Min hverdag

Minder, tanker, smerte og sorgens symptomer.

13. oktober 2016

klokken er ca. 23.00 da jeg går i seng, jeg har det ikke godt, det er som om nogen holder mig for ørene, der er helt stille, men inde i mit hoved larmer det helt vildt, det er som om jeg har stået foran en højtaler med alt alt for høj musik hele dagen, og nu kan jeg ikke slippe af med støjen, det skiftes er som om nogen holder mig hårdt for ørene og når de så slipper så kommer tinnitussen. Jeg tager mine sove piller, ligger lidt og nuller Nulle (Nord´s nus bamse) larmen i mit hoved fylder alt, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg tænder for tv´et for at prøve at tænke på noget andet, og det hjælper da også lidt, men larmen og tankerne vender hele tiden tilbage, men til sidst vinder pillerne heldigvis, og jeg falder i søvn.

Jeg vågner et par gange i løbet af morgen, men jeg er ikke klar til at face dagen, jeg har ikke lyst til at vågne, jeg vil ikke vågne, jeg har ikke lyst til at være i en verden hvor Nord ikke lever. Men lige meget hvor meget jeg kæmper i mod, lige meget hvor meget jeg ønsker, jeg aldrig vågner igen, kan jeg ikke blive i søvnen, og da kl. er omkring 12.00 er jeg nød til at give op, og stå op, som jeg har lovet at jeg vil gøre hver dag, selvom lysten på ingen måde er der. Jeg står op, tager tøj på, spiser “morgen mad” og børster tænder, som jeg har lovet, men så kan jeg heller ikke mere, smerten er enorm, savnet fylder alt i mig. Jeg sidder længe i sofaen bare og kigger ud i luften. Jeg mærker igen trykken for ørene, jeg kan ikke trække vejret helt ned i maven og jeg for sidestik, det sortner for mine øjne, jeg fryser og for en følelse af at der er et eller andet helt galt. Jeg for svære og svære ved at få luft og jeg går lidt i panik, Jeg må ud, jeg må have hjælp, jeg for taget mit overtøj på, finder bil nøglen frem, men så knækker den for mig og jeg bryder helt sammen, jeg tænker for mig selv at jeg ikke kan køre i den her tilstand, (jeg græder helt hysterisk) jeg kan heller ikke bliver her, jeg går ind til Nord´s seng for at hente Nulle, jeg skal have Nulle med mig, men jeg kommer ikke længere end til at tage Nulle op og så falder jeg ellers sammen på gulvet foran billedet af Nord. Jeg for det så skidt at jeg overvejer om jeg skal ringe efter en ambulance, men på den anden siden, hvis jeg dør af det her, så slipper jeg for smerten og hvis jeg er heldig bliver jeg genforenet med Nord. Og hvis jeg ikke dør af det her, så er det nok “bare” pga. sorg og savne at jeg har det sådan her. Jeg ligger længe på gulvet og græder med en gråd som jeg for første gang hørte og mærkede den dag jeg mistede Nord, før den dag kendte jeg ikke denne form for gråd og smerte, men nu kender jeg den desværre så godt, den er så smerte fuld, det gør ondt i hele min krop, mest i hjerte og mave, men os helt ud i fingerspidserne, den er ukontrolleret, jeg kan på ingen måde styre den, ligemeget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke holde igen, jeg kan ikke tale mig selv til ro som jeg ellers kan når jeg er ked af det, det overtager alt i mig, og tårerne strømmer bare ned af mine kinder. Jeg tænker tit når jeg er kommet til mig “selv” igen, at på et tidpunkt må jeg da løbe tør for tårer, jeg er sikker på at, jeg på 4 måneder har grædt flere tårer end de fleste gør på et helt liv.

