Min hverdag

7 måneder i konstant smerte.

10. januar 2017

Jeg har ikke så meget på hjertet idag, andet end smerte og savn. Idag er en meget svær dag, savnet og smerten er enorm.

Idag tirsdag d.10/1 er det 7 måneder siden, jeg så brutalt fik myrdet min lille Nord. Frygten for at miste ham har været der fra den dag han blev født, men aldrig havde jeg tænkt tanken, at det faktisk sådan rigtig kunne ske. Jeg husker en gang hvor jeg var virkelig bange for der skulle ske ham noget, det var i Thailand i en speed båd, det var mørkt og der var høje bølger. Jeg bliver urolig og det kan Nord mærke, jeg sidder med ham på skødet, og han bliver ked af det, jeg synger ham stille til ro, (Så ikke græde, jeg er her hos dig, kom tag min hånd stol på mig, jeg passer på dig i den store verden, ja jeg er her, fald til ro) men frygten for at ende i det mørke vand, langt væk fra alting bliver ved at dukke op, og jeg kan ikke slippe tanken om hvordan jeg skal rede ham hvis det sker. Jeg beder derfor min bror om at puste en “rednings”/svømme vest op, som jeg har købt til Nord som han kunne bade og svømme i, Min bror puster den op og jeg giver Nord den på. Det giver mig lidt ro, for nu kan Nord da holdes oppe, og jeg ved at jeg er en god svømmer, så jeg skal nok rede Nord, hvis det skulle ske at vi ender i det mørke vand. Vi ender selvfølgelig ikke i vandet, men jeg var urolig, og det havde jeg ikke været, hvis jeg ikke havde haft Nord, det var frygten for at der skulle ske ham noget jeg var bange for.

Jeg ville ikke sige at mit værste mareridt er blevet virkeligt, for jeg ville ikke i min vildeste/sygeste fantasi kunne forstille mig, at Nord kunne dø, på den møde han gjorde, og jeg kan stadig ikke forstå at det faktisk er sket, jeg kan ikke forstå at det har været fysisk muligt for X at tage Nord´s liv, jeg forsåt ikke at X i over 3 minutter har siddet og set og mærket livet forsvinde ud af den smukkeste, dejligste, gladeste og kærligste dreng, jeg forstår ikke at det er min og Nord´s virkelighed, og jeg forstår ikke at et menneske jeg har elskede så højt har kunne hade mig mere end han elskede Nord, jeg forstår det ikke. Der er idag gået 7 måneder og jeg håber stadig hver dag at jeg vågner imorgen og det hele bare har været en ondeste drøm. På mange måder føler jeg at det skete igår, men savnet til Nord for mig på samme tid til at følge at det er over 10 år siden jeg har set ham. Jeg tænker på ham hele tiden, jeg savner ham hele tiden, og smerten over han ikke fik lov at leve, er der hele tiden.

Der er et kæmpe tom rum inden i mig, mit hjerte er knust og der er en kæmpe knude i min mave, og ingen af delene er blevet bedre eller på nogen måde lettere at “leve” med på de 7 måneder, nej faktisk synes jeg, at kroppen giver mig flere og flere tegn på, at jeg ikke har det godt. Min hud er blevet fuckt, mit syn driller mig, jeg er svimmel, jeg har kvalme mindst en gang om dagen, jeg har tit svært ved at trække vejret, og så er jeg træt, jeg er drænet for alt energi. Jeg er så træt, jeg har aldrig i mit liv været så tæt, og alligevel kan jeg ikke sove, heller ikke selvom jeg tager sove piller. Jeg tænker tit at jeg ikke ved hvor meget mere, jeg eller min krop kan klare, giver min krop op før mig? Jeg føler mig så tom, så ulykkelig, så trist, og jeg synes også (vis muligt) at jeg græder mere. Jeg “lever” eller overlever vil jeg nok heller kalde det, men jeg gør det ikke for min skyld, jeg gør det for andre, og i starten var det okay at “leve” for andre, det ville ikke være fair at de også skulle miste mig, når vi har mistet Nord. Nu er der så begyndt at komme andre tanker, og jeg skammer mig over at er begyndt at tænke sådan. Det er ved at blive hver dag for de andre, de er ved at lære at leve med tabet af Nord, og deres liv går stille og roligt den rigtige vej, men det er ikke hver dag for mig, jeg har ikke lært at leve med tabet af Nord, og mit liv går ikke stille og roligt den rigtige vej, og jeg er bange for det aldrig rigtig kommer til det, jeg “lever” for andre og hvor længe kan man det? Tanken rammer mig så, om noget tid, når de andre er helt tilbage på rette spor, ville de så kunne klare hvis jeg tog her fra? ville de kunne forstå mig? ville de kunne tilgive mig? og vigtigt af alt, ville de stadig kunne få et lykkeligt liv? Jeg forsøger at skubbe tanken fra mig, for jeg ved godt at jeg ikke burde tænke sådan, og at det ikke er et valg jeg har. Men hvor længe kan man “leve” KUN for andre?

