Min hverdag

Besøget i vuggestuen efter Nord´s død

21. oktober 2016

Jeg har for nogen dage siden ringet til Nord´s vuggestue for at fortælle dem at jeg ville komme og hent Nord´s ting. Det var et svært opkald, og bare det at tage mig sammen til at ringe der til har taget nogle dage, men jeg synes de skulle “advares om at jeg kom. Nu er dagen så kommet hvor jeg faktisk skal der ned, sidst jeg så Nord i live var i vuggestuen, det var den fredag morgen d.10/6 hvor jeg afleveret min elskede og glade søn, jeg husker ALT fra da jeg så ham sidste gang, jeg husker at han var glad for at komme i vuggestue, hvad han havde på, hvor han var da jeg sagde, ha en go dag skat, mor elsker dig. Jag havde aldrig troet det var sidste gang jeg så ham i live, men det betyder meget for mig at jeg også den morgen fortalte ham at jeg elsker ham. Jeg siger det stadig hver dag. Nord min skat, mor elsker dig.

 

Min mor tager med mig ned i vuggestuen, og det er jeg glad for, jeg kunne ikke gøre det alene. Vi går afsted mod vuggestuen og i starten går det fint nok, Jeg har samlet lidt tøj som vuggestuen skal have, jeg har været så glad for hans vuggestue, så jeg synes de skal have tøjet, en bog og et billede af Nord jeg har fået lavet i træ, hvor der også står hvor glad jeg og Nord har været for at de i vuggestuen har været med til at give Nord en god,tryg og kærlighed hverdag. Jeg frygter lidt hvad der sker når jeg kommer ned i vuggestuen, hvad hvis en af børene siger, hej Nord´s mor, kan jeg klare det? men ellers har jeg det enlig okay. Det er så kun indtil vi kommer på den anden side af Torvegade, jeg får ondt i maven, kvalme og tårerne presser sig på, Jeg har ikke være nede af den her vej siden den morgen jeg fulde Nord i vuggestue for sidste gang. Min mor tager min hånd og siger det er okay skat. Jeg mindes mange af Nord og jeg´s morgner og turene til vuggestuen, jeg elskede turen til vuggestuen, og det samme gjorde Nord,  vi så altid på biler, lastbiler og busser osv. Vi har mange gange øvet at det hed bus, bil osv. for Nord kaldte i starten alle biler for barbu. På vejen der ned ligger også en anden vuggestue som har nogen dyr malet på væggen, Nord peget på dem, og sagde deres lyde, han var især god til fuglen og kunne sige pip på den sødeste måde. Da vi når der til bryder jeg sammen, vi stopper op, mor holder om mig. Jeg forstår ikke at man kan finde på at gøre et lille barn ondt, at man kan føle man har ret til at taget et barns liv, jeg bliver gal, hvordan fanden kan man gøre det? min mor siger, at det har man heller ikke ret til, og at X synes det, viser bare hvor syg han virkelig har været. Vi går stille videre, og tårerne løber bare ned af kinderne på mig. Da jeg kan se vuggestuen, kan jeg slet ikke styre det, knuden i min mave stramme´s til og jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg ser Nord løbe rundet der på legepladsen, med en gravko i hånden, jeg husker hvordan hans øjne lyste af glæde når han fik øje på en, og så skulle man se den lege han nu havde gang i. Jeg tænker på sommerfesten (der var ugen før, Nord´s død) X og jeg var der sammen, Nord elskede det, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Det hele vender sig i mig, hvordan har jeg kunne nyde at være i X selskab, jeg føler jeg skal kaste op, jeg mærker hadet til X komme mere og mere. Jeg elskede ham, vi elskede ham og alligevel ønskede han at gøre Nord og jeg så ondt som over hoved muligt. Jeg HADER ham og jeg hader mig selv for at have elskede ham.

