Min hverdag

Hvordan skal jeg overleve det her?

20. august 2016

Det er morgen, Jeg vågner med smagen af sygdom i munden, det er efter smagen af de sove piller jeg tager for at kunne sove, føj det smager så skidt, jeg må have noget at drikke, men jeg kan ikke rejse mig, jeg bliver liggende med lukket øjne, hvis jeg nu bare venter lidt endnu, så kan det være jeg kan høre Nord om lidt, Nord der er vågnet og siger hop mor. Men jeg ved jo godt at det ikke sker, og tanken om at han altså er død, sniger sig ind på mig, jeg skubber den væk, måske han bare sover længe, så omlidt når jeg åbner mine øjne ligger han og sover sødt i sin seng.

Jeg åbner øjnene, og Nord ligger jo selvfølgelig ikke i sin seng, jeg bliver ked af det, tårerne presse sig på, som så mange gange før på, hvorfor bliver jeg ved at håbe og forstille mig at han stadig lever, hvorfor vil min hjerne ikke indse at Nord er død og han kommer altså ikke igen, lige meget hvor meget jeg ønsker og håber det, hvorfor “spare” jeg ikke mig selv, for hele tiden at blive så ked af det. Det her er altså min virkelighed nu, Nord er død.

Jeg tørre tårne bort, rejser mig fra sengen, Jeg har sovet med Nord´s dyne og Nulle (hans nus bamse) siden hans død, Nulle minder mig så meget om Nord, Nord elskede den, han synes den var dejlig og at den duftede så skønt, og jeg synes den stank, men nu har jeg det ligesom Nord havde, jeg elsker den og jeg synes den dufter dejligt. Jeg kysser Nulle og ligger den tilbage over i Nord´s seng sammen med hans dyne. Jeg trækker vejret dybt, tager en tår vand, af det glas der står på nat bordet, men jeg smager stadig af sygdom i munden. Jeg stiller mig op på vægten, der igen fortæller mig at jeg har tabt mig. Jeg har altid være en lidt stor pige, brede hofter og en stor røv, og det har jeg enlig stadig, men jeg er ikke stor mere, og vægten er fin, men jeg er blevet lidt tynd at se på i hoved, så faktisk ville det ikke gøre noget hvis jeg tog 2, 3 kilo på.

Jeg går ind i stuen, hvor min mor har stillet min morgen mad klar til mig, (hun sover stadig hos mig) Jeg sætter mig for ende af sofaen, kigger op på himlen, og så sker der et eller andet, jeg føler ikke jeg kan få luft, jeg sætter mig på gulvet, forsøger at trække vejret dybt, det går ikke, jeg bryder ud i gråd, samtidig med jeg forsøger at få kontrol over min vejrtrækning, jeg kan slet ikke styre det, min mor kommer ind, hun sætter sig ned ved siden af mig, holder om mig, og siger, det er okay skat, du gør det så godt. Jeg bryder helt sammen, og tænker, jeg gør det jo overhoved ikke godt, jeg kan jo ikke få luft, jeg kan ikke styre mine tåre, mit hjerte går så ondt, det føles som om det er på vej ud af brystet på mig, det gør ondt i hver en centimeter af min krop, selv helt ud i mine fingere, det trykker for mine øre, og sortner for mine øjne. Nu sker det, nu dør jeg, jeg dør af sorg, jeg dør af smerte. Jeg mærker at jeg faktisk glæder mig, jeg vil gerne dø, så slipper jeg for smerten, jeg kan være hos Nord igen, min elskede søn. Jeg høre min mor sige, bare ud med det skat, og så vender mine tanker, hvad med min mor hvis jeg dør, med min far, min bror og alle de andre der elsker mig, og som jeg elsker meget højt. Jeg kan ikke byde dem, denne her smerte. Jeg ser Nord for mig, glad som altid, han elskede livet, og hvilken mor ville jeg være, hvis jeg opgav noget han så gerne ville. Nej jeg er nød til at kæmpe, jeg er nød til at leve, jeg er nød til at leve for Nord og for de mennesker der elsker mig.