7 måneder er gået siden min elskede Nord blev slået ihjel, I 7 måneder har jeg grædt hver dag, jeg har savnet hver dag og jeg har været i konstant smerte hver dag.

Tankerne, sorgen, smerten og savnet fylder alt.

Nord min skat, jeg elsker dig, jeg vil altid elske dig. Jeg savner dig og alt i mig skriger i smerte, men jeg ville aldrig ha været dig for uden. Du har givet mig, så meget mere kærlighed og lykke, i den alt for korte tid du har været her, end nogen andre nogensiden har givet mig, og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Mor elsker dig,

Mor og Nord altid altid.

 

 

You Might Also Like

14 Comments

  • Reply Isabella 10. januar 2017 at 23:04

    Mit hjerte knuses hvergang jeg tænker på dig og Nord. Jeg er ikke selv mor, men så snart jeg fordyber mig i dine blogs, kneber jeg en tårer. Du får mig til at føle jeg kendte Nord. Lille smukke, lækre, dejlige Nord! Jeg ønsker dig alt held fremover, og med børne-tøjsmærket. Hvor er det dog den smukkeste tanke! Det viser hvilken skøn person du er! <3 Jeg håber donationerne går fremad. Sara, du er simpelthen en fighter. Mine tanker går til dig, og smukke Nord i himlen.

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 11. januar 2017 at 12:29

      Tak, og dejligt at du føler du lære min lille Nord at kende, det er jeg glad for, han var den dejligste dreng, altid så glad og fuld af kærlighed, så det betyder meget for mig at det stadig kommer ud, han var vidunderlig. Tak jeg håber virkelig også med alt jeg har at børne tøjet kan blive et hit og derved også hjælpe andre. For der er virkelig brug for hjælp når man står i den sorg det er at miste et barn…

  • Reply Zigzak 11. januar 2017 at 0:41

    Jeg tror man skal være liså skør som x for at forstå, hvordan man kan gøre andre så meget ondt. Desværre er det sket igen. Denne gang slog en far sine fire børn ihjel. Vi kommer aldrig til at forstå det, for det er syge hjerner, der er sådan.

    Du lever ikke kun for andre, for du lever for at få en fremtid med et godt liv, selvom det synes umuligt nu. Hvad siger dem, der ved noget om det/har prøvet noget lignende?

    X ønskede at ødelægge dit liv, og det skal han ikke ha succes med. Du har så meget godt i dig, så mange evner. Det skal du bruge til at komme tilbage til livet. Stille og roligt.

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 11. januar 2017 at 12:24

      Ja det gør jeg vel, men ja det er umuligt at se at live skal kunne blive værd at leve igen, de fleste af dem jeg har snakket med siger jeg skal få et barn, et barn giver ubetinget kærlighed og lyst til livet. Men jeg ved ikke om jeg tør, jeg ved ikke om jeg kan, men ønsket er da begyndt at vise sig.
      Ja X ville ødelægge mig og det må man sige han har gjort. Tak søde Zig-Zak jeg håber jeg kan finde en vej.

  • Reply Janne 11. januar 2017 at 22:41

    En dag ad gangen, bare en dag. Lev for din søn, hans liv har ikke været forgæves. Du skænkede ham livet, og i dig voksede han og han fik din kærlighed. Du kan godt, en dag ad gangen. Ja, livet går videre og det vil dit eget også gøre en dag, men ikke nu…men en dag. Du kan godt, stærke kærlige mor.
    Heaven is a place nearby af Lene Marlin

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 12. januar 2017 at 18:36

      Tak Jenne. Tak fordi du tror på mig <3

  • Reply Betina 12. januar 2017 at 9:34

    Jeg har læst hele din blog flere gange, men første gang jeg skriver. Mit hjerte bløder med dit, det er, ja jeg kan ikke finde ord……..
    Jeg kan sagtens forstå dine tanker, hverdagen er der og du står vel mere alene nu end du har gjort. Og hvordan skal du klare det.
    Når jeg savner, så tænker jeg altid på, at vi mødes igen, prøver og trøste mig selv med at vi vil blive forenet. Det er svært mange gange umuligt, men nogen gange kan jeg smile ved tanken om at mødes igen. Jeg håber inderligt du når dertil heller nu end senere.
    Du er ikke alene, husk altid det, brug alle omkring dig, der er ingen der ikke vil høre dig. Tal, tal, tal, tal, tal om Nord hele tiden og om hvordan du har det og hvad du kæmper med lige nu.
    Og jeg tilslutter mig Janne en dag ad gangen, du kan godt!

