Min hverdag

Idag er det 4 måneder siden min søn blev slået ihjel.

10. oktober 2016

Jeg har fået stablet et støtte loppemarked på benene, hvor pengene der kommer ind til gå til min drøm om at få lavet et børnetøjs mærke op i Nord´s navn og ånd. Og heldigvis med en masse hjælp fra de dejligste mennesker, sponsorere familie, venner og en masse jeg ikke kender, men som gerne vil hjælpe i en meget svær tid. Er det lykkes at få et 3 dage langt loppemærked op og køre. Jeg er jer alle dybt dybt taknemmelig, og det kommer jeg til at sige mange gange, for det er jeg virkelig og jeg tror slet ikke folk ved hvor meget det virkelig betyder.

Jeg står tidligt op fredag og går igang med at sætte op til loppemarked, der er mange ting, tøj, sko osv. Både at mit, men også meget som ændre har doneret, så det kommer til at tage noget tid at få det hele sæt op, men jeg er så glad for at der er så meget, og heldigvis har jeg og en veninde med lidt hjælp, fået alle tingene ind i lokalet dagen før. Så i dag fredag, skal jeg bare sætte alt op, der kommer nogen veninder og hjælper til, og vi får stille og roligt sat mere og mere op, og det er godt for der kommer faktisk flere mennesker fredag end jeg havde regnet med, jeg tænkte at fredag der kom der nok ikke rigtig nogen, for folk er jo på arbejde, men der kom en del. Jeg får også besøg af 2 af Nord´s pædagoger fra vuggestuen, det røre mig dybt, og faktisk kan jeg ikke snakke med dem, uden at græde, men de minder mig jo også på alle måder om Nord og min hverdag med ham, men jeg er så glad for at se dem, og de betyder faktisk meget for mig, selvom jeg jo ikke rigtig kender dem, og selvom det gør ondt at blive mindet om Nord og den hverdag jeg skulle have haft, så bringer det også så mange dejlige og sjove minder frem, Nord elskede sin vuggestue, da han da ellers først lige var fandet til. Og for det er jeg dem dybt taknemmelige, de har været med til at gøre Nord´s hverdag tryg og kærlig og jeg kunne ikke havde ønsket mig en bedre vuggestue. I løbet af dagen var der også en masse af vennerne forbi og jeg er så glad for den kærlighed og støtte de viser mig, Jeg elsker dem nemlig rigtig højt, og det betyder bare alt for mig, at de er der for mig. Jeg havde sat mig et forsigt mål, jeg gerne ville have tjent på hele weekenden, inde vi gik igang. Og som vi allerede næsten havde nået fredag, da vi sluttede ved 18.00 så jeg sætter målet for weekenden lidt op. Da det er senge tid, er jeg så træt, at jeg flere gange er ved at falde i søvn midt i den film jeg ser, så jeg beslutter mig for ikke at tage mine sove piller.

Da uret ringer lørdag morgen er jeg helt smadret, jeg har været vågen det meste af natten, jeg faldt ellers fint i søvn, men så kom de dårlige drømme ellers der ud af, jeg vågner med et sæt, og så kørte tankerne og følelserne ellers rundt i mig. Igen og som så mange gange før, ser jeg synet af Nord, der ligge helt bleg og livløs på sengen, alt i mig vender sig, og smerten gemmen bore mit hjerte, hvordan fanden kan man gøre et lille uskyldigt barn ondt, hvorfor skulle det gå udover min Nord. Jeg ville for alt i verden ønske jeg havde kunne rede ham, at jeg havde holdt fast i at X skulle have hjælp hvis han skulle være alene med Nord. Men det gjorde jeg ikke, (og for det vil jeg altid hade mig selv) da jeg desværre stolede på X som far, selvom jeg ikke stolede på ham på nogen som helst anden måde. Da jeg står op, er jeg trist og jeg har det sindsygt dårligt, men jeg vil så gerne samle nogen penge ind så jeg kan komme igang med mit projekt Nord for mælkevejen. Så da Cille min elskede veninde kommer, er jeg/vi igen klar til en dag mere med loppemarked. Vi åbner dørene op kl 11.00. Og der er mange mennesker i løbet af dagen, det varmer mit knuste hjerte at se og mærke så meget støtte og kærlighed, det giver mig en form for styrke og gå på mod, og jeg mærker et lille stik af tro på, at jeg nok skal lykkes på en eller anden måde, selvom det hele er hårdt og mørkt lige nu. Da vi slutter lørdag er vi da også nået lidt over det nye mål jeg havde sat for weekenden. Så jeg sætter målet dobbelt op, og tror og håber på at søndag bliver en god dag.

