Min hverdag

9 måneder siden min lille dreng blev slået ihjel.

10. marts 2017

Idag er det fredag, jeg hader fredag, fredag er den dag det gør allermest ondt, jeg gennemlever hver fredag, dagen min søn blev myrdet, nemlig fredag d.10/6 2016. Jeg går igennem den time for time, og venter på, at nu sker det, nu slår X, Nord ihjel og der er intet jeg kan gøre for at stoppe det, og selvfølgelig kan jeg ikke det, for Nord er jo død, han er blevet slået ihjel, men alligevel er det som om det sker igen hver fredag. Idag er det så ikke “bare” fredag, det er også d.10/3 og det betyder at det idag er 9 måneder siden jeg mistede Nord, 9 måneder i helved, 9 måneder med tåre hver dag, 9 måneder uden rigtig søvn, 9 måneder i konstant smerte, 9 måneder hvor savnet bliver større og større, det er idag 9 måneder siden mit liv blev ændret foraltid. Er det blevet nemmere? nej det er det på ingen måde, nok mere tværdigmod, gør det mindre ondt? nej slet ikke, savnet bliver kun større og mit overskud mindre, folk “forsvinder” da de har jo deres liv og hverdag, så det er på ingen måde bedre eller letter nu. Faktisk har jeg aldrig følt mig så meget alene som jeg gør nu, jeg er trist, ked af det, træt, udkørt og meget meget ensom. Kan jeg blive glad igen? ja det kan jeg måske godt, med tiden, men det vil altid være med den tanke at jeg ville være gladere hvis Nord var har, kan jeg blive lykkelig igen? Det er svært at tro på, og selv hvis jeg kan, vil det aldrig være 100% for Nord vil altid mangle og jeg vil aldrig kunne blive så lykkelig som hvis han stadig var i live. Det er rigtig svært at finde lyst til at kæmpe for et liv, man ved aldrig kan blive som man ønsker det, ligemeget hvad man gør eller hvor meget man kæmper.

Jeg kunne allerede igår mærke, at smerten i mig voksede og jeg endte da også med at græde mig selv i søvn. Da jeg vågnede i morgens startede jeg hvor jeg sluttede igår, jeg vågnede med tåre i øjnene, jeg har Nord´s nus bamse aka. Nulle i hånden. Jeg sætter mig op, med tårerne løbende ned af kinderne, jeg kigger over på Nord´s tomme seng. Åh hvor jeg savner at vågne op til Nord´s altid glade ansigt og det frække smil. Selv når jeg var allermest morgen sur, gjorde han mig i god humør, så snart jeg så ham smile, han fik mig altid til at smile, og jeg ved at han ønsker og kæmper for, at jeg igen en dag kommer til at smile fra hjertet, og det er derfor jeg står op hver dag, selvom det nu er med tåre og smerte, men jeg kæmper for Nord, jeg kæmper for at kunne gøre ham stolt en dag. Solen skinder og det er nok første gang jeg rigtig har lagt mærke til det, siden Nord´s begravelse. Jeg sætter mig i vinduskarmen med fødderne oppe, hoved mod ruden, og Nulle knuet tæt ind til mig. Jeg kigger op mod himmelen, tårerne triller stille ned af mine kinder, åh Nord jeg er så ked af det, det er slet ikke okay at du ikke er her mere, hvordan skal jeg leve uden dig? Jeg mangler dig så meget, min stemme knækker, og jeg brynder sammen, som så mange gange før, mit hjerte bløder.

