Min hverdag

Fødselsdage i smerte, savn og sorg

8. maj 2017

Jeg vågner lørdag morgen, med tåre i øjnene, jeg har grædt mig selv i søvn, og det kan mærkes, min øjne gør ondt, jeg er træt og jeg er stadig ked af det. Tankerne flyver rundt, jeg skal holde fødselsdag idag, eller det vil sige der kommer en masse tøser og så skal vi ud og spise sushi og bagefter skal vi så en tur i byen og fejre mig, for når klokken slår tolv og kalenderen siger søndag d. 30/4 er det min fødselsdag. En dag jeg normalt synes er en dejlig dag, men ikke i år, jeg har ikke lyst til at fejre at jeg lever, for jeg har enlig ikke lyst til at være i denne verden uden Nord. Jeg lever men det gør Nord ikke, jeg kan “fejre” at jeg bliver ældre, men det kan Nord ikke, og det er på ingen måde fair. Tårerene fylder igen min øjne, åhhh Nord, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads, jeg mærker smerten i kroppen blive større og større, jeg kan ikke holde ud af tænke på at jeg aldrig mere skal holde en fødselsdag med Nord. Jeg har aller mest lyst til at aflyse dagen idag, og bare blive liggenede i min seng, hvis jeg dog bare kunne lukke mine øjne, falde i søvn, finde Nord i drømmeland og aldrig mere vågne. Jeg trækker dynen over hoved, lukker øjnene og samler alle mine tanker, på alle de sjove og lykkelig dage med Nord, men tankerne bliver hele tiden afbrudt af tanken, fald i søvn Sara, fald i søvn, men det lykkes ikke. Jeg bryder sammen, og savnet til Nord overtager alt i mig, da jeg har ligget og grædt i over 2 timer, er der ikke flere tårer (i denne omgang) og smerten i mig er til at arbejde med. Jeg sætter mig op, kysser Nulle (Nord´s nusbamse) og putter den over i Nord´s seng og så står jeg op.

Tidligt på aften kommer Cille som den første, fødselsdages gaven fra hende er meget rørende, og hendes ord om hende,mig og Nord går lige ind. Lidt efter lidt kommer de andre skønne tøser, vi hygger med lidt vin og det hjemmebag jeg og fætter Ja-ja bagte igår, det var så hyggeligt at han kom ud til mig i køkkenet og “hjalp” mig med at bage, det var jo sådan det skulle have været med Nord, jeg skulle bage og han skulle smage og slikke piskeris. Jeg elsker at jeg for lidt af Nord i Ja-ja´s selskab, men det gør på samme tid så ubeskrivelig ondt på mig, at Nord ikke er der og at jeg ikke kan gøre de her ting med Nord. Jeg savner den gode kaos der var når Nord skulle hjælpe med noget, jeg savner at alting tager længere tid fordi han lige skulle være med. Jeg savner rodet han lavet, jeg savner larmen, jeg savner hans ballade, jeg savner mit liv med Nord, jeg savner at være mor. Jeg får en masse fine gaver og ikke mindst smukke, varme og rørende ord, og det rør mig dybt at se at så mange af mine venner og bekendte tænker på mig på sådan en dag, det betyder meget mere end jeg kan beskrive og jeg er dybt taknemmelig for hver og en som er der for mig. Aften går og jeg hygger mig, det var lækker mad, gode drinks og en sjov bytur, hvor der både blev grinet, grædt og dansedet.

Da jeg vågner om søndagen, på min fødselsdag har jeg det enlig fint nok, men det er kun lige indtil jeg får kigget over på et billede af Nord, så bryder jeg fuldstændig sammen, han skulle jo være her, han skulle sidde ved morgen bordet hvor vi skulle hygge med flag og sang, og så skulle han hjælpe mig med at pakke gaver op. Mit hjerte banker hårdt, og smerten i min krop vokser og vokser, den kan mærkes helt ud i fingerspidserne, knuden i min mave strammes til, og sætter en stopper for at kunne trække vejret ned i maven, der er simpelhen ikke plads, og det føles som om jeg ikke kan få luft. Selvom jeg har prøvet det rigtig mange gange de sidste 10 måneder er det lige klamt hver gang, og det bliver ikke bedre af at jeg ikke kan lad vær med at tænke på hvordan Nord har haft det og følt da han blev slået ihjel. Har kan kunne mærke at han blev kvalt? Har han kæmpet for at få luft? Eller har han overgivet sig til døden hurtig? Gjorde det ondt?  Var han bange? Følte han sig sviget? Min hørelse forsvinder og det sortner for mine øjne, jeg føler jeg skal kaste op, så jeg rejser mig for at gå ud på toilettet, men mine ben giver efter under mig, så jeg sætter mig på gulvet. Jeg græder og græder, jeg ligger mig ned på gulvet i foster stilling og her ligger jeg så i noget der føles som timer, da tårerne igen slipper op, og knuden i maven aftager lidt, så jeg  kan få luft, ligger jeg i en sø, af tårer, savl og snot. Jeg samler mig selv op, tørre tårer, savl og snot væk, både fra mig og gulvet. Nord ville ikke bryde sig om at se sin mor sådan, jeg kysser billedet af Nord, Undskyld skat, undskyld, mor savner dig bare så meget. Jeg går en lang tur med Batman (min lille hunde) det er godt at få lidt luft, jeg går op forbi træet, (hjerte træet) hvor jeg har så mange gode minder med Nord. Da jeg ligger en hånd på træet kan jeg ikke holde tårerne tilbage, åh Nord jeg savner dig så meget, jeg ville give alt for at have bare 5 minutter med dig. Det er så uretfærdigt det der er gjort ved dig, tænk at et andet menneske synes det er okay at lege gud og bestemme om du skulle leve eller ej, og så din egen far, en mand der skulle passe på dig, en mand der skulle elske dig, og så sviger han dig, han misbruger sin titel som far, jeg håber han lider hvert sekund i alt evighed. Jeg krammer træet og tørre tårerene bort, Mor elsker dig altid altid min Nord.

