Min hverdag

Når en ven gør en ende på sit liv.

5. marts 2018

Rygterne løber hurtig, har i hørt det? W er død, han har hængt sig selv. W? min hjerne køre på høj tryk, W? sgu da ikke den W. Det kan ikke passe, jeg har jo næsten lige set ham, han smilede og vinket til mig, og så ud til at have det godt, i det jeg har tænkt tanken, skammer jeg mig, for jeg burde om nogen vide hvordan det er at bære en maske, jeg er bare “heldigvis” ikke så god til at beholde den på, i for lang tid af gangen,  men jeg kender den bedre end hvad godt er, masken ved navn, jeg har det fint, og jeg ved hvordan det er at have den på, det er forfærdeligt. Jeg forstår også om nogen når lysten til livet forsvinder, jeg forstår når man ikke kan holde smerten inden i ud, jeg forstår frygten for mørket og ensomheden som ligger der lige foran en, på tros af man er omringet om mennesker man elsker og som elsker en.

W gav op, han gav efter for smerten eller måske for frygten, jeg ved han har haft mørke parioder i sit liv, jeg ved han har kæmpet, og måske kunne han bare ikke mere nu, og er det så ikke okay at give op? jeg mener det er jo hans liv, og må man så ikke selv bestemme over det? er det ikke okay at man gør en ende på sine lidelser hvis man virkelig har kæmpet ? Mit svar er NEJ, det er ikke okay, ja det er dit liv, og ja du har ret til at bestemme over dit liv, men du har ikke ret til at ende det, ihvertfald ikke hvis du har lukket mennesker ind i dit liv, det er ikke okay, hvis du er gået ind i andre menneskers hjerter, for så er dit liv ikke længere kun dit, det kan godt være du har det svært, men ved du hvad, det er vi sgu mange der har, det kan godt være du lider, det gør jeg og mange andre også, så du er altså ikke alene, selvom jeg godt ved det føles sådan, men det er altså ikke okay at du giver lorten videre “bare” fordi du ikke kan mere, hvad med dem du giver smerten videre til, hvad med dem der nu står tilbage med både lorten, sorgen men værst af alt savnet? Er det så også okay hvis de giver op? er det okay hvis de tager livet af dem selv? nej vel, det ved jeg du ikke ønsker, jeg ved du ønsker ikke at såre nogen, men ved du hvad det gør du, du såre rigtig rigtig mange mennesker, alle de mennesker der elsker dig, dem såre du, og i værste tilfælde kan du sprede ringe i vandet. Ja jeg er gal, og det er svært, for jeg er på samme tid rigtig ked af det, jeg er ked af du ikke længere er her, og jeg er ked af du ikke kunne bede om hjælpe, jeg er ked af, og gal over at du mener, at det her var den bedste vej for dig og at du kunne gøre det, for det synes jeg bestemt ikke at det var og jeg synes ikke at det er okay at du tog den udvej. Men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det for bare nogen måneder siden, så kan jeg godt forstå dig, og flash back Sara er nok også lidt jaloux over at du kunne tage det valg og ende dit liv, for det kunne jeg ikke, jeg ville ønske at jeg havde det valg, men det havde jeg ikke, for jeg ved at de mennesker jeg elsker aldrig ville tilgive mig, hvis jeg tog livet af mig selv, jeg ved de ville kunne forstå mig, som jeg forstår dig, men de ville ikke tilgive mig, så skal jeg/vi tilgive dig? Det er en tanke og følelse der har kørt rundt i hoved på mig siden du for snart 6 uger siden bliv fundet død, jeg kender stadig ikke svaret 100%  men jeg ved at jeg ønsker at din sjæl har fået fred, hvilket for mig er stort, da jeg normalt synes at det at tage livet af sig selv er så egoistisk at man ikke fortjener tilgivelse. Jeg ved at jeg får nogen hug for at have det sådan omkring din død, da der er mange som elsker dig og som til hver en tid vil forsvare dig, og til det kan jeg kun sige, du har nogen fantastiske mennesker der virkelig elsker dig, men jeg vil altså have lov at være gal og have det sådan som jeg har det, det betyder ikke at jeg ikke også er ked af det, for det er jeg, jeg er ked af vi har mistet dig, jeg er ked af jeg ikke skal se dig igen, og jeg er ked af at jeg ikke kan ændre det, men jeg håber og beder som sagt til at du har fundet fred.

