Min hverdag

Kunsten at miste, en program serie på DR K

16. november 2017

Kunsten at miste, et program på DR K i 4 afsnit, men hvorfor lave et program om at miste? vi skal jo alle miste nogen vi elsker, hvis vi ikke allerede har gjort det. Så hvorfor vise andre´s sorg? høre andre´s historier? hvad for vi ud af det? andet end vi bliver mindet om, at dem vi elsker skal dø, vi skal dø. Jeg valgt at sige ja til at være med i programmet, fordi jeg kan se, mærke og at jeg oplever, at vi i danmark er rigtig dårlige til at håndtere død og sorg, både vores egen, men i den grad også andres, vi vil helst ikke komme til at sige noget forkert, vi vil ikke gøre nogen kede af det, og vi vil bestemt ikke mindes om, at vi selv bliver ramt af sorg på den ene eller anden måde.

Jeg blev ramt af den største sorg, der kan ramme et menneske d. 10/6 2016 da min søn Nord blev slået ihjel af et menneske jeg elskede, et menneske jeg stolet på i forhold til min søn, nemlig hans far, min verden ramlede sammen, mit hjerte blev knust i en milion stykker, noget i min slukket, en del af mig døde og alle mine drømme døde med Nord. Så hvordan rejser man sig, når man ikke bare er tvunget i knæ, men at man faktisk ligger fladt ned, mere død end levende? glæden, livs lysten og alle drømme er væk, så hvad skal jeg her? hvorfor skal jeg leve? det var nogen af de spørgsmål jeg kæmpede med, og stadig nogen dage kæmper med.

Da jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue ,efter at have fundet Nord bleg og livløs på sengen i X´s legelighed, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det nok ville være bedst at jeg blev der nogen dage, så jeg ikke skulle hjem, for mit hjem er jo fyldt med Nord, hans seng, hans tøj, legetøj, billeder osv, ja han er alle steder i mit hjem. Min første rigtige tanke, andet end, det her sker ikke, mit barn kan ikke dø, var at jeg bare gerne ville slette de sidste 2 år af mit liv, for tanken om at skulle leve et liv uden Nord, hvor han faktisk havde været, kunne jeg ikke håndtere. Jeg gik fra at føle en smerte som fyldte hele min krop, det gjorde så ondt, at jeg heller, ville have skåret dele af min krop med en sløv og rusten kniv, til ikke at føle noget, ingen ting, ingen smerte, ingen had, ingen ting overhoved. Netop det ikke at føle noget, var en af de ting, der gjorde at jeg ikke ville slette mine minder og min tid med Nord, den kærlighed jeg mærkede med ham, det menneske jeg var med ham, og den kærlighed han gav og stadig giver, vil jeg ikke undvære for noget, Nord´s kærlighed er alt smerten værd, jeg vil heller leve hver dag i den største smerte af alle end ikke at have oplevet den kærlighed jeg har med Nord. Derfor tager jeg min smerte, derfor ville jeg finde en måde at leve med min sorg, og jeg synes, at jeg på mange måder er kommet langt. Det fortæller jeg lidt om i programmet, hvad gør jeg for at leve med sorg, hvad gør jeg for at Nord stadig er en del af mit liv og min hverdag.

Jeg begyndte meget tidligt i min sorg, at dyrke den, selvom omverden siger at det skal man ikke, man skal komme videre, men videre hvordan? hvordan kan man på nogen med det, når man har mistede den man elsker aller mest, mere end sig selv, mere end livet? nej videre, det kommer jeg sgu aldrig, for det ville betyde at jeg skulle slette Nord, og det hverken kan eller vil jeg. Men jeg lære at leve med min sorg og min smerte, og selvom det nok tager mig meget lang tid, måske resten af livet at lære det 100% så er jeg godt på vej, jeg har fundet en måde hvor der er plads til både sorg og glæde, der er måske ikke så meget glæde endnu, men der er små glimt af den, og jeg ved den kommer til at vise sig meget mere, det gør den fordi jeg har fundet plads til sorgen, plads til smerte, plads til Nord og jeg, og når jeg giver sorgen,smerten, Nord og jeg plads, er der også plads til kærligheden, mig, glæden og alt muligt andet.

Jeg mødte Esben Kjær første gang til et foredrag, hos foreningen mistet barn, en forening som jeg støtte på, da jeg begyndte at dyrke og studere min sorg. Jeg havde stød på navnet Esben Kjær og hans bog min usynlige søn, flere gange før, min psykolog havde omtalt hans borg, så min bror gjorde det en god bror gør, han læste bogen, både for ham selv, men også for mig, for måske kunne både ham og jeg lære noget, måske jeg kunne føle mig mindre alene i min sorg. Jeg kan huske at min bror kom jeg med bogen, hvordan man har en usynlig bror, som Esben Kjær´s ældste søn har lavet, og den beskrev rigtig fint hvordan jeg havde det, Nord var ikke væk, han er bare ikke på jorden som jeg, han her, jeg kan bare ikke se ham fysisk, men jeg kan mærke ham. Det var et godt foredrag og selvom jeg ikke havde læst bogen, fik jeg noget ud af det, nok mest af alt, at jeg gjorde det rigtige i min sorg, jeg var på vej den rigtige vej, den vej har jeg så forsat, på tros af at nogen mener jeg burde gå andre veje. Jeg mødte Esben igen, til et andet foredrag, med samme indhold, men denne gang havde jeg læst hans bog, for som jeg har nævnt, så stueder jeg sorgen, jeg læser om den, jeg høre om den, og jeg snakker og skriver om den, for når nu sorgen SKAL være en del af mit liv, så er jeg nød til at vide mest muligt om den. Esben nævner kort noget om min historie, som havde ramt ham til sidste foredrag, vi snakker kort sammen,  og jeg fortæller ham at jeg har valgt at give min sorg plads, men at jeg ikke vil lad hadet til X fylde, det er kærligheden til Nord det handler om, jeg skal vise Nord verden, og verden Nord, jeg skal søger for at Nord lever videre, selv længe efter jeg ikke lever mere, Nord har været her, han har levet, og han har sagt et kæmpe aftryk, og det skal man kunne se.