Efter et stykke tid/nogen timer, kommer min lillebror hjem, han kommer ind til mig, så han må have hørt mig ude fra gangen, selvom jeg prøvede at styre lyden og gråden, da jeg kunne høre han kom hjem. Jeg prøver tit, når jeg bryder helt sammen at “skåne” min familie for at se og høre mig sådan, de har nok at bekymre sig om. Min bror kommer hen og sætter sig på gulvet ved siden af mig, han ligger en hånd på mit knæ og aer mig stille, han sidder lidt før han siger, er det bare en rigtig lorte dag idag søs? Jeg kan ikke svare, jeg kan stadig ikke rigtig få luft, så vi sidder bare lidt, indtil jeg for fremstammet, Ja, jeg føler ikke jeg kan få luft, det sortner for mine øjne og det suser/trykker for mine øre, Han svare mig, det er sorg søs og det er helt forståeligt og okay du har det sådan. Nord har os snart fødselsdag, så måske er det også det der trykker på. Jeg ville normalt begynde at planlægge hans fødselsdag, skulle hele familien med, vennerne eller kun de tætte. Det gør så ondt at tænke på at han ikke fik lov at blive 2 år, at et andet menneske ikke synes han fortjene at leve, jeg kan ikke have det og alt i mig vender sig, og hadet et X kommer op i mig igen, hvordan fanden kunne du gøre det? Vi stolede på dig som far og vi elskede dig, hvordan fanden kunne du? Jeg brynder sammen igen, undskyld Nord, undskyld skat, jeg ville give alt for at få bare en chance til, hvis jeg bare kunne få lov til at spole tiden tilbage, jeg lover, jeg ville gøre ALT godt igen, bare gi mig en chance, bare EN. please, bare en chance… Min bror aer mig stille og lader mig græde ud. Så snakker vi lidt om jul, om hvor hårdt det bliver, og om Nord´s fødselsdag igen. Det bliver en hård hård dag, det er vi slet ikke i tvivl om, men vi er også fast besluttede på at vi skal ære ham og mindes ham. Min bror og jeg skal tatoveres til ære og minde om ham. Jeg kommer til at tænke på hans fødselsdag sidste år, der var jeg så ked af at Nord ikke havde både sin mor og far hos ham på dagen, jeg var gal over X var gået fra os. (set tilbage, ville jeg ønske han aldrig var kommet igen) Men jeg var fast besluttede over at Nord skulle have en god dag alligevel og han havde en god dag, jeg sang fødselsdag sang for ham da han vågnede, og han fik en gave, vi havde en dejlig morgen og han havde en skøn dag i vuggestuen, med sang og boller. Vi holdet familie fødselsdag om aften, hvor Nord fik mere sang og selvfølgelig fik risengrød (han elskede det) Vi holdet stor fødselsdag for ham i weekenden, hvor både onkel(X´s bror) og farmor også var med, det var så hyggeligt og Nord var i et es, der var jo en masse mennesker, man kunne få opmærksomhed fra og få til at grine.

20151102_144431

Min brors telefon ringer og det er Holger, han kommer lige fordi og siger hej inden han skal til træning. Min bror lukker Holger ind, jeg sidder stadig med overtøjet på, på gulvet og græder, Holger kommer ind og sætter sig hos mig, han aer mig og siger hård dag? jeg nikker, ja siger han, dem er der og dem kommer der mange af, vi sidder lidt, før vi så snakker om alt og ingen ting, men mest om fodbold. Jeg for taget overtøjet af, og vi snakker om at se kamp sammen på søndag. Han giver mig en kæmpe krammer og kysser mig på planden før han går. Jeg er så taknemmelig for jeg har mennesker som ham i mit liv, ligesom min veninde Cille, hun har ringet midt mens jeg havde det mest skidt, lidt som om hun kunne mærke mig, jeg har skrevet til hende at jeg ikke kunne snakke, jeg var simpelhen ikke i stand til det. Vi skriver sammen resten af aften og vi aftaler at næste gang jeg har det sådan eller når jeg har brug for det skal jeg jeg skrive vores “kode” ord, og så kommer hun så hurtig hun kan og holder om mig. Igen jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden mine vidunderlig venner og min fantastiske familie. Jeg skammer mig over jeg flere gange om dagen, tænker at jeg ikke har lyst til at være her, jeg tænker tit på hvordan jeg ville tage livet af mig selv, hvis jeg dog bare havde den mulighed/det valg, men det har jeg ikke, jeg kan ikke gøre det mod dem der elsker mig, jeg skal og kan ikke være den der påføre nogen andre, denne sorg og smerte jeg føler. Men jeg tænker tit at jeg ville ønske at der ikke var nogen der blev kede af det, hvis jeg tog livet af mig selv, for så jeg kunne slippe for smerten.

Min bror kommer ind med hans søn (Nord´s fætter Ja-ja) Det gør så ondt at Nord ikke er her til at lege med ham, jeg mangler Nord så meget og det gør de andre selvfølgelig også. Jeg er glad for at Ja-ja kommer ind så tit, og han får mig til at smile, selvom alt i mig gør så ondt. Jeg ser på en måde Nord i ham, han er på mange måder det tætteste jeg kommer på at kunne kramme og kysse Nord. Ja-ja snakker meget om Nord, det gør ondt, men jeg vil på ingen måde undvære det, det er det der holder Nord (Nord´s minde) i live. Ja-ja og jeg printer nogen billeder ud af ham og Nord sammen, fra da vi var på ferie i Thailand. Det var den bedste ferie i mit liv, jeg har så mange vidunderlige minder med Nord fra den tur, det var nok den bedste måned i mit liv, Nord og jeg så lykkelige sammen. Det var sådan det skulle være, Mor og Nord altid altid.

