Min hverdag

Hvorfor er der ikke noget der vil lykkes for mig

5. juli 2018

Jeg er lige gået igennem den tid der for mange er starten på den bedste tid på året, det er starten af sommeren, det er lyst, solen skinner, vi får mere energi, det er snart ferie og folk er glade, men for mig er det blevet den værste og sværeste tid, jeg skal nemlig igennem Nord´s døds dag og begravelses dag og imens jeg går igennem dem, summer resten af danmark af sommer og glæde. Selvom det nu er 2 år siden Nord døde og jeg godt ved at verden går videre, så rammer det mig stadig, jeg ønsker selvfølgelig ikke at andre skal være kede af det, og jeg ønsker slet ikke at de skal føle det jeg føler, for det fortjener ingen mennesker, men jeg må ærligt indrømme at jeg har svært ved at håndtere andres glæde lige omkring denne her tid. Jeg er mega træt og jeg er vildt ked af det, og måske er det også derfor jeg ikke har fået blogget om hverken Nord´s lille kusines navne dag, Nord´s døds dag, begavelses dag eller alt det andet der sker i mit liv lige pt, men det er ikke fordi jeg ikke har fået skrevet, for det har jeg og det gør jeg når jeg har det skidt eller føler jeg har noget på hjertet, jeg har bare ikke kunne udgive det, og jeg ved enlig ikke hvorfor, det har ikke været sådan før, måske er der bare sket for meget, måske kan jeg ikke følge med, eller måske fordi jeg bare ikke var klar til at se min virkelighed i øjnene. Nu er jeg så kommet igennem alle de her ting, og jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde styrken igen, og måske derfor er jeg klar til igen at dele mine inderste tanker og føleser med jer, så derfor har jeg fundet et indlæg frem om tiden lige før jeg ramte Nord´s døds dag. Juni måned vil nok altid vil være en måned jeg skal kæmpe mig igennem, den har ihvertfald suget alt energi ud af mig denne her gang, og på mange måneder synes jeg den var hårde i år end sidste år, sidste år skulle jeg “bare” overleve, jeg skulle “bare” igennem den, i år forventer folk og nok også mig selv mere, så jeg skulle ikke være overleve, jeg skulle leve, jeg skulle stadig passe hverdagen, og gøre det der skal gøres, jeg kunne ikke gå igennem på et fripas som jeg kunne sidste år, og det var fucking hårdt, og det vil man nok også kunne læse/mærke i de næste par blog indlæg, det første kommer her.

 