Jeg kommer lidt mere til mig selv, tårerne står stadig ud, snotten løber, og jeg for frem strammet, tager du ikke noget papir til mig, min mor rejser sig og henter noget papir, jeg tørre snot og tåre væk, forsøger at trække vejret helt ned i maven. Jeg for lidt mere kontrol, kigger på min mor og siger, mor, jeg savner ham så meget, hun svare, det ved jeg godt skat, det gør vi alle sammen, og selvfølgelig savner du ham mere, han var jo altid hos dig, du er hans mor, men vi andre savner ham også. Her er så tomt uden ham, jeg er så tom uden ham, Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal klare det uden ham, jeg ved ikke hvordan jeg skal leve eller bare overleve uden ham. Jeg kan ikke uden ham, det ved jeg godt siger min mor, men det skal du, det er du nød til, og han vil altid være hos dig, bare desværre ikke sådan som vi ønsker han skal være det, men han er  altid hos dig, han er en del af dig. Jeg græder igen, jeg vil så gerne holde ham, jeg vil så gerne høre ham sige mor.

Jeg bryder sammen igen, min lille dreng, min lille uskyldige dreng, hvordan fanden kunne X gøre ham ondt, hvordan fanden kunne han få sit selv til det, hvordan kunne han slå et lille uskyldigt barn ihjel? sit eget barn. Hvordan kunne hans kærlighed til Nord ikke være større end alt andet? Jeg bliver gal, jeg bliver så sur på Nord´s vegne, X har misbrugt Nord´s tillid, føj, jeg får kvalme når jeg tænker på det. Jeg ser X stå på knæ i sin seng med en pude, jeg ser ham sætte puden ned for Nord´s ansigt. Jeg ser det som om jeg er X og jeg ser det i sort/hvid. I det puden rammer Nord, slipper hænderne puden, men det er mine hænder der slipper puden. Jeg kan ikke holde tanken ud, jeg kan ikke tænke den til ende, sådan er det hver gang jeg prøver at “forstille” mig hvordan X dræbte Nord, det starter med jeg ser X stå på knæ i sengen med puden, han sætter den ned foran Nord´s ansigt og så er det mine hænder der slipper puden i det sekund den bliver sat henover Nord, og det er altid i sort/hvid. I tankerne, er jeg tilbage i X´s bolig, det er nu i farver igen, og Nord ligger død på sengen, jeg gemmen lever mit marerigt igen og igen, som så mange gange før. det skær i mit hjerte og jeg ikke holde ud at være i det ret meget længere, jeg skubber alle tankerne væk. Jeg kan ikke være i det mere, jeg kigger op på himlen, trykker mig ind til min mor, og siger så, hvordan skal jeg overleve det her? min mor siger det ved jeg ikke skat, men jeg ved du kan, du skal, vi skal, vi skal vinde, kærligheden skal vinde.

[vidcore vid=”NQzJqpBu”]

 

 

You Might Also Like

24 Comments

  • Reply Camilla 20. august 2016 at 17:49

    Av, mit hjerte.
    Jeg føler sådan med dig, også selvom jeg har svært ved at forestille mig hvad du må gå igennem. Jeg har selv mistet og mit hjerte var i splinter, stumper og stykker og er det stadig, men jeg mistede ikke på samme måde som dig. På den vanvittige og dybt uretfærdige måde.
    Det har hverken du, eller sin søn fortjent.
    Jeg håber inderligt, at tiden vil bringe dig gode ting. Ting som din søn kan kigge med på og smile af, sammen med dig.
    En ting er nemlig helt sikkert, han er med dig hele vejen <3
    Kh

