Rygterne løber hurtig, har i hørt det? W er død, han har hængt sig selv. W? min hjerne køre på høj tryk, W? sgu da ikke den W. Det kan ikke passe, jeg har jo næsten lige set ham, han smilede og vinket til mig, og så ud til at have det godt, i det jeg har tænkt tanken, skammer jeg mig, for jeg burde om nogen vide hvordan det er at bære en maske, jeg er bare “heldigvis” ikke så god til at beholde den på, i for lang tid af gangen,  men jeg kender den bedre end hvad godt er, masken ved navn, jeg har det fint, og jeg ved hvordan det er at have den på, det er forfærdeligt. Jeg forstår også om nogen når lysten til livet forsvinder, jeg forstår når man ikke kan holde smerten inden i ud, jeg forstår frygten for mørket og ensomheden som ligger der lige foran en, på tros af man er omringet om mennesker man elsker og som elsker en.

W gav op, han gav efter for smerten eller måske for frygten, jeg ved han har haft mørke parioder i sit liv, jeg ved han har kæmpet, og måske kunne han bare ikke mere nu, og er det så ikke okay at give op? jeg mener det er jo hans liv, og må man så ikke selv bestemme over det? er det ikke okay at man gør en ende på sine lidelser hvis man virkelig har kæmpet ? Mit svar er NEJ, det er ikke okay, ja det er dit liv, og ja du har ret til at bestemme over dit liv, men du har ikke ret til at ende det, ihvertfald ikke hvis du har lukket mennesker ind i dit liv, det er ikke okay, hvis du er gået ind i andre menneskers hjerter, for så er dit liv ikke længere kun dit, det kan godt være du har det svært, men ved du hvad, det er vi sgu mange der har, det kan godt være du lider, det gør jeg og mange andre også, så du er altså ikke alene, selvom jeg godt ved det føles sådan, men det er altså ikke okay at du giver lorten videre “bare” fordi du ikke kan mere, hvad med dem du giver smerten videre til, hvad med dem der nu står tilbage med både lorten, sorgen men værst af alt savnet? Er det så også okay hvis de giver op? er det okay hvis de tager livet af dem selv? nej vel, det ved jeg du ikke ønsker, jeg ved du ønsker ikke at såre nogen, men ved du hvad det gør du, du såre rigtig rigtig mange mennesker, alle de mennesker der elsker dig, dem såre du, og i værste tilfælde kan du sprede ringe i vandet. Ja jeg er gal, og det er svært, for jeg er på samme tid rigtig ked af det, jeg er ked af du ikke længere er her, og jeg er ked af du ikke kunne bede om hjælpe, jeg er ked af, og gal over at du mener, at det her var den bedste vej for dig og at du kunne gøre det, for det synes jeg bestemt ikke at det var og jeg synes ikke at det er okay at du tog den udvej. Men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det for bare nogen måneder siden, så kan jeg godt forstå dig, og flash back Sara er nok også lidt jaloux over at du kunne tage det valg og ende dit liv, for det kunne jeg ikke, jeg ville ønske at jeg havde det valg, men det havde jeg ikke, for jeg ved at de mennesker jeg elsker aldrig ville tilgive mig, hvis jeg tog livet af mig selv, jeg ved de ville kunne forstå mig, som jeg forstår dig, men de ville ikke tilgive mig, så skal jeg/vi tilgive dig? Det er en tanke og følelse der har kørt rundt i hoved på mig siden du for snart 6 uger siden bliv fundet død, jeg kender stadig ikke svaret 100%  men jeg ved at jeg ønsker at din sjæl har fået fred, hvilket for mig er stort, da jeg normalt synes at det at tage livet af sig selv er så egoistisk at man ikke fortjener tilgivelse. Jeg ved at jeg får nogen hug for at have det sådan omkring din død, da der er mange som elsker dig og som til hver en tid vil forsvare dig, og til det kan jeg kun sige, du har nogen fantastiske mennesker der virkelig elsker dig, men jeg vil altså have lov at være gal og have det sådan som jeg har det, det betyder ikke at jeg ikke også er ked af det, for det er jeg, jeg er ked af vi har mistet dig, jeg er ked af jeg ikke skal se dig igen, og jeg er ked af at jeg ikke kan ændre det, men jeg håber og beder som sagt til at du har fundet fred.

Din begravelse, var smuk, meget smuk, der var sindsygt mange menneske. Jeg sov næsten ikke natten op til din begravelse, tænkerne og følelserne vældede rundt i mig, da du døde, skete der noget i mig, jeg blev på mange måder sat tilbage i sorgen, som den var lige efter Nord´s død, og det satte også tanker igang omkring din begravelse, hvilken blomst skal vi give dig? hvad skal jeg skrive i kortet til din familie? kan jeg overhoved klare at tage til din begravelse? det er jo i samme kirke som Nord, der kommer mange af de samme mennesker osv. Jeg tænkte på alle de smukke blomster Nord fik, og min bror og jeg var ret enige om at vi ville gøre noget anderledes og derfor skrev min bror til en af hans venner som fik lavet en lidt anderledes men meget smuk blomst til Nord, for at høre hvor den var blevet lavet. Min bror stod for bestillingen af den og  jeg tog så ind og henten den, da jeg cyklede hjem med den i cykelvognen, begyndte knuden i maven at strammes til, puha, så er det sgu idag, vi skal sige det sidste farvel til dig, jeg så dig igår til åben kiste, ligge der så fin og fredfuldt omringet af kærlighed fra familie og venner, så selvom det at se et menneske i en kisten nok aldrig bliver min ynglings ting, så var det smukt, og det skræmmer det mig på ingen måde længere,  jeg er glad for at jeg fik set dig, aet din kind og sagt vi ses på den anden side kære W, og ja det lyder måske skørt, men du så sgu rigtig fin ud. Men nu skal vi så sige farvel, og den del bliver jeg aldrig god til, jeg cykler forbi kirken, og selvom jeg går forbi hver dag og jeg er kommet meget i kirken siden Nord´s død, så er det idag  første gang jeg skal til en begravelse siden Nord´s, og det er jeg vist ikke rigtig klar til,  hvorfor helvede skulle det også være din begravelse, kunne det ikke ha været en gammel person der var død af alderdom, hvorfor skal det igen være en mor der har mistet et barn, der skal taget en sidste afsked, det er ikke okay, tårene presser sig på, men jeg kan ikke klare smerten lige nu, så jeg tørre dem hurtig bort og prøver at tænkte på noget andet.

