Min hverdag

Panik anfald ?

7. august 2017

Jeg kommer hjem efter at ha været ude og gå en lang tur med Batman, min hund, en lille fransk bulldog. Jeg sætter mig i sofaen med en Chai latte, tænder for tv´et mest for at der er noget baggrund støj, jeg er stadig ikke så godt til hvis der er helt stille, så tager min tanker for meget over, så det er bedst at der er noget der lige kan aflede tankerne, hvis de er på vej for langt ned af den mørke sti. Jeg finder mobilen frem, tjekker facebook, lidt Tinder, og så tilbage til facebook igen, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, jeg ved ikke hvorfor, for jeg har det “okay” det er ikke en af de dage hvor jeg er vildt ked af det, det gør ikke mere ondt idag end normalt, savnet er ikke større end normalt, så jeg skubber det lidt væk, og tænker det holder nok op om lidt. Jeg har prøvet det mange mange gange før, men alligevel er der noget i dag, som er anderledes end de andre gange, normalt kommer det, når jeg er ekstra ked af det, eller når jeg er steder hvor det er svært for mig at være, som til fødselsdage eller andet hvor Nord skulle ha været med, eller hvis savnet er større end almindeligt, når pyt det holder jo nok op omlidt, jeg prøver at tænke på noget andet, men det går ikke i så lang tid, det gør ondt i mit bryst, og jeg kan mærke at min værktrækning også bliver påvirket af det, jeg føler ikke jeg kan få luft, det gør ondt i hele min krop hver gang mit hjerte slår, jeg bliver lidt urolig, måske er jeg ved at få et anfald, men hvorfor nu, hvad sker der med mig? tænk hvis det ikke er et angst anfald? måske er det min krop ved at give op? tankerne køre rundt og jeg bliver grebet af panik, ikke fordi jeg er bange for at dø, for det er jeg på ingen måde, på mange måder ser jeg frem til den dag, for så kan jeg igen være sammen med min lille dreng,  men jeg har også lovet Nord og dem jeg elsker at jeg bliver her og kæmper, jeg har lovet at jeg ikke giver op, så det skal min krop sgu heller ikke have lov til, jeg har lovet Nord at skal leve, jeg skal leve for os, jeg skal vise verden hans kærlighed. Jeg prøver at samle mig, jeg prøver at få styr på mine tanker, men hvad end det er der har fat i mig, vil det ikke slippe, måske skal jeg ringe til nogen? men hvad skal jeg sige? jeg tror jeg har et angst anfald, men hvorfor? Jeg kan ikke få luft, jeg rejser mig, måske hjælper det, hvis jeg lige kommer op og stå og måske drikker noget vand. Det sortner for mine øjne, og jeg må sætte mig ned igen, okay jeg er nød til at ringe til nogen, mere hvis jeg falder om, jeg griber ud efter mine telefon, trykker min mors nr, i mens tårne løber ned af mine kinder og jeg kæmper med at få luft, jeg er ikke sikker på hun ville kunne forstå hvad jeg siger, men jeg prøver at samle mig så meget at jeg ville være i stand til at sige at hun er nød til at komme. Men lige i det jeg skal til at ringe op, letter trykke for mit bryst, min hjerte banker stadig hurtig, men ikke så hårdt længere, og jeg kan igen få luft, jeg ligger telefonen fra mig, og få sekunder efter, er jeg okay igen. Jeg sidder nu tilbage med en mærkelig følelse, for hvad fuck var det lige der skete? det kom som et lyn fra en skyfri himmel, og det var væk igen lige så hurtig som det kom. Jeg rejser mig og går ud og henter et glas vand imens jeg undere mig over hvad det var, jeg lige var ude for? jeg håber ikke det er noget jeg skal til at forholde mig til, og beder til det bare var en engang´s forstilling. En ting er de panik/angst anfald jeg får når jeg har det mere end almindeligt skidt, dem kan jeg forholde mig til, der ved jeg hvorfor de kommer, men hvis jeg også skal til at have det sådan her, når jeg enlig har det “okay” det kan jeg hverken overskue eller forholde mig til, så håber ikke det sker igen.

Imorgen tager jeg til Smukfest (festival) noget jeg har set frem til, kæmpet for, for jeg skulle både have råd og billetter, men det lykkes og selvom jeg kommer til at leve meget stramt når jeg kommer hjem, så har jeg virkelig glædet mig, og selvom jeg stadig glæder mig og jeg er sikker på det bliver sjovt, hårdt og top hyggeligt, er jeg noget nevøs efter den oplevelse jeg lige har været ude for, men jeg skal heldigvis afsted med Cille som nok snart kender mig bedre end jeg kender mig selv. Jeg vil se frem til at skrive et indlæg som min tur på smukfest, som helt sikkert kommer til at indholde, grin, en masse tåre, kærlighed (for Nord er altid med) hygge, og så forhåbentlig uden anfald.

Mor og Nord Altid Altid

 

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Anne-Margrethe 7. august 2017 at 21:13

    Har du overvejet, om du reagerer på en bestemt lyd, et bestemt billede, et bestemt ord? Jeg kan selv 36 år efter en ubehagelig oplevelse reagere voldsomt på en bestemt “stille lyd” eller en bestemt påklædning. Tak fordi vi andre må følge dig og Nord. Du skriver så levende om dine følelser, at jeg flere gange har stortudet, når jeg har læst dine blogs. Jeg kan desværre ikke fjerne din sorg og din smerte. Det er noget, du desværre skal igennem. Desværre vil det nok være mega hård nogle år endnu. Det vil blive bedre – en dag. Men aldrig forsvinde helt. Jeg ønsker for dig, at du og din veninde vil få nogle dejlige dage sammen. Det har I fortjent. Begge to.

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. august 2017 at 21:50

      Nej det har jeg faktisk ikke tænkt over, men jeg vil da prøve frem over når det sker at ligge mærke til om det kunne være sådan noget der gør det. Tak og nej det forsvinder nok aldrig, Nord vil altid være en del af mig, og derfor vil det nok altid gøre ondt, men jeg kæmper for at lære at leve med den smerte og savnet som helt klart er det værste.
      Tak jeg håber og tror på det bliver godt at komme lidt væk…

    Leave a Reply