  • Reply Anna 20. august 2016 at 20:29

    Er igen tom. Tom for ord. Kan se du ikke får så mange kommentarer – men vi er herude og vi hepper og tænker på dig og sender dig tonsvis af kærlige tanker.
    Men ord synes så meningsløse i det vanvid du står i. Og ja. Kærligheden må og skal sejre – størst af alt er kærligheden – selvom sorgen selvfølgelig synes større – uoverstigelig – lige nu.
    Vi er herude! Jeg vil så gerne tilbyde at gøre en hel massE, men… Ja, vi kender jo slet ikke hinanden….
    10000 knus herfra

    • Sara
      Reply Sara 22. august 2016 at 15:30

      Tak. Ja sorgen synes størst, men kærligheden skal viden, det er bare svært at se hvordan.
      Tak for støtten <3

  • Reply Nanna. 22. august 2016 at 20:04

    Tænker på dig❤️

  • Reply Anna David 23. august 2016 at 18:13

    <3<3<3

  • Reply Zigzak 26. august 2016 at 13:01

    Du kan tro, jeg læser med, selvom jeg ikke altid kommenterer. Det er sørgelig læsning, jeg får en klump i halsen hver gang.

    Jeg håber SÅ meget at du snart må få mod på at komme ud og leve, men selvfølgelig først når du er klar. Det blir et nyt liv med en ny bevidsthed om godt og ondt.
    Det er svært at kommentere, for man er så bange for at sige noget, der gør ulykken værre for dig, men du skal vide at vi er her, og at din historie er værd at læse. Meget værd endda. Det er så ulidelig svært at forstå ondskab, når man selv helst are vil gøre livet så godt som muligt, men ondskab er der og har altid været blandt mennesker.

    De bedste tanker til dig, sødeste Sara og en kærlig hilsen fra mig.

  • Reply Charlotte 29. august 2016 at 13:00

    😢❤️ årh for pokker mit hjerte bløder for dig ❤️

  • Reply Malene 31. august 2016 at 22:14

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

  • Reply Sanela 1. september 2016 at 9:00

    Det gør så ondt i hjertet og læse og se den video sidder og kan ik holde tåre tilbage…. Kæmpe knus til dig søde Sara bare jeg kunne gøre noget 😭😭😭😔😔 så smuk var han ❤️❤️ Rip lille engel ❤️

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 9:46

      Tak <3 og ja han var en smuk lille dreng, så fuld af kærlighed <3

  • Reply Christina 1. september 2016 at 21:57

    Lille bitte smukke Nord. Hvor var du en skøn lille dreng og din mors kærlighed til dig er sket ikke til at tage fejl af. Jeg sidder her med tårer i øjnene og kan slet ikke forestille mig den smerte din død har påført din mor. Send styrke og lys og kærlighed ned til hende og syng hende en smuk lille melodi ligesom hun gjorde for dig❤️

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 22:59

      tak for de rørene ord <3

  • Reply Esmor 1. september 2016 at 22:16

    Åh Gud, hvor er det forfærdeligt at du skal gå noget så grusomt igennem..
    Jeg begriber simpelthen ikke hvordan du kan magte at skrive alle dine tanker ned.
    Var det sket med mit barn, var jeg fulgt direkte efter hende. Jeg ville simpelthen ikke kunne overleve sådan et tab. Det er så flot, at du holder hovedet højt, og at du kommer ud med dine tanker og følelser. Jeg håber det bedste for dig, og ønsker at du en skønne dag, kan leve en hverdag uden konstant smerte i dit sind ❤️❤️

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 23:16

      Jeg vil os helst være hos min søn, jeg har lyst til at give op hver dag. men så ville jeg jo ikke være bedre end X, så ville jeg jo slå mine forældres barn ihjel, jeg ville påføre dem samme smerte som jeg går med, og oven i at de jo os har mistet deres barnebarn. Så selvom lysten er der, og lysten til livet bestemt ikke er der, er jeg nød til at blive her og kæmpe. Tak for støtten, det giver styrke til kampen <3