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 12. januar 2017 at 18:37

      Jeg er glad fordi du skriver, støtten du/i giver mig, er de små lys i mørket, så tak for det. og tak fordi du tror på at jeg godt kan klare det, det er der brug for lige nu.

  • Reply Anja Beier Hessellund 15. januar 2017 at 6:00

    Jeg forstår fuldt ud dine tanker, sådan havde jeg det i næsten 2 år før jeg kom lidt vidre med mit liv. Igår lørdag var det 9 år siden jeg så min guldklump tage sot sidste åndedrag. Jeg savner ham hver dag og der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på hvordan vores liv ville have været hvis han var her.
    Livet er hård når man mister sine børn, men Nord ønsker ikke at se dig ked af det, han ønsker hans mor er glad og finder roen og styrken til at genfinde hverdagen, ham ved du altid vil tænke på ham. Kæmpe krammer fra Anja, Dean og Norh

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 15. januar 2017 at 17:54

      Ja livet er hårdt, og meget meget svært når man mister det man elsker mest, jeg ved godt Nord ønsker at jeg er glad, men det er svært at se at man kan blive det uden ham, men jeg kæmper for en dag at finde lysten til livet igen.

  • Reply Sanne 18. januar 2017 at 19:47

    Jeg tænker på dig så tit. Jeg ønsker sådan for dig at du er ok, men jeg ved godt du ikke er. Jeg er “afhængig” af din blog, og du skriver så smukt og ærligt. Min mand spørger tit hvorfor jeg sidder og græder, men jeg græder med dig. Det er så smukt at du deler dine tanker med os igen og igen, og hver gang tænker jeg på, hvordan fanden du klarer den. De tanker du har er fuldt forståelige, men jeg ønsker sådan for dig at du kæmper videre, og igen finder meningen med livet. Det skal nok komme, Sara. Du kommer aldrig over det, men jeg håber livet snart lysner for dig og bliver tåleligt at leve. Hold ud. ❤️

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 19. januar 2017 at 13:27

      Tak fordi du høre mig, og tak fordi du tror på mig, det giver lys de dage hvor jeg ikke selv tror på at jeg klare den. så tak <3

  • Reply Yvon 6. februar 2017 at 22:15

    Kære Sara .Jeg har i noget tid fulgt dig og din blog på sidelinien, og der er en kæmpe sort kugle af sorg indeni mig på dine vegne 🙁 hvor ville jeg ønske at jeg omend bare et flygtigt øjeblik kunne sætte dig på pause, så du kunne få luft igen og måske finde ro og måske få et håb om en nogenlunde fremtid. Jeg forestiller mig din smerte men kan slet ikke- Bliver bare overvældet af had til din ex, had fra dybet af sjælen! Jeg aner ikke hvordan han så ud men ser ham faktisk for mig være fuldstændig blæst på narko i en psykose og forbander ham og det til helvede i evig tid. Det hjælper selvfølgelig ikke noget som helst men åh det er så uretfærdigt!
    Du må aldrig give op, aldrig giv ham den sidste tilfredstillelse. Kæmp for Nord og tro på at når tiden er inde så ser du ham igen ❤️ (Kliché i know) men alligevel…
    Måske kommer du en dag til at redde en masse uskyldige børn som følge af det her, måske bliver det dig der ændrer noget grundlæggende her i verden- med din styrke er det svært for mig at tro din rejse ikke er “længere” ?
    Jeg ønsker dig det aller bedste fremover og sender dig kærlighed og sindsro og håb ❤️. Tror på din ild blusser op igen, for jeg kan se den i dine øjne selvom jeg ikke kender dig.
    Mange varme hilsner fra Yvon ?✨

    • nordformaelkevejen
      Reply nordformaelkevejen 7. februar 2017 at 20:53

      Min eks var “desværre” ikke på stoffer da han slog Nord ihjel, han var hvis man kan sige det om sådan et menneske, helt klar i hoved, ingen stoffer, alkohol eller andet i blodet da han slog Nord ihjel. Men syg det var han ihvertfald, ellers kan man ikke slå sit eget barn ihjel.

      Tak for de meget støttende ord, og tak fordi du høre mig, støtten er lyset i min meget mørke verden.

    Leave a Reply


    Warning: A non-numeric value encountered in /srv/users/serverpilot/apps/bloggerspoint/public/wp-includes/functions.php on line 64