu have haft lov til at blive, men slår sgu ikke børn ihjel, det gør man bare ikke, Nord jeg er så ked af det, jeg er så ked af at jeg ikke kunne se det, så jeg kunne stoppe det, du fortjener på ingen måde din skæbne, du var uskylden selv, og det er på ingen måde okay eller fair at du blev brugt som en brik. Efter jeg har grædt ud og jeg har stået og se de smukke lys brande , er vi er klar til at gå men på vejen ud skal der lige skrives en hilsen.

Da jeg kommer hjem igen er jeg helt færdig, jeg er træt, rigtig træt, ked og tom, men jeg er alligevel glad for at jeg fik fejret Nord og jeg er alle der var med til at fejre ham evigt taknemmelig, både dem der var her, men også alle der har sendt en hilsen, tændt lys, er kommert med blomster, kort og gaver det betyder så meget mere for mig end jeg kan sætte ord på, tak af hele mig hjerte. Da jeg går i seng den aften, er det igen med tåre, savn og smerte men også med kærlighed, kærlighed fordi der heldigvis stadig er mennesker omkring mig der viser mig, at de både elsker mig og min søn, kærlighed fordi jeg stadig elsker Nord højre og højre for hver dag jeg lever, Nord du er og vil altid være min kærlighed, min stolthed, min styrke og nu også min smerte. Jeg savner dig hver dag, hele tiden, jeg elsker dig forevigt, jeg elsker dig altid. Kæmpe tillykke med fødselsdag min lille store dreng 4år, håber du kunne lide kagen, gaverne og alt opmærksomheden, tak fordi jeg måtte føde dig og være din mor. Mor og Nord altid altid.

 

Mor og Nord altid altid

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.