Min hverdag

6 måneder i helved er gået, hvordan overlever jeg?

12. december 2016

Det er lørdag d. 10/12-2016, 6 måneder er gået siden min elskede Nord blev taget fra mig. 6 måneder er gået siden Nord koldblodigt blev slået ihjel, og mit liv blev fyldt af smerte, sorg og savn foraltid. Jeg vågner om morgen, jeg har drømt en dejlig drøm om Nord, vi var sammen, han var glad som altid, vi sang og leget, jeg kunne kysse og kramme ham, og han mig, og lige da jeg vågner er jeg i tvivl om det enlig var en drøm, men så rammer virkeligheden mig igen, som sår mange gange før, siden Nord´s død. Nord´s seng er tom, og jeg ligger med hans nus bamse (Nulle) Jeg for kvalme, alt i mig vender sig, og da jeg kigger på Nord´s urne bryder jeg sammen, tårerne strømmer ned af mine kinder, min mor kommer ind, og da hun holder om mig, bryder jeg ud i, den gråd som indtil for 6 måneder siden var helt ukendt for mig, men som desværre er blevet alt alt for velkendt, det er en gråd, jeg ikke kan styre, jeg kan ikke holde den tilbage, og jeg har ingen kontrol over den, den er fyldt med sorg, savn og smerte. Åh gud, hvordan fanden kunne X gøre det, hvordan var det muligt for ham at taget livet af sin søn, billederne jeg har af Nord der ligger livløs på sengen og forsøget på at genoplive ham køre som en film i mit hoved igen og igen. Kunne jeg havde gjort noget andet for at rede Nord? Hvad nu hvis jeg bare havde kørt der ud da jeg fik sms´en fra X om at det var sidste gang jeg havde valgt mig selv først, kunne jeg så havde redet Nord? Eller hvad nu hvis jeg havde lyttede til mig selv, og ikke ladet X have Nord alene, istedet for at give efter, ville Nord så stadig havde været i live? Tankerne køre rundt i hoved på mig, jeg ser X sidde på sine knæ henover Nord, jeg ser hans hænder holde en pude over hoved på Nord, men så ser jeg mine hænder slippe puden, jeg kan simpelhen ikke tænke tanken til ende, det er ikke muligt. Hvordan har det været muligt for X, når jeg ikke engang kan tænke tanken. X har siddet i ihvertfald 3 minutter, hvor han både har set og mærket livet forsvinde ud af Nord, hvordan kunne han det? Jeg føler jeg skal kaste op, og min krop fyldes med smerte. åh Nord, jeg er så ked af det, hvis jeg dog bare havde fået lov til at kæmpe for dig, hvis X nu dog bare havde taget mit liv istedet for. Det er ikke fair at tage et lille uskyldigt barns liv, Nord kunne ikke engang forsvare sig, han havde ikke en chance. Årh min elskede lille Nord.

Da jeg har grædt i noget tid, kommer det nu også så velkendte tomrum, der er ikke flere tårer, men smerten er der stadig. Jeg sidder længe bare og kigger ud i luften, min mor, forsøger at få mig lidt igang, Kom nu skat, du skal have lidt af spise, jeg høre hende godt, men alligevel er det som om hun ikke er der, der er kun mig, mig og smerten, mig og ensomheden. Det er som om at uden Nord, er jeg alene ligemeget hvor mange eller hvem der ellers er der, uden Nord er alt andet ligemeget. Hvorfor skal jeg spise? Så jeg ikke dør af sult? Men hvad nu hvis jeg enlig er ligeglad om jeg gør det. Hvorfor skal jeg stå op og tage tøj på? Jeg har mest lyst til bare at ligge mig til at sove igen, taget til drømmeland, som lige pt. er det eneste sted, hvor jeg kan høre, mærke, røre, kysse, kramme, lege, og snakke med Nord, åhh hvis jeg dog bare kunne tage derhen og aldrig vågne igen, hvis jeg nu bare kunne være hos Nord. Tårene fylder igen mine øjne, for det kan jeg ikke, det er ikke en mulighed, det er ikke et valg jeg har, jeg er nød til at stå op, jeg er nød til at tage tøj på, jeg er nød til at spise og kæmpe videre. Det skylder jeg min familie og ikke mindst Nord.

