Min hverdag

At opgive en drøm

2. februar 2018

Siden Nord´s død har min elskede frisør og skønheds salon B Nice, ikke fået den opmærksomhed og omsorg som den fortjener, hvilket gør helt vildt ondt og det stresser mig sindsyg meget, jeg har kontant dårligsamvittighed over det, men på samme tid har jeg bare ikke enerigen eller overskuddet til at gøre noget ved det, men det er jeg så blevet “tvunget” til ny, mit tema i salonen, kan nemlig heller ikke mere nu.

Da jeg fødte Nord, var min plan at jeg, gerne ville hurtig tilbage på job, selvfølgelig kun nogen timer om ugen, da jeg ikke ville kunne undvære Nord mere end det. Jeg har altid elsket mit fag, og jeg elsker min salon og mine kunder, og derfor var det vigtig for mig at komme hurtig tilbage, og hvis man som selvstændig ikke vil miste sine kunder, er man også nød til det. Jeg arbejde helt op til at jeg fødte, faktisk var jeg på arbejde dagen før jeg fødte Nord, og det var en super fed fornemmelse, det gav mig en ro at vide at jeg ikke forsømte min salon og mine kunder, og jeg det glædet mig at jeg ikke skulle være væk alt alt for længe. Men da jeg var klar til at starte stille og roligt op igen, synes X ikke at det var en god ide, for han, som han sagde det, kunne tjene flere penge end mig, og hvis jeg skulle arbejde nogen timer, en eller to dage om ugen skulle han jo tage fri, så det var bedre at jeg gik hjemme med Nord, hvilke jeg jo og nød og elskede, og selvom jeg savnet mit job, nød jeg jo tiden med Nord, så jeg gav efter for X, selvom jeg fik dårlig samvittighed over for mine kollager, mine kunde og min salon. Efter lidt tid, træk det for meget i mig, så engang i mellem fik jeg min mor til at passe Nord, så jeg kunne komme i salonen, bare nogen timer om ugen, jeg nød det selvom jeg savnede Nord når jeg var væk, men når jeg kom hjem og så hvor meget Nord og mormor hyggede, varmede det mit hjerte, og jeg begyndte at slappe mere og mere af når jeg så endelig var i salonen. Da X så gik fra mig, var jeg tvunget tilbage på job på fuldtid meget hurtigt, da jeg ikke havde råd til at lade vær,  og selvom jeg var glad for at komme tilbage, var det kaos, Nord jo var nød til at starte i vuggestue, selvom jeg synes det var alt for tidligt, og at han ikke var gammel nok, han virkede dog klar, så jeg tænkte at det skulle nok gå, selvom jeg på ingen måde brød mig om det. Nord havde en rigtig svar indkørsel, og han var rigtig rigtig ked af det hvergang jeg afleveret ham, han græd og græd og nogen gange kunne jeg høre ham, selvom jeg var kommet lidt væk fra vuggestuen, jeg husker at jeg flere gang sad på et trappe trin lidt væk fra vuggestuen og stor tudet, jeg følte mig som verdens værste mor, jeg husker smerten i mit hjerte, og jeg kunne tit ikke holde til det, nogen gange nået jeg kun at sidde på trappen i 5-10 før de ringet til mig fra vuggestuen og sagde at jeg måtte komme og hente ham, andre gange nået jeg ind til salonen, men måtte gå med det samme igen, da der var blevet ringet efter mig, så det var ikke meget at jeg fik arbejde den første måned. Fra den ene dag til den anden skete der noget, og Nord elskede sin vuggestue, når jeg afleveret ham, var der ingen tåre, ingen gråd, han var glad, løb tit ind på stuen for at lege, og vinkkede bare når jeg gik, det var skønt, og de få gange han var ked når jeg gik, kunne jeg høre at det allerede stoppede når han ikke kunne se mig mere, så jeg fik mere ro og jeg fandt en rytme, der virkede okay, jeg kunne både være mor men  jeg kunne også passe mit job. Hver tirsdag havde X samvær med Nord, så der arbejde jeg længe, så jeg fik det til at virke og jeg kunne mærke en glæde over at være tilbage på job, uden for meget dårlig samvittighed. Ligesom der var ved at være styr på livet igen efter det kaos X havde efterladt os i, og i takt med jeg fik det bedre og kom stille og roligt videre i livet, begyndte X at køre psykisk på mig, Han blev ved at true mig med statsamtet, han truet mig med at sprede løgne omkring mig, så ingen (som han sagde det) ville kunne lide mig, han ville ødelægge min forretning, og smadre min familie, hvilket han allerede havde gjort.  Jeg fik angst, og gik ned med stress, og så måtte jeg igen vælge jobbet fra, for det skulle ikke gå udover Nord. Jeg brugte alt min tid på at være en god mor, jeg arbejde en masse med mig selv, og jeg følte at jeg fik mere og mere styr på livet igen, og da X kunne se at hans plan ikke virkede, ændrede han taktik, han sagde undskyld, han indrømmede en masse af alt det lort han havde gjort og budt mig, han begyndt at hjælpe til istedet for at modarbejde mig, og jeg begyndte at tro og stole på ham igen. X og jeg var begyndt at kunne snakke sammen, og vi kunne holde hinanden ud længe nok til at vi kunne lave ting i fællesskab med Nord, vi spiste sammen, var i Zoo sammen, og jeg kan huske at jeg mærkede troen på at vi en dag kunne blive en rigtig familie igen. Vi snakkede meget om de ting der skulle ændres hvis vi skulle blive en familie igen, og selvom der var et punkt hvor vi ikke helt var enige, så følte jeg at vi var på rette vej, vi skændes en del i forhold til der hvor vi var uenige, men det forgik stille og roligt, og meget mere voksnet end vi nogensiden havde gjort det før, og det gav mig troen på at vi nok skulle komme igennem det, og selvom vi ikke var enige om hvornår vi skulle være en familie igen, så følte jeg at vi begge to troede på det.