20151031_091501

Min mobil giver lyd fra sig, det er min kollega/veninde, der skriver hun er ved mig omlidt, vi har aftalt at hun skulle hente mig, så vi sammen kunne gå ind til salonen, som jeg lige pt. kæmper for at få styr på. Jeg tørre tårene bort, kysser Nulle og putter ham i Nord´s seng som jeg har gjort hver dag, de sidste 9 måneder, så kysser jeg billedet af Nord. Jeg ville give alt for at du var her min skat, mor elsker dig så højt, og jeg savner alt ved dig, tårerne presser sig på igen, så jeg kysser billedet igen, og skynder mig ud af døren, før jeg når at bryde sammen. Min veninde kan godt se på mig at det er en meget svær dag, vi snakker om Nord, og om jeg skal prøve at give mig selv lov til at kunne blive glad igen, se siger hun, solen skinner, det er Nord der skinner ned på sin mor og siger det er okay mor, jeg fælder igen en tårer. Da vi kommer ind i salonen forsøger jeg at få lavet de ting jeg skal, men det er svært at holde tankerne væk, og flere gange er jeg ved at bryde sammen. Jeg tjekker facebook osv. og der er mange som har vist deres støtte på denne svære dag, det betyder så ubeskriveligt meget, hvert et like, hvert et hjerte og alle de smukke ord, det røre mig dybt, men det giver også lys i mørket og gør at jeg samler mig selv op og kæmper videre. Dagen går, men det er hele tiden med tanken, nu er der så og sår mange timer til at X henter Nord fra vuggestuen, nu står X ham ihjel, nu sidder han og skriver mail, og sms imens Nord ligger død på sengen, måske lige ved siden af X. Nu modtager jeg sms´en der gør mig urolig, men som jeg ikke gør så meget ved, andet end at svare, at Nord altid kommer først. Tænk hvis jeg allerede havde taget ud til X da jeg fik sms´en, havde jeg så kunne rede Nord? der havde han jo “kun” ligget død i ca 30 min. Måske havde X stadig været i huset, jeg ville så gerne selv havde slået X ihjel. Måske havde X slået mig ihjel også, selvom han ikke ville det. For så var jeg der jo ikke til at opleve smerten af at han havde myrdet Nord, og det var jo derfor Nord skulle dø, det var for at straffe mig og ødelægge mig. Det gør så ondt på mig at Nord bare blev brugt som et våben mod mig, tænk at X kunne hade mig mere end han elskede Nord, det kommer jeg aldrig til at forstå. Selv nu med det X har gjort, elsker jeg stadig Nord højere end jeg hader X, og jeg hader X mere end ord kan beskrive. Time for time har jeg gennemlevet dagen, som jeg gør hver fredag. Jeg ser det hele i mit hoved som en film, igen og igen. Omlidt er det sidste gang jeg sidder med Nord i mine arme.

Jeg har ikke lyst til at tage hjem fra salonen, jeg har ikke lyst til at komme hjem til et tomt hjem, jeg vil ikke se virkeligheden i øjnene, jeg vil ikke hjem til ensomheden, sorgen, savnet og smerten. På vej hjem går jeg forbi den kirke hvor vi holdet Nord´s begravelse, der er nat åben idag, og jeg overvejer om jeg skal gå der hen senere. Jeg tror ikke på gud, og havde jeg gjort det før Nord´s død, så ville jeg da slet ikke gøre det nu, for hvordan kan sådan noget her ske, hvis der var en gud? Var der en gud så skulle han da fyres eller på pension, for ham der var, er da helt galt på den. Så nej jeg tror ikke på gud, men jeg tror på engle, og jeg tror på Nord, så kirken betyder helt sikkert noget for mig nu, så måske jeg skulle gå der ind i aften, måske det kan give mig noget, om ikke andet så kan jeg tænde et lys for Nord. Jeg tænder ofte lys i kirken nu, så sidder jeg der lidt og kigger på det, imens jeg mindes Nord. Jeg savner ham hele tiden, og mere end jeg kan beskrive. Jeg bliver aldrig hel igen, men jeg vil heller aldrig havde været Nord foruden, jeg vil heller leve resten af livet i smerte end ikke at have haft Nord, den kærlighed jeg følte med ham, er det bedste der nogenside er sket mig.

Nord min skat,  jeg savner dig hele tiden, jeg savner alt ved dig. Jeg elsker dig mere end ord kan beskrive, jeg vil altid elske dig. Så længe mit hjerte slår, slår dit i mit, og når mit hjerte ikke slår mere, skal vi igen være sammen. Mor og Nord altid altid.

20160916_201706

You Might Also Like

8 Comments

  • Reply Dorthe 10. marts 2017 at 23:42

    Jeg kender dig ikke, men så et like til nordformælkevejen på facebook og jeg har læst en del af din fortælling her.
    Ord er fattige når man læser om din ubeskrivelige smerte og savn. Hvor er det dog forfærdeligt hvad du har oplevet og hvad du stadig genoplever hver eneste dag – og nat vel sagtens. Ingen større smerte kan vel overgå en mor. Mine ord kan ikke trylle, men alligevel håber jeg de kan gøre noget godt for dig.
    Jeg ønsker dig ny styrke og nyt mod til at stå op hver dag og jeg ønsker for dig, at livet må vænne tilbage med farver på, i små glimt som du må få lov til at se. At du igen må opleve at kunne glædes, at kunne le og drømme. At din dybe smerte må ændre karakter og blive en sorg i hjertet, en følgesvend til din dybe kærlighed til Nord. Kære kvinde, må du finde modet til atter at favne livet og må du finde fred i dit indre.
    Din fortælling har rørt mig dybt. Jeg tænder et lys og beder en bøn, for dig og for Nord.

