Min hverdag

Juleaften med kærlighed, døden og Nord

29. december 2016

Det er juleaftens dag, det er d. 24 december, jeg vågner lige så stille, af en dejlig drøm med Nord, jeg kæmper for at blive i drømmen, men langsomt bliver jeg mere og mere bevist om lydene omkring mig, jeg vil ikke vågne, jeg vil blive hos Nord, men jeg kan ikke længere kæmpe imod dagen, jeg kan mærke lyset fra solen og jeg kan høre verden omkring mig er ved at vågne. Som sår mange gange før, de sidste 6 måneder, bliver jeg liggende i sengen med lukket øjne, selvom jeg er vågen. Jeg bed igår en bøn for første gange i mit liv sådan rigtig, med hele mit hjerte, af hele mit hjerte. Jeg bed til at jeg kunne ændre Nord´s død, men da jeg vågner ved jeg godt min bøn ikke er blevet hørt, jeg ved godt, at jeg ikke får mit eneste ønske opfyldt. Det er ikke første gang jeg har først at forhandle med døden, og det er helt sikkert heller ikke sidste gang, men jeg ved godt at man ikke kan forhandle med døden, ligemeget hvad man har at forhandle med, jeg har tilbudt døden alt, alt jeg eger og har, min sjæl, mit liv, andres liv, dit liv, ja ALT hvis det kunne bringe Nord tilbage. Jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder, mine hænder knuger Nulle (Nord´s nus bamse) ind til mig. Jeg mærker smerten brede sig fra mit hjerte ud i hele kroppen, jeg ligger i fosterstilling, og kæmper imod smerten og tårerne, indtil jeg til sidst ikke kan kæmpe imod mere og bare må giveefter. Min elskede lille Nord, det er så uretfærdigt du ikke skal opleve en jul mere, jeg ved hvor meget du ville havde elsket den her, dig og fætter Ja-ja ville havde lavet så meget ballede og jeg kan se for mig, at juletræs dansen ville være blevet en fest. Jeg husker hvordan du sidste år, grinede og ikke mindst dine smukke øjne´s lys når du kigget på det smukke træ med de så flotte farver og lys. Jeg havde glædet mig så meget til at skulle opleve en jul med dig og fætter Ja-ja sammen, som “store” drenge.

j

Jeg står ud af sengen, kysser Nulle og putter ham i seng, så kysser jeg billedet af Nord, Mor elsker dig, jeg tørre tårerne bort, taget et håndklæde omkring mig og går ud i bad. Det varme vand føles godt, vand, tåre og følelser flyder ligesom sammen og det føles lidt beroligende og befriende. Jeg siger til mig selv, okay Sara, prøv nu at komme bare lidt i julestemning, det bliver jul om du vil det eller ej. Jeg starter stille med at synge en julesang. Højt fra træets grønnetop, ståler juleglansen, det går fint, jeg ser Nord´s dejlige smil for mig, imens jeg synger, men så kommer ordrene ud af min mund, når du strammer granet, kvæler du jo,____ det sidste ord sidder i halsen på mig og det kommer ikke ud, jeg mærker min mave vende sig, og billedet af Nord der ligger livløs på X´s seng dukker endnu engang op i mit hoved, det sortner for mine øjne og jeg må sætte mig ned, jeg skal kaste op, men da jeg ikke har spist noget i nu, kommer der kun en lille smule mavesyre op. Tårerne vælder ud, jeg bryder fuld stendig sammen. Hvordan fanden har X  kunne få sig selv til det? hvordan har det været mulig for ham at gøre det? og ikke mindst at gennemføre det? hvordan har han kunne sidde der så længe og mærke og se livet forsinde ud af Nord? Hvordan har han kunne gå rundt i huset med Nord liggende død i samme hus? Hvorfor har han ikke forsøgt at genoplive ham? hvorfor har han ikke ringet til en ambulance? hvorfor har han ikke fortrudt sin handling? hvorfor synes han ikke at Nord skulle leve? hvorfor kunne han ikke bare kun havde taget livet af sig selv? eller hvorfor kunne han ikke havde slået mig ihjel istedet for Nord? Jeg elskede ham, hvordan kunne han hade mig mere end han elskede Nord? Jeg mærker hadet til X i mig, men selv efter det han har gjort, selv efter mordet på Nord, elsker jeg stadig Nord mere end jeg hader ham. Jeg samler mig selv op fra gulvet i badet, står lidt under det varme vand, før jeg tager mig til slukke for vandet, og gå ud af badet. Det gode ved at græde i badet er at man ikke kan se hvad der er vand og hvad der er tårer, og normalt for jeg ligesom grædt ud når jeg er i bad, men ikke idag, idag forsætter tårerne med at trille stille ned af mine kinder. Jeg går ind for at tage tøj på, tårene strømmer stadig og jeg kan mærke at lige der under de stille tårer ligger et sammen brud mere og lure. Jeg forsøger at skubbe tankerne væk. Tøj, tænk på noget andet, hvad skal jeg have på, hmm nej ikke den, den havde jeg på, da mig og X´s skulle på første date efter vi havde fået Nord, en date jeg havde sørget for da Nord var 3 måneder, vi var på hotel. Tænk på noget andet Sara, tøj, hvad med den der, nej heller ikke den, den havde jeg på til Nord´s navne dag, og den der havde jeg på første gang jeg skulle ud efter jeg var blevet single, der hvor X blev ved at sige hvor lækker jeg var, da han skulle passe Nord. Jeg hiver en sort kjole ud af skabet og så knækker den helt for mig, for det var den kjole jeg havde på til Nord´s begravelse, jeg falder sammen på gulvet med håndklædet omkring mig, har jeg virkelig kun tøj der minder om Nord? Jeg mærker en stikken fra mit bryst, denne følelse er ikke længere ny for mig, men det skrammer mig stadig, mit hjerte gør ondt, jeg er svimmel, og jeg føler ikke jeg kan få luft, jeg ligger igen i fosterstillen denne gang på gulvet, det har jeg gjort mange gange i den her måned. jeg græder, tåre og snot blander sig i mine hænder der forsøger at tørre næsen så den luft vej ikke lukkes helt, jeg hoster flere gange fordi jeg hiver snot ind når jeg i panik forsøger at få luft. Jeg kommer til at kigge mig i spejlet på mine låger til mit skab, det er ikke et kønt syn, jeg bryder sammen og siger, må jeg ikke nok bare have lov til at være sammen med Nord, jeg vil bare være hos Nord, må jeg ikke nok. Jeg ryster på hoved, men jeg høre mig selv sige det igen, må jeg ikke nok bare være hos Nord. Jeg sætter mig op, kigger mig selv i øjnene, Sara tag dig sammen, og den indre splittelse spreder sig igen som sår mange gange for, Nord ville ikke ønske, jeg var så ked af det, han vil gerne se sin mor glad, og selvom det ikke bliver idag, imorgen, i år, eller lige forløbelig, så er jeg nød til at kæmpe for at det kan ske en dag. Jeg rejser mig op, tager lidt tøj på, men så sker det igen, jeg kan ikke få luft og den velkendte gråd overtager igen alt. Min lillebror kommer ind, åh søs siger han, og aer mig stille på ryggen, jeg står bøjet ind over min seng. Jeg kan ikke få luft. Søs, du skal rette dig op, træk vejet helt ned i mave, det er okay du græder, du skal bare stadig trække vejret, siger han. Der går noget tid hvor gråden har alt kontrollen over mig, men efter noget tid og med min lillebrors hjælp for jeg genvundet kontrollen, sådan søs siger han, du klare det så fint, og jeg kan godt forstå du er ked af det, det er jeg også. Vi krammer og snakker lidt om Nord indtil jeg igen har styr på mig selv.

 

Jeg tager tøj på og går en tur med Batman, jeg har brug for at få lidt luft, jeg går en lang tur, tankerne køre rundt, og jeg mærker tårerene presse sig på, jeg går hen til hjerte træet, Nord´s træ, jeg tænder et lys, og lader tårerne løbe, jeg står der længe, før jeg krammer træet, og siger mor elsker dig, mor vil altid elske dig, og så sender jeg et luft kys afsted med håbet om at Nord ved at han var/er og altid vil være så elsket.

Jeg mødes med min mor foran kirken, jeg kan ikke huske jeg nogenside har været i kirke juleaften, men noget siger mig at jeg måske har været det med min farmor da jeg var lille. Døren indtil kirken er tung, vi går ind, jeg har været i kirken et par gange siden Nord´s begravelse, for selvom jeg ikke tror på gud, så tror jeg på Nord, og det var her, jeg så hans smukke ydre forsidste gang, det var her jeg kyssede ham forsidste gang, det var her jeg skulle sige farvel, det var her jeg skulle sende ham videre, det var her jeg havde den hårdeste dag i mit liv, og jeg vil altid være forbundet til denne kirke på godt og ondt, den er en del af Nord nu, og derfor en del af mig. Kirken virker meget større nu end til Nord´s begravelse, men alligevel virker “gå turen” fra alteret og ud, kortere end da jeg bar kisten ud af kirken, jeg husker det så tydeligt, mine ben rystede, jeg brød sammen, det var den længste “gå tur” i mit liv og alligevel var den alt alt for kort, jeg ville ikke slippe ham, jeg ville ikke sende ham afsted, jeg viste at når jeg først sætte kisten fra mig, var det sidste gang jeg “holde” Nord, det var sidste gang jeg så ham. Vi går over og tænder lys, vi tænder et lys for en nær ven af familien som døde for omkring en måned siden, vi tænder et lys for Louise som mistede livet på samme måde som Nord, vi tænder lys for alle de andre vi hat mistet i år, vi tænder lys for alle de børn der har mistet livet, og vi tænder lys for Nord, jeg græder, jeg kan ikke lad vær, jeg savner ham så ubeskriveligt meget og det gør så ondt på mig at han ikke måtte leve, det gør så ondt, at X kunne gøre ham ondt. Vi sætter os på en bænk, ved siden af en ældre dame, der også sidder og græder, hun har også tændt lys, vi sidder og ser på alle de lys der er tændt, jeg ved min bror, svigerinde og deres søn også har været over og tænde lys for Nord tidligere på dagen. Jeg håber så inderligt at min lille Nord har det godt, at der er nogen der passer på ham, at der er nogen der elsker ham, måske min farmor, at han leger, griner og er lykkelig, at han ved at han er elsket og at han kan se jeg prøver det bedste jeg kan.

kriken

Da vi kommer hjem fra kirken, står den på madlavning, gave indpakning osv. Faktisk ligesom det plejer, men det er bare ikke som det plejer, jeg glæder mig ikke, jeg er ikke spændt, her er for tomt, det gør for ondt, Nord mangler. Tiden går, for det gør den heldigvis, og selvom tårerne triller lidt under indpakingen, og imens jeg gør mig klar, så er det på tros af alt blevet aften. Vi sætter os til bors, og Nord´s fætter Ja-ja kommer med en lille råb, det lød ligesom Nord, jeg mærker et stik i hjertet men også et smil på mine læber, for selvom det gør ondt, så er det også dejligt når jeg kan se lidt af Nord i ham. Vi spiser, “hygger” Ja-ja åbner lidt gaver og vi leger lidt, jeg prøver med alt jeg har at give ham en god aften, jeg forstiller mig hvordan aftenen ville være hvis Nord også var her og jeg ved han ville havde elsket det. Hadet til X stiger i mig, hvordan fanden kunne han gøre det? hvordan kunne han taget livet fra ham? Der kommer også et stik af vrede til Q og de andre i familien, for hvis hun dog bare havde valgt sin familie frem for X, og X ikke havde myrdet Nord, så ville Nord, Ja-ja og (lad os kalde ham Willy) alle 3 kunne nyde denne aften sammen, som meningen var. Ja selv hvis hun havde valgt sin familie efter Nord´s død i stedet for X, kunne Ja-ja og Willy stadig havde haft denne aften sammen, og vi kunne lære dem at have Nord med i hjerterne, ligesom vi har. Jeg er nød til at skubbe tankerne væk, ellers ender jeg bare med at blive rigtig gal, tænk man kan være så egoistisk.

n

Vi danser om træet, det er et smukt træ, og der er masse af Nord, der er et julehjerte med hans navn og fødselsdag, jeg fik levet det år han blev født, der er en lys holder, med en bil, som jeg har fået af min mor og far, så Nord kan holde sit eget lys. Der er krammehuse med Nord´s navn og fødselsdag og et med Ja-ja´s navn og fødselsdag, de hænger side om side, de er side og side sådan som det skulle ha været, så sådan er de ihvertfald sammen der. Vi syger højt fra træet grønnetop, men denne gang er jeg forberedt på sætningen, Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, men jeg kan stadig ikke sige det, jeg for en klump i halsen og min mave vender sig, jeg trækker vejret dybt, skubber tankerene væk og synger videre. Vi åbner gaver og Ja-ja hygger sig meget, så målet for dagen/aften er nået, jeg for nogen rigtig fine gaver, og især alt med Nord går lige ind (mere om det i et senere indlæg) Jeg klaret aften, jeg overlevet, jeg klaret første jul uden Nord, men så slår det mig, første jul uden Nord, åh gud behøver der virkelig komme flere? skal jeg igennem dette helved igen? Skal jeg holde flere jule uden Nord? Jeg kan slet ikke overskule det, Jeg går en tur med Batman, for at tømme tankerne inden det er senge tid, men alt jeg kan tænke på er Nord, og hvordan han altid vil mangle. Jeg siger godnat, min bror og jeg tænder lys for Nord og siger sammen godnat til Nord som vi gør hver aften. Han krammer mig og siger du er så sej søs, du har klaret det så fint, jeg elsker dig. Da jeg har taget min sove pille, og jeg ligger med Nulle i min seng og kigger på billedet af Nord, mærker jeg igen smerten brede sig fra hjertet ud i hele kroppen, åh Nord, det gør så ondt uden dig, det er så svært uden dig, jeg har virkelig slet ikke lyst til at være her uden dig? hvad skal jeg dog gøre? bliver du skuffet, sur eller ked af det hvis jeg giver op? jeg føler ikke jeg kan mere, hvad skal jeg gøre? jeg kan ikke uden dig, hvad skal jeg gøre? Pillerne begynder at virke og de hiver mig langsomt ind i søvnen, mens tårene triller ned af mine kinder, jeg kan huske jeg lige når at ønske at jeg møder Nord i drømmeland og at jeg aldrig vågner igen inden jeg falder i søvn.

nj

 

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply Lone Jensen 29. december 2016 at 15:09

    Lige hård læsning hver gang, føler så meget med dig 😢 Lige midt i toget, den historie trækker tårer, hvergang 😞 Håber du en dag kommer lidt ovenpå selvfølgelig glemmer man aldrig, men håber en dag du kan mindes din søn uden den kæmpe sorg 😞 Godt Nytår 😊 Trods alt

    • Sara
      Reply Sara 29. december 2016 at 19:59

      Tak Lone, og det håber jeg også, men synes det er svært at se, Nord er så savnet…

    Leave a Reply