Søndag, 3 og sidste dag med loppemærked, vi er trætte, men jeg/vi er fast besluttede på at det skal bliver en “god” dag og at vi skal nå målet. Vi slår dørene op kl 11.00, men det starter lidt sløvt ud, og jeg får lidt ondt i maven, selvom det er noget mærkeligt noget at få ondt i maven over, men det betyder bare så meget for mig, at få en god “sjat” penge ind, så jeg har noget at forhandle med, når jeg skal ud og sælge mig/min ide Nord for mælkevejen, og jeg tænker også det måske er nemmere at låne penge til projektet, hvis de kan se at jeg selv gerne vil smider penge efter min ide. Men måske var målet lidt for højt. Der kommer heldigvis mange mennesker i løbet af dagen, både for at købe på loppemarkedet, men der er også mange der bare gerne vil støtte, nogen gør det ved at købe et lod eller flere til vores konkurrence, hvor man bla. kan vinde en masse flotte præmier, fra Lukas Graham. Brøndby IF. Den blå planet. Covermodel. Northern design. Beauty in. Downtown. Kageprint af Sara Kjærsgaard Larsen. Elitepole. Restaurant KØD. Og en masse gavekort fra Salon B Nice i Admiralgade. Men der er også mange som bare gerne vil støtte med et mindre eller større beløb. Så da dagen er gået og vi har fået ryddet op, er det med bankene hjerte at jeg tæller op og ligger det hele sammen. Mit hjerte hammer og jeg bliver så inderligt rørt da jeg kan se at vi er nået et godt stykke over målet, tænk at der faktisk er så mange mennesker som tænker på Nord og jeg, det er jeg dybt taknemmelig for. Mange mange tak til alle der har doneret. Både privat personer, firmare, sponsorere, kage bagerne, og alle der har hjulpet til og støttet. Igen jeg er meget taknemmelig og meget rørt.

