Min hverdag

En tur på Amager hospital

4. oktober 2017

Jeg har i længere tid haft hjerte banken, faktisk nok fra den dag, Nord døde, men ikke på samme måde som nu. I de sidste 3 måneder, har jeg haft det mere og mere, i starten fik jeg det måske hver 14 dag, mit hjerte banker hårdt et par slag, så er der en pause og så banker det hårdt igen nogen slag, og sådan kan det så blive ved i et par minutter, når det sker, gør det ondt og jeg får svært ved at få luft.  Jeg har prøvede at ignoreret og bare ladet som ingenting, for det går jo over, det holder jo op efter noget tid. De sidste 4 ugers tid, er det så kommet oftere og oftere, og de sidste 14 dage har jeg stort set haft det hver eneste dag, og flere gange om dagen. Jeg har snakket med min læge om det, og jeg har derfor været inde og få taget en masse prøver. En morgen vågner jeg, så af at jeg har hjerte banken, det er ret voldsomt og jeg kan ikke få luft, det er vildt ubehageligt, men jeg ved jo at det holder op igen, så jeg prøver bare at ladesom ingenting, Jeg skal ordnet en masse ting, så jeg følger ikke lige, at jeg har tid til vente på at det her “anfald” går over, jeg står op, går i bad, og gør mig klar, alt i mens mit hjerte hammere der ud af, jeg skynder mig ud af døren, og mødes med min veninde som jeg føgles med ind til salon B Nice. Jeg siger ikke noget, men jeg bliver godt forpustet bare af at gå, og jeg kæmper med smerten fra mit bryst. Vi kommer der ind og jeg går igang med at få styr på de ting jeg skal, men jeg har svært ved at koncentrere mig, det er som om at mit hjerte ikke rigtig vil tillade, at jeg ikke giver det, min fulde opmærksomhed, det begyder at gøre mere og mere ondt, jeg kæmper mere og mere med at få luft, og pauserne hvor det ikke banker så voldsomt bliver kortere og kortere. Jeg går lidt i panik, min veninde Cille har skrevet om jeg er okay, som hun så ofte gør, jeg har mest lyst til at svare hende at jeg er okay, men at det “bare” er en svær dag, som nok er det svar hun ofte´s før, da jeg ikke vil bekymre hende mere en jeg allerede gør, for nogen gange så falder jeg total fra hinanden, og det er tit hende der har samlet mig op. Det er det så også her, for jeg kan ikke svare hende at jeg er okay, for det er jeg ikke,  jeg har det ikke godt, jeg har ondt, og jeg kæmper med at få luft.  Cille ringer til mig, og hun synes at jeg skal ringe 1813, så det gør jeg, selvom jeg ikke er meget for det, for det er jo sikkert “bare” stress/angst. Jeg snakker med en sygeplejeske, som meget gerne vil have at jeg skal en tur på akut afdelingen (skadestuen) jeg fortæller hende at jeg lige skal ordne nogen ting og at jeg også lige skal hjem med min hund, hun siger at det må vente og at hvis jeg ikke tager afsted nu, får nogen til at køre mig, eller tager en taxa så sender hun en ambulance, og da jeg på ingen måde ønsker det, lover jeg hende at tage en taxa med det samme. Jeg ringer til Cille og fortæller at jeg tager på skadestuen. Cille for min veninde B til at hente Batman (min lille hund) i salonen og gå hjem med ham. Da Cille er på job, aftaler de at BB, skal tage ud til mig på Amager hospital,  jeg ikke har det godt med hospitaler og derfor vil jeg helst ikke være der alene. Jeg ankommer til Amager hospital, og jeg kommer til med det samme, der er en sød sygeplejeske der tager nogen prøver, jeg fortæller hende at jeg bare tror det er stress/angst, som er kommet af en efter ve af at, jegh ar mistede min søn, og så fortæller jeg hende om Nord. Hun bliver meget berørt, og hun forsøger så godt hun kan at trøste mig, da jeg både er ked af det, og i panik over, hvad det enlig er der sker med mig.