20160310_153556

Jeg går ind i vuggestuen, der er stille, det er sommerferie og der er kun meget få børn, og de sover lur lige nu. Jeg bliver mødt at en pædagog fra den anden stue ned Nord´s, hun får tåre i øjnene da hun ser mig, og jeg da jeg ser hende, vi snakker kort, hun siger at de er så kede af det og at de virkelig tænker på mig. Nord´s plads er der stadig, og hans navn står også stadig på sommerferie planen. Nord´s prima pædagog kommer hen og giver mig et stort kram, vi går ind i et rum hvor vi kan snakke, og jeg får givet dem de ting jeg har med. Vi snakker om det der er sket, og om X, de kunne intet mærke på X, den fredag der blev Nord´s sidste dag. Nord var glad for at se X, og X virkede også glad for at se Nord, det gør mig gal at han ikke engang virkede trist eller ked af det. Vi snakker en masse om Nord, om hvilken skøn, glad og kærlig dreng han var, og om mange af de minder de havde med ham i den tid han har gået i vuggestuen. Nord havde en svær start, men efter en måned, elskede han det, og han var stort set altid glad når han var i vuggestue. De giver mig en mappe de har lavet, med billeder af Nord og ting Nord han havde lave i vuggestuen. Den mappe betyder så meget for mig, for det er minder og billeder jeg ikke selv har, men at få dem, giver mig lidt mere af Nord. Og det har jeg så desperat brug for. Jeg synes at selvom jeg heldigvis har mange minder og billeder, så er det slet ikke nok. Jeg kan og vil måske heller ikke accepterer at jeg aldrig kommer til at få nye minder med Nord, og at jeg aldrig kommer til at tage et billede mere af min elskede søn igen.

20151130_155634 20151130_155641

Vi afslutter med, at jeg for fortalt dem i vuggestuen hvor meget det betyder for mig, at Nord elskede sin vuggestue og at jeg er så taknemmelig for at de har været med til givet ham en god hverdag og der ved et godt liv, selvom det var alt alt alt for kort. De var der også til Nord´s begravelse, hvilket jeg er meget rørt over og det betød meget for mig. Vi krammer og jeg trækker vejret dybt, og siger tak for alt, de siger jeg altid er velkommen og de tænker meget på mig og Nord.

Da mor og jeg er kommet ud fra vuggestuen, får jeg det rigtig dårligt, og jeg forstår det ikke helt, det er jo over nu, jeg  gik der ind, jeg gjorde det, og jeg har fået hans tøj, hans ting og hans vuggestue Nulle (nys bamse) med mig. Da vi er gået forbi vuggestuen bryder jeg helt sammen, det her er jo helt forkert, sidst jeg var her, afleveret jeg Nord, og nu går jeg her fra uden ham, det kan jeg da ikke. Man aflevere og så henter man igen. Min mor holder om mig, og siger det er okay skat, jeg forstår godt det gør ondt. Jeg havde ubevist oppe i mit hoved fået bildt mig selv ind, at jeg da skulle hente Nord idag og ikke kun hans ting. At sådan måtte det være, jeg afleveret ham i live der, så nu skulle jeg da også have ham med hjem i live. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, og det ved jeg jo også godt, men jeg kan bare ikke holde tanken ud om at jeg aldrig skal holde Nord i mine arme igen, så jeg vil ikke accepterer det.

Da vi kommer hjem, kan jeg ikke så meget andet end at græde, Nord´s tøj fra vuggestuen dufter stadig af Nord, og hans vuggestue Nulle, dufter ligesom Nord da han var lille, Jeg krammer hans tøj og hans Nulle og sidder bare og dufter til det og græder. Da der til sidst ikke kan komme flere tåre og jeg er helt umattet ligger jeg hans tøj og Nulle i nogen poser for at “gemme” duften af ham så længe som overhoved muligt. Jeg tager tit de poser frem når jeg har det rigtig rigtig skidt. og savnet er for stort, så har jeg brug for at mærke Nord lidt mere, og det kan jeg nogen gange med hans duft.