20160213_12351420160217_155932-1

 

You Might Also Like

18 Comments

  • Reply M 14. oktober 2016 at 10:46

    Kære Sara

    Hvor er det frygteligt, det der er sket for dig og din fine, lille Nord. Det gør så ondt at læse om, hvordan du har det, og jeg kan slet ikke sætte mig ind i det. Det kan man vist kun, hvis man har prøvet det. Vi kender ikke hinanden, men du skal vide, at din historie rører mig dybt, og at hvis jeg kunne, ville jeg hjælpe dig med at spole tiden tilbage og tage din smerte væk. Jeg er glad for at læse, at du har så meget kærlighed i dit liv, og for at du kæmper videre. Nord er uden tvivl stolt af at have dig som mor!

    Knus og varme tanker til dig og din Nord! <3

    • Sara
      Reply Sara 14. oktober 2016 at 11:11

      Mange tak, og ja det ville jeg også ønske du/jeg eller nogen kunne, jeg ville give alt for en chance til for at ændre min søns skæbne, ALT, han fortjente det virkelig ikke. alt han gjorde var at elske og være en god dreng.

      tak tankerne er lyset i mørket <3

  • Reply Camilla 14. oktober 2016 at 11:05

    Puha så triller tårerne igen. Jeg kan slet ikke sige med ord, hvor ondt inden i, det gør på dine vegne. Sender dig det største kram i hele verden.

    • Sara
      Reply Sara 14. oktober 2016 at 11:09

      Mange tak <3

  • Reply Lotte 14. oktober 2016 at 11:36

    Kære Sara.
    Det gør så ondt indeni, når jeg læser dine indlæg 😢 Jeg føler din smerte så tydelig…..
    Hvor er det dog en svær tid, du går igennem og helt okay, du har disse svære dage
    Tiden læger ikke alle sorg, men gør det nemmere at leve med dem gennem alle de fantastiske minder du har med dig og Nord.
    Dejligt du har familie/venner omkring dig til at være der for dig, når du har brug for det ❤️
    Er sikker på Nord sidder oppe i himlen og kigger ned til dig og er stolt over det, du gør.
    Kærlige hilsner fra mig

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:06

      tak. Det håber jeg inderligt han er, jeg kæmper ihvertfald hver dag for at ære ham på det bedste jeg kan. <3

  • Reply Vibeke 14. oktober 2016 at 12:20

    Så hårdt at læse. Smukt og ærligt skrevet, utroligt du kan. Sender mange varme tanker. Kram. 😍

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:04

      Det er ihvertfald ærligt, og nok derfor jeg kan, jeg tænker ikke når jeg skriver, jeg føler det. Mange tak <3

  • Reply Louise 14. oktober 2016 at 12:38

    Sara, jeg har skrevet med dig før. Jeg får rigtig ondt i maven når jeg læser dine opslag. Jeg kan selvfølgelig ikk mærke det du går igennem men jeg kan mærke at du har det rigtig svært og det gør ondt på mig, for det har du aldrig fortjent. Jeg vil blot sende dig de varmeste, rareste, kærligste, længste kram og hvis man på nogen måde kan hjælpe dig så skal du huske at skrive. Hvis det så blot er en gå tur et kram uden ord alt er muligt.
    Knus <3

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:03

      Mange tak, det betyder alt at vide at der er nogen. støtten er lyset i min meget mørke verden <3

  • Reply Mortiltopper 14. oktober 2016 at 12:56

    Åh Sara har sagt det før og siger det igen du er så fandens stærk, du skal nok komme ud på den anden side og alt det der sker i Nord navn lige nu er så smukt og fantastisk -vi støtter jer hele vejen igennem❤️ Vi ser jer, vi høre jer ❤️

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:02

      Mange mange tak, det betyder alt <3

  • Reply Mette Ray 14. oktober 2016 at 13:48

    Puha søde Sara. Jeg kan dårligt heller trække vejret når jeg læser det. Sender dig lys og varme tanker

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:01

      Mange tak, der er brug for det <3

  • Reply Helle 14. oktober 2016 at 21:44

    Min mave gør så ondt og mine øjne græder så meget . ja …. Er helt tom for ord . fantastiske billeder af dig og Nord ❤️💙 Altid Altid

    • Sara
      Reply Sara 15. oktober 2016 at 15:01

      Mange tak, han var/er fantastisk <3

  • Reply Silvia 17. oktober 2016 at 0:45

    Jeg får helt ondt i hjertet Sara, selvom jeg hverken kender dig el din vidunderlige lille dreng så gæør det så forfærdeligt ondt at tænke på hvad han er blevet udsat for😢😢😢 du er en stærk kvinde som ikke må give op, jeg tænker meget ofte på dig og lille Nord, og hvor er de billeder bare dejlige ❤️❤️❤️ Håber du så stille kan begynde at se lidt lys i din hverdag, stort knus fra Mig

    • Sara
      Reply Sara 17. oktober 2016 at 12:11

      Mange tak, jeg ser små lysglimt engang imellem, men de forsvinder desværre ind i mørket, men jeg ser dem da engang imellem. og igen tak <3

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.