Min hverdag

1 år og 7 måneder, død og levende.

13. januar 2018

I onsdags d. 10/1 2018  var det 1 år og 7 måneder siden at Nord blev slået ihjel, det skær dybt i mit hjerte, og lige netop den tid, 1 år og 7 måneder fylder min krop med smerte, en smerte jeg ikke kan forklare. 1 år og 7 måneder var den tid Nord fik lov at leve, og nu har han så været død ligeså længe som han fik lov at leve, og det er på ingen måde fair. Jeg har svært ved at huske livet før Nord, for allerede fra da jeg blev gravid, kom det lille væsen inden i mig, allerede før mig selv, allerede der handlede mit liv om Nord, og det blev jo kun forstærket da han blev født. Jeg kan huske at når jeg kiggede på ham, kunne jeg slet ikke huske hvordan livet var før ham, jeg følte at jeg altid havde haft ham, og da han døde kunne jeg på ingen måde overskue eller forstille mig livet uden ham, det kan jeg så stadig ikke, og han er stadig den største del af mig liv, han kommer stadig før mig, jeg tænker stadig på ham før mig selv, og jeg elsker ham højre end noget andet. Så når jeg tænker på at jeg kun havde ham i live i 1 år og 7 måneder, føles det så vildt at han nu har været død ligeså længe, for jeg føler jeg har haft ham meget længere end han har været død, og på samme tid, savner jeg ham som om at det er 10 år siden at jeg sidst holde ham i mine arme, så han smil, kyssede ham og hørte ham sige mor,  men det er “kun” 1 år og 7 måneder siden. Tid er noget mærkeligt noget, Nord´s liv var alt alt for kort, jeg fik så lidt tid med ham, og alligevel kan jeg ikke rigtig huske livet før ham, for fra jeg havde ham i mine arme første gang, følte jeg han altid havde været en del af mig og mit liv. Men jeg fik KUN et 1 år og 7 måneder med ham, og nu har jeg så levede 1 år og 7 måneder uden ham, det føles på en og samme tid, som meget kort tid og som meget lang tid, jeg følger smerten over Nord´s død, som var det igår jeg fandt ham livsløs og bleg alene i en stor seng i X´s lejlighed, jeg føler savnet til ham, som om at jeg ikke har set ham, kysset ham eller holdt ham i mine arme, i over 10 år. Tid, sorg, savn og smerte er en mærkelig kombi, og jeg har svært ved at finde ud af mine følelser omkring det, jeg har svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på og hvordan jeg skal gå den lange vej ud af mørket, når jeg har det sådan her, men jeg ved at jeg er nød til at finde en måde, jeg ved at der kommer mange af de her “bump” på vejen, resten af mit liv, så jeg er nød til at blive ved med at gå, ligemeget hvor store bakker jeg skal op af, for igen at kunne se lyset for enden.

D. 11/1 2018 var det så den første dag, hvor Nord havde været død længere end han fik lov at leve, det er en mærkelig følelse, en følelse jeg ikke har følt før, og jeg kan ikke rigtig forklare den, men jeg kan sige at jeg på ingen måde bryder mig om den, jeg føler mig tung, træt og ked, jeg synes det er uretfærdigt, og lige netop uretfærdighed har jeg svært ved, især når jeg ikke kan ændre det. Jeg har på mange måder lyst til at nogen skal staffes, men hvem? X er død, han var en kujon, som tog den nemme ud vej, fordi han var et svagt menneske der ikke ville stå til regnskab for hans ondskab. Jeg ved det er bedst for mig at X er død, jeg ved han aldrig ville havde ladet mig være i fred, jeg ved han aldrig ville have givet mig muligheden for at leve igen, og jeg ved at hvis han kunne se mig nu, ville han hade at se at jeg stadig står, for det var bestemt ikke det der var hans mål med at myrde Nord. Så at jeg får et liv igen, det at jeg stadig står er måske den eneste måde hvor på at jeg kan straffe X, så det er mit mål. Så som jeg har sagt så mange gange før, så skal han ikke vinde, og det gør han heller ikke. Det eneste han har vundet er at han har splittet venner og familie, han har efterlad dem som holde af ham, i et svære liv. Jeg mistede alle følser for X da han slog Nord ihjel, så jeg snakker ikke om mig, eller mine. Jeg snakker om han støtter, hans så kaldte “venner”, men ingen af dem betød nok for ham, til at han ville åbne sig op for dem, så de havde en chance for at hjælpe ham. Nej for ham var det vigtigere at ødelægge mig og så var han ligeglad med at han også ødelage dem der holde af ham. Så tillykke X, du har ødelagt mange liv, og du har såret mange mennesker, og for det håber jeg du føler intet andet end konstant og evig smerte. Selv længe efter jeg ikke lever mere, og jeg ikke længere føler smerte, håber jeg du lider til evig tid der hvor du er nu. Jeg håber at den dag jeg bliver genforenet med Nord, at smerten i X forstærkes og at han kan se at Nord´s og min kærlighed over vinder ALT.

Dagen hvor Nord har været død længere end han levede var en tung, mørk og hård dag, og måske netop derfor fyldte hadet mere end normalt. Normalt er det ikke hadet der fylder i mig, normalt er det savnet til Nord og kærligheden der fylder, men lige denne tid var hård, og derfor kom hadet frem i mig. Som alle de andre hårde og smerte fylde dage, som kom jeg igennem, jeg kom igennem med støtte fra de mennesker der altid er der for mig, jeg kom igennem med støtte fra alle dem der tænker på Nord, og jeg kom igennem med kærligheden jeg har til Nord, og jeg kan mærke at selvom smerten gennem borde mig og jeg bliver så ked af det, så bliver jeg stærkere og jeg bliver bedre til at acceptere at sådan her vil jeg få det nogen dage resten af mit liv. Der vil altid være dage der gøre mere ondt end andre, der vil være dage fyldt med sorg, nogen fyldt med smerte, nogen fyldt med had, og nogen dage hvor savnet er ulideligt,  og det er okay, det skal der være plads til. Det gør ondt, det at mistet et barn er det værste et menneske kan komme ud for, så selvfølgelig gør det ondt og det må det også godt, det gør jo ondt, fordi jeg elsker og savner Nord, og så længe det er derfor det gør ondt, så skal jeg nok klare den. Jeg ville aldrig ha undværet den tid jeg fik med Nord, selvom den var alt ALT for kort, og den nu gør at jeg skal leve resten af mit liv i sorg og smerte, Men det er smerten værd, Nord er smerten værd, han er det bedst der er sket mig, og jeg lever heller i denne smerte hver dag resten af livet end ikke at have haft ham. Nord min skat, mor elsker dig evigt og altid, det er mor og Nord altid altid som vi aftalte.

 

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Cellina 17. januar 2018 at 17:00

    Tak endnu engang for at dele dit absolut inderste med os. Jeg bliver lige forundret hver gang jeg læser. Du er lavet af noget ganske særligt! Det varmer mit hjerte at der er mere og mere håb i det du skriver. Det første år var bare så mørkt. Men igennem mørket skinner din og Nords kærlighed. Alle betaler for deres handlinger…. her, senere eller næste gang de har et liv. Det er det jeg har valgt og tro på. For ellers bliver visse ting bare for svære. Jeg sender dig alt min kærlighed. Og takker dig for endnu engang at få mig til at føle mig ydmyg og taknemmelig. Mange knus cellina

  • Leave a Reply