Den korte samtale, har åbenbart gjort indtryk på en eller anden måde, ihvertfald blev jeg kontaktet, da DR vælger at sætte fokus på, det at miste, i form af at der kommer 4 afsnit på DR K netop og sorg og det at miste. Esben ville gerne have at jeg fortalte min måde at leve med sorgen, og det valgte jeg så at sige ja til. Jeg er med i 2 afsnit, der omhandler hvordan man lever med de døde? hvordan man håndtere sorgen af at miste den du elsker mest.

Vi filmer over nogen gange, det er hårdt, men jeg føler mig tryk, Esben er vært i programmet, og han kan jo desværre sætte sig ind i min smerte, da han selv har mistet en søn.  Vi snakker meget om hvad jeg gør og hvad Esben gør for at leve med døden, vi er meget enige i, at de døde ikke går væk og at de skal have deres plads, og vi gør begge mange ting for at indrave vores sønner i hverdagen, og netop det at give sorgen og de døde plads, gør at så giver sorgen og de døde, også plads til glæden og livet. Det er en hård omgang at lave optagelserne til programmet, og selvom jeg godt viste at det ikke ville være nemt, så tager det alligevel hårdt på mig, og jeg er virkelig træt da vi er færdige. Jeg tager hatten af for at Esben og Søs som er til retteligger på progamet lever det her program, for selvom det er virkelig hårdt at lave, jeg synes det er meget vigtigt, det giver viden og sætter fokus på noget som for rigtig mange dansker har sindsygt svært at snakke om, nemlig det at miste.

Igår var jeg så inde på DR, hvor jeg fik lov at se det afsnit jeg er med i, det bringer tårer frem, og det er så ubeskrivelig hårdt at se og høre sig selv fortælle om hvordan jeg lever med min døde søn. Jeg er tilfreds med afsnittet, selvom der er nogen ting som ikke er kommet med, men noget af det for Esben så sagt, så jeg synes faktisk det er blevet godt, hvis man da altså kan bruge et ord som godt, om noget der gør så ondt. Jeg vender mig nok aldrig helt til at se eller høre mig selv, fortælle min historie og smerte, men jeg er glad for at jeg gør det, jeg håber virkelig det kan hjælpe andre, både andre i sorg, men også dem der er tæt på mennesker i sorg. Alle mennesker kommer i sorg, og hvis ikke så har de mennesker aldrig elsket, og det er i min verden værre end det at miste, for et liv uden kærlighed er ikke et liv overhoved. Jeg håber der er rigtig mange der ser programmet, jeg skal ihvertfald se alle 4 afsnit, for måske også jeg kan lære noget af de andre der medvirker. Første afsnit, Kunsten at miste, kommer på onsdag d.22/11 kl. 21.30 på DR K. Afsnit 2, hvor jeg er med, kommer onsdagen efter, altså d. 29/11 kl. 21.30 på DR K og sådan forsætter det onsdagene efter med 2 afsnit mere. Jeg håber i tager godt i mod dem, og at både jeg og i andre for noget ud af at se dem. Kunsten at miste, nået vi alle skal lære før eller siden.

Tak til DR for at gøre programmerne mulige, tak til Esben for at tage så godt i mod mig, Nord og sorgen, Tak til Søs, for et nyt og vigtigt bekendskab, tak til min mor for altid at støtte mig i alt jeg gør, og sidst men ikke mindst tak til min elskede Nord, for styrken og kærligheden, mor og Nord altid altid.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Kirsten 29. november 2017 at 13:58

    Kæreste Sara

    Jeg har lige set afsnittet med dig og vil bare sende dig det største knus! Jeg synes simpelthen, du er så sej. Også sej til at være sårbar. Jeg har så stor respekt for, at du bare gør tingene på DIN måde og er ligeglad med resten.

    Når jeg lige har tørret tårerne væk, vil jeg hente mine egne børn og kramme dem ekstra idag. Selvom jeg aldrig har mødt dig eller Nord, har I alligevel gjort en forskel i mit liv: jeg er blevet og bliver ofte mindet om at huske at nyde mine egne børn, vise dem ekstra kærlighed og tålmodighed, bruge tiden med dem med omtanke. Jeg elsker dem ikke mere end før (det er ikke muligt), men jeg er opmærksom på dem og vores forhold på en anden måde. Det vil jeg gerne sige tak for. Det er din og Nords fortjeneste.

    Kærlighed herfra ♥️

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 8. januar 2018 at 19:44

      Hej Kirsten, undskyld det sene svar, december og julen var hård ved mig, så jeg har ikke fået kigget på bloggen. Tak for din besked, tak for de smutte ord og støtten, det betyder meget. Tak fordi du hukser at sætte pris på livet med dine børn og er opmærksom på dem, også på de dårlige dage. Vi skal få det bedste ud af livet imens vi er her. Så tak for det <3

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.