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 11. marts 2017 at 16:28

      Tak <3 Tak for dine ord, tanker og støtte, det betyder meget for mig. Jeg kæmper med alt jeg har for at finde en vej tilbage til livet, Nord skal kunne være stolt af sin mor en dag.

  • Reply Sarah 11. marts 2017 at 0:34

    Fredag er ellers en dag vi glæder os til normalt. Det er en hellig dag hvor vi tager til moske og gør nogle religiøse ting, MEN nu fik jeg en klump i halsen. Hold da op Sara hvor ville jeg ønske jeg kunne fjerne bare en lille lille bitte smule af din sorg. Når man selv er mor, så gør det så forfærdelig ondt at forstille sig det du gennemgår af smerte.
    Men husk det nu; Nord ville se dig glad og lykkelig. Prøv for Nords skyld at smile lidt oftere og sig til dig selv, at Nord vil se sin mor glad. Jeg kan godt forstille mig den smerte du er i, og det er den sværeste smerte i livet. Derfor Sara DU ER SÅ SEJ OG STÆRK, du kæmper for nords skyld og giver ikke op. Jeg tror på at du vil se lyset en dag, fordi du kæmper og er en virkelig sej og stærk kvinde. Den bedste mor for Nord og han er sikkert stolt at have en mor som dig. En sej mor som kæmper for at gøre sin søn stolt! Og tro mig han er stolt. Jeg ved godt at du ikke tror på Gud, men jeg tror på Gud og derfor tror jeg på at Nord bliver passet og plejet i himlen blandt englen og masser andre børn. Han bliver passet og er tryg og glad, indtil i mødes igen. JEG TROR PÅ AT I MØDES IGEN OG DET VIL I HELT SIKKERT GØRE. Søde Sara han bliver passet og plejet og han ved at du kæmper for ham. Han er ALTID ved din side som styrke og han er stolt hver gang du tører dine tårer væk og kæmper vider. Som mor tænker man “har mit barn det godt ? Er han lykkelig ? Bliver han passet og plejet ? Er han i sikkerhed?” Og tro på at han bliver passet og plejet indtil i mødes igen hvor i er sammen forevigt. Men indtil da, skal du kæmpe videre søde. Jeg ved at det blev lidt langt, men det skærer i mit hjerte at læse om din smerte og sorg. Jeg håber inderligt og ber at det jeg siger vil lette dine smerte, selvom det er lille lille bitte smule. Men jeg tror at du finder vejen frem og håber at du en dag vil kunne smile når du mindes Nord i stedet for at græde. Kæmpe kram til dig. Nord og Mor Altid Altid ❤

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 11. marts 2017 at 16:26

      Tak for de meget smukke ord, det varme mit hjerte, og jeg tager det til mig, og håber inderligt at du har ret, tak fordi du høre mig, det betyder meget for mig <3

  • Reply Kirsten 11. marts 2017 at 0:42

    Kæreste Sara

    Sender dig her lidt virtuel kærlighed og virtuelle godnatknus, inden jeg selv hopper i seng. Du er nu kommet igennem dagen, klokken er over tolv. Godt gået! Én dag ad gangen. Uanset hvor alene du føler dig, så er du det aldrig helt. F.eks. hver gang du skriver herinde, så er jeg her og læser, føler med dig, tænker på dig, tænker på Nord. Så du er måske ensom (ganske forståeligt), men aldrig alene. Måske det gør bare en lillebitte forskel at huske på det.

    Kærlig hilsen Kirsten – der svinger mellem at føle sig som din veninde og en værre stalker, fordi vi jo ikke kender hinanden i virkeligheden. Hvor er blogmediet altså bare noget mærkeligt mærkeligt noget.

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 11. marts 2017 at 16:23

      Puha tak Kirsten for du støttende ord, det betyder meget for mig, og du er på ingen måde en stalker, du høre mig, og det giver lys i mørket, så tak for dig <3

  • Reply Puk 11. marts 2017 at 4:48

    Stakkels, arme, lille mor…
    Det gør så ondt, at læse dine indlæg. Jeg håber så meget, at din ubeskriveligt store kærlighed en dag vil kunne hjælpe dig med at hele❤

  • Leave a Reply