Jeg er på vej imod den sværeste tid på året, nemlig Nord´s døds dag og begravelses dag, jeg kan mærke at det tager på mig, og selvom jeg prøver ikke at tænke for meget over det, så kommer det snigende ind på mig, hvergang jeg er ikke “underholdt” at venner eller familie. Det gør ondt og jeg bliver bange, derfor søger jeg  at være underholdt, og det virker enlig også ret fint, der er dog bare den bagside at det også koster kræfter at lave noget hele tiden,og det er kræfter jeg enlig ikke har, men jeg kan ikke holde ud at slappe af, selvom jeg kan mærke at jeg har brug for at samle kræfter, men når jeg prøver at slappe af så overtager mørket mig, hvordan kommer jeg igennem den her tid uden at skulle slås helt tilbage i sorgen? Jeg synes enlig jeg er kommer langt i min sorg, og jeg er ved at finde fodfæste, men lige nu føler jeg at jorden under mig smuldre og jeg er derfor bange for at falde ned i den store sorte hul der tager form foran mig. Jeg føler ligesom jeg følte sidste år på Nord´s døds dag at Nord skal død igen, jeg ved at han skal dø, men jeg kan ikke stoppe det, og selvfølgelig kan jeg ikke det for Nord er død, hvilket jeg godt ved, så det er ikke fordi jeg fornægter det, jeg mærker det hver dag, jeg mærker smerten og savnet hver dag hele tiden. men alligevel vil min hjerne ikke helt indfinde sig med det, og derfor prøver den desperat at finde en løsning så Nord ikke skal dø igen d. 10/6, det tager sygt meget på mine kræfter, for det er jo en umulig opgave som ikke kan løses,  jeg græder meget mere end normalt, og der skal ikke meget til før det hele bliver for meget for mig, så jeg gør det man ikke skal, jeg flygter, jeg søger for at have så  mange aftaler som muligt, og kan jeg ikke finde en at lave en aftale med så træner jeg, for der kan jeg også holde tankerne hen, hvis jeg bare træner hårdt nok. Jeg ved at jeg på et tidspunkt ikke kan flygte længere, og at den ballon jeg lige nu puster desperat i på et tidspunkt springer, hvis jeg ikke lukker bare lidt af luften ud før jeg puster videre. Jeg føler virkelig at hver gang jeg er ved at få ro på, og jeg begynder at se lyset og livet, så er der nogen eller noget der udløser en lavine så jeg bliver igen begravet levende, der bliver mørkt og jeg føler mig alene og så må jeg  igen igang med at grave mig ud, heldigvis er der nogen som elsker mig og de hjælper med at grave fra den anden siden og på den måde bliver der lukket lys ind i mørket til mig. Lige nu er der igen blevet startet en lavine, jeg løber men jeg kan mærke den komme tætter og tætter på, så hvad gør jeg nu, skal jeg lade mig indhente/ give op og så “bare” begynde at grave igen, eller skal jeg forsætte med at løbe? måske jeg denne gang kan løbe fra den, selvom det ikke ser sådan ud da den stormer frem men måske hvis jeg løber alt hvad jeg kan at jeg så for mere tid i lyset inden der igen bliver mørkt og måske giver det mig mere styrke til at grave når der så bliver mørkt, men hvis jeg løber og når lavinen så skylder ind over mig og begraver mig levnede, har jeg så brugt for mange kræfter på at løbe, og er for afkræftet til at grave mig ud i lyset igen? Jeg er ikke klar til mørket, jeg nyder lyset og solen stråler der varmer mig krop, så jeg vælger i denne omgang at løbe. Jeg har brugt mange kræfter på at løbe og nok også for mange men jeg har nydt det, jeg har nydt at være ude med vennerne og være i blandt jer og jeg sætter pris på jeres støtte og søde ord når i møder mig uden i verden, f.eks. til vi elsker 90´erne, eller til fredags rock i Tivoli, så selvom det har kostede dyrt på kræfterne så har det været det værd.

Jeg kæmper lige pt. med en masse personlige ting, som ikke som sådan er sorgen, men som alligevel er en del af mit liv pga. Nord´s død, jeg ville sælge min elskede salon B Nice, da jeg ikke længere kunne være der som jeg ønskede, men dette er på ingen måde gået som forventet,  der var fundet købere, der var store drømme, og jeg så lyset og troede virkelig på det, men noget gik helt galt og alt gik i vasken hvilket gjorde mere ondt end jeg lige var forberedt på, idag prøver jeg så at indfinde mig med at det nu er sådan det er endt og at jeg ikke kan gøre mere, det er ikke smerten værd at blive ved, og penge er nu engang “kun” penge selvom de var mere end vigtige for at virkelig gøre den drøm der lige nu er det der holder mig oppe. Jeg ønsker mere end noget andet at få et barn mere, men da jeg har valgt at det skal være alene og med doner er det en kæmpe udgift. Jeg har fik afvide inden jeg gik igang at det i gemmen snit koster 100.000kr, det er mange penge, men det var en pris jeg var mere end villig til at betale for et barn mere. Jeg ville jo få pengene fra salonen så det skulle nok gå, men sådan blev det ikke og nu må jeg måske sætte drømme om at blive mor til et barn mere på standby hvis det ikke lykkes i næste forsøg da jeg allerede nu har brugt omkring 60.000kr på de forsøg jeg har haft. Jeg ville enlig have udgivet et indlæg som min baby drøm, om turen fra aller først besøg på klinikken, om valg af doner, og om mine forsøg, tankerne, følelserne osv, men lige nu ser det hele lidt sort ud, så tror ikke overskuddet til at offentlig gøre det er der lige pt, men måske det kommer, for det er faktisk den spænenede rejse, med både en masse håb og glæde, men også med mega svare tider, tanker osv. Som sagt har alle mine forsøg været negative og det er sygt hårdt, men bliver skuffet, og den ene gang troede jeg virkelig på den, og da jeg så desværre fik min menstruation en uge over tid blev jeg meget meget ked af det, man kan ikke lad vær med at tænke, hvad gør jeg forkert? kan jeg overhoved stadig få børn, vil det nogensinde lykkes? Jeg tror dog stadig på det, måske er det “bare” fordi min krop er for stresset, måske fordi jeg ikke er klar, eller måske fordi jeg bare ikke må opleve at noget her i livet er nemt og går min vej i første forsøg, jeg skal åbenbart kæmpe for alt jeg ønsker.

Igår knækket den så for mig, jeg fik virkelig en følelse af at intet i mit liv går som jeg ønsker det, og at det aldrig kommer til det, jeg skal ALTID kæmpe for det jeg vil og ønsker, og lige pt. er jeg sindsyg træt af det, jeg ved godt at de fleste nok har det sådan, og det bestemt ikke kun er mig, men nu føler  jeg at det hele er uretfærdigt, jeg ved godt at alle har det sådan til tider, og jeg skal også tage mig sammen og rejse mig igen, men lige nu har jeg ondt af mig selv hvilket ikke er noget jeg har så tit, det sker næsten aldrig at jeg siger eller tænker hvor er det synd for mig, jeg kæmper normalt, og har som sådan ikke haft noget imod det (ligeud over Nord´s død)  men lige nu har jeg mest lyst til bare at  sætte mig ned og skrige, og når jeg så ikke har mere luft så ligge mig fladt ned og så give op ihvertfald for en tid, men ikke engang det kan jeg, for der er en stor salon som skal tømmes og sættes i stand og jeg har kun et par dage til det, ellers mister jeg også hel mit depositum, og det har jeg på ingen måde råd til, da jeg enlig har brugt pengene til mine baby forsøg. Jeg tror desværre ikke jeg for mit depositum igen da udlejer ikke slipper dem nemt, men jeg er klar til at kæmpe 100% for det, så derfor er der ingen tid at spilde, jeg skal jo både pakke hele salonen ned, finde flyttevogn/mænd til at tømme den og håndværkere osv til at sætte istand, så der er mere end nok at se til. Det eneste positive ved alt det her, hvis man da skal prøve at finde noget positiv og det skal man jo, er at jeg måske ikke får så meget tid til at tænke over Nord´s døds og begravelse dag, og det kan enten vise sig at være rigtig godt, da det måske kan give mig flere kræfter til at håndtere smerten på selve dagen, hvis jeg ikke skal bruge kræfter på at tænke for meget over at dagen/dagene kommer nærmere, og ellers bliver det rigtig rigtig skidt, da det måske bliver for meget smerte på en gang, hvis jeg ikke for lukket lidt smerte ud inden selve dagen/dagene.