Jeg tager tøj på, og vi for spist morgen mad, Whitney Houston´s i have nothing, spilles i radioen, og jeg bryder igen sammen, for det er jo sådan jeg har det, jeg har ingen ting når jeg ikke har Nord. Da jeg igen har fået grædt og spist færdig, går min mor og jeg op til hjerte træet, Nord´s træ, vi ligger blomster, tænder lys og søger for at alt er pænt.

Dagen går, men tankerne vender hele tiden tilbage på Nord´s død, Jeg gennem lever hans død´s dag igen og igen, og hver gang bryder jeg sammen, Jeg bliver lidt overrasket over at jeg bliver ved at bryde sammen, at der bliver ved at være tårer til det, altså jeg græder hver dag, men ikke på den her måde, selv de dage hvor det er rigtig rigtig hårdt, bryder jeg normalt “kun” sammen en 4-5 gange. Så det er lidt mærkeligt, for det gør jo ligeså ondt alle de andre dage og jeg tænker også de samme tanker de andre dage, jeg græder også de andre dage, men alligevel er idag noget andet. 6 måneder er gået, Jeg har grædt hver dag i 6 måneder, jeg har savnet hver dag i 6 måneder, det er været 6 måneder i konstant smerte, og jeg synes på ingen måde at det er blevet nemmere, savnet vokser, og det bliver længere og længere tid siden jeg har set min elskede Nord, men jeg kommer ikke tætter på et gensyn. Det har været 6 måneder i helved, og jeg kan stadig ikke se vejen væk der fra. 6 måneder uden Nord er meget meget lang tid, og det er så smerte fuldt, så tanken om at jeg skal leve resten af livet uden ham, kan jeg slet ikke holde ud, jeg bryder igen sammen og alt i mig skriger igen af smerte, hvordan fanden skal jeg kunne leve uden Nord? Jeg har overlevet i 6 måneder, 6 hårde, lange og smerte fulde måneder, men kan jeg klare 6 måneder mere? kan jeg klare bare en måned mere? Jeg er splittet, en del af mig, siger nej, det kan du ikke, det er ikke muligt uden Nord. En anden del af mig, siger det skal du, for Nord, for din familie og for at vise X at den her, den vinder han ikke, ikke fucking den her gang, han har altid fået det som han ville med mig. Alt var et spil for X, han skulle vinde, jeg/vi var brikker, og det her var hans store træk, for virkelig at vinde det hele. Jeg trækker vejret helt ned i maven og mærker hvor ondt det gør, jeg prøver at samle mig, men tanken om at X brugte Nord på den måde, gør at det hele vender sig i mi, X sviget ham, han misbrugte sin titel som far, Jeg stolet på ham som far, Nord stolet på ham som far. Jeg bryder igen sammen, Undskyld Nord, undskyld min skat, hvis jeg dog bare kunne få en chance til, jeg ville give alt, ALT hvis du bare kunne få lov at leve.

Det er på en eller anden måde blevet aften, og jeg skal til julefrokost, jeg har enlig ikke lyst, men ligesom med så meget anden, så gør jeg det, selvom jeg ikke har hverken lysten eller overskuet til det. Men jeg gør det, for det er jeg nød til, jeg er nød til at gøre nogen af de her ting, for at få en chance for en dag at kunne leve igen og ikke bare overleve. Jeg kigger mig i spejlet, mine øjne er blanke, jeg har altid selv synes, at jeg har ret flotte øjne, men ikke længere, gnisten er der bare ikke mere, det er lidt som om at den døde med Nord. Jeg gør mig klar, jeg tager pænt tøj på, og på afstand ser jeg enlig okay ud, jeg beslutter at det nok ikke, er den bedste ide at ligge for meget makeup, da jeg helt sikkert kommer til at tude igen senere. Jeg tager til julefrokost og det er heldigvis meget meget tæt på, det er nemlig i samme bygning som jeg bor i, så jeg kan gå op hvis det bliver for meget. Min mor skal også med og det er dejligt, for selvom der kommer mange jeg kender, og alle ved hvad der er sket, er det dejligt med en fast støtte. Der kommer mange, der er lækker mad og vi hygger. Jeg bliver godt fuld, hvilket er et helt bevist valg, men det gør de andre heldigvis også, hvilket gør at folk har lidt nemmere ved at snakke med mig, snakke om Nord og det der er sket, hvilket jeg meget bedre kan lide og jeg kan også meget bedre forholde mig til det, end når vi lade som ingenting, for det kan jeg ikke, Nord er min dreng og det vil han altid være, derfor vil jeg have lov at snakke om ham, og jeg sætter pris på, at andre også snakker om ham. Så det gør vi, og det er dejligt, selvom det selvfølgelig også er hårdt, men det er det for mig hele tiden, og faktisk mest når det ikke er okay at snakke om Nord. Vi for grinet, dansede, snakket og grædt, og så forfra igen.