Efter lidt tid kommer BB, det er dejligt at hun er der, og jeg slapper lidt mere af, vi venter på lægen i noget tid, da han skal have svar på mine prøver. Han kommer ind og jeg skal svare på en masse spørgsmål, jeg fortæller også ham at jeg bare tror at det er stress/angst pga. det jeg har været og er udsat for. Han giver mig ret i at det er meget muligt og at det ville være helt normalt, men han vil alligevel gerne have undersøgt mig og mit hjerte ordenligt, så han vil gerne indlægge mig. Det har jeg på ingen måde lyst til, og jeg går lidt i panik ved tanken, og det tror jeg godt at lægen kan se og høre på mig. Han fortæller mig, at vi kan også godt gøre det på en anden måde, men så skal jeg også komme ind til en masse prøver og få en optager på mig hjerte, det går jeg med til, så jeg for lov at tage hjem. Jeg skal love ham at komme igen, hvis det bliver værre og han ser også gerne at jeg slapper lidt af de næste par dage.

Det er dejligt at få lov at tage hjem, for jeg kan virkelig ikke lide tanken om at skulle overnatte alene på et hospital, men allerede inden vi er nået helt hjem, bliver jeg i tvivl om, om det var den rigtige beslutning. Da vi kommer hjem, er jeg sindsygt træt, så jeg ligger mig bare på sofaen, BB søger for at jeg for noget at spise og drikke, selvom jeg på ingen måde har lyst, men det svar er ikke godt nok for BB, for lægen sagde også at jeg skulle huske at få spist. Mit hjerte banker stadig hårdt og jeg er enlig lidt bekymret, min bror kommer ind og vi snakker lidt, jeg fortæller ham at jeg er lidt bekymret og at jeg ikke helt ved om det var klogt at tage hjem, men på den anden side, hvis jeg nu skal dø, så vil jeg heller dø her hjemme, end alene på et hospital. Jeg ved godt at jeg selvfølgelig ikke dør af det her, men det kan godt følelse sådan, når jeg for de her anfald, hvor mit hjerte bare banker der ud af, og jeg ikke rigtig kan få luft. Min lillebror er selvfølgelig også lidt bekymret, men nok mest over at jeg går lidt i panik, og derfor synes han at jeg skal prøve at tage hans puls måler på, det gør jeg så og min hvile puls ligger på lidt over 70 hvilket er lidt højt, da den normalt ligger på omkring de 55, jeg kan også se at når jeg får de her anfald så stiger min puls til over de 120 selvom jeg sidder helt stille. Jeg går i seng den aften med en lille fortrydelse over at jeg ikke bare blev på hospitalet, så jeg kunne få det overstået, istedet for at skulle vente på at få afvide at mit hjerte er okay og at det “bare” er stress/angst, som er en helt almenlig efter ve, af alt det traume jeg har været og er udsat for. Jeg krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig og hvisker, mor elsker dig, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der en lille del af mig, som håber at det er i nat at jeg bliver genforenet med Nord, måske fordi alt i mig gør så ondt, måske fordi jeg virkelig er træt, træt af sorg, træt af smerte, træt af savn. Inderste inde ved jeg godt, at så nemt slipper jeg ikke, jeg ved at Nord ikke ønsker at jeg giver op, og jeg ved også at det er derfor jeg vågner imorgen, jeg ved jeg er nød til at kæmpe videre, og det lover jeg at jeg gør, men lige idag, lige nu, vil jeg gerne bare slippe for alle tanker og følelser. Nat nat min skat, mor elsker dig altid altid.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Kirsten 4. oktober 2017 at 23:23

    God bedring, Sara ♥️

  • Reply Cellina 16. oktober 2017 at 20:09

    Hej sødeste dig! Jeg tænker på hvordan du mon har det? Jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme i kontakt med dig på enten mail eller mobil da jeg har en gave til dig. Håber det er muligt, mange hilsner Cellina PS. Tror du kan se min mail?

  • Leave a Reply