Din begravelse, var smuk, meget smuk, der var sindsygt mange menneske. Jeg sov næsten ikke natten op til din begravelse, tænkerne og følelserne vældede rundt i mig, da du døde, skete der noget i mig, jeg blev på mange måder sat tilbage i sorgen, som den var lige efter Nord´s død, og det satte også tanker igang omkring din begravelse, hvilken blomst skal vi give dig? hvad skal jeg skrive i kortet til din familie? kan jeg overhoved klare at tage til din begravelse? det er jo i samme kirke som Nord, der kommer mange af de samme mennesker osv. Jeg tænkte på alle de smukke blomster Nord fik, og min bror og jeg var ret enige om at vi ville gøre noget anderledes og derfor skrev min bror til en af hans venner som fik lavet en lidt anderledes men meget smuk blomst til Nord, for at høre hvor den var blevet lavet. Min bror stod for bestillingen af den og  jeg tog så ind og henten den, da jeg cyklede hjem med den i cykelvognen, begyndte knuden i maven at strammes til, puha, så er det sgu idag, vi skal sige det sidste farvel til dig, jeg så dig igår til åben kiste, ligge der så fin og fredfuldt omringet af kærlighed fra familie og venner, så selvom det at se et menneske i en kisten nok aldrig bliver min ynglings ting, så var det smukt, og det skræmmer det mig på ingen måde længere,  jeg er glad for at jeg fik set dig, aet din kind og sagt vi ses på den anden side kære W, og ja det lyder måske skørt, men du så sgu rigtig fin ud. Men nu skal vi så sige farvel, og den del bliver jeg aldrig god til, jeg cykler forbi kirken, og selvom jeg går forbi hver dag og jeg er kommet meget i kirken siden Nord´s død, så er det idag  første gang jeg skal til en begravelse siden Nord´s, og det er jeg vist ikke rigtig klar til,  hvorfor helvede skulle det også være din begravelse, kunne det ikke ha været en gammel person der var død af alderdom, hvorfor skal det igen være en mor der har mistet et barn, der skal taget en sidste afsked, det er ikke okay, tårene presser sig på, men jeg kan ikke klare smerten lige nu, så jeg tørre dem hurtig bort og prøver at tænkte på noget andet.

Jeg kigger på uret, jeg ved de henter dig omlidt, så hvis jeg skal nå at se dig en sidste gang, så er det NU, jeg skynder mig, og da jeg kommer frem rammes jeg af et sug og en kæmpe smerte, ude foran ser jeg den bil du for din sidste køre tur i, og det er samme bil som Nord kørte sin sidste tur i, jeg bliver stående lidt udenfor, ikke fordi jeg ikke vil gå ind, men mine ben nægter at samarbejde, jeg rammes af flash back, jeg  kan huske da de kørte med Nord, tårerne presser sig på, jeg trækker vejret dybt, tørre tårene bort, og siger til mig selv, Sara tag dig sammen, hvis du skal nå at se ham, skal du gå ind NU. Jeg går ind og der står nogen stykker samlet om dig. Da låget til din kiste bliver lagt på, fyldes min krop med smerte, jeg husker hvor svært det var for mig at ligge låget på Nord´s kiste, jeg husker hvordan jeg kæmpede for at trække tiden, jeg ville have så meget tid som muligt med Nord, og jeg ved at din familie og venner har det på samme måde. Du bliver båret ud af venner og familie og da bilen køre væk med dig, står vi tilbage i tåre og stilhed, efter noget tid begynder folk at løsne lidt op, jeg krammer vennerne, og din bror, din seje seje bror, jeg håber du ved hvor meget han elsker dig, jeg krammer også din mor, og jeg genkender hendes blik, på mange måder er det som at se ind i sig selv, jeg ved hvilken smerten hun føler, men værst af alt, jeg ved hvad der venter, heldigvis så ved jeg også at hun er en stræk,sej og kærlig kvinde og at hun har rigtig mange gode mennesker omkring sig. Jeg skynder mig hjem, for jeg skal lige nå at gøre mig klar til kirken, skriver et kort til dig og din familie, hvor jeg fortæller at jeg om nogen forstår smerten ved at miste, og at jeg altid altid vil støtte dem, har de brug for det, lytter jeg, har de brug for at græde, så græder jeg med dem, skal vi grine, så er det, det vi gør, jeg ved at man alene ikke kan leve, så jeg lever med dem.