Mandag d.10/10. 4 måneder siden min søn blev myrdet af X. Jeg vågner tidligt, jeg føler mig tom, trist, dybt ulykkelig og meget træt, på trods af jeg ikke kan sove mere. Jeg bliver liggende i sengen, jeg bliver ved at tænke at hvis jeg nu lukker mine øjne og åbner dem igen, så står Nord der i sin seng og siger hop mor, som han gjorde fredag morgen d. 10/6 altså for 4 måneder siden. Men lige meget hvor mange gange jeg lukker mine øjne og åbner dem igen, så er han der ikke, jeg bliver mere og mere ulykkelig for hver gang jeg gør det, men jeg kan ikke lade vær, for det her må ikke være virkeligt, mine elskede Nord må ikke være død. Han fortjener alt lykke og kærlighed, han var så glad og kærlig en lille dreng, det er bare ikke okay at nogen skulle ende hans liv. Jeg kan ikke forstå det og jeg vil ikke acceptere det, jeg bliver ved med at forstille mig, at jeg vågner af det her mareridt på et tidpunkt, at jeg for en chance til, en chance til at stoppe det er sket, at jeg kan spole tiden tilbage, eller at jeg for lov at hente Nord ned fra himlen, så Nord og jeg kan leve det liv der skulle have været. Jeg savner hverdagen med Nord, jeg savner at vågne om natten forbi han skal have sin sut eller Nulle. Jeg savner at blive vækket tidligt om morgen ved hans skønne stemme der siger hop mor. Jeg savner vores morgner sammen, savner at spise morgen mad med ham, savner at vi hørte musik, dansede, klappet og sang. Jeg savner turen til vuggestuen, hvor vi altid kiggede på biler, busser, lastbiler og lykken var hvis der kom en brandbil eller politibil med udrykning. Jeg savner hans smiler der altid lyset op når han fik øje på en når man hente ham i vuggestuen. Jeg savner at lave aftensmad med ham, imens han siger smage til at jeg tager fat i. Jeg savner måden han blev sur på, når han ikke lige fik sin vilje. Jeg savner at lege med ham, jeg savner vores velkommen til mor og Nord lege. Jeg savner at læse bøger med ham, synge sange med ham, jeg savner at jeg aldrig kunne sidde ned bare i 2 minutter, fordi det havde han ikke tid til, og så savner jeg ikke mindst at putte med ham, Jeg savner at kysse og kramme ham, jeg savner hans varme, hans kys, hans kram og hans kærlighed. Jeg savner hans smukke øjne og hans vidunderlig smil. Jeg savner min søn og alt ved ham så ubeskriveligt meget, det gør så ufattelig ondt, og NEJ det er ikke blevet minder eller nemmere, nej faktisk synes jeg nogen gange at det gør mere ondt, for nu er det længere tid siden jeg har set ham, længere tid siden, at jeg har kysset og krammet ham, og selvom der går længere og længere tid, så kommer jeg ikke tætter og tætter på at få ham hjem igen, og den tanke er ubærlig. Det er ikke fair, og det er der hadet til X ligger, tænk at han kunne gøre Nord ondt, tænk at han ville gøre mig så ondt og hadet mig så meget, at han kunne slå Nord ihjel. Jeg hader mig selv for at have elsket X, tænk at jeg da jeg snakker med ham, efter han havde slået Nord ihjel (det viste jeg dog ikke) siger at jeg elsker ham. Føj, alt i mig vender sig, og jeg kan ikke holde tanken ud. Undskyld Nord, Undskyld min lille skat. Undskyld…

Jeg får stået op og gået tur med Batmanden, der efter skal der trækkeres vindere af lotteriet, og det går heldigvis godt, jeg laver sådan en live ting på facebook, så man kunne følge med, og der var en masse glade vindere, så det var dejligt. Om aften står den på poledance træning med en veninde, og det var hendes første gang, så det fik mig da til at smile lidt, på en ellers meget meget hård dag.

Dagen er snart slut (heldigvis) og om lidt kan jeg gå ud på trappen med min bror, tænde et lys for Nord, kysse hans billede og sige mor klaret endnu en dag, men hold nu op den var hård idag, jeg savner dig så meget, jeg mangler dig så meget. Du skal vide at folk de høre os, de tænker på os, de støtter os, og de sender os masser af kærlighed, heldigvis og tak for det, for der er brug for det. Mor hun kæmper med alt hun har, men det er svært uden dig, det er så svært uden dig. Det er ikke okay, og det er ikke fair det skal være sådan her. Jeg skulle passe på dig, du var bare en lille dreng, og mor skulle passe på dig, men nu er du tvunget til at blive en stor lille dreng og det hele er vendt rundt, jeg ved godt det ikke er okay, og at det ikke er fair at ligge det store ansvar over på dig, men nu er du nød til at passe på mor, du er nød til at vise mig vejen, give mig styrken og ikke mindst kærligheden til at kæmpe videre, for ellers kan jeg ikke, jeg kan ikke uden dig Nord, jeg mangler dig og savner dig allerede så ubærligt meget, så du er nød til at være med mig. Det skal være mor og Nord altid, som vi aftalte, mor og Nord altid altid. Godnat min skat, mor elsker dig.

