Min hverdag

Hverdag, skader, smerte og mørke tanker.

24. oktober 2018

Det er onsdag, jeg er i fint humør og jeg skal til poledansce træning med en veninde. Træning har været og er vigtig for mig i min sorg, jeg begyndte til poledans ca. et halvt år efter Nord´s død, og hurtigt fandt jeg ud af at træning var godt for mig, det gav mig et pusterum, det var et frirum hvor jeg kunne ligge sorgen og smerten lidt til side. Når min krop følte fysisk smerte, så glemte den lidt den psykiske smerte og det var på mange måde rigtig befriende, derfor tog det også lidt overhånd og hurtigt var det at træne en måde at flygte fra smerten og sorgen. Det startede med at det kun skulle være en eller to gange om ugen, men efter et par uger var det ikke længere nok for mig, jeg blev afhængig, afhængig af den fysiske smerte, for den smerte kunne jeg holde ud, det er en midlertidig smerte, det er smerte lige nu og her og jeg kan selv bestemme hvornår det skal holde op, det kan jeg ikke med smerten inden i, den er der hele tiden, ikke lige voldsom og ikke lige smertefuld hele tiden, men den er der og den er der hele tiden, det eneste tidspunkt jeg ikke rigtig mærker den, er når jeg bliver påført fysisk smerte og derfor har tanken om at gøre mig selv ondt da også kigget forbi et par gange, jeg har tænk tanken at jeg kunne skære i mig selv, og jeg har virkelig haft lyst til det, men jeg var “bange” for jeg ikke ville kunne stoppe igen, samme tanke var der omkring stoffer, jeg kunne begyde at tage stoffer men så ville jeg nok ende med at slå mig selv ihjel og det har jeg lovet min lillebror at jeg ikke ville gøre, jeg kunne også gemme mig bag alkohol, hvilket da også sker engang i mellem og derfor har jeg sat helt klare regler op omkring alkoholen så det ikke tager overhånd, jeg må ikke drikke alene, og jeg må kun drikke i forbindelse med weekender og fester, de regler jeg er nød til at holde mig til for ellers ville jeg nok hurtig ende i et hul, og jeg ville ligesom med træningen blive afhængig. En til to gange træning om ugen, blev  hurtig til 4 til 6 gange om ugen i 2 timer afgangen, folk omkring mig advarede mig flere gange, sagde jeg skulle slappe lidt af og passe på mig selv, men jeg ville ikke lytte for træning var mit frirum og det er tros alt bedre at jeg er afhængig af træning end af så meget andet, dette mener jeg stadig men træning blev for meget for min krop og der kom en masse små skader og efter ca 6 måneder måtte jeg holde en pause for at komme mig over mine skader.  Jeg var dog ikke klar til at droppe træning helt, for i det jeg holdt op med at træne så meget begyndte vægten at stige og det stressede mig helt vildt jeg prøvede derfor at spise sundt og stadig passe en form for træning ved at træne lidt kondi og styrke træning i fitness world, men vægten gik stadig op af og jeg blev mega ked af det, og derfor begyndte jeg at spise mindre end før hvilket jeg godt ved ikke er en holdbar løsning da jeg så sætter alt helt i stå, men jeg ville ikke blive ved at tage på, vægten steg dog stadig og jeg måtte gøre noget så jeg begyndte til poledans igen, og hurtig var jeg tilbage til at træne 4-5 gange om ugen, pole 2-3 gange om ugen i 2 timer afgangen og fitness 2-3 gange om uge i 2-3 timer afgangen, dette hjalp dog ikke på vægten med idet mindste stod den stille. Jeg har siden hen fået konstateret for lavt stofskifte, dette kan også være en af grundene til at jeg ikke er blevet gravid tros en del forsøg. Jeg er kommet i behandling for, for lavt stofskifte og har derfor et håb om at det kan hjælpe lidt på vægten, men indtil jeg er velrakuleret er det super vigtig for mig at passe min træning 4-5 gange om ugen så vægten ikke bliver ved at stige og så giver træningen mig stadig et pusterum fra smerten i hjertet.

Første time i pole studiet denne onsdag går super fint og i anden time skal vi danse noget gulvdans, det er sjovt, jeg griner og sveder og “glemmer” for en stund at livet gør ondt, timen er næsten slut og  jeg er ved at være træt men jeg skal lige danse dansen en sidste gang,  jeg står på knæene og ruller med hoften og så mærker jeg en voldsom smerte i mit ene knæ, jeg sidder stadig på knæ og kan ikke rejse mig op, jeg sætter mig på numsen og så længe jeg har knæ bøjet helt op til mig, kan jeg godt holde smerten ud, men jeg kan ikke strække benet og forsøger jeg sortner det for mine øjne, jeg bliver dårlig og føler jeg skal kaste op og jeg kan mærke at der er noget der ikke er som det skal være, jeg bliver kørt på skadestuen og veninde Cille som også var med til poledanse tager med mig. Vi kommer ind til lægen han kigger på mig i 2 min og siger så det er bare en fibersprængning, jeg prøver at forklare ham at det er det altså ikke, jeg har haft en del fibersprængninger de sidste 2 år pga. overtræning, og dette her er ikke en fibersprængning, den her smerte er meget voldsommere og jeg kan på ingen måde strække mit ben men han ville ikke høre på mig og sender mig hjem med beskeden om at det er en fibersprængning og hvis det ikke er blevet bedre om nogen dage så må jeg jo komme igen,  jeg vægler at tage en taxa ud til mine forældre så jeg kan sove der da jeg på ingen måde ville være istand til at komme op af trapperne hos mig selv. Skaden bliver ikke bedre efter nogen dage og vi tager på skadestuen igen, en anden læge kigger på mig og siger at han er ret sikker på at jeg har skadet menisken og jeg får en henvisning til Bispebjerg hospital, det viser sig at det er menisken der har sæt sig i klemme og jeg skal opereres, mit hjerte står et ekstra slag for jeg afventer lige nu svar på om jeg er gravid og selvom jeg ikke føler mig gravid og er ret sikker på at jeg desværre ikke er det, så håber jeg af hele mit hjerte at jeg tager fejl, og jeg kan ikke lad vær med at tænke på at hvis jeg nu er det og så mister det pga operationen og mit lorte knæ, så ville jeg virkelig hade mig selv for det, mit hjerte slår hårdt og hurtig og jeg kan mærke tårerne presse sig på imens alt for mange tanker flyver gemmen mit hoved, jeg prøver at tage et par dybe vejrtrækninger og få styr på mine tanker og så kommer den besked jeg godt viste ville komme, Hej Sara jeg er ked af at fortælle dig at din blodprøve desværre er negativ, og det betyder jo så desværre at du heller ikke er blevet gravid denne her gang. Nej selvfølgelig er jeg ikke det, høre jeg mig selv sige, og selvom jeg godt viste at prøven ville være negativ, så bliver jeg stadig ret ked af det. Jeg havde virkelig håbet at denne gang var lykkens gang, men sådan skulle det desværre ikke være, og når det nu ikke lykkes prøver jeg at tænke positivt og se sådan på det at nu kan jeg da blive opereret uden at skulle være bange for at miste, men det er stadig med et stik i hjertet at jeg takker ja tak til at blive operaret så hurtigt som muligt.

