Min hverdag

Kirken og mødet med præsten.

16. august 2016

Vi kommer lige fra psykiatrisk skadestue, og mødet med krise psykologen. Og nu skal vi så mødes med præsten. Da vi nærmer os kirken, strammes knuden i maven, jeg har et lille billede af Nord inden i hånden, (en køleskabsmagnet) det har jeg altid, når der er mennesker omkring mig jeg ikke kender, om det er besøg af bedemanden, psykiatrisk skadestue, osv. hver gang jeg skal være “stræk” har jeg et billede af Nord i hånden.

Dørene indtil kirken er tunge, vi kommer ind, og jeg kender enlig kirken rigtig godt, jeg har været her mange mange gange, mest da jeg gik i skole, der havde vi juleafslutning her, og jeg gik også til præst, men jeg blev dog aldrig komfirmeret. Jeg har været til mange konfirmationer her, dåb, og en del begravelser, men jeg havde aldrig troet at jeg skulle stå her, som jeg står her nu. Jeg folder mine hænder om billedet af Nord, jeg får gåsehud, tårne presse sig på, jeg trækker vejret dybt, kigger op i loftet, det er fyldt med stjerner, det giver et lille stik i mit hjerte, men det gør ondt på en anden måde end det ellers har gjort, det gør ondt på en måde der giver mening, det er smukt. Og selvom jeg jo har været her så mange gange før, havde jeg helt glemt at der er stjerner i loftet. Der er også en stjerne, (ledestjernen/ Nord stjernen) på kirke orgelet, og når den drejerundt, giver den en lyd af stjernestøv. Selvfølgelig er der stjerner her, Jeg ser stjerner alle steder, det er Nord viser mig at han stadig er hos mig, min stjerne, min lille Nord stjerne. Tårerne triller stille ned af mine kinder.

Præsten kommer, vi giver hånd, hun peger op mod kirke alteret og siger vi skal denne vej. Det er en stor kirke, så der er alligevel et stykke der op, tankerne tager over, puha der kommer til at være langt at bære Nord ud, jeg får det dårligt, kvalme og tårerne presser sig igen på. Nej nej ikke nu, tænk på noget andet Sara, og det lykkes mig at skubbe tankerne lidt væk. Vi går op af 3 små trin der er op til alteret, og så går vi ind bagved, hvor der er et lille rum, hvor vi kan sidde i fred og snakke. Jeg skal ligesom de andre gange på toilettet først, jeg har brug for lige at trække vejret alene i 2 sekunder før vi går igang. Jeg kigger mig i spejlet, tørre tørene bort, jeg kigger mig selv i øjnene, de ser tomme ud, det trækker tåre til igen, de må ikke være tomme, de må ikke se så kolde ud, det er når jeg kigger mig selv i øjnene, at jeg er tættes på at se ind i min søns smukke og varme øjne. Så stop så Sara, ikke nu, tag dig sammen, de andre venter på dig. Jeg kigger på billedet af Nord jeg har i hånden, kysser det, tørre igen tårene bort, trækker vejret dybt,og så går jeg ud til de andre. Vi sætter os, der er kaffe, the, vand, og forskellige kager.

Præsten starter med at sige at hun er meget meget ked af vores/mit tab, at hun føler med os, og at det kan være svært at tro, når sådan noget her sker. Vi fortæller lidt om mordet på Nord, og så snakker vi ellers om Nord, hvor glad han var, hvor dejlig han var, hvor hurtig han var. Nord var en dreng med fart på, der skulle ske noget, han kunne kravle da han var 5 måneder, han fik hurtig tænder, den første da han var 4 måneder, der skulle ske noget, han skulle nå det hele, han var ikke bange for noget, han spiste alt. Og når man kigger tilbage er det næsten som om han godt viste at han ikke havde så meget tid, og at han skulle opleve så meget som muligt. Han elskede at få folk til at grine og han spredte kærlighed alle steder han var, han elskede livet.

Jeg kan se at præsten er rørt, Hun fortæller lidt om hvad der kommer til at ske på dagen, og vi for sagt at vi gerne vil gøre som man normalt gør ved Christiania begravelser, hun har været med til mange, så hun ved lige præcis hvad vi mener. (Det kommer vi os ind på i et andet indlæg)  Jeg fortæller hende at Nord var meget tæt på at komme til at hedde stjerne til mellem navn og at stjerner derfor altid har været han ting/logo. Vi bliver derfor enige om at den første salme der skal synges, skal være, Du som har tændt millioner af stjerner. Vi for styr på hvad der ellers skal synges og ske, og så rejser vi os, Præsten giver mig et kram, og siger igen jeg er virkelig ked af dit tab. Vi går ud, og min mor (som er lidt klodset) vælder ud over de 3 trin der er fra alteret og ned. Hun griber sig selv og der sker ikke hende ikke noget, så vi kommer til at grine og jeg for sagt, ja det skal så vist ikke være dig der skal bære Nord ud af kirken, vi griner lidt igen, og så rammes jeg af dårlig samvittighed, hvordan kan du grine, hvordan kan du grine af det her, det er jo overhoved ikke sjovt, hvordan kan du grine når Nord er død. Av det gør ondt, det gør ondt i hele min krop. Av av av.