Senere på dagen, har jeg aftalt at mødes med en veninde og hendes datter, og gå en tur ned til restaurant Viva som holder reception, for lige at se nogen mennesker og ikke bare sidde der hjemme i mit eget smerte helved. På vejen der ned, går jeg forbi Nord´s vuggestue, jeg kommer ikke så tit den vej og det er stadig meget meget svært for mig at se vuggestuen, det var der jeg så ham i live sidste gang. Da det er søndag er der helt tomt og lukket, men når jeg kigger ind på legepladsen kan jeg se hvordan Nord løber rundt med de andre børn, jeg bryder helt sammen, åh Nord, det var ikke sådan her det skulle være, du skulle løbe rundt og lege med de andre, du skulle grine og fjolle, du skulle give verden så meget kærlighed og glæde. Jeg kigger ind af vinduet og jeg kan se Nord´s gamle plads, jeg kan se ham og jeg for mig, Nord gav mig næsten altid det største smæk kys lige der, når vi havde fået overtøjet af og sutskoene på, inden han løb ind på stuen. Det gjorde han også den sidste dag i hans liv, jeg ville give ALT for at kunne sætte tiden tilbage til den dag, hvis jeg dog bare kunne få 1 ønske opfyldt. Jeg lukker øjnene, og jeg kan se Nord for mig, jeg trækker vejret dybt, og ønsker mig af hele mit hjerte at Nord lever. Jeg står længe med lukket øjne og mærker alt min kærlighed til Nord, men da jeg åbner øjnene igen, føler jeg mig lidt dum, for jeg ved jo jeg godt at man ikke kan bringe nogen tilbage fra de døde, ligemeget hvor meget man ønsker det, men jeg kunne ikke lad vær, det er jo min fødselsdag og det er det eneste jeg virkelig ønsker mig. Jeg tørre igen tårerne bort, og siger højt, Nord min elskede, jeg elsker dig mere end ord kan beskrive, og jeg vil altid elske dig. Jeg mødes med min veninde, hendes datter gik i vuggestue med Nord, men jeg har først lært hende rigtig at kende efter Nord´s død, hun har virkelig været der for mig i min sorg. Hun kigger på mig og siger, puha jeg kan se den var hård, jeg nikker og for igen tårer i øjnene. Hendes datter sover, så vi går og snakker om dagen og Nord, Da vi når til Viva ringer jeg til min bror som også er der, sammen med min svigerinde og fætter Ja-ja. Vi hygger og jeg for drukket lidt bobler, det er dejligt at komme lidt væk hjemmefra, vi er ude og sejle en tur og selvom tankerne og snakken falder på Nord det meste af tiden, er det på en måde hvor jeg kan holde ud at være i det.