Sådan var det desværre ikke, X myrdede Nord, hele min verden faldt fra hinanden, alt blev sort og en stor del af mig døde med Nord. Mit livs mareridt begyndte, min tillid til mennesker forsvandt, min tro på verden og menneskerne i den blev forandret.  Alt i mig skriger af smerte, søvn er en by i rusland, og alt energi jeg har bliver brugt til at holde mig ovenvandet, så jeg havde på ingen måde overskud til salonen, jeg havde ikke engang overskud til mit liv.  Men jeg var heller ikke klar eller havde overskud til at miste salonen også, den var min trykhed, det var min drøm, og jeg kunne ikke også miste den oven i at jeg havde miste Nord mit livs kærlighed, så jeg holdt krampagtig fast i salonen, selvom jeg på ingen måde har råd til at have den, når jeg ikke kunne arbejde, da det foralvor gik op for mig, at jeg nok ikke fik energi eller overskud til salon det næste lange stykke tid, hvis jeg da nogen side ville få det igen, bristede mine drømme igen, men jeg kunne heller ikke lukke, for hvad så med mine kolleger? jeg valgte at holde salonen kørende, selvom jeg godt viste at det bare bare et spørgsmål om tid før det ville gå galt og jeg ville have gravet mig ned i et meget stort økonomisk sort hul.