Jeg kigger på uret, jeg ved de henter dig omlidt, så hvis jeg skal nå at se dig en sidste gang, så er det NU, jeg skynder mig, og da jeg kommer frem rammes jeg af et sug og en kæmpe smerte, ude foran ser jeg den bil du for din sidste køre tur i, og det er samme bil som Nord kørte sin sidste tur i, jeg bliver stående lidt udenfor, ikke fordi jeg ikke vil gå ind, men mine ben nægter at samarbejde, jeg rammes af flash back, jeg  kan huske da de kørte med Nord, tårerne presser sig på, jeg trækker vejret dybt, tørre tårene bort, og siger til mig selv, Sara tag dig sammen, hvis du skal nå at se ham, skal du gå ind NU. Jeg går ind og der står nogen stykker samlet om dig. Da låget til din kiste bliver lagt på, fyldes min krop med smerte, jeg husker hvor svært det var for mig at ligge låget på Nord´s kiste, jeg husker hvordan jeg kæmpede for at trække tiden, jeg ville have så meget tid som muligt med Nord, og jeg ved at din familie og venner har det på samme måde. Du bliver båret ud af venner og familie og da bilen køre væk med dig, står vi tilbage i tåre og stilhed, efter noget tid begynder folk at løsne lidt op, jeg krammer vennerne, og din bror, din seje seje bror, jeg håber du ved hvor meget han elsker dig, jeg krammer også din mor, og jeg genkender hendes blik, på mange måder er det som at se ind i sig selv, jeg ved hvilken smerten hun føler, men værst af alt, jeg ved hvad der venter, heldigvis så ved jeg også at hun er en stræk,sej og kærlig kvinde og at hun har rigtig mange gode mennesker omkring sig. Jeg skynder mig hjem, for jeg skal lige nå at gøre mig klar til kirken, skriver et kort til dig og din familie, hvor jeg fortæller at jeg om nogen forstår smerten ved at miste, og at jeg altid altid vil støtte dem, har de brug for det, lytter jeg, har de brug for at græde, så græder jeg med dem, skal vi grine, så er det, det vi gør, jeg ved at man alene ikke kan leve, så jeg lever med dem.

Vi kommer over i kirken, jeg går op forbi din kiste, den er pyntet fint med lys på, jeg krammer igen din mor, jeg mærker hendes kærlighed til dig, og jeg kan ikke lad vær med at blive lidt sur på dig, for hvordan kan du byde hende det her? W det er altså ikke okay, det ved du godt ik? jeg har brug for lidt luft fra det hele så jeg går over og tænder et lys for Nord, jeg kan mærke at jeg har brug for hans styrke og kærlighed, og da jeg har tændt lyset for ham, mærker jeg Nord, jeg mærker hans kærlighed spreder sig i min krop, og en stemme som er så velkendt, på tros af jeg slet ikke høre den nok, siger, mor vi skal også tænde lys for W, jeg sukker, og siger, selvfølgelig skal vi det. Jeg tænder et lys og hvisker, W jeg håber du har fundet fred, pas på dig selv, din far, din mor, din bror og min Nord. Vreden forlader min krop og jeg tager mig selv i at komme til at smile, jeg husker en dag W sad i en “gravko” og da jeg går forbi med Nord vinker han og smiler, Nord bliver så glad, for hvor sejt var det ikke lige at manden i en grave maskine vinkede til ham. Jeg sætter mig sammen med min familie på en bænk i kirken, jeg trækker vejret dybt, min mor aer mig på ryggen, og så starter det. Det går enlig fint til at starte med, det er smukt, og der er rigtig mange mennesker, kirken er så smuk med alle blomsterne og man kan virkelig mærke støtten,  jeg husker det så tydeligt fra Nord´s begravelse, og jeg ved hvor meget det betyder, så jeg fyldes med kærlighed, men godt inden i ceremonien, knækker den så for mig.  Vi skal nemlig synge samle nr 787 og allerede da nummeret bliver nævnt for jeg det både fysisk og psykisk dårligt, jeg for kvalme, mit hoved gør ondt og hele mit krop skriger af smerte, vi skal synge du som har tændt milioner af stjerner, som vi også sang til Nord´s begravelse, og selvom jeg godt ved at den er meget brugt til begravelser, kommer det alligevel bagpå mig.  Jeg knækker helt sammen, jeg kan slet ikke styre det, det er som om jeg er tilbage til dagen hvor Nord blev begravet, det er som om jeg skal gøre det hele om igen, og det er jeg ikke forberedt på, jeg må holde mig for munden for ikke at bryde ud i en gråd, der ville overdøve hele kirken, jeg kæmper for at få styr på mig selv, og i et kort øjeblik overvejer at løbe ud af kirken så hurtig jeg kan, men da jeg skal til at rejse mig, er det som om nogen tager min hånd,  jeg mærker roen brede sig i min krop, som når nogen man elsker holder om en og siger, jeg er hos dig, det skal nok gå. Jeg trækker vejret dybt et par gange og får samlet mig sammen, og genfinder styrken til at blive.

Det var en hård dag og meget meget hård omgang, samme kirke, samme samle og samme bil, og da du bliver klappet afsted som vi nu engang gør, der hvor jeg kommer fra, fyldes min krop med den så velkendte følelse af smerte og sorg, men også med kærlighed. Jeg kan ikke feste med de andre selvom du skrev at vi ikke skulle sørge, men det er altså en af de ting du ikke har ret til at bestemme når du har gjort som du har. Nogen “hygger” og “fester” som du ønskede det, men det kan jeg ikke, det er jeg både for gal og ked af det til,  men da jeg går i seng den aften, tænder min bror og jeg både et lys for Nord og et for dig. Betyder det så at har jeg tilgivet dig? Nej det gør det ikke, for det har jeg ikke, men jeg ønsker dig intet ondt. Jeg ønsker dig lykke, ro og sjælefred, så mon ikke jeg tilgiver dig en dag, måske den dag jeg slev mærker lykken igen, måske hvis du passer godt på min Nord, måske først når vi ses igen, måske jeg tilgiver dig, før både du og jeg regner med, måske imorgen, (don´t count on it) men tilgivelse har jeg en fornemmelse af at du får, når du har gjort dig fortjent til den, for det skylder du, måske ikke mig, men dine kære.

W aldrig glemt, i hjertet gemt.

Siden Nord´s død har min elskede frisør og skønheds salon B Nice, ikke fået den opmærksomhed og omsorg som den fortjener, hvilket gør helt vildt ondt og det stresser mig sindsyg meget, jeg har kontant dårligsamvittighed over det, men på samme tid har jeg bare ikke enerigen eller overskuddet til at gøre noget ved det, men det er jeg så blevet “tvunget” til ny, mit tema i salonen, kan nemlig heller ikke mere nu.

Da jeg fødte Nord, var min plan at jeg, gerne ville hurtig tilbage på job, selvfølgelig kun nogen timer om ugen, da jeg ikke ville kunne undvære Nord mere end det. Jeg har altid elsket mit fag, og jeg elsker min salon og mine kunder, og derfor var det vigtig for mig at komme hurtig tilbage, og hvis man som selvstændig ikke vil miste sine kunder, er man også nød til det. Jeg arbejde helt op til at jeg fødte, faktisk var jeg på arbejde dagen før jeg fødte Nord, og det var en super fed fornemmelse, det gav mig en ro at vide at jeg ikke forsømte min salon og mine kunder, og jeg det glædet mig at jeg ikke skulle være væk alt alt for længe. Men da jeg var klar til at starte stille og roligt op igen, synes X ikke at det var en god ide, for han, som han sagde det, kunne tjene flere penge end mig, og hvis jeg skulle arbejde nogen timer, en eller to dage om ugen skulle han jo tage fri, så det var bedre at jeg gik hjemme med Nord, hvilke jeg jo og nød og elskede, og selvom jeg savnet mit job, nød jeg jo tiden med Nord, så jeg gav efter for X, selvom jeg fik dårlig samvittighed over for mine kollager, mine kunde og min salon. Efter lidt tid, træk det for meget i mig, så engang i mellem fik jeg min mor til at passe Nord, så jeg kunne komme i salonen, bare nogen timer om ugen, jeg nød det selvom jeg savnede Nord når jeg var væk, men når jeg kom hjem og så hvor meget Nord og mormor hyggede, varmede det mit hjerte, og jeg begyndte at slappe mere og mere af når jeg så endelig var i salonen. Da X så gik fra mig, var jeg tvunget tilbage på job på fuldtid meget hurtigt, da jeg ikke havde råd til at lade vær,  og selvom jeg var glad for at komme tilbage, var det kaos, Nord jo var nød til at starte i vuggestue, selvom jeg synes det var alt for tidligt, og at han ikke var gammel nok, han virkede dog klar, så jeg tænkte at det skulle nok gå, selvom jeg på ingen måde brød mig om det. Nord havde en rigtig svar indkørsel, og han var rigtig rigtig ked af det hvergang jeg afleveret ham, han græd og græd og nogen gange kunne jeg høre ham, selvom jeg var kommet lidt væk fra vuggestuen, jeg husker at jeg flere gang sad på et trappe trin lidt væk fra vuggestuen og stor tudet, jeg følte mig som verdens værste mor, jeg husker smerten i mit hjerte, og jeg kunne tit ikke holde til det, nogen gange nået jeg kun at sidde på trappen i 5-10 før de ringet til mig fra vuggestuen og sagde at jeg måtte komme og hente ham, andre gange nået jeg ind til salonen, men måtte gå med det samme igen, da der var blevet ringet efter mig, så det var ikke meget at jeg fik arbejde den første måned. Fra den ene dag til den anden skete der noget, og Nord elskede sin vuggestue, når jeg afleveret ham, var der ingen tåre, ingen gråd, han var glad, løb tit ind på stuen for at lege, og vinkkede bare når jeg gik, det var skønt, og de få gange han var ked når jeg gik, kunne jeg høre at det allerede stoppede når han ikke kunne se mig mere, så jeg fik mere ro og jeg fandt en rytme, der virkede okay, jeg kunne både være mor men  jeg kunne også passe mit job. Hver tirsdag havde X samvær med Nord, så der arbejde jeg længe, så jeg fik det til at virke og jeg kunne mærke en glæde over at være tilbage på job, uden for meget dårlig samvittighed. Ligesom der var ved at være styr på livet igen efter det kaos X havde efterladt os i, og i takt med jeg fik det bedre og kom stille og roligt videre i livet, begyndte X at køre psykisk på mig, Han blev ved at true mig med statsamtet, han truet mig med at sprede løgne omkring mig, så ingen (som han sagde det) ville kunne lide mig, han ville ødelægge min forretning, og smadre min familie, hvilket han allerede havde gjort.  Jeg fik angst, og gik ned med stress, og så måtte jeg igen vælge jobbet fra, for det skulle ikke gå udover Nord. Jeg brugte alt min tid på at være en god mor, jeg arbejde en masse med mig selv, og jeg følte at jeg fik mere og mere styr på livet igen, og da X kunne se at hans plan ikke virkede, ændrede han taktik, han sagde undskyld, han indrømmede en masse af alt det lort han havde gjort og budt mig, han begyndt at hjælpe til istedet for at modarbejde mig, og jeg begyndte at tro og stole på ham igen. X og jeg var begyndt at kunne snakke sammen, og vi kunne holde hinanden ud længe nok til at vi kunne lave ting i fællesskab med Nord, vi spiste sammen, var i Zoo sammen, og jeg kan huske at jeg mærkede troen på at vi en dag kunne blive en rigtig familie igen. Vi snakkede meget om de ting der skulle ændres hvis vi skulle blive en familie igen, og selvom der var et punkt hvor vi ikke helt var enige, så følte jeg at vi var på rette vej, vi skændes en del i forhold til der hvor vi var uenige, men det forgik stille og roligt, og meget mere voksnet end vi nogensiden havde gjort det før, og det gav mig troen på at vi nok skulle komme igennem det, og selvom vi ikke var enige om hvornår vi skulle være en familie igen, så følte jeg at vi begge to troede på det.

Sådan var det desværre ikke, X myrdede Nord, hele min verden faldt fra hinanden, alt blev sort og en stor del af mig døde med Nord. Mit livs mareridt begyndte, min tillid til mennesker forsvandt, min tro på verden og menneskerne i den blev forandret.  Alt i mig skriger af smerte, søvn er en by i rusland, og alt energi jeg har bliver brugt til at holde mig ovenvandet, så jeg havde på ingen måde overskud til salonen, jeg havde ikke engang overskud til mit liv.  Men jeg var heller ikke klar eller havde overskud til at miste salonen også, den var min trykhed, det var min drøm, og jeg kunne ikke også miste den oven i at jeg havde miste Nord mit livs kærlighed, så jeg holdt krampagtig fast i salonen, selvom jeg på ingen måde har råd til at have den, når jeg ikke kunne arbejde, da det foralvor gik op for mig, at jeg nok ikke fik energi eller overskud til salon det næste lange stykke tid, hvis jeg da nogen side ville få det igen, bristede mine drømme igen, men jeg kunne heller ikke lukke, for hvad så med mine kolleger? jeg valgte at holde salonen kørende, selvom jeg godt viste at det bare bare et spørgsmål om tid før det ville gå galt og jeg ville have gravet mig ned i et meget stort økonomisk sort hul.

Nu er jeg så tvunget helt i knæ økonomisk, jeg har været så ligeglad med min økonomi, fordi jeg jo enlig har været ligeglad med om jeg overlevede. Men jeg SKAL leve, det skal jeg for det skylder jeg både Nord og mig selv. Derfor er jeg nu nød til at få ryddet op i min økonomi og mit liv, og jeg kan desværre ikke se anden udvej ind at opgive min salon og min drøm, så selvom det skær i mit hjerte, så sælger jeg min elskede salon. Jeg ved det er det rigtig valg, og det det bliver bedre for mig, for jeg er stadig ikke i stand til at arbejde fuldtid, så da mine kollager kom og sagde at de sagde op og rykkede et andet sted hen, hvor der også er en plads til mig, kunne jeg “endelig” kaste håndklædet i ringen, for jeg havde længe kæmpede for at beholde salonen, men nok mere for deres skyld end min egen, jeg kunne jo godt se at jeg økonomisk ikke længere kunne holde til at have den, når jeg ikke arbejder. Jeg ved som sagt at, det er det bedste for mig, hvis jeg skal rejse mig, og leve igen, men det betyder ikke at det ikke gør ondt. Det er svært at sige farvel til noget man har elskede og kæmpede for i over 8 år, men jeg ser det sådan, at det liv jeg havde og de drømme jeg havde, de døde med Nord. Så nu er jeg nød til at finde nye drømme, leve et andet liv, og hvis der skulle kunne være plads til Nord, og det SKAL der, så er jeg nød til at slippe de andre døde drømme i mit liv. Det gør jeg nu, og forhånligt kan jeg sælge salonen/stedet til en som forelsker sig i butikken ligesom jeg, for jeg ved at der er rigtig mange mulighedder der inde,  det ville gøre ondt at gå forbi og se at der bare er helt tomt, for ligemeget hvad har det været en stor del af mit liv, og jeg er stolt af alt den tid jeg har haft salonen, jeg har lært meget, og jeg vil aldrig fortyde de 8 år jeg har brugt i B Nice, der er så mange gode minder, og især de minder jeg har med Nord der vil jeg altid huske og gemme i mit hjerte.

Livet går ikke altid som vi håber eller drømmer om, nok nærmere tværdigmod, og det har jeg så lært på den hårdeste måde, men det betyder ikke at man ikke skal drømme, og selvom det stadig er svært for mig at tro på fremtiden, eller lukke drømmene ind igen, så kæmper jeg for det, jeg er begyndt at tro på at jeg nok skal komme der til, og jeg arbejder hårdt på at nå der til, så nu skal der styr på min økonomi, så det ikke også skal være en kamp, for det er det virkelig lige nu, men jeg tror på at jeg nok skal få vendt den hurtig, og når der er styr på den del, så kan jeg foralvor begyndet at drømme om et nyt liv, og det ser jeg frem til og glæder mig til. Jeg ved at hvis jeg har Nord med i alt jeg gør, så er jeg tro mod mig selv, og hvis jeg er tro mod mig selv, så  vælger jeg de rigtige veje, så når der er faldet lidt mere ro på, vil jeg lukke mine øjne, åbne mit hjerte og lytte til Nord, for så ved jeg at vi kommer langt, jeg ved vi kan gøre en forskel i verden, Nord´s liv skal give håb og kærlighed, hans død, skal give lærdom, styrke og hjælp til dem der har brug for det, Nord´s kærlighed skal gøre en forskel, den skal ud i verden og det vil jeg gøre mit for at det kommer til at ske. Mor og Nord altid altid. Nord min skat, mor elsker dig, og jeg lover at du nok skal blive stolt <3

Et lidt forsinket indlæg om mit nytår.

Det er torsdag og vække uret ringer, klokken er 04.45 og selvom jeg er træt, efter at være kommet alt for sent i seng, da jeg var til suspekt koncert igår, så står jeg hurtig op, for idag går turen nemlig til London, nået jeg har set frem til meget meget længe. Julen var så hård ved mig, at jeg ikke kunne holde ud at, tænke på hvordan jeg skulle komme igennem nytåret. Jeg har levet hele år 2017 uden Nord og jeg har ikke lyst til at gå ind i endnu et år, hvor han ikke har levet, men har man noget valg? Det bliver et nyt år om man vil det eller ej, men jeg havde på ingen måde lyst til at fejre det. Så derfor havde en veninde, BB og jeg booket en tur til London baby over nytåret.

Min lille vuf, Batman er blevet hentes af hans “far” en eks, og jeg ved at han altid har det godt der, der er pyntet op til nytår hos Nord (de steder hvor jeg mindes ham) så jeg kan tage afsted med god samvittighed. Da BB og jeg har fået pakket det sidste ned, er vi klar til at tage afsted, vi tager metroen ud til lufthavnen, og jeg kan allerede der mærke at det her er en god ide, jeg føler mig ikke så tynget og træt som jeg har gjort i resten af december. Vi kommer ud til lufthaven og efter vi er kommet igennem sikkerheds kontrollen, kun med det lille problem at BB var ved at gå fra sin bagage, er det nu tid til at flyve, jeg sender min bror en besked, hvor jeg som altid fortæller ham at jeg elsker ham, noget jeg altid gør og altid har gjort når jeg skal flyve, ligsom at jeg altid skriver et brev som ligger der hjemme, hvor jeg fortæller min familie og venner at jeg elsker dem, hvis der nu skulle ske mig noget, det var et af de breve X prøvede, at vende i mod mig, og bruge som om at jeg var selvmords truget, men alle der kender mig (også X), ved at jeg altid skriver de her breve når jeg skal flyve, det startede fordi jeg var bange for at flyve, og nu gør jeg det fordi jeg har en ide om at den dag jeg ikke gør det, der sker der noget slemt, så hvorfor ikke bare forsætte, og skulle der så ske mig noget, så ligger der de sidste kærlige og trøstende ord til min familie, og det kan jeg virkelig ikke se noget galt i, men selvfølgelig så X det, som en mulighed for at prøve at såre og skade mig igen igen.

Da vi lander i London, har jeg det meget bedre end jeg har haft i lang tid, jeg ser så meget frem til de næste dage i London, jeg ved bare at den her tur er god for mig. Vi kommer til vores hotel, men da vores rum ikke er klar endnu, stiller vi bare vores bagage og så er det ellers vindere ind til byen, vi bor lige ved Hyde park, så vi vælger at gå, så kan vi også kigge på egern i parken. Vi har bestilt tid til afternoon tea på Hilton hotel ved Covent garden hjemmefra, da vi fandt et rigtig godt tilbud på en deal side. Det er super hyggeligt, og jeg elsker at opleve sådan nogen ting her, man kan godt se at det er et fint sted, og vi er måske lidt underdressed, men vi hygger os og det er super godt. Efter afternoon tea, står den på lidt billig shopping i primark,  vi finder også et sted hvor man kan få malet sko som man ønsker det, så jeg skal selvfølgelig have et par hvor der står mor og Nord altid altid. Aftensmaden bliver take away fra Mc´D, da  vi først er tilbage på vores hotel kl 22.30 den aften, det har været en lang med god dag, og selvom jeg virkelig mærker savnet til Nord da det er senge tid, ser jeg frem til dagen i morgen, jeg kysser Nulle (Nord´s nus bamse) som jeg selvfølgelig har med mig, og hvisker, mor elsker dig Norden.

Vores værelse er fint, det er jo London, så jeg forventer og forlanger ikke så meget. Vi kom lidt sent i seng, så vi står op ved 09.00 tiden fredag, og så står den ellers på morgen mad, som selvfølgelig skal være lokal, vi finder et hyggeligt sted, og selvom det tager sin tid at få maden, så nyder jeg at få english breakfast igen. Efter morgen mad, står den på en tur i Primark igen, der kan man få en masse billigt “lort” og jeg elsker det. Vi bruger lang tid der, og finder en masse gode ting, især trænings tøj og gummi sko bliver der købt ind af, for når jeg kommer hjem, skal jeg altså i from igen, jeg har virklig taget meget på, det sidste stykke tid, selvom jeg har spist fint og dyrket lidt motion, men jeg må bare give den endnu mere gas i det nye år, med sund mad og masser af træning, for jeg hader det virkelig helt vildt, at jeg har taget så meget på, så det skal der gøres noget ved, ikke at jeg ønsker at tabe mig så meget som jeg gjorde da jeg mistede Nord, for det var på ingen måde pænt, men bare sådan så jeg kan lide det jeg ser, når jeg kigger på mig selv i et spejl, det kan jeg ikke nu, og når jeg har det skidt inden i, går det altså ikke at jeg også ligner lort.

Lørdagen står på en tur til Camden, der skal vi ind og se burlesque, vi ved ikke rigtig hvad vi skal forvente, andet end jeg ved at, det er noget med nogen damer der smider lidt tøj, det er også noget vi har booket hjemmefra da jeg fandt et super tilbud på et show med middag. Vi tager først en tur ind til byen, og hygger lidt, vi spiser en god omgang fish and chips, for det skal man altså når man er i london, og så vælger vi også at få en omgang Gin menu til. Vi er godt mætte og måske lidt fulde, da vi forlader pubben hvor vi spise, vi tager tilbage til hotellet og duller os lidt op, for der dresskode på showet i aften, så vi må heller se bare lidt godt ud. Vi tager til Camden, og da vi er der i god tid, går vi en tur på pub og drikker en cider. Vi kigger os lidt omkring i Camden, og når vi nu er her, skal vi også lige en tur forbi Cyperdog, det er en sjov (techno) butik, hvor der altid er fest. Og så står den ellers på burlesque show, det er både sjovt, lidt frækt og vildt hyggeligt, det er et super hyggeligt sted og maden er fin, vi ude og danse en enkel dans, vi griner og vi hygger os super meget. Efter showet åbner de op ind til en natklub og vi er lige inde og kigge, det ser rigtig fedt ud, det er en gammel heste stald der er lavet om til en natklub, men der er stadig nogen bokse tilbage, som man så kan booke hvis man er nogen stykker, så kan man holde sin egen fest, samtidig med man er en del af en kæmpe fest. Da vi begge er lidt trætte og gerne vil have noget ud af dagen imorgen, hvor det jo er nytårs aften, tager vi tidligt hjem.

Søndag/nytårs aften, vi står “tidligt” op, går ud og spiser morgen mad, ikke så langt fra hvor vi bor, da vi når vi har spist skal tilbage til hotellet for at gøre os klar til nytår. Da  vi på hotellet har det nogen cidere, og der er lagt makeup, selvfølgelig med masser af glimmer, da det er jo nytår, er vi klar. Vi skal lige en tur i Primark og bytte nogen ting, inden den står på middag på Big Easy. Lige ved siden af der hvor vi skal spise vores nytårs middag ligger der en kirke, vi går ind, og til stor glæde for især mig, kan man tænde lys i kirken. Vi tænder lys for alle dem vi har mistet og savnet, og selvfølgelig for Nord, han er for mig grunden til at jeg kommer i kirker og tænder lys, Vi ser en hjerte lys holder, vi skynder os at købe nogen lys, og fylder så hele hjerte ud med lys, hver gang jeg tænder et lys sender jeg en kærlig tanke og minde afsted, jeg savner min lille dreng så meget, jeg ville sådan ønske at jeg kunne fejre nytår med ham, den bedste nytårs aften jeg har haft, var da jeg holde nytår med Nord, to veninder og den ene venindes søn, det var så hyggeligt, og det er for mig sådan det skulle være. Jeg ved at Nord ville være så stor nu, at han ville elske nytåret, han var en dreng med knald på, så nytårs aften er lige i hans ånd. Vi spiser en lækker hummer middag, med masser af cocktails, så vi er i godt humør da vi går fra restauranten, og nu står den på teater/musical. Vi skal ind og se Thriller, og jeg glæder mig til at høre en masse af Michael Jackson´s musik, vi har en fest, der bliver sunget, danset, kigget lidt på mænd, og drukket nogen drinks. Efter showet går vi lidt rundt i Londons gader, alt er lukket af for biller, der er en super stemning, folk er glade, vi har købt en flaske champagne så vi kan skåle nytåret ind når klokken står 12, men da London er en time foran, synes vi, at vi også skal skåle det danske nytår ind, så det gør vi midt i London da klokken står 23.00 godt nytår Danmark, godt nytår min Nord. Vi går gennem Hyde park på vej tilbage til hotellet, og da klokken slår 24.00 i London hoppe vi ind i det nye år fra en bænk i Hyde park, men champagne og to små bord bomber hjemmefra til ære for Nord. Jeg savner ham helt vildt, mit hjerte gør ondt, men jeg er lettet over ikke at være hjemme i dk lige nu, det er som om jeg bedre kan få luft her, for Nord kunne jo godt være der hjemme i dk og hygge sig hos mormor og farmor til nytår, imens jeg var her, og selvom jeg godt ved det ikke er sådan, selvom jeg mærker savnet og smerten over hans død, kan jeg bare bedre nyde nytåret her. På vej tilbage til hotellet snakker jeg med en ven hjemme i dk, vi har holdt nytår sammen i rigtig mange år, og de år vi ikke holder nytår sammen, ringer han altid, det gjorde han så også i år, og det betyder virklig meget for mig, det er dejligt at vide at der bliver tænkt på en. Vi hygger lidt på hotellet inden det er senge tid, vi fik sig fint farvel til 2017 et år, der har været sindsygt hårdt, og når jeg ser tilbage ved jeg ikke hvordan det er lykkes mig at komme igennem det, det har været et rigtig lorte år, dog med nogen lyse oplevelser ind i mellem, og det er nok enlig dem der har fået mig gennem året. 2016 er det værste år i mit liv, men alligevel var det også et år hvor Nord levede, så den første halvdel af 2016 var vidunderligt, fyldt med lykke og kærlighed fra Nord, anden halvdel var mit livs mareridt, fyldt med sorg, savn og smerte. 2017 har bare været, tomt, hårdt, ondt, og rigtig ensomt, fyldt med sorg, smerte og et savn som kun bliver større og større.

Da vi vågner næste dag, er det en underlig følelse at, vi nu er gået ind i et nytår 2018, men jeg har det faktisk okay, jeg føler mig klar til det nye år, og jeg har helt sikkert mere mod på 2018 end jeg havde på 2017. Det er et nytår og jeg har håb for det her år, jeg tror på at det bliver bedre end 2017, og jeg ved at jeg nok skal klare du udfordringer der helt sikkert kommer, jeg ved at 2018 ikke bliver nemt, jeg ved at savnet til Nord vokser, og jeg ved at der kommer mange dårlige og hårde dage, men jeg tror alligevel på at der også kommer okay og måske endda gode dag. Jeg ved at Nord er med mig og at han støtter mig, og jeg ved at jeg kan klare de ting der kommer, fordi jeg har ham med i alt jeg gør. Vi har en fin sidste dag i London, og da vi lander i københavn meget sent samme aften, takker jeg mig selv for at jeg to afsted, og selvom jeg helt sikkert godt kunne været blevet noget længere ser jeg også frem til at komme hjem til “Nord” igen, Det er altid hårdt at komme hjem når jeg har været væk, men jeg bliver bedre til det, og jeg kan virkelig mærke at de her ture lidt væk er gode for mig, jeg føler mig mere klar og har mere energi til at klare hverdagen som venter lige rundt om hjørnet. Da jeg falder i søvn den nat, er det som altid med Nulle i mine arme og Nord i mine tanker, Nord min skat, mor elsker dig, og jeg skal nok forsat kæmpe for at gøre dig stolt, godt nytår min skat.

I onsdags d. 10/1 2018  var det 1 år og 7 måneder siden at Nord blev slået ihjel, det skær dybt i mit hjerte, og lige netop den tid, 1 år og 7 måneder fylder min krop med smerte, en smerte jeg ikke kan forklare. 1 år og 7 måneder var den tid Nord fik lov at leve, og nu har han så været død ligeså længe som han fik lov at leve, og det er på ingen måde fair. Jeg har svært ved at huske livet før Nord, for allerede fra da jeg blev gravid, kom det lille væsen inden i mig, allerede før mig selv, allerede der handlede mit liv om Nord, og det blev jo kun forstærket da han blev født. Jeg kan huske at når jeg kiggede på ham, kunne jeg slet ikke huske hvordan livet var før ham, jeg følte at jeg altid havde haft ham, og da han døde kunne jeg på ingen måde overskue eller forstille mig livet uden ham, det kan jeg så stadig ikke, og han er stadig den største del af mig liv, han kommer stadig før mig, jeg tænker stadig på ham før mig selv, og jeg elsker ham højre end noget andet. Så når jeg tænker på at jeg kun havde ham i live i 1 år og 7 måneder, føles det så vildt at han nu har været død ligeså længe, for jeg føler jeg har haft ham meget længere end han har været død, og på samme tid, savner jeg ham som om at det er 10 år siden at jeg sidst holde ham i mine arme, så han smil, kyssede ham og hørte ham sige mor,  men det er “kun” 1 år og 7 måneder siden. Tid er noget mærkeligt noget, Nord´s liv var alt alt for kort, jeg fik så lidt tid med ham, og alligevel kan jeg ikke rigtig huske livet før ham, for fra jeg havde ham i mine arme første gang, følte jeg han altid havde været en del af mig og mit liv. Men jeg fik KUN et 1 år og 7 måneder med ham, og nu har jeg så levede 1 år og 7 måneder uden ham, det føles på en og samme tid, som meget kort tid og som meget lang tid, jeg følger smerten over Nord´s død, som var det igår jeg fandt ham livsløs og bleg alene i en stor seng i X´s lejlighed, jeg føler savnet til ham, som om at jeg ikke har set ham, kysset ham eller holdt ham i mine arme, i over 10 år. Tid, sorg, savn og smerte er en mærkelig kombi, og jeg har svært ved at finde ud af mine følelser omkring det, jeg har svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på og hvordan jeg skal gå den lange vej ud af mørket, når jeg har det sådan her, men jeg ved at jeg er nød til at finde en måde, jeg ved at der kommer mange af de her “bump” på vejen, resten af mit liv, så jeg er nød til at blive ved med at gå, ligemeget hvor store bakker jeg skal op af, for igen at kunne se lyset for enden.

D. 11/1 2018 var det så den første dag, hvor Nord havde været død længere end han fik lov at leve, det er en mærkelig følelse, en følelse jeg ikke har følt før, og jeg kan ikke rigtig forklare den, men jeg kan sige at jeg på ingen måde bryder mig om den, jeg føler mig tung, træt og ked, jeg synes det er uretfærdigt, og lige netop uretfærdighed har jeg svært ved, især når jeg ikke kan ændre det. Jeg har på mange måder lyst til at nogen skal staffes, men hvem? X er død, han var en kujon, som tog den nemme ud vej, fordi han var et svagt menneske der ikke ville stå til regnskab for hans ondskab. Jeg ved det er bedst for mig at X er død, jeg ved han aldrig ville havde ladet mig være i fred, jeg ved han aldrig ville have givet mig muligheden for at leve igen, og jeg ved at hvis han kunne se mig nu, ville han hade at se at jeg stadig står, for det var bestemt ikke det der var hans mål med at myrde Nord. Så at jeg får et liv igen, det at jeg stadig står er måske den eneste måde hvor på at jeg kan straffe X, så det er mit mål. Så som jeg har sagt så mange gange før, så skal han ikke vinde, og det gør han heller ikke. Det eneste han har vundet er at han har splittet venner og familie, han har efterlad dem som holde af ham, i et svære liv. Jeg mistede alle følser for X da han slog Nord ihjel, så jeg snakker ikke om mig, eller mine. Jeg snakker om han støtter, hans så kaldte “venner”, men ingen af dem betød nok for ham, til at han ville åbne sig op for dem, så de havde en chance for at hjælpe ham. Nej for ham var det vigtigere at ødelægge mig og så var han ligeglad med at han også ødelage dem der holde af ham. Så tillykke X, du har ødelagt mange liv, og du har såret mange mennesker, og for det håber jeg du føler intet andet end konstant og evig smerte. Selv længe efter jeg ikke lever mere, og jeg ikke længere føler smerte, håber jeg du lider til evig tid der hvor du er nu. Jeg håber at den dag jeg bliver genforenet med Nord, at smerten i X forstærkes og at han kan se at Nord´s og min kærlighed over vinder ALT.

Dagen hvor Nord har været død længere end han levede var en tung, mørk og hård dag, og måske netop derfor fyldte hadet mere end normalt. Normalt er det ikke hadet der fylder i mig, normalt er det savnet til Nord og kærligheden der fylder, men lige denne tid var hård, og derfor kom hadet frem i mig. Som alle de andre hårde og smerte fylde dage, som kom jeg igennem, jeg kom igennem med støtte fra de mennesker der altid er der for mig, jeg kom igennem med støtte fra alle dem der tænker på Nord, og jeg kom igennem med kærligheden jeg har til Nord, og jeg kan mærke at selvom smerten gennem borde mig og jeg bliver så ked af det, så bliver jeg stærkere og jeg bliver bedre til at acceptere at sådan her vil jeg få det nogen dage resten af mit liv. Der vil altid være dage der gøre mere ondt end andre, der vil være dage fyldt med sorg, nogen fyldt med smerte, nogen fyldt med had, og nogen dage hvor savnet er ulideligt,  og det er okay, det skal der være plads til. Det gør ondt, det at mistet et barn er det værste et menneske kan komme ud for, så selvfølgelig gør det ondt og det må det også godt, det gør jo ondt, fordi jeg elsker og savner Nord, og så længe det er derfor det gør ondt, så skal jeg nok klare den. Jeg ville aldrig ha undværet den tid jeg fik med Nord, selvom den var alt ALT for kort, og den nu gør at jeg skal leve resten af mit liv i sorg og smerte, Men det er smerten værd, Nord er smerten værd, han er det bedst der er sket mig, og jeg lever heller i denne smerte hver dag resten af livet end ikke at have haft ham. Nord min skat, mor elsker dig evigt og altid, det er mor og Nord altid altid som vi aftalte.

Der har været meget stille her på bloggen i noget tid, det har der været fordi, jeg ikke har kunne finde overskud til at skrive, på tros af at, jeg gerne ville og enlig også havde brug for det. Men hver gang jeg har sat mig ned og ville skrive, er jeg brugt sammen i tåre og har ikke kunne skrive, det kan jeg så nu, selvom det stadig er med tåre, men nu skal noget af alt det jeg har gået med og går med inden i ud.