Når jeg ser på alt det der venter mig det næste stykke tid, tror jeg ikke at jeg kan beskrive hvor glad jeg er for at jeg lige har haft en super weekend, med lillefredag, torsdag aften i Tivoli med skønne mennesker og lækker musik. Fredag med grillhygge hos en veninde, lørdag til vi elsker 90´erne med mine ynglings mennesker det var en sjov og hyggelig dag, hvor der blev danset rigtig meget og så havde den, den perfekte afslutning med et menneske som på tros af en masse kaos stadig er i mit liv og det betyder rigtig meget for mig. Sidst men bestemt ikke mindst, så sluttede weekenden af med søndags koncert på Nemo, med de dejligste mennesker, glad sommer musik leværet af Wafande og et gensyn med et menneske jeg holder rigtig meget af, på trods af jeg ikke kender ham særlig godt. Efter søndags koncerten stod den på release party for Anna David´s nye EP (Vinden kalder) på Drop Inn, hvor hun så smukt og fuld af kærlighed sang nummeret Vinden Hvisker som er lavet til Nord og jeg, det var så rørende og selvom tårrene ikke bare trillede ned af mine kinder, men nok mere stod ud af øjnene, så er det så givende det fylder mig med kærlighed og det er ikke hvilken som helst kærlighed, det er Nord kærlighed og jeg tror slet ikke at Anna ved hvor meget det giver mig, jeg ved hun ved det betyder meget for mig, for det har vi snakkede meget om, men hvor meget det betyder for mig tror jeg ikke at hun kan sætte sig ind i, selvom jeg siger igen og igen at det betyder sindsygt meget for mig. Det er virkelig stort og så smukt og selvom det også gør ondt, så er det alligevel kærligheden der vinder, som jeg har sagt før så Hvisker Vinden mor og Nord altid, den råber evig kærlighed og Sommerfugl som også er at finde på Anna´s nye EP giver håb, så igen Anna tak af hele mit hjerte, du har en helt særlig plads i det tæt ved Nord. Uden den her “perfekte” weekenden havde jeg slet ikke haft kræfter til alt det lort kan se venter mig, jeg skal nu “bare” igennem og kæmpe det næste stykke tid for jeg ved der er lys for enden af juni, jeg skal “bare” lige klare alt det her lort.

Jeg håber vi ses på den anden side, som for mig er efter juni måned, jeg håber på snart at kunne skrive et lykkeligt indlæg helst om baby drømmer, jeg vil så gerne kunne vise jer og mig selv at jeg klare den, og at med kærlighed kan man klare ALT,  troen på det halter, men håbet er der endnu, faktisk mere end nogenside før, både Nord og jeg fortjener det, og jeg ved at Nord bliver den bedste stjerne storebror i venden, jeg mærker stadig hans kærlighed og den kærlighed skal vi have ud i verden, men først skal jeg “lige” gennem døds og begravelses dagen.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Zig-Zak 5. juli 2018 at 18:55

    Hej Sara.

    Tankerne flyver rundt i hoved på mig, når jeg læser din blog, og der er så meget jeg vil sige. Noget af det ved du allerede, men ta det du kan bruge og smid resten væk, jeg vil skrive lige ud af posen.   😊😊😊

    Juni kommer igen, men næste gang er du bedre forberedt, så den ikke blir endnu et mareridt, du har svært ved at vågne af.

    Forslag:

    -Vejrtrækningsøvelser. Gå til noget, der styrker at få ro i sindet.
    -Struktur på hverdagen, så du træner på bestemte tidspunkter, arbejder det du kan osv.
    -Giv Nord faste tider, så du ved, hvornår du kan fordybe dig i din sorg og gi plads til den. Måske det kan hjælpe dig fra, at den overrumpler dig.
    -Se en god tv serie. De kloge sir at gode feel good serier er gode til at spede sorte tanker.
    -Gå i gang med noget hel nyt. Noget du rigtig gerne vil.
    (Det kan jeg så læse, du er i gang med, det lyder overfedt at prøve at blive mor igen. Hvis du laver en indsamling på dit eget mobilepay, er jeg sikker på du kan samle ind til en behandling. Jeg hjælper gerne.)

    Og så håber jeg dine venner og familie vil give dig nogle glæder og være der for dig, når tiden nærmer sig.

  • Reply Kirsten 6. juli 2018 at 19:05

    Jeg krydser så meget fingre for dig og din drøm om endnu et barn ♥️

  • Leave a Reply