Vi går ud af kirken, jeg føler næsten ikke jeg kan få luft, jeg er træt, jeg vil hjem, jeg vil hjem NU, tanken om at næste gang jeg er her, så ligger min lille dreng i en kiste, næste gang jeg er her, er det sidste gang jeg kan se min smukke søn, næsten gang jeg er her, skal jeg sige et sidste farvel, det kan jeg ikke, det vil jeg ikke. Jeg er træt, så træt, så udmattet og jeg kan ikke tænke på andet en Nord og salmen, Du som har tændt millioner af stjerner, den køre i mit hoved igen og igen.

 

Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..

 

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply Lisbeth 16. august 2016 at 20:33

    Det er også en virkelig smuk salme, den kan jeg godt forstå i har valgt. Husk på at det ikke bliver et sidste farvel for du er i din ret til at sige farvel til ham hver dag resten af dit liv. Og hvor beskrivelser du den dårlige samvittighed man kan have når man sørger fint, men fordi du også griner og føler glæde betyder det jo ikke at Nord ikke betyder alt for dig og det betyder ikke at du ikke også sørger. Men det er ok at der er plads til alle følelserne. Det er bestemt ikke hverken forkert eller noget. Masser af kærlighed din vej.

  • Reply Lisbeth 17. august 2016 at 9:03

    Du skriver så smukt og gribende og jeg bliver så rørt når jeg læser din blog. Du er godt nok sej og modig at du vil dele din historie og jeg sender dig, Nord og din familie mine varmeste og kærligste
    tanker hver dag❤️

    • Sara
      Reply Sara 17. august 2016 at 9:54

      Tak det betyder meget for mig at høre, man gør jo sig selv mere sårbar når man åbner helt op, men jeg har intet at miste, og alt at vinde hvis jeg bare kan hjælpe en i samme sorg.

      Tak for tankerne de lyset i mørket <3

  • Reply Julie 17. august 2016 at 15:11

    Tak, Sara – tak for at du deler din tragiske og fortrædelig historie.
    Du skriver så flot. Du er så god til, at sætte ord på dine følelser og tanker. Det er jeg sikker på hjælper dig videre. Husk, du ikke er alene. Nord er liiiige deroppe; han ser ned til dig – han blinker ned til dig – din stjerne <3
    Jeg bliver så rørt over din historie og ord, men samtidig også imponeret over din styrke. Kæmp videre – kæmp for Nord – for han har netop tændt millioner af stjerner.
    Kæmpe kram til dig.

    • Sara
      Reply Sara 17. august 2016 at 18:41

      Tak. og ja kæmper, jeg kæmper for Nord, Nord skal leve videre og det kan han kun hvis jeg lever. så det er målet at leve igen en dag, indtil da overlever jeg, men det er en kæmp og klare det kun fordi der tros alt stadig er så meget kærlighed.

      tak <3

  • Reply Tina Gnystrøm 17. august 2016 at 16:28

    Du skriver så flot❣
    🌟💙🍀

  • Reply Sanne 18. august 2016 at 10:31

    Vi kender ikke hinanden, men nu her sidder jeg i en bus og du poppede op i mine tanker. Hvordan har Sara det mon i dag? Det virker som så tåbelig en tanke for du lever vores alles mareridt, så selvfølgelig har du det beyond dårligt, men jeg ville bare fortælle dig at jeg tænkte på dig. I den helt anden ende af landet sidder jeg og føler med dig, selvom vi aldrig har mødt hinanden. ❤️

    • Sara
      Reply Sara 18. august 2016 at 13:08

      Tak. Jeg kæmper og er her stadig, men jeg har det selvfølgelig af lort til. Jeg sætter pris på tankerne så tak <3

  • Reply Anja 19. august 2016 at 8:52

    Kære stærke, modige Sara
    Jeg læser med her på bloggen, selvom jeg hver gang jeg læser et indlæg, gør det bag et slør af tårer. Puha det er virkelig svært ikke at leve sig ind i din smerte, når man selv er mor. Så hvad vil jeg sige til dig?
    Jeg vil sige til dig, at du er i mine tanker og at jeg hver gang jeg læser med, deler din smerte. Jeg sender al den positive energi, jeg kan samle og beundrer dit mod til at dele den største sorg i verden❤️

    • Sara
      Reply Sara 19. august 2016 at 19:56

      Mange tak, støtten betyder alt <3

    Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.