Jeg ender i min seng ved 05.00 tiden, jeg har forinde kysset billedet af Nord godnat og sagt at jeg elsker ham. Jeg har taget min sove pille og nu ligger jeg i min seng, jeg overlevet dagen og nu kan jeg så endelig lukke øjnene, tage til drømmeland hvor jeg forhåbentlig kan finde Nord, så vi i det miste kan være sammen der. Jeg kysser Nulle, dufter til ham, krammer ham ind til mig, og ønske af hele mit hjerte, at jeg kan kysse og kramme Nord omlidt. Jeg længes så meget efter ham, jeg savner ham mere end ord kan beskrive og jeg kan slet ikke overskue livet uden ham. Jeg lukker mine øjne, mærker tårerne trille stille ned af mine kinder, inden jeg falder i søvn.

20160618_151330

Mor og Nord altid altid.

You Might Also Like

14 Comments

  • Reply inge l nielsen 12. december 2016 at 23:57

    Jeg følger med i det du skriver om Lille Nord. det gør så ondt i mit hjerte. Jeg prøver at sætte mig ind i din situation, prøver at forstille mig hvor forfærdeligt det er at miste et barn og så på den måde du mistet din lille Nord på det kan jeg ikke da det er så forfærdeligt at man ikke kan forstille sig hvordan det er. men jeg ved at der findes ikke noget være på denne jord, man spørger sig gang på gang hvorfor det skete men man finder ingen svar lige meget hvor mange spørgsmål man stiller sig selv.Jeg syntes det er så flot af dig at du skriver dig ud af sorgen for jeg ved det hjælper, jeg gjorde det samme da mine forælder døde de døde med et års mellemrum. jeg måtte bare af med mine frustrationer uanset hvad så er en sorg en sorg som vi desværre alle må igennem, Men jeg ved at lille Nord som i dag er en smuk engel sider og kikker ned på dig og han ønsker ikke mor skal være ulykkelig hele tiden, han ønsker at se mor lykkelig igen se mor smile se mor finde en mening med livet igen vis lille Nord kunne sige noget til mor var det at mor igen skal finde kærligheden så Nord får en lille bror eller lille søster, Nord ved godt at det lille nye barn aldrig ville kunne erstatte Nord men mor ville pludselig igen se livet give mening, mor ville igen begynde at leve og mor skal leve for selv om mor ikke kan se lille Nord, så er han hos hende i hendes hjerte.
    Jeg er engle samler og de ord hvor jeg blot nævner mor hele tiden er et budskab til dig fra Nord for han ønsker at se sin mor med et smil på læben, fordi hans mor har stadig et liv som hun skal leve et liv hun skal leve fuldt ud, han ved at i engang mødes igen, men det skal ikke være lige nu.

    • Sara
      Reply Sara 13. december 2016 at 19:51

      Puha jeg er meget meget rørt, og jeg ved også godt at Nord ønsker jeg skal leve og være glad, det er bare svært uden ham, han var og er mit et og alt.