Nu er jeg så tvunget helt i knæ økonomisk, jeg har været så ligeglad med min økonomi, fordi jeg jo enlig har været ligeglad med om jeg overlevede. Men jeg SKAL leve, det skal jeg for det skylder jeg både Nord og mig selv. Derfor er jeg nu nød til at få ryddet op i min økonomi og mit liv, og jeg kan desværre ikke se anden udvej ind at opgive min salon og min drøm, så selvom det skær i mit hjerte, så sælger jeg min elskede salon. Jeg ved det er det rigtig valg, og det det bliver bedre for mig, for jeg er stadig ikke i stand til at arbejde fuldtid, så da mine kollager kom og sagde at de sagde op og rykkede et andet sted hen, hvor der også er en plads til mig, kunne jeg “endelig” kaste håndklædet i ringen, for jeg havde længe kæmpede for at beholde salonen, men nok mere for deres skyld end min egen, jeg kunne jo godt se at jeg økonomisk ikke længere kunne holde til at have den, når jeg ikke arbejder. Jeg ved som sagt at, det er det bedste for mig, hvis jeg skal rejse mig, og leve igen, men det betyder ikke at det ikke gør ondt. Det er svært at sige farvel til noget man har elskede og kæmpede for i over 8 år, men jeg ser det sådan, at det liv jeg havde og de drømme jeg havde, de døde med Nord. Så nu er jeg nød til at finde nye drømme, leve et andet liv, og hvis der skulle kunne være plads til Nord, og det SKAL der, så er jeg nød til at slippe de andre døde drømme i mit liv. Det gør jeg nu, og forhånligt kan jeg sælge salonen/stedet til en som forelsker sig i butikken ligesom jeg, for jeg ved at der er rigtig mange mulighedder der inde,  det ville gøre ondt at gå forbi og se at der bare er helt tomt, for ligemeget hvad har det været en stor del af mit liv, og jeg er stolt af alt den tid jeg har haft salonen, jeg har lært meget, og jeg vil aldrig fortyde de 8 år jeg har brugt i B Nice, der er så mange gode minder, og især de minder jeg har med Nord der vil jeg altid huske og gemme i mit hjerte.

Livet går ikke altid som vi håber eller drømmer om, nok nærmere tværdigmod, og det har jeg så lært på den hårdeste måde, men det betyder ikke at man ikke skal drømme, og selvom det stadig er svært for mig at tro på fremtiden, eller lukke drømmene ind igen, så kæmper jeg for det, jeg er begyndt at tro på at jeg nok skal komme der til, og jeg arbejder hårdt på at nå der til, så nu skal der styr på min økonomi, så det ikke også skal være en kamp, for det er det virkelig lige nu, men jeg tror på at jeg nok skal få vendt den hurtig, og når der er styr på den del, så kan jeg foralvor begyndet at drømme om et nyt liv, og det ser jeg frem til og glæder mig til. Jeg ved at hvis jeg har Nord med i alt jeg gør, så er jeg tro mod mig selv, og hvis jeg er tro mod mig selv, så  vælger jeg de rigtige veje, så når der er faldet lidt mere ro på, vil jeg lukke mine øjne, åbne mit hjerte og lytte til Nord, for så ved jeg at vi kommer langt, jeg ved vi kan gøre en forskel i verden, Nord´s liv skal give håb og kærlighed, hans død, skal give lærdom, styrke og hjælp til dem der har brug for det, Nord´s kærlighed skal gøre en forskel, den skal ud i verden og det vil jeg gøre mit for at det kommer til at ske. Mor og Nord altid altid. Nord min skat, mor elsker dig, og jeg lover at du nok skal blive stolt <3

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Kirsten 2. februar 2018 at 16:35

    Tillykke med dit valg 😊 Jeg er sikker på, at du nok skal finde dig til rette på anden vis. Og hvem ved. Måske åbner du igen dit eget sted om måske 10 eller 20 år. Det er jo ikke sådan til at sige nu. Heldigvis 😊

  • Reply Zig-Zak 2. februar 2018 at 23:07

    Hvis du gør det rigtige i den rigtige rækkefølge, kommer der en dag en BNice2. Det er da fedt, du kan arbejde med dine kolleger, og så slipper du for ansvaret for alle andre end dig selv, indtil du igen blir klar til at ta den slags ansvar. Det kommer, hvis du arbejder på det ❤

  • Leave a Reply


    Warning: A non-numeric value encountered in /srv/users/serverpilot/apps/bloggerspoint/public/wp-includes/functions.php on line 64