Vi kommer over i kirken, jeg går op forbi din kiste, den er pyntet fint med lys på, jeg krammer igen din mor, jeg mærker hendes kærlighed til dig, og jeg kan ikke lad vær med at blive lidt sur på dig, for hvordan kan du byde hende det her? W det er altså ikke okay, det ved du godt ik? jeg har brug for lidt luft fra det hele så jeg går over og tænder et lys for Nord, jeg kan mærke at jeg har brug for hans styrke og kærlighed, og da jeg har tændt lyset for ham, mærker jeg Nord, jeg mærker hans kærlighed spreder sig i min krop, og en stemme som er så velkendt, på tros af jeg slet ikke høre den nok, siger, mor vi skal også tænde lys for W, jeg sukker, og siger, selvfølgelig skal vi det. Jeg tænder et lys og hvisker, W jeg håber du har fundet fred, pas på dig selv, din far, din mor, din bror og min Nord. Vreden forlader min krop og jeg tager mig selv i at komme til at smile, jeg husker en dag W sad i en “gravko” og da jeg går forbi med Nord vinker han og smiler, Nord bliver så glad, for hvor sejt var det ikke lige at manden i en grave maskine vinkede til ham. Jeg sætter mig sammen med min familie på en bænk i kirken, jeg trækker vejret dybt, min mor aer mig på ryggen, og så starter det. Det går enlig fint til at starte med, det er smukt, og der er rigtig mange mennesker, kirken er så smuk med alle blomsterne og man kan virkelig mærke støtten,  jeg husker det så tydeligt fra Nord´s begravelse, og jeg ved hvor meget det betyder, så jeg fyldes med kærlighed, men godt inden i ceremonien, knækker den så for mig.  Vi skal nemlig synge samle nr 787 og allerede da nummeret bliver nævnt for jeg det både fysisk og psykisk dårligt, jeg for kvalme, mit hoved gør ondt og hele mit krop skriger af smerte, vi skal synge du som har tændt milioner af stjerner, som vi også sang til Nord´s begravelse, og selvom jeg godt ved at den er meget brugt til begravelser, kommer det alligevel bagpå mig.  Jeg knækker helt sammen, jeg kan slet ikke styre det, det er som om jeg er tilbage til dagen hvor Nord blev begravet, det er som om jeg skal gøre det hele om igen, og det er jeg ikke forberedt på, jeg må holde mig for munden for ikke at bryde ud i en gråd, der ville overdøve hele kirken, jeg kæmper for at få styr på mig selv, og i et kort øjeblik overvejer at løbe ud af kirken så hurtig jeg kan, men da jeg skal til at rejse mig, er det som om nogen tager min hånd,  jeg mærker roen brede sig i min krop, som når nogen man elsker holder om en og siger, jeg er hos dig, det skal nok gå. Jeg trækker vejret dybt et par gange og får samlet mig sammen, og genfinder styrken til at blive.

Det var en hård dag og meget meget hård omgang, samme kirke, samme samle og samme bil, og da du bliver klappet afsted som vi nu engang gør, der hvor jeg kommer fra, fyldes min krop med den så velkendte følelse af smerte og sorg, men også med kærlighed. Jeg kan ikke feste med de andre selvom du skrev at vi ikke skulle sørge, men det er altså en af de ting du ikke har ret til at bestemme når du har gjort som du har. Nogen “hygger” og “fester” som du ønskede det, men det kan jeg ikke, det er jeg både for gal og ked af det til,  men da jeg går i seng den aften, tænder min bror og jeg både et lys for Nord og et for dig. Betyder det så at har jeg tilgivet dig? Nej det gør det ikke, for det har jeg ikke, men jeg ønsker dig intet ondt. Jeg ønsker dig lykke, ro og sjælefred, så mon ikke jeg tilgiver dig en dag, måske den dag jeg slev mærker lykken igen, måske hvis du passer godt på min Nord, måske først når vi ses igen, måske jeg tilgiver dig, før både du og jeg regner med, måske imorgen, (don´t count on it) men tilgivelse har jeg en fornemmelse af at du får, når du har gjort dig fortjent til den, for det skylder du, måske ikke mig, men dine kære.

W aldrig glemt, i hjertet gemt.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply