Min hverdag

Besøg af bedemanden.

12. august 2016

Det er formiddag, jeg har fået kæmpet mig ud af sengen. Det var som alle de andre dage, et helved. Jeg vågner, men den første tanke er ikke længere, lad det være en ond drøm, for det ved jeg godt det ikke er. Den første tanken er, fuck jeg er her stadig, jeg bliver liggende, samler kræfter, for om lidt, når jeg åbner min øjne, skal jeg gennem leve det hele igen, ligesom jeg har gjort så mange gange før, på tros af det kun er nogen dage siden Nord blev taget fra mig. Jeg har aldrig undværet Nord mere en 3 nætter, og det er også kun sket en gang, så savnet er enormt.

Jeg sidder inde i stuen med tæppet med billeder af Nord omkring, det er enlig ikke fordi det er koldt, tværdigmod, det er jo sommer. Men jeg har brug for det, jeg har brug for at have ham så tæt på jeg kan. Det ringer på døren, det giver et sæt i mig, og den knude jeg hele tiden har i maven strammer til, jeg bliver siddende, jeg ved det er et besøg jeg ikke har lyst til, det er bedemanden. Min svigerinde lukker op og hun kommer sammen med min bror og bedemanden, (eller i det her tilfælde bedekvinden, lad os kalde hende Malene) ind til mig. Malene er en yngre kvinde, Min bror kender hendes kæreste, så vi har selv valgt at det skulle være hende, hun er sød, viser medfølelse, så imod mine forventninger er det enlig okay hun er der, men det er så os kun lige indtil jeg skal begynde at tage stilling til Nord´s begravelse. Malene kigger på mig og siger stille, jeg ved godt det her er svært, og hvis jeg skal orden det med din bror og svigerinde så er det sådan vi gør det, men jeg synes selv du skal være med. Av av av smerten gemmen borer mig, da det går op for mig at jeg skal planlægge min søn begravelse. Det kan jeg da ikke, hvordan skulle jeg kunne det, min søn, mit barn. Tankerne vælter rundt i hoved på mig, skal de andre bare klare den her? men hvis nu de ikke gør det som jeg vil, jeg ved de vil gøre det smukt, men hvordan vil jeg have det med det, når vi står i kirken? Nej jeg er nød til selv at være med. Jeg trækker vejret dybt og siger så, okay, lad os kigge på det. Malene ligge nogen billeder af forskellige kister op på boret, der er ikke så mange at vælge i mellem da det er børne kister. Der er en hvid, en lyseblå og en lyserød.

kirster

Jeg får tårne i øjnene, der er ikke nogen af dem jeg synes godt om, men jeg har jo heller ikke lyst til at ligge Nord, min lille Nord ned i en kiste, (jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gøre det) jeg peger på den lyseblå og siger så skal det vel være den, han er jo en dreng. Malene kigger på mig og hun kan godt se at, det slet ikke er det rigtige valg, så siger hun, du kan jo også vælge at få lavet noget på kisten, altså få den malet eller noget. DA hun siger det, er der noget der ikke føles lige så forkert som at vælge den blå, jeg vil ikke sige det føles rigtig, for det er der intet der gør, men det føles bedre. Så skal den være hvid med blå og gule stjerner på. (Nord var tæt på at komme til at hedde stjerne til mellem navn, så stjerner har altid være hans “logo”) Jeg kigger os kort på urner, men jeg ved jo slet ikke om han skal have et gravsted, eller om han skal på de ukendte´s. Det har jeg faktisk slet ikke tænkt over, altså som i aldrig, men det er jo heller ikke meningen man som mor skal tage stilling til det. Det var meningen at Nord en dag skulle putte mig i jorden, ikke omvendt, så hvordan skal jeg tage stilling til det? Min farmor ligger på de ukendte´s, og jeg ved min far vil på de ukendte´s når han dør. Men min lille Nord, han har jo slet ikke levet længe nok til at skulle i jorden, han høre ikke til der, jeg kan ikke tage stilling til det nu. Vi aftaler at vi søger om at få ham i en urne til spredning, så kan jeg senere taget stilling til om han skal have et gravsted eller ej.

Da Malene kan mærke på mig, at nu er det ved at være nok, at jeg snart ikke kan holde til mere, får vi underskrevet papirerne, så Malene kan sætte det hele i gang. Hun giver mig et stille, men varmt og trygt kram, Og selvom døden er hendes job, kan jeg mærke at hun er berørt af min sorg, og det er faktisk rart, så er det ikke så akavet og stift, det er mere menneskeligt og selvom man aldrig har lyst til at have besøg af en bedemand, så er hun alligevel med til at gøre så jeg kan sende Nord afsted på en mindre forkert måde end hvis hun “bare” havde passet sit job. Min svigerinde og bror lukker Malene ud. Jeg bryder helt sammen, åh gud (ikke at jeg tror på ham, for så ville verden ikke være så ond) men åh gud, jeg skal ligge mit barn i en kiste, Nej nej nej, det kan jeg ikke, det er ikke okay, det er IKKE OKAY. ingen mor, ingen forældre skal ligge deres eget barn i graven. Børn dør ikke, place lad mig vågne op fra denne helved´s drøm. Kom nu, en aller anden, sig at det er en ond joke, at det hele bare er for sjov. Tårne strømmer, åh min lille Nord, du fortjener virkelig ikke din skæbne, det gør du virkelig ikke. Savnet er ubærlig, alt i mig skriger af smerte.

Da min bror og jeg har været ude på trappen, tænde lys, og kysse billede af Nord godnat, ligger jeg, mig i sengen tager mine piller, kysser Nulle (Nord´s nus bamse) krammer hans dybe, og beder til jeg kan se og holde om min elskede søn i nat. Nord, mor savner og elsker dig, så ubeskriveligt højt, og det vil jeg altid gøre.

Mor og Nord altid altid.

20160221_180626

 

You Might Also Like

23 Comments

  • Reply Maria 13. august 2016 at 21:28

    Puuuh… 😞😢
    SÅ trist men Smukt skrevet!!
    😘😘❤️💙❤️😘😘⭐️🌟⭐️

    • Sara
      Reply Sara 13. august 2016 at 21:55

      tak <3 <3 <3

  • Reply Camilla 13. august 2016 at 22:19

    Åh, det skære i mit hjerte det du skriver <3
    Det er så trist, men det er så flot skrevet.
    Det var godt nok min far, jeg mistede – men jeg har også siddet i situationen lige pludselig og skulle tage de valg. Valg som man slet ikke er klar til at tage, valg som man ikke burde skulle tage.
    Jeg håber det allerbedste for dig og så sender jeg en masse tanker din vej ✨

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:28

      Tak <3
      Nej og det er svært at SKULLE taget et valg når man slet ikke kan.
      Tak der er brug for det <3

  • Reply Janne 13. august 2016 at 22:53

    Kære Sara
    Jeg hører din sorg og smerte helt ud på den anden side af min skærm i mørket. For hver dag du nu overlever i dit nye liv vil være et skridt tilbage til livet, også selv om det er et liv uden søn. Jeg har selv været med til at bære en lille bitte hvid kiste ud til graven. Men jeg lover dig at der kommer gode dage igen, og smerten en dag, omend meget længe vil fortage sig så du kan trække vejret igen uden at få brystkassen mast og hjertet flået ud. Og hvis du vil er der endda plads til flere børn. Sorg tager tid og vi herude lytter imens din verden går i stykker og uendelighedens tomrum føles alle tilstedeværende.

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:43

      puha jeg bliver helt rørt, Børn skulle ikke kunne dø. Jeg kæmper, jeg kæmper for at gøre min søn stolt, og jeg håber inderligt du har ret, at jeg en dag igen kan holde ud at være til. Jeg takker for støtten, den giver styrke til kæmpen for livet <3

    • Reply Zig-Zak 15. august 2016 at 3:03

      Kære Janne. Din kommentar rører også mig. Hvor er den bare fin. Den viser netop, at Sara ikke kun skriver for at hjælpe sig selv, men at hendes tanker kan hjælpe andre, der har været gennem samme slagsfortvivlelse og smerte. Dejligt at høre fra dig, at der er håb forude.

  • Reply Alice 13. august 2016 at 22:57

    Smukt og meget trist , mærker din smerte … ❤️❤️😪😪 hvor er det dog utroligt trist at et menneske en far ikke ser nogen anden udvej for hans egen smerte …

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:26

      Smerten er ulideligt. og ja det er trist at man kan være så egoistisk, og ondt at man tager et barns liv, og sit eget for den sags skyld, mine tanker går tit til hans mor.

  • Reply Trine 14. august 2016 at 0:19

    Kæreste Sara
    Der findes ikke ord for det du går igennem. Meningsløst, ondskab, uvirkeligt.
    Tak fordi du deler, fordi du skriver fængslende, smukt og respektfuldt om det du går igennem og de følelser der er i dig. Fordi du givet et lille indblik hvad helved må være.
    De varmeste tanker til dig,🌠

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:23

      Tak, nej det gør der ikke, men Meningsløst, ondskab, uvirkeligt er ord der kommer igen og igen. Jeg deler mine historie, tanker og føleser, fordi jeg håber på det kan hjælpe mig med at lukke bare lidt af den smerte jeg føler ud, og så håber jeg at jeg kan vise andre i samme sorg at de ikke er alene, at det er okay at tænke alle tanker, også de dårlige.

      Mange tak for tankerne de giver lys i mørket <3

  • Reply Helle 14. august 2016 at 11:07

    Igen skriver du så flot! Jeg har selv en dreng fra dec 14, så jeg kigger på min dreng og græder! Græder for dig! Jeg er så ked af at du skal opleve sådan noget. De bedste tanker til dig❤️

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:17

      Mange tak. Tankerne er giver små lys i mørket <3

  • Reply Tina 14. august 2016 at 11:29

    En kæmpe store og varm digital tanke💭 er sendt til dig Sara🌹❣
    Du er fandme sej,- jeg ville ønske vi alle kunne tage et lille bitte gram af den kæmpe smerte du bæger på😢- men ingen ord, ingen handling kan lindre noget lige nu😦 Så tror det er en rigtig god selvterapi, som du er gået i gang med at skrive,- selvom det må være rigtig hårdt, jeg tror’, at det hjælper dig bedre igennem krisen, og som måske med tid, kan få dit smil’ lige så stille frem igen, når i snakker sammen om nord og jeres minder….-for de vil altid blive der’ og være dine,- men FUCK hvor livet er unfair😢…. Tænker dagligt på dig🍀

    • Sara
      Reply Sara 14. august 2016 at 11:54

      Tak. Det er vildt hårdt at skrive min historie, mine tanker og følelser, for på en eller anden måde virker det mere virkeligt, og dette er jo ikke noget man ønsker skal være virkeligt. Jeg bliver på en måde mere sårbar, men jeg håber og tror på det med tiden hjælper mig, og måske hvis jeg er heldig kan jeg også hjælpe andre i samme sorg, om ikke andet bare så de ved det ikke er alene, for man føler sig alene, selvom der er mange mennesker omkring en.

      Tak for tankerne, det mener jeg virkelig, det giver lys i mørket <3

  • Reply M 15. august 2016 at 0:22

    Jeg kender dig ikke, men alligevel er jeg så ked af det på dine vejne. Ingen fortjener at opleve det, som du går igennem 😢 Du skal vide at jeg, selvom jeg ikke ved hvem du er tænker meget på dig 💭

  • Reply Mette 28. august 2016 at 22:57

    Livet er så uretfærdigt.. Jeg kender dig ikke – og alligevel rammer din “historie” mig bare med 120 km/t. Jeg sidder lige nu og ikke bare græder, men STORTUDER!
    Den sorg, den smerte, alle de tanker, alle de forfærdelige billeder du må have og alle dine minder – hvor gør det mig bare usigeligt ondt.
    En sorg som din kan INGEN sætte sig ind i – og jeg vil ikke forsøge, for det vil være en umulig opgave. Jeg kan kun føle med dig og håbe, at du på et tidspunkt vil finde ro igen. Og i stedet vil jeg fortælle, at vi før sommerferien mistede vores lille babydreng (ikke at jeg vil fortælle den historie og flytte fokus).. Jeg vil sige noget, som en veninde sagde til mig: “Jeg har ingen ord, og jeg kan på ingen måde sætte mig ind i din smerte. Du har oplevet enhver mors allerværste mareridt, og alligevel står du op i dag. Jeg kan kun ytre, hvor enormt ondt det gør mig, alt det du skal igennem, og når du en dag har brug for mig, så er jeg her. Den kamp du kæmper lige nu er så uretfærdig – og du fortjener den ikke.”
    Jeg vil med det her sige, at jeg håber, du har nogle mennesker, som vil støtte dig, hjælpe dig, være dit sikkerhedsnet og give dig plads til din sorg. For sådan et tab er ikke noget, man kommer over, det er noget, man skal lære at leve med!
    Jeg har ikke lært det endnu. Jeg kæmper hver eneste dag, og i en lang periode (og stadigvæk) har jeg følt mig utrolig alene med sorgen. Jeg føler mig fortabt, og føler livet har besejret mig. Når jeg står ved min søns grav fyldes jeg med vrede, magtesløshed og træthed.
    Jeg har måttet erkende, at jeg ikke selv har kunnet bearbejde sorgen og er derfor startet til psykolog, og det har hjulpet mig et stykke.. Men som sagt – sorg er individuel – og din sorg er umenneskelig, uretfærdig og ikke til at begribe.
    Så fra en mor til en anden vil jeg sende dig en hel masse støtte, tanker og et håb for, at du finder vejen tilbage til livet ❤️

    • Sara
      Reply Sara 29. august 2016 at 9:39

      Tak for de smukke ord, og hvor går det mig ondt at du også har mistet. Jeg har heldigvis en masse mennesker omkring mig, og en masse der gerne vil være der, men ja man føler sig stadig alene, nogen gange (tit) overtager smerten bare alt. jeg går også til psykolog, og hun er dygtig og giver mig meget. Men ja derfor er hver dag stadig en kamp, og tit har jeg bare lyst til at give op. Men jeg har lovet min lille dreng at kærligheden vinder, så det kæmper jeg for, jeg kæmper for at gøre ham stolt. <3

  • Reply Aslaug 1. september 2016 at 1:23

    Kæreste Sara
    Jeg burde sove, men kan ikke stoppe med at læse dine ord. Ord der flår mit hjerte i stykker, fylder mig med vrede over den skæbne der har overgået Nord, den smerte du føler. Det er ikke til at forstå. Jeg tænker på dig og sender kærlighed og lys afsted din vej.

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 9:50

      Tak. tankerne,støtten og kærligheden giver lys i mørket og list styrke til at kæmpe videre. så tak <3

  • Reply Jeanette Gammelgaard 1. september 2016 at 21:20

    Kæreste Sara. Jeg sender dig de varmeste og kærligste tanker til dig. Selvom jeg læser dine indlæg med hulken og gråd, så vil jeg takke dig af hele mit hjerte for at dele dit liv og sorg med alle os. Jeg synes du er den modigste og ærligste og er sikker på at Nord kigger ned på dig og tænker “Det der, det er min mor” 💪🏽🌟 ❤️
    Du fortjener et liv med masser af kærlighed. Kærlig hilsen Jeanette

    • Sara
      Reply Sara 1. september 2016 at 23:04

      Mange tak, og åh det håber jeg virkelig at han gør, jeg vil kæmpe hver dag for at gøre ham stolt.
      tak <3

    Leave a Reply