December og julen var rigtig rigtig hård ved mig, det kom ikke bag på mig at det ville blive hårdt, for selvfølgelig er det svært uden Nord, det er hver dag, men især højtider og mærke dage er svære, så jeg viste godt det ville blive hårdt, og jeg synes jeg havde forberedt mig, men jeg troede måske at, fordi jeg har været en december og jul igennem uden Nord, ville jeg vide hvad jeg gik ind til og at det derfor ville være bare lidt nemmere end sidste, men nej, tværdig mod. Jeg synes december og julen 2017 var hårde ved mig, end den første jul uden Nord. Måske fordi jeg denne gang er mere ved mig selv, sidste gang var jeg i en from for chok boble, og jeg skulle “bare” overleve julen, jeg skulle “bare” igennem den. Denne her gang, skulle jeg ikke bare overleve, denne her gang skulle være i det, og jeg var jeg nød til at indse at det er sådan her december og julen er for mig nu, det er ikke længere en tid, jeg elsker og glæder mig til, det er nu en tid, fyldt med smerte, hvor jeg konstant bliver mindet om at Nord mangler. Der er snaps hele tiden af veninder, og familie med deres børn der åbner pakker, billeder på facebook hver dag hvor der er familie hygge. Jeg ved at jeg havde gjort det sammen hvis Nord levede, men det gør han ikke, og derfor gør det sindsygt ondt på mig at se og blive mindet om. Jeg bliver mindet om at jeg ikke længere passer ind i mine venners og families verdener, jeg følger ikke at jeg høre til nogen steder, jeg føler mig malplaceret, og lidt i vejen. jeg ønsker dem alt godt, og jeg ønsker de er lykkelige, men det gør alligevel ondt at se på, for hvad med mig? og lige netop det der, hvad med mig? gør at jeg føler mig i vejen, for hvis dem omkring mig, ser hvor ulykkelig jeg virkelig er, ødelægger jeg så ikke lidt deres lykke?  Jeg prøver at være den gode faster og søster til min bror og hans børn, men jeg gør det nok mere af pligt end af lyst, jeg gør de ting jeg gør, fordi jeg elsker dem, men også fordi jeg gerne vil bevare det bånd der er mellem os, men som jeg føler er blevet løsnet lidt. Jeg frygter rigtig meget at også mister dem,  fordi de har jo en hverdag, som heldigvis er fyldt meget mere med glade og lykke end af sorg, og det under jeg dem virkelig, men det er svært at se på og være omkring, og derfor har jeg nok trukket mig lidt, og jeg er bange for at jeg ikke kan finde vejen tilbage til dem, hvis jeg trækker mig helt, så derfor prøver jeg med alt jeg har at være en god faster og søster i julen, selvom den er særlig svær for mig. Jeg håber og har et ønske om at de bånd jeg har til min bror at det bliver lige så tæt som det var, når jeg er blevet bedre til at håndtere andres lykke, for jeg ønsker mere end noget andet at forblive tæt med Nord´s fætter Ja- ja og at jeg også for et tæt bånd til Ja- ja´s nye lillesøster.

Som sagt var julen hård ved mig, den var tom og ensom, på tros af at der er mennesker omkring mig, jeg prøver at komme ud og lave ting, og det går også fint nok, jeg kan godt hygge mig, i det rigtige selskab, der er folk der for mig til at grine, der er dem der kan give det kram, som tager lidt smerte fra mig, og der er dem der kan håndtere min sorg, hvor jeg ikke frygter at græde i nærheden af dem, og alle de her mennesker betyder alt for mig, og jeg ved at de gør alt de kan for at jeg kan holde livet ud, men lige i julen, har de jo også tit travlet med deres egnet liv, deres egen familie osv. Så måske er det også en af grundene til at julen er lidt ekstra hård og ensom for mig, men bliver glemt lidt når hverdagen er travl.

Jeg er typen der gerne vil have at julen er som den altid har været, og altid skal være, men det kan den jo ikke uden Nord, det mærkede jeg allerede sidste jul, men der havde jeg tros alt min familie omkring mig, det var hårdt fordi Nord ikke var der og jeg kunne kigge på Ja-ja (Nord´s fætter) og se at det var sådan det skulle havde været, det gjorde ondt, men i år da jeg ikke skulle holde jul med Ja-ja, og min bror, var det endnu svære, for jeg kunne ikke på samme måde forstille mig, hvordan julen med Nord ville ha været, og det gjorde endnu mere ondt. jeg vågner om morgen, med tåre i øjnene, jeg græder stille, sætter mig op, kramme Nulle (Nord´s nus bamse) ind til mig, kigger ud af vinduet, sidder sådan længe før jeg kan tage mig sammen til at stå op, jeg gider ikke den her dag, jeg gider den ikke uden Nord, det bliver alligevel ikke rigtig jul uden ham. En veninde (BB) og jeg tager over og træner, så for jeg da lidt tid til at gå. BB og jeg skal mødes med min mor uden foran kirken, for jeg skal selvfølgelig tænde lys for Nord, på vej over til kirken, høre jeg en stemme sige god jul Sara, jeg kigger op og ser X´s storebror og Nord´s farmor, det giver et sæt i mig, og min krop rammes af en følelse jeg ikke kan beskrive, faktisk vi jeg ikke om jeg nogenside af følt den følelse før, jeg krammer Nord´s farmor, jeg har ikke set hende siden Nord´s begravelse, så det er mærkeligt at stå der med hende i armene, hun krammer mig tilbage og siger, jeg tænker på dig skat, jeg ved det er hårdt, jeg kysser hende på kinden, ønsker hende en god jul og skynder mig så over i kirken.  Da vi kom ind, og jeg fik tændt et lys, brød jeg sammen, jeg kunne ikke holde igen længere, jeg mærkede hvordan savnet og smerte overtog alt i mig, åhhh min Nord, jeg savner dig så meget, det her er ikke fair, det gør så ondt, og det er ikke sådan her det skal være, du fortjente livet, og jeg fortjener dig her hos mig. Min mor krammer mig og holder om mig, vi står sådan et stykke tid, og græder og græder, en kirke tjener, kommer over med noget papir til mine øjne, og jeg for heldigvis masser. Da jeg har grædt ud, og jeg igen kan trække vejret, går vi ud af kirken, og som altid, lige inden jeg går ud, vender jeg om rundet, kigger op på englene forende, og sender et luft kys afsted, mor elsker dig. Jeg siger farvel og god jul til BB som skal holde jul hjemme hos hendes familie, jeg giver mig mor et kys og siger vi ses om lidt, for jeg vil gerne lige op forbi hjerte træet, (Nord´s træ) da jeg kommer op til træet, bryder jeg igen sammen, selvom jeg ikke troede jeg havde flere tåre tilbage for idag, men der står jeg så, alene, jeg krammer træet, Mor, mangler dig så meget, det gør så ondt uden dig, det er så svært uden dig, men jeg lover dig at jeg gør det så godt som jeg kan, jeg for dig min Nord, tårene strømmer ned af mine kinder, jeg finder et stykke papir frem og tørre mine øjne, men det er ikke til meget hjælp, for det er allerede ret vådt, om jeg er slet ikke færdig med at græde. Jeg sætter en lille engel ind i træet, og jeg kan se at der er andre der har været fordi og sendt Nord en tanke, der er nemlig både, et lille juletræ, blomster og kort, jeg ved med et hvem der har været fordi, og jeg bliver altid meget rørt, når jeg ser at der bliver tænkt op Nord, det betyder alt for mig at han bliver husket, og ikke kun af mig, for den er på den måde han kan leve videre, det er sådan han stadig er i verden, så tak af hele mit hjerte.