  • Reply Mette 1. september 2016 at 22:21

    Kære Sara.
    Man bliver tom for ord. En mors værste mareridt er du igennem.
    Min datters far ønskede os for alt i verden at min datter døde, kun for at ramme mig. Benzin over dørenettet og gennem brevsprækken, han vidste hoveddøren gik op til døren ind til hendes værelse. Heldigvis opdagede jeg det i tide og de nåede ikke at tænde. Når jeg læser din historie rammer det plet lige i hjertet, for det kunne have været mig der stod i din situation.
    Jeg forstår virkelig ikke at man kan gøre sit barn ondt, ligemeget hvad.
    Jeg sender dig en masse kærlighed og kram <3

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 23:12

      puha. er glad for det ikke gik så galt for dig som for mig. jeg takker for kærligheden det giver lys i min meget mærke verden <3

  • Reply Gitte 3. september 2016 at 19:02

    Sødeste mor til Nord❤️Den titel kan intet ondt nogensinde tage fra dig, du vil altid være hans mor, selvom han nu bor i dit hjerte og dine tanker.
    Det gør så ondt at læse dine artikler, og hvor ville jeg ønske at jeg kunne fjerne din smerte..omend bare for en kort stund.
    Kram og tanker fra en mor i Aalborg❤️

    • Sara
      Reply Sara 4. september 2016 at 11:45

      Mange tak <3. tankerne giver lidt lys i mørket <3

  • Reply Daniel 10. oktober 2016 at 10:11

    Puha…
    Jeg er paf, jeg ved ikke hvad jeg skal føle, jeg ved bare de følelser jeg ligger med efter at ha læst denne artikel er bestemt ikke nogle jeg har lyst til at have, jeg ved ikke hvordan du gør det, hvordan du kan give udtryk for, og samtidig være så stærk som du er, det beundrer jeg dig virkelig for.
    Jeg tror helst seriøst ikke at jeg kunne være så stærk som du er, og fortsætte på den måde du gør hvis noget så forfærdeligt havde ramt mig.
    Jeg syns det er utroligt flot at du vil og lader kærligheden fra og til Nord overvinde trods dit tilbagevendende savn/følelser både af de gode og onde.
    Jeg har jo ikke børn og det er fuldstændig umuligt at sætte sig ind i din situation, det tror jeg er overbevist om man simpelthen ikke kan medmindre man selv har været der.
    Jeg kan bare sige jeg blev SÅ ked at det og har en ked følelse inden i kroppen efter at have læst en BRØKDEL af hvordan din hverdag ser ud😢

    Jeg sender dig al den kærlighed og alle de gode tanker jeg overhovedet kan, selvom det er en ringe trøst.

    ❤ mine dybeste medfølelser kh.
    -Daniel Nørgaard

    • Sara
      Reply Sara 10. oktober 2016 at 16:32

      Mange tak. Det er sindsygt hårdt og jeg ved heller ikke hvordan jeg gør det/klare det, men jeg ved jeg er nød til det, for min elskede Nord og for de mennesker der elsker mig her på jorden. men savnet er ulideligt.

      tak for støtten og kærligheden det giver lys i mørket…

  • Reply Kimmie 17. december 2016 at 21:42

    Hej sødeste Sara.. Jeg er faldet tilfældigt over et af dine blog indlæg – efter jeg havde læst det, gik jeg tilbage til dit aller første indlæg og er startet fra enden af og er nu kommet hertil.. Du er den stærkeste kvinde.. jeg sidder her og stor tuder til hvert et indlæg, og kan på ingen måde sætte mig ind i hvordan du dog må ha det, men en ting er sten sikkert, du er hammer hammer stærk! Kram, tanker og respekt herfra <3

    • Sara
      Reply Sara 18. december 2016 at 17:45

      Mange tak <3

    Leave a Reply