Mor og Nord altid altid.

20160710_223205

You Might Also Like

21 Comments

  • Reply Celine Amdi 10. oktober 2016 at 23:27

    ❤❤❤❤❤

    • Sara
      Reply Sara 11. oktober 2016 at 19:45

      <3 <3 <3

  • Reply Winnie Nørst 11. oktober 2016 at 6:14

    Ville ønske jeg kunne give dig en kæmpe krammer. ❤❤❤❤

    • Sara
      Reply Sara 11. oktober 2016 at 19:45

      <3<3<3

  • Reply Henriette 11. oktober 2016 at 7:29

    Større smerte og følelse af afsavn tror jeg ikke er muligt end savnet af sit barn. Du kunne have dulmet med alkohol, stoffer, medicin hvor er det imponerende at du holder ud.. at du klarer smerten. Kan læse du hjælper søvnen på vej med sovepiller men det er jo minimalt…
    Din blog hjælper til at mærke at alt det crap man ellers selv kan gå og tumle med er vand ved siden af de tanker og følelser du kæmper med…
    Håber du kan vågne op en morgen uden at have det så forfærdeligt❤️❤️

    • Sara
      Reply Sara 11. oktober 2016 at 19:45

      Mange tak, det håber jeg også og jeg kæmper for at jeg en dag kan nå der til, selvom jeg synes det ser sort ud. Ja det kunne jeg, og jeg ville lyve hvis jeg ikke også tit overvejer det. Men jeg kan jo desværre ikke flygte fra det, så jeg er kommet frem til at jeg “bare” må gemmen leve helved og smerten hver dag til det forhåbenlig en dag bliver bare lidt mindre smertefuldt.

  • Reply Linda 11. oktober 2016 at 8:32

    Det tager laaaaang tid at komme til det stadige hvor man “lære at leve med sorgen.”
    Og dette betyder ikke at man aldrig græder over det barn/børn man har mistet.
    Mistede min den første i dec 1999, og nr. 2 i 2001. Jeg græder stadig over dem.
    Men der gør lang tid imellem.
    Man kommer aldrig over sorgen, og ens ❤️ Er ødelagt for altid, men man “lærer at leve med sorgen”

  • Reply Linda 11. oktober 2016 at 8:34

    Det tager laaaaang tid at komme til det stadige hvor man “lære at leve med sorgen.”
    Og dette betyder ikke at man aldrig græder over det barn/børn man har mistet.
    Mistede min den første i dec 1999, og nr. 2 i 2001. Jeg græder stadig over dem.
    Men der gør lang tid imellem.
    Man kommer aldrig over sorgen, og ens ❤️ Er ødelagt for altid, men man “lærer at leve med sorgen”

    Og græder med dig. Den frygtelige måde din søn blev revet/taget fra dig på. Puha, har ikke ord.
    Det gør mig så ondt.
    Har læst hvert og et af dine “opslag” og det er så hårdt at læse.

    Kæmpe knus og kram til dig og din fam.

    • Sara
      Reply Sara 11. oktober 2016 at 19:42

      puha 2 børn, så er du sgu en stærk kvinde, jeg har svært nok ved at holde mig i live efter det her, så hvordan kan man holde til det. tak fordi du lære med og høre mig, det betyder meget. <3 <3 <3

  • Reply Puk 11. oktober 2016 at 19:24

    Styrke og Kærlighed til Dig. <3 Livet er så forbandet uretfærdigt til tider 🙁 Ens barn/ børn er det mest dyrbare i Livet og intet kan nogensinde erstatte dem. Og at tro at tiden er med en, passer ikke helt, for livet bliver Aldrig det samme igen <3 Glad for at høre at så mange mennesker støttede og støtter op om dig, for kan levende forstille mig at du føler dig tom.. At en Far kan slå sit eget barn ihjel er for grusomt.. Mistede selv min svigersøn på 28 år for et år siden og selv om han var min svigersøn, så elskede jeg den knægt som min egen søn… Ønsker Dig af hele mit Hjerte Styrke og Kærlighed.