For mig blev det ikke rigtig juleaften, selvom min mor laver steg og har sørget for god mad, min veninde DJ har sørget for juletræ, og har pyntet så fint op, blandet med et kompas for Nord. Jeg vinder via facebook en mini rejse med fly og hotel, og det løfter helt sikkert humøret lidt, for så kan jeg da komme lidt væk her efter jul, men det er bare stadig ikke rigtig jul, når alt ikke er sådan som jeg gerne vil have det, og jeg vil have Nord, all i want for christmas is Nord. Jeg formådet at have en fin aften tros alt. Min mor, far, moster og jeg, holdte jul hos min veninde DJ og hendes mor, vi fik god mad og vin, vi åbnet gaver, jeg fik nogen rigtig fine ting og vi hyggede bestemt, men rigtig jul var det ikke, på tros af at de gjorde alt, for at give mig en god aften, jeg mærkede den dårlige samvittighed prikke til mig, over at jeg ikke var tilfreds, jeg hader når det er sådan, for de prøver virkelig og gør det så godt som de kan, men for mig er det bare ikke nok, og det er ikke fordi jeg vil være unfair, men jeg mangler jo Nord, og det gør ondt. Da aften er ved at være slut, beslutter min veninde og jeg at tage ud en tur på Nemo (en bar på Christiania) og feste lidt, og det var godt at få tankerne lidt væk, der var masse jeg kender, og det var dejligt med en masse julekram og støtte. Da jeg endelig kom i seng, var det med en god følelse af at jeg klaret det, og jeg ved at jeg bliver stærkere og bedre til at håndtere smerten inden i mig. Så selvom den stadig tit, bringer mig helt i knæ, så ligger den mig ikke længere helt ned, og jeg ved at jeg nok skal vinde den her, for jeg har nemlig Nord ved min side, og selvom det skulle være mig, der passede på Nord, så er det nu ham der passer på mig, og jeg stoler fuldt ud på at han kan klare opgaven, jeg ved nemlig hvor stærk vores kærlighed er. Mor og Nord altid altid

Kunsten at miste, et program på DR K i 4 afsnit, men hvorfor lave et program om at miste? vi skal jo alle miste nogen vi elsker, hvis vi ikke allerede har gjort det. Så hvorfor vise andre´s sorg? høre andre´s historier? hvad for vi ud af det? andet end vi bliver mindet om, at dem vi elsker skal dø, vi skal dø. Jeg valgt at sige ja til at være med i programmet, fordi jeg kan se, mærke og at jeg oplever, at vi i danmark er rigtig dårlige til at håndtere død og sorg, både vores egen, men i den grad også andres, vi vil helst ikke komme til at sige noget forkert, vi vil ikke gøre nogen kede af det, og vi vil bestemt ikke mindes om, at vi selv bliver ramt af sorg på den ene eller anden måde.

Jeg blev ramt af den største sorg, der kan ramme et menneske d. 10/6 2016 da min søn Nord blev slået ihjel af et menneske jeg elskede, et menneske jeg stolet på i forhold til min søn, nemlig hans far, min verden ramlede sammen, mit hjerte blev knust i en milion stykker, noget i min slukket, en del af mig døde og alle mine drømme døde med Nord. Så hvordan rejser man sig, når man ikke bare er tvunget i knæ, men at man faktisk ligger fladt ned, mere død end levende? glæden, livs lysten og alle drømme er væk, så hvad skal jeg her? hvorfor skal jeg leve? det var nogen af de spørgsmål jeg kæmpede med, og stadig nogen dage kæmper med.

Da jeg blev kørt til psykiatrisk skadestue ,efter at have fundet Nord bleg og livløs på sengen i X´s legelighed, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det nok ville være bedst at jeg blev der nogen dage, så jeg ikke skulle hjem, for mit hjem er jo fyldt med Nord, hans seng, hans tøj, legetøj, billeder osv, ja han er alle steder i mit hjem. Min første rigtige tanke, andet end, det her sker ikke, mit barn kan ikke dø, var at jeg bare gerne ville slette de sidste 2 år af mit liv, for tanken om at skulle leve et liv uden Nord, hvor han faktisk havde været, kunne jeg ikke håndtere. Jeg gik fra at føle en smerte som fyldte hele min krop, det gjorde så ondt, at jeg heller, ville have skåret dele af min krop med en sløv og rusten kniv, til ikke at føle noget, ingen ting, ingen smerte, ingen had, ingen ting overhoved. Netop det ikke at føle noget, var en af de ting, der gjorde at jeg ikke ville slette mine minder og min tid med Nord, den kærlighed jeg mærkede med ham, det menneske jeg var med ham, og den kærlighed han gav og stadig giver, vil jeg ikke undvære for noget, Nord´s kærlighed er alt smerten værd, jeg vil heller leve hver dag i den største smerte af alle end ikke at have oplevet den kærlighed jeg har med Nord. Derfor tager jeg min smerte, derfor ville jeg finde en måde at leve med min sorg, og jeg synes, at jeg på mange måder er kommet langt. Det fortæller jeg lidt om i programmet, hvad gør jeg for at leve med sorg, hvad gør jeg for at Nord stadig er en del af mit liv og min hverdag.

Jeg begyndte meget tidligt i min sorg, at dyrke den, selvom omverden siger at det skal man ikke, man skal komme videre, men videre hvordan? hvordan kan man på nogen med det, når man har mistede den man elsker aller mest, mere end sig selv, mere end livet? nej videre, det kommer jeg sgu aldrig, for det ville betyde at jeg skulle slette Nord, og det hverken kan eller vil jeg. Men jeg lære at leve med min sorg og min smerte, og selvom det nok tager mig meget lang tid, måske resten af livet at lære det 100% så er jeg godt på vej, jeg har fundet en måde hvor der er plads til både sorg og glæde, der er måske ikke så meget glæde endnu, men der er små glimt af den, og jeg ved den kommer til at vise sig meget mere, det gør den fordi jeg har fundet plads til sorgen, plads til smerte, plads til Nord og jeg, og når jeg giver sorgen,smerten, Nord og jeg plads, er der også plads til kærligheden, mig, glæden og alt muligt andet.

Jeg mødte Esben Kjær første gang til et foredrag, hos foreningen mistet barn, en forening som jeg støtte på, da jeg begyndte at dyrke og studere min sorg. Jeg havde stød på navnet Esben Kjær og hans bog min usynlige søn, flere gange før, min psykolog havde omtalt hans borg, så min bror gjorde det en god bror gør, han læste bogen, både for ham selv, men også for mig, for måske kunne både ham og jeg lære noget, måske jeg kunne føle mig mindre alene i min sorg. Jeg kan huske at min bror kom jeg med bogen, hvordan man har en usynlig bror, som Esben Kjær´s ældste søn har lavet, og den beskrev rigtig fint hvordan jeg havde det, Nord var ikke væk, han er bare ikke på jorden som jeg, han her, jeg kan bare ikke se ham fysisk, men jeg kan mærke ham. Det var et godt foredrag og selvom jeg ikke havde læst bogen, fik jeg noget ud af det, nok mest af alt, at jeg gjorde det rigtige i min sorg, jeg var på vej den rigtige vej, den vej har jeg så forsat, på tros af at nogen mener jeg burde gå andre veje. Jeg mødte Esben igen, til et andet foredrag, med samme indhold, men denne gang havde jeg læst hans bog, for som jeg har nævnt, så stueder jeg sorgen, jeg læser om den, jeg høre om den, og jeg snakker og skriver om den, for når nu sorgen SKAL være en del af mit liv, så er jeg nød til at vide mest muligt om den. Esben nævner kort noget om min historie, som havde ramt ham til sidste foredrag, vi snakker kort sammen,  og jeg fortæller ham at jeg har valgt at give min sorg plads, men at jeg ikke vil lad hadet til X fylde, det er kærligheden til Nord det handler om, jeg skal vise Nord verden, og verden Nord, jeg skal søger for at Nord lever videre, selv længe efter jeg ikke lever mere, Nord har været her, han har levet, og han har sagt et kæmpe aftryk, og det skal man kunne se.