20160520_162853

You Might Also Like

11 Comments

  • Reply Anja 21. oktober 2016 at 18:10

    Kære Sara, det er ubeskriveligt rædselsfuldt det, der er overgået dig og alligevel formår du at beskrive det meget sobert og medrivende.
    Du skal have så mange tak for at lade os andre læse med. Det er en flot gestus af dig.
    Jeg har læst med i nogen tid og jeg får lyst til at sige til dig :du vil altid, altid være Nords mor. Det vil ingen nogensinde kunne tage fra dig. Vær sød at huske det altid med al den berettigede stolthed du kan mønstre. Og hold igen på selvbebrejdelserne,please dem har du slet ikke fortjent. KUN hvis du kan følge dem op med mindst dobbelt dosis skulderklap og moderstolthed 🙂 alt det bedste til dig fremover. Kram fra Anja

    • Sara
      Reply Sara 22. oktober 2016 at 12:45

      Puha tak for de smukke ord, og ja jeg vil altid være Nord´s mor og selvom det også er svært, ville jeg aldrig aldrig have undværet ham. Han er mit livs kærlighed <3

  • Reply Inge Nielsen 21. oktober 2016 at 19:12

    Det er så svært at sætte ord på den store sorg du har været udsat for, ofte tør folk ikke sige noget til dig, fordi folk er bange for at såre dig. men nogen gange burde folk alligevel give dig mulighed for at snakke om Nord, folk burde kunne gå over til dig og se dig i øjnene og give dig et kæmpe knus fortælle dig at du var verdens bedste mor for Nord for det er jeg sikker på du var.Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den sorg du har været igennem men det må være det mest forfærdeligt der overhovedet kan overgå en mor, at miste sit barn på den frygtelige måde, det er så meningsløs så man næsten ikke kan finde ord. Jeg læste hele din skrivelse omkring det med at hente lille Nord,s ting fra vuggestuen, jeg kunne næsten selv føle hvor forfærdeligt svært det måtte være, men som du selv skrev i dit indlæg….jeg gjorde det….det er et kæmpe skridt i den rigtige retning det var så godt gået af dig, jeg læste også du have taget din mor med hvad jeg syntes var rigtig godt, for hvem ønsker at stå alene i sådan en situation. Jeg syntes det er så godt du for skrevet dig ud af sorgen bliv ved med det, jeg skrev mig også ud af sorgen da jeg mistede mine forældre med et års mellemrum, det hjælper at skælde et stykke papir ud det giver luft det opdaget jeg. Jeg vil ønske for dig at du for en masse hjælp nu for bearbejdet sorgen, enden i en gruppe med andre der har været så stor en sorg igennem som dig eller psykolog hjælp giv dig selv lov til at hele få alt den hjælp du har behov for.Alle mine tanker går til dig, du skal videre med livet uanset hvor svært det er.

    • Sara
      Reply Sara 22. oktober 2016 at 12:43

      Mange tak for dine ord, det betyder meget for mig, støtten og tankerne er lyset i mørket, så tak for det <3

  • Reply Tkk 21. oktober 2016 at 23:33

    Sidder i lænestolen…… faldt over din blog på facebook.Jeg er brandmand med 13 års erfaring, jo jeg set har min del…. men jeg sidder med en klump i halsen og tårer i øjenene. Det du har været ude for er så fejt og meningsløst at det ikke er til at forstå…….

    Brandmand tkk
    Nordsjællands brandvæsen
    Station Allerød

  • Reply Malene Lander 23. oktober 2016 at 16:05

    Kære Sara, jeg har fulgt med i din blog og jeg er dybt rørt.
    Har du overvejet at søge en medium eller clavoyant? Ved selvfølgelig ikke om du er til den slags, men det kan nogle gange give rigtig meget tilbage:-)

    • Sara
      Reply Sara 23. oktober 2016 at 16:12

      Tak… Ja det har jeg, jeg ved dog ikke hvor meget jeg enlig tror på at man kan komme i kontakt, men jeg tror på han er der på en måde, jeg mærker ham nemlig heldigvis stadig…

      • Reply Malene Lander 23. oktober 2016 at 18:00

        Det handler nødvendigvis ikke om man tror på det, men det kan give en vis ro. Jeg har selv prøvet det, og troede lidt det var noget hokuspokus, men den følelse jeg fik er helt ubeskrivelig. De kan fortælle en noget, der giver ro og man mærker pludselig vedkommende man savner, på en helt ny måde. Jeg syntes du skal prøve, er sikker på det vil gøre dig rigtig godt! Sender en masse tanker til dig <3

  • Reply Christine 23. oktober 2016 at 22:55

    Kæmpe kram!

    • Sara
      Reply Sara 24. oktober 2016 at 11:41

      Mange tak <3

    Leave a Reply