Min hverdag

En helt almenlig dag, men en dag fyldt med savn og smerte

6. februar 2017

Jeg græd mig selv i søvn igår, det er bestemt ikke første gang og helt sikkert heller ikke den sidste. Selvom jeg har prøvet det ret mange gange de sidste mange måneder, er det bestemt ikke blevet nemmere, det er hårdt, det gør ondt og de nætter jeg græder mig selv i søvn, sover jeg næsten ikke.

Jeg ligger længe i sengen denne mandag morgen, og var det ikke fordi jeg havde Batman (min lille franske bulldog) ville jeg nok havde ligget der endnu. Men Batman skal jo ud, så jeg er nød til at tage mig sammen. Jeg sætter mig op, kigger over på Nord´s seng, og selvom jeg godt ved den er tom, er der altid noget i mig der håber at, det hele bare har været en ond ond drøm og at Nord selvfølgelig ligger der og sover lige så sød og trygt, når jeg omlidt rejser mig, og går over til sengen for at putte Nulle (Nord´s nus bamse) som jeg sover med hver nat. Men jeg ved godt han ikke ligger der, for så ville jeg jo ikke sove med Nulle, det ville Nord. Selvom jeg godt ved at Nord er død, er håbet der stadig hver morgen, og jeg hader det, for når jeg så løfter dynen og ser han ikke er der, bryder min verden sammen. Så hvorfor gør jeg det her ved mig selv? hvorfor bliver jeg ved at håbe? hvorfor bliver jeg ved at prøve at bilde mig selv ind at Nord lever og det bare har været en ond drøm, hvorfor?

20160110_212950

Jeg kysser Nulle og putter den i Nord´s seng, jeg går over til pusleboret, kysser billede af Nord, tørre tårerne bort, og siger godmorgen mors dreng, Mor savner dig. Jeg tager tøj på, Batman er utålmodig, og jeg hiver mig selv op, kom så Sara, du er nød til at tage dig sammen, det er synd for Batman. Jeg børster tænder, med tårerne løbende ned af mine kinder, jeg kigger mig i sejlet, jeg ser hæslig ud, sorgen og alt alt for lidt søvn har virkelig sat sine spor, jeg ser gammel ud, tom ud, jeg kigger mig selv dybt i øjnene, jeg kigger efter Nord, men mine øjne ligner ikke længere hans, hans øjne var så varme, fulde af glæde og liv, det er mine ikke længere, de er tomme og fyld med tåre/smerte. Jeg fjerner blikket fra spejlet, tørre tårerne bort. Stop så Sara, Batman skal ned og du må sgu lige tage dig lidt sammen nu. Jeg tager sko og jakke på, og så er vi klar til at gå ud i verden. En verden jeg enlig ikke længere har lyst til at være en del af, der er alt for meget onde mennesker i denne her verden, og alt alt for lidt næste kærlighed. Vi går op forbi Nord´s træ, jeg står der længe og jeg kan ikke holde tårerne tilbage, jeg har lyst til bare at sætte mig ned og skrige min smerte ud, men jeg gør det ikke, jeg er alt for bevist om de mennesker der går forbi. Hvis jeg gjorde mange af de ting jeg har lyst til og tænker ville jeg sikkert blive indlagt, så jeg holder igen, men tårerne kan jeg ikke holde tilbage. Batman og jeg forsætter vores tur, jeg er nød til bare at gå og gå, jeg prøver at tømme mit hoved, smerte af savnet til Nord, fylder alt, jeg længes så meget efter ham, at jeg har lyst til at give efter, jeg kigger ud på den kolde sø, ville jeg dø hvis jeg nu spang i ? ville det være koldt nok? Jeg skubber tanken væk, stop dig selv Sara, det er ikke en løsning, det er ikke en mulighed du har, du skal vinde det her fucking lorte spil, X har sag i gang. Jeg mærker det ikke, før det river i mine lunger, men jeg er åbenbart begyndt at løbe. Jeg stopper op kigger udover søen, og siger højt, Nord du er nød til at hjælpe mig, jeg kan ikke uden dig. Jeg ved godt det er unfair at du skal passe på din mor nu, og at du skal hjælpe mig, det var ikke sådan her det skulle være, det var mig der skulle hjælpe og passe på dig, og nu er det hele vendt rundt, undskyld min skat, du er jo bare en lille dreng, men jeg kan altså ikke klare det uden dig.