Jeg bliver opereret dagen efter, min mor er taget med mig, jeg er nervøs, men ikke bange, jeg drømte at jeg ikke vågnet op igen efter narkosen og det passede mig enlig fint, skuffelsen fra den negative nyhed fra igår sidder stadig i mig så når nu intet i mit liv vil gå min vej så kan det hele vel enlig også være ligemeget, men lige inde jeg skal ind på operations stuen bliver jeg ramt af utrolig dårlig samvittighed, for der sidder min mor, min evige støtte, tænk hvis det er sidste gang hun ser mig live, jeg kysser hende og siger jeg elsker dig mor, tanken om at det kan være sidste gang hun ser mig i live rammer mig endnu hårdere da jeg bliver ført ind på operations stuen, tårrene presser sig på og den dårlige samvittighed over alle de negative tanker jeg har fylder mig, min mor har siddet og ventet med mig i nogen timer, og nu skal hun så igen sidde og vente imens jeg bliver operaret og tænk hvis hun så skal have den værst tænklige besked, nemlig at hendes datter er død, det kan jeg ikke byde hende, det vil jeg ikke byde hende, der er en masse mennesker inde på stuen der alle hilser pænt på mig, men jeg høre ikke rigtig efter jeg har kun en tanke i hoved, jeg må ikke dø nu, Nord min skat du er nød til at passe på mor. Jeg skal ligges i narkose men der går et stykke tid før jeg bukker under for narkosen for jeg vil være sikker på at jeg har fået ændret mit ønske om ikke at vågne til at jeg SKAL og VIL vågne igen, jeg lukker mine øjne og tænker på Nord og det næste jeg husker er en sygeplejeske der prøver at vække mig, jeg kæmper lidt imod jeg føler jeg er hos Nord og jeg vil gerne have mere tid, men jeg ved også at jeg ikke kan blive hos ham jeg er nød til at vågne, jeg kysser og krammer ham, vi ses min skat, huske mor elsker dig altid altid og så åbner jeg langsomt mine øjne. Da jeg ser min mor mærker jeg en varme der fylder hele min krop og jeg ved med et at alt er gået fint, jeg har det fint og jeg føler at jeg har været lidt sammen med Nord, så selvom savnet til ham rammer mig hårdt da jeg vågner helt op er jeg også glad og fyldt med kærlighed og jeg er mere end klar til at komme hjem.

I de 14 dage før operationen hvor jeg ingen ting har kunne, og hvor der har været alt alt for meget tid til at have ondt af mig selv, og tænke over livet som på ingen måde er som jeg ønsker det, var jeg virkelig på vej ned i et sort hul, jeg blev mere og mere ked, sur og træt og følte at alt kunne være ligemeget men efter operationen er jeg igen klar til at kæmpe, om det er fordi jeg nu kan bevæge mig lidt eller om det er narkose drømmen med Nord ved jeg ikke, men tros savn, sorg og smerte er jeg her endnu og så må jeg jo kæmpe videre. Jeg ved de næste 6 uger hvor jeg skal have skinne på og tiden efter med genoptræning bliver hård og der kommer helt sikkert også til at være dage hvor jeg ser mere mørke end lys, men jeg har igen mod på livet og når jeg lige er kommet mig over nederlaget med den negative graviditet så tager jeg et forsøg mere, så det håber jeg i er klar til at høre mere om, om det så bliver negativt eller positiv så betyder det meget for mig at jeg kan få lov at skrive mine følelser ud så jeg vil gerne sige tak fordi i læser med, det giver mig en mulighed for at ligge bare lidt af min smerte fra mig og for det er jeg jer dybt taknemmelig, når jeg skriver noget jeg ved bliver læst af andre mærker jeg virkelig min smerte og mine tanker for jeg er nød til at sætte ord på alt jeg tænker og føler, og når jeg gør det letter det en lille smule både i min hjerne og mit hjerte og på den måde kan jeg få lidt plads til det der kan få mig til at smile og grine, så jeg vil gerne takke jer for at lytte til mig, og hjælpe mig gennem de mange forskellige svære tider der er og kommer i mit liv, det betyder mere end i kan forstillige jer. Tak for jer i er med til at tænde lys når der er meget meget mørkt.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.