    • Reply Tina 14. december 2016 at 17:21

      Hvor er det en fin besked du sendte, jeg vælger at tro’ :
      Du har ret,- det luner nemlig at tænke på… og sender samtidig en masse lune tanker til Sara, som gør det så flot,- sorg tager tid, og den tager den tid’ som det tager,- andet er løgn,- sååå hold ud’ og tro på’ at du en dag, kan smile helt naturligt igen, og tør se fremad

  • Reply Anette 13. december 2016 at 0:41

    Kære Sara.
    For to dage siden faldt jeg over din blog og læste den fra ende til anden, med tårene trillende ned af kinderne.
    Jeg kan slet ikke forestille mig din smerte, og alligevel er det min absolutte største frygt at jeg en dag kommer til at forstå dig.
    Jeg lever nemlig konstant med truslen om enten kidnapning af mine børn eller truslen om at når faren ikke kan få dem skal ingen have dem.
    Hver eneste gang jeg skal overlade dem til ham river det i mig og jeg tæller minutter til de atter er hjemme! Heldigvis er jeg efterhånden overbevist om at min eks fysisk ikke vil skade børnene så truslen om kidnapning er den der fylder mest – selvom den også er hård at leve med.

    Jeg ville ønske for dig at du kunne få bare 5 minutter mere med Nord ❤️ Jeg håber du en dag lære at leve med smerten, og ikke længer bare overlever fra dag til dag.
    Du fortjener at leve – Nord fortjener at du lever for ham ❤️
    Du har fået en trofast læser/støtte i mig! Hold ud og kæmp videre ❤️
    De bedste hilsner fra Anette

    • Sara
      Reply Sara 13. december 2016 at 19:48

      Hvor er jeg ked af at høre at du skal leve med den frygt, det kan på ingen måde være let. Jeg ville dog ønske min eks. havde truget med at gøre Nord ondt, for så havde han aldrig haft ham. Tak fordi du læser med, og tak for støtten der er brug for den. Jeg håber inderligt at dig og faren til dine børn finder ro i en god løsning for børnene. <3

  • Reply Kirsten 13. december 2016 at 9:18

    Du kom igennem dagen! Godt klaret, søde du!

    Sødt billede af jer to 🙂

  • Reply Helle 13. december 2016 at 16:04

    Tænker så meget på dig ❤️

  • Reply Jeanette 13. december 2016 at 16:25

    Du er sej og stærk. Bliv ved med at kæmpe. Det bliver bedre, det lover jeg. Bor din mor hos dig? Kram

    • Sara
      Reply Sara 13. december 2016 at 19:43

      Det gjorde hun, og hun er her også stadig rigtig meget, men jeg er også begyndt at være en del alene.

  • Reply Cecilie 17. december 2016 at 18:52

    Tænker på dig. Bare at læse hvordan du har det og føler, det giver mig den største klump i maven. Kæmp videre ❤️

  • Reply Toppersmors 18. december 2016 at 11:06

    Åh Sara, det brænder i mit hjerte at tiden endnu ikke har taget bare en lille smule af din sorg 🙁 Du er så stærk en mor – bliv ved med at kæmpen, livet skal nok blive lyst og skønt igen. Du har så meget kærlighed og styrke som igen jeg har set før … hver gang jeg går forbi Nords minde træ sender jeg en tanke til jer og fælder en tåre og håber jeg kan tage en smule af din smerte men ved godt det ikke hjælper – vi hører jer – vi ser jer a Mor og Nord altid altid

    • Sara
      Reply Sara 18. december 2016 at 17:45

      Mange tak <3 tak for at høre os <3

  • Reply Simone 18. december 2016 at 18:38

    Mit hjerte bløder! Så meget, så meget! Alt imens jeg sidder og kigger på begge mine drenge lege på gulvet. Jeg tænker på Nord SÅ tit, når jeg kigger på mine drenge, og jeg har aldrig mødt din kære Nord! Sara, jeg håber at du ved at din blog gør en forskel for andre! Den gør at man husker at være taknemmelig. Selv på de dårlige dage.
    Idag har været en “dårlig” dag hos os, lige indtil jeg kom i tanke om lille Nord!
    Du er en fighter Sara, og Nord er stolt af dig, det ved jeg! ❤
    Nord og mor, altid altid 🙏🏽

    • Sara
      Reply Sara 18. december 2016 at 18:59

      Tak, og tak for at huske hvor heldig du er, selvom det er en dårlig dag, og selvom det kan være hårdt. Jeg ville give alt for et liv kun med “dårlige” dage, hvis det bare var med Nord. <3 Så tak for at være taknemmelig og tak for at lad mig vide at du er det <3

    Leave a Reply