På vej hjem, køber jeg en Chai latte, som tit er morgen mad og frokost i en for mig, og det er det også idag. Da jeg kommer hjem (i tryghed) bryder jeg igen fuldstændig sammen. Jeg ved ikke hvad der gør at i dag bare er en af de dage hvor jeg slet ikke kan håndterre smerten og savnet til Nord. Jeg har mest lyst til at gå i seng, lukke mine øjne og aldrig vågne igen. Men det kan jeg bare ikke byde mine forældre, min bror og de mennesker som holder af mig her. Men lige i dag, er bare en rigtig rigtig svær dag og jeg har ingen ide om hvorfor. Jeg sidder længe og kigger ud af vinduet, mens tårerne bare strømmer ned af mine kinder, jeg kigger mod himmelen, Jeg håber inderligt at Nord er lykkelig, der hvor han er, jeg håber han ved at jeg kæmper for at han ikke hele tiden skal se mig græde og bryde sammen, men nogen gange kan jeg bare ikke lad vær, nogen gange kan jeg ikke styre det eller kæmpe imod, ligemeget hvor meget jeg prøver og idag er en af de dage. Tankerne i mit hoved, stiller spørgsmål, spørgsmål jeg stiller mig selv hver dag. Hvem passer på Nord? Hvem hjælper ham? Hvem leger med ham? Hvem lære ham nye ting? Hvem synger for ham? Er der nogen hos ham som elsker ham? Følger han sig elsket? Jeg ved der ikke er nogen der elsker ham ligeså højt som jeg, men jeg håber så inderligt at der er nogen hos ham som elsker ham, og at han føler sig elsket. Jeg håber at han har det vidunderligt og er lykkelig. Jeg håber ikke at han mærker sorg, savn og smerte, eller at han er bange eller alene. Nord fortjener kun sjov, varme, kærlighed, tryghed og lykke.

Jeg samler mig selv op fra gulvet, tørre for jeg ved ikke, hvilken gang tårerne væk, jeg er nød til at komme af med noget smerte, ellers er jeg bange for at jeg bukker under, jeg er træt, meget træt og jeg har ikke noget energi, men jeg tager alligevel til træning (poledance) Det er koldt og det blæser, så bare cykel turen der over er hård, selvom der på igen måde er langt. Da timen starter og vi går i gang med at varme op, tænker jeg at jeg aldrig kommer igennem timen, det er sygt hårdt, og ja jeg er virkelig drænet, men da opvarmningen er slut, går det okay, og jeg sætter pris på den smerte der er i at træne og presse min krop, for selvom Nord er i mine tanker hele tiden, er det som om, at smerten inden i mig, aftager når jeg bliver påført fysisk smerte. Det gør “desværre” også at jeg så presser min krop lidt mere end hvad den måske har godt af, og idag kommer det til udtryk ved at jeg flere gange er ved at besvime, først gang er værst, jeg bliver svimmel, det sortner for mine øjne og instruktøren stemmen bliver svagere og svagere. jeg sætter mig på huk med hoved mellem benene, og ligeså stille kommer lyde og lyset tilbage. Jeg rejser mig og træner videre som om alt er okay, men jeg må flere gange stoppe, drikke noget vand og lige trække vejret dybt for ikke at få det dårligt og besvime. Jeg kan bedst lide træningen når det kommer helt der ud, det følels godt, smerten inden i mig, er der, men den er svag, og det giver mig lige et puste rum for en kort stund. Efter træningen kommer smerten inden i mig hurtig op på fuld styrke igen, men det har været rart lige at slippe den bare lidt.

Jeg cykler hjem, og på vejen køre jeg lige forbi Nord´s træ, jeg tænder et lys, og står længe og kigger på det, det blæser stadig meget, så det går ud nogen gange. Jeg krammer træet, Nord min skat, mor savner dig så meget, jeg ville ønske jeg kunne se dit vidunderlig smil, dine varme øjne og høre din skønne latter, jeg savner det så ubeskriveligt meget. Jeg krammer træet igen, sender et kys mod himmelen, mor elsker dig.