    • Sara
      Reply Sara 11. oktober 2016 at 19:39

      Mange tak, der er brug for det. ja jeg føler mig tom, jeg føler mig ensom og alene selvom der er folk omkring mig næsten hele tiden, jeg mangler min søn og derved mangler jeg også mig, eller ihvertfald den vigtigste del af mig. Det hele er så meningsløst og sindsygt hårdt.
      igen mange tak <3

  • Reply Helle 12. oktober 2016 at 12:13

    Jeg græder som pisket over og læse den så forfærdelig tragedie som har ramt dig Sara , selv om jeg ikke kender dig , skal du vide at jeg føler så meget med dig . Følger din blog , du skriver så fantastisk levende . Du oplever nu det værste en mor kan opleve , kunne man bare hjælpe dig , tænker meget på dig . ❤️

    • Sara
      Reply Sara 12. oktober 2016 at 12:37

      Tak og tak fordi du høre mig ved at følge bloggen, det betyder meget for mig, at nogen ser og høre min sorg, jeg kan ikke klare sorgen alene… så tak <3

  • Reply Maria 17. oktober 2016 at 15:05

    Kære Sara – Jeg læser og føler din sorg helt inde i mit eget moderhjerte. ❤ Din Blog er stærk , og jeg græder med dig…. -Tak fordi du lade os læsere dele din sorg 🙏

    • Sara
      Reply Sara 17. oktober 2016 at 16:03

      Tak fordi du høre mig <3

  • Reply Morder'gey 6. november 2016 at 11:20

    Sara forstår du ikke at det X gjorde var din skyld…
    Du ville ikke lukke ham ind, X ville beskytte sin søn, (fra dig)<

    • Sara
      Reply Sara 7. november 2016 at 12:10

      Ja X gjorde det fordi jeg ikke bare ville være kæreste med ham igen. Men er det okay at slå sit barn ihjel fordi man ikke kan få sin vilje ?

    • Reply Rikke 7. november 2016 at 19:48

      Hvor er du da syg i din modbydelige hovede! Du skal da slet ikke læse med her på Saras historie din syge idot. Du burde gå samme vej som X!!!!

      • Sara
        Reply Sara 7. november 2016 at 21:42

        Tak Rikke, men ja der er nogen syge mennesker i den her verden, og der er faktisk en del af X´venner som åbenbart synes det er okay at slå et barn ihjel, fordi X jo har haft det svært. Jeg har valgt at tage det sådan at de enten selv er lige så syge som X, eller at de ikke kan rumme at de elsker et menneske der har gjort så syg en ting, lige meget hvad, lige meget hvordan X havde det, eller hvad jeg skulle have gjort er det aldrig, ALDRIG okay at slå et uskyldigt menneske ihjel og da slet ikke et barn.

  • Reply Mig, den 14 årig der er dybt rørt! 8. november 2016 at 8:17

    Hej Sara!
    Jeg sidder som 14 årig og læser din historie med tårerne der løber ned af kinderne!
    Jeg kan slet ikke forstå at din lille fantastiske søn er død?
    Jeg kan ikke få det til at hænge sammen..
    Jeg forstår ikke at han kan få sig selv til at slå så uskyldig et menneske ihjel?
    Hvis han var sur på dig så lad da smerten gå ud over dig!
    Ikke at jeg siger han skal slå dig ihjel men forstå mig ret <3
    Jeg ønsker dig nord og resten af din familie alt muligt hel og lykke!
    Knus mig!<3

    • Sara
      Reply Sara 8. november 2016 at 21:48

      Du siger alt det rigtige, hvis han var sur på mig, så ta mig, jeg ville ønske han havde slåret mig ihjel og ikke Nord. Nord var nemlig et lille uskyldigt menneske. mange tak for dine tanker <3

    Leave a Reply