Om aften, da jeg igen sidder alene, begynder mit hjerte igen at banke hårdt, og jeg bliver svimmel, men jeg skubber det væk, jeg føler ikke jeg har flere kræfter til sorgen lige nu, så jeg forsøger at holde smerte lidt væk, men som så mange gange før vinder smerten. Jeg bryder sammen, jeg savner Nord så meget, jeg har brug for ham, jeg har brug for at kysse og kramme ham, jeg sætter mig i sengen med hans dynes og Nulle, jeg græder og græder, imens jeg krammer dynen tæt ind til mig, duften af Nord rammer mig, åh Nord jeg savner dig så meget, det gør så ondt. Da jeg har grædt og grædt i meget meget lang tid, høre jeg min bror komme ind, han sætter sig hos mig og aer mig, jeg er glad for han er hos mig, og hans støtte betyder alt, men jeg hader at han ser mig sådan her, og jeg håber ikke han er kommet ind fordi han har hørt mig. Jeg ved min smerte også gør ondt på ham, jeg ved det piner ham at se mig i total opløsning, og jeg ville ønske jeg ikke skulle udsætte ham for det. Min bror kigger på mig, og siger jeg ved det godt søs, jeg græder og han fortælle en masse dejlige ting om Nord. I morgen har hans søn, (fætter Ja-ja) fødselsdag, han bliver 3 år, og det var en dag både min bror og jeg allerede for 1år siden havde set frem til. Ja-ja´s 2 års fødselsdag var en skøn dag, hvor Nord, Ja-ja, Lola og alle de andre børn havde en vidunderlig dag med masser af sjov og ballede, så vi så virkelig frem til de skulle gentage dagen. Min bror snakker om hans minder og om at han er sikker på at Nord også er med os imorgen, at der helt sikkert nok skal se noget så vi ikke er i tvivl om det, en vind, der åbner en dør eller noget andet så vi ved at Nord er der. Tanken om at Nord er med os, i alt hvad vi gør trøster mig lidt, jeg tørre tårene bort igen, igen, jeg ved Nord ville hade at se mig så ked af det, han prøvede altid at få mig til at grine når jeg var trist, og det lykkes ham da også altid. Min bror og jeg går ud og tænder lys, og siger godnat til Nord som vi gør hver aften og har gjort siden hans død. Jeg går i seng, og selvom jeg græder mig selv i søvn er jeg stolt af at jeg faktisk kom igennem dagen idag.

Da jeg vågner mandag den første maj, er jeg øm i hele kroppen, mine øjne er hævet og gør ondt, jeg er træt og helt fald for alt energi, men jeg står op og går en lang tur med Batman. Det er fætter Ja-ja´s fødselsdag og selvom han sikkert ikke ville ligge mærke til om jeg er der eller ej, så skal jeg også igennem den her dag. Der er mange mennesker og jeg er slet ikke i tvivl om at det er en skøn børne fødselsdag, men jeg føler mig tom, jeg føler mig udenfor, jeg føler mig restløs, jeg føler ikke at jeg høre til der, Nord mangler, alle de andre børn løber rundt og har en fest, men ikke Nord, jeg kæmper hele tiden med at holde tårerne tilbage, smerten i mig vokser og vokser, savnet er umenneskeligt, hvorfor skulle Nord ikke have lov at være med, hvorfor? Han ville elske det, så hvordan kunne X tage det fra ham? jeg mærker hadet i mig, og selvom jeg virkelig hader hader hader X er det ikke noget jeg ellers bruger så meget tid på,  men lige her bobler det. Hvordan fanden kunne han gøre det? Hvordan kunne han få sig selv til det? Hvordan kunne have taget livet af en glad,sund og vidunderlig dreng? Jeg mærker hvordan hadet til de mennesker som støtter og savner X også stiger, hvorfor kan eller vil de ikke se, hvor syg X har været, hvordan kan de synes at det er okay at taget et uskyldigt liv? Og hvordan kan de nogenside have været mine venner og familie, tænk af dele af min egen familie kan støtte X når han har myrdet Nord, Nord som er deres blod. Jeg bliver så gal og ked af det at jeg for kvalme, jeg er nød til at skubbe tankerne væk, for ellers bryder jeg fuldstændig sammen. Dagen går og da jeg har hjulpet min bror og svigerinde med at rydde op, kan jeg klappe mig selv på skulderne og sige du klaret det. Jeg sidder og leger lidt med Ja-ja inden det er senge tid, jeg har givet ham en dag med sin faster i fødselsdags gave, en tur i biografen, noget jeg havde glædet mig til at gøre med Nord. Jeg snakker med min bror, og jeg siger, jeg er glad for jeg kan gøre de her ting med Ja-ja men at det gør ondt at Nord ikke er her, men vi vil stadig have ham med i tankerne og i hjertet, ja siger min bror, ligesom han var med idag, kan du huske hvad jeg sagde i går og lagde du mærke til hvordan den tunge dør blæste op lidt efter jeg havde lukket den. Ja svare jeg, jeg så det godt, jeg sagde det jo, siger min bror,  Nord er altid med os, altid altid.

Mor og Nord altid altid <3

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Camilla 8. maj 2017 at 21:54

    Sikken en lortedag og alligevel kommer du igennem den- du er stærk og du er stærkere end du ved. Vi er her på sidelinien og støtter dig – du skal sørge alt det du har brug for. Men husk dejlige Nord, han vil have du lever livet, du har ikke gjort noget forkert – stop med skyldfølelsen 🙂

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.