Da jeg er hjemme igen, sætter jeg mig i sofaen, tænder tv´et, det er enlig ligemeget hvad jeg ser, for jeg ser det enlig ikke, det køre bare og jeg kan alligevel ikke huske hvad jeg har set hvis noget spurte mig imorgen. Jeg finder computeren frem, måske skulle jeg skrive lidt blok, det hjælper nogen gange at få sat ord på nogen af alle de tanker og følelser der vælder rundt inde i mig. Jeg skriver om min dag, og nu da jeg er ved at være færdig, er jeg glad for jeg fik skrevet, det giver mig et eller andet, at få det ud. Og jeg kan jo se og læse at jeg er ved at være igennem dagen og at jeg på tros af tanker, følelser og smerte har klaret dagen, jeg trækker vejret dybt, og tænker, omlidt kan jeg klappe mig selv på skulderen og sige du klaret endnu en dag, det har godt nok været en dag i en ubeskrivelig smerte, men du klaret det, og nu kan du snart gå i seng. Jeg glæder mig til at komme i seng, jeg er så træt, jeg er så drænet, men glæden er kort, for jeg ved jo godt inderst inde at jeg ikke rigtig kan sove og at imorgen starter det hele forfra, jeg håber bare at styrken til kæmpen imorgen er bedre end den har været i dag, og at smerten måske ikke er helt så voldsom som nu. Og så håber jeg inderligt at jeg for lov at være hos Nord inat, de gode drømme med Nord er der jeg er tættest på ham og jeg har brug for ham, jeg har brug for at kunne se ham, røre ham, dufte ham, høre ham, kysse og kramme ham og det kan jeg i drømmene. Nord min vidunderlig dejlige dreng, mor elsker dig mere end ord kan beskrive og jeg savner dig hver dag. Mor og Nord altid altid.

FB_IMG_1472804873549

 

 

You Might Also Like

12 Comments

  • Reply Sara 6. februar 2017 at 21:34

    Fra en Sara til en anden Sara.
    Jeg har en frisk og dejlig dreng på snart 12 og kan på ingen måde sætte mig ind i hvad du gennemgår. Kender dog til at miste, men at miste sit eget barn må være så ubarmhjertigt at gennemgå.
    Jeg får ondt i hjertet hver gang jeg læser din blog og tårer i mine øjne.. Ville ønske jeg kunne kramme din smerte væk.
    Mistede min far for 15 år siden, som 20’årig og det eneste jeg rigtige husker han sagde når jeg gik igennem svære perioder var ; Sarapigen – Ingenting er umuligt, det umulige tager bare længere tid.
    Jeg håber at du med tiden får det bedre og kan huske Nord uden at græde alt for meget. Men mindes ham med kærlighed og vide at han elskede dig ubetinget. ❤️
    Kærlighed og kram fra en Sara til en anden Sara ?

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. februar 2017 at 21:00

      Tak for de smukke ord, og citatet fra din far, det vil jeg prøve at huske, tak <3

  • Reply Mia 6. februar 2017 at 21:46

    Jeg har lige læst om din dag, kender dig ikke, kender ikke din historie og hvorfor du skulle miste din smukke dreng. Men jeg græder, den ene tåre efter den anden løber ned Af mine kinder. Mange siger der er en mening med alt. Men ikke her, døden er ikke en mening med noget, jeg fatter den ikke og forstår ikke den kan ramme. Jo når man er gammel, når man har levet livet og er færdig med at opleve. Ikke når man er en lille dreng.

    Jeg ved der er nogle der passer på ham? Himmelen er der hvor intet ondt kan ramme en, der er den smukkeste sang om Nangijala : og det er lige der han er, og jeg lover dig når du engang ikke skal være her mere så venter han og sammen skal i på eventyr alt det i ikke fik oplevet her, venter..
    Jeg ved at der et sted over skyer, hvor titusinde børn og sjove dyr,
    Og sommernætter fuld af eventyr venter på dig, venter på dig,
    Du når slet ik’ at savne mig, for alt blir’ leg,
    Og en dag når du hører det banker, så står jeg i døren
    Og så kan du ta’ mig med ud at se,
    Nangijala,

    Jeg vil give dig et råd og tro mig jeg aner ikke hvordan du har det og hvordan kan jeg så give dig et råd? Jeg mistede min bedste ven da jeg var i starten af 20 erne og jeg savner ham så meget, og samlinger på ingen måde. Men opsøgte et medie som kunne fortælle mig han havde det godt nu, han havde ikke smerte af kræften mere og han kiggede med hverdag om det vag fis og ballade? Pas aner det ikke men det hjalp. Jeg kan slet ikke sætte mig i din smerte og være englemor til et englebarn, jeg har min 3 bavianer liggende og sove og den mindste var jeg ret sur på da han habde klippet i sin nye Hummel bluse, men jeg ved du for hver en pris ville ønske det var et problem du stod med. Og det ville jeg også ønske for dig.

    Sender en masse kram og kærlighed din vej, lov du aldrig gør noget dumt over for dig selv, det ville være en smerte for dine forældre og din bror. Dine dage bliver lettere men du vil altid have han i dit ❤️ Derfor man siger i ❤️ Gemt og aldrig glemt. Mine forældre er også engleforældre og de har det godt i dag, men det tog lang tid og den 13 dec. Er altid en lortedage for min mor, også selvom det skete i 1982.

    Pas på dig selv, din lille engle pris kigger med ville ønske du kunne få er rigtigt kram og dunaldrig havde oplevet den smerte.

    Pas på sig selv englemor og skriv og tal højt om det. Det bliver aldrig et tabu ❤️

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. februar 2017 at 20:59

      Puha jeg er meget rørt over din bedsked, tak for de smukke ord, og dine råd. Jeg tager det hele ind, og du tænder et lille lys i min så ellers mørke verden. så tak, tak af hele mit hjerte <3

  • Reply Jesper McBride 7. februar 2017 at 3:03

    Hej Sara,
    Vi kender ikke hinanden, men har nok en del fælles bekendte, og jeg kender kun i grove træk til hvad der er sket med din søn.
    Men nok til at vide at jeg aldrig vil kunne forstå den smerte du føler.
    Jeg skriver til dig fordi jeg har læst flere af dine blogs, og bliver meget rørt, hver gang.
    Selvom du føler dig træt og slidt, med rette, giver du samtidig udtryk for en kæmpe styrke blot ved at fortælle så åbent og detaljeret om hvad du føler. Stor respekt, og jeg håber du med tiden vil kunne få smerten lidt på afstand og ikke føle dig så udmattet.
    Savnet og minderne forsvinder jo ikke, men kan måske få en anden form med tiden -ved ikke om det giver mening?
    Bliv ved med at tving dig selv til at være aktiv og skrive det ud, det tror jeg er godt for dig.
    Ønsker dig bedre tider, kram og glæde og solskin!
    Mvh Jesper

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. februar 2017 at 20:49

      Tak for de meget smukke ord, jeg føler mig godt nok på ingen måde stræk, men jeg kæmper og det gør jeg fordi det skylder jeg min søn, han skal kunne være stolt af sin mor. Tak fordi du høre mig, og tak for tankerne, det betyder rigtig meget for mig. så tak

  • Reply Jeanette 7. februar 2017 at 19:33

    Kære Sara.
    Bliv endelig ved med at få dine tanker ned.
    Følger trofast med og tjekker din blog dagligt.
    Jeg er så ked af dit tab, men du klare det godt.
    Husk at ros dig selv for det. Sender dig 1000 tanker og tænder iaften et lys for din kære nord ❤️

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. februar 2017 at 20:45

      Mange tak <3 og tak fordi du høre mig, det betyder rigtig rigtig meget for mig <3

  • Reply Anna 8. februar 2017 at 10:04

    Hvordan starter man en kommentar til et indlæg, der bringer fortid, nutid og fremtid sammen i et infernalsk kaos af glæde, dyb sorg og smerte.

    Jeg er en kvinde på 50. I 1992 mistede jeg min søn på 2 år i en trafikulykke, hvor hans far kørte galt med alt for meget alkohol i blodet. De døde begge. Samtidigt var jeg gravid med en pige 8. måned. Jeg fødte for tidligt af chok og sorg. Mit vand gik under begravelsen. Desværre døde hun 6 uger efter fødslen ved, at en sygeplejerske kom til at slukke for hendes respirator ved en fejl.

    På 2 måneder var min familie udslettet fra jordens overflade. Min vrede mod børnenes far var fuldstændig som din. Selvom min mand ikke intentionelt myrdede vores søn, så valgte han at køre med ham og sig selv i en plørefuld tilstand. Vreden mod min datters sygeplejerske var ved at æde mig op. Jeg forestillede mig alt, hvad jeg kunne gøre ved hende.

    I løbet af de næste 2-3 år husker jeg ikke meget. Jeg mistede mit arbejde, røg ind og ud af psykiatrisk afdeling, som ikke kunne hjælpe mig. Jeg forsøgte selvmord 2 gange med piller, hvor jeg slugte nok til at dræbe en elefant, men det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke sove, kunne ikke fungere, tabte mig helt vildt og tog på igen, blev fed, tabte mig, mit hår faldt af i totter og jeg røg 80 cigaretter om dagen for at dulme, men intet hjalp. Jeg forstår ikke, at jeg ikke døde. Det var det eneste, jeg ønskede. Jeg var ved at dø af sorg, fik hjerteproblemer og diabetes. Jeg husker særligt nogle dage i maj 1994, hvor bøgens lysegrønne blade lavede nogle store kroner af grønt lige ved siden af mine børns gravsted. Jeg havde foldet mig sammen om gravstenen som så mange gange før. Solen lavede smukke gyldne stråler på bronzebogstaverne med deres navne. Jeg græd og var så gal på Gud over, at han ikke havde passet bedre på mine børn. Da jeg ligger der, sker der noget, der for alvor ændrede mit liv i positiv retning.

    Pludselig bliver solens stråler på gravstenens bogstaver skygget og en mandestemme siger: “Hver gang jeg går forbi dette gravsted tænker jeg, at der må være en ulykkelig kvinde derude. Det må være dig”. Jeg ligger der. Sårbar og eksponeret. Alligevel tør den stemme noget. Som næsten ingen turde dengang. Han så mig. Jeg vender mig om og kigger op i et par smukke brune øjne på en mand, som sender mig et smukt smil. For første gang i 2 år kan jeg se et smil, der er smukt og registrere det. Stemmen fortæller mig, at hans søn på 4 år ligger begravet tæt ved mit gravsted.

    Det blev vendepunktet i mit liv. Manden blev jeg senere gift med og vi har fået 3 dejlige børn sammen. Jeg kommer aldrig over tabet af mine børn, men selv i det sorteste hul, kom der lys. Da jeg ikke længere troede, at der var nogen vej tilbage for mig og at døden var nært forestående, kom der håb og kærlighed. Mit hår vokser igen normalt og jeg har ikke røget de sidste 22 år. Min diabetes 2 forsvandt også, da jeg igen fik sund og nærende kost.

    Jeg fortæller sjældent min historie, men når jeg læser dine smertende indlæg midt i dit livs værste krise, så må jeg reagere. Fortælle dig, at der vil blive lys igen. Det lover jeg. Det betyder ikke, at alt bliver godt. Det gør det ikke. At miste sit barn/børn under dramatiske og meningsløse omstændigheder forandrer et menneske for altid. Livet bliver mere intenst og opleves mere inderligt, hvad enten det er glæde, sorg, tab, smerte eller andre følelser. Det kan være ganske udmattende at leve på den måde.

    Din lille Nord havde hele livet foran sig, som min søn Mikkel. Det bliver aldrig nogensinde som før. Jeg ved ikke om du er religiøs, men det blev jeg efter oplevelsen på kirkegården. Min mand er troende og vi har sammen fundet fred i visheden om, at vores børn bare er gået forud. De venter, i en dimension, vi ikke kender eller forstår omfanget af. Vi kommer aldrig til at forstå. Der er ingen mening i små børns død. Og slet ikke, når de bliver slået ihjel af deres fædre.

    Jeg vil bede for dig og vid, at jeg vil læse med og jeg ønsker dig al verdens håb, lys og kærlighed for dig. Må du opleve kærligheden igen og må du få flere børn, der kan give dig mening i livet.

    De varmeste hilsener Anna

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 8. februar 2017 at 12:45

      Puha, Jeg er tom for ord, men jeg vil gerne sige mange tak for at dele din historie, dine tab gør mig ondt. Men jeg er glad for du deler det med mig, for at høre du har set lyset igen, og at du har fundet en vej og en måde at leve på, giver mig håb og små lys i mørket, og selvom jeg har svært ved at tro på at jeg kan få lyst til livet igen, så kæmper jeg for at finde den. Igen tak for at du høre mig og delte med mig, det havde og har jeg brug for. Tak <3

  • Reply Sarah 9. februar 2017 at 1:38

    Denne gang ved jeg overhovedet ikke hvad jeg skal skrive til dig Sara. Det gør så forfærdeligt ondt at læse om din sorg. Det eneste jeg vil sige er, jeg føler med dig, jeg beder for dig hver dag, jeg tror virkelig på at du er stærk og jeg håber at lyset viser sig til dig snarest. Nord er i himlen 0g er stolt af sin mor. Stolt fordi han har en stærk mor som klarer det mest forfærdelig situation som en mor kan opleve. Du er stærk Sara, tro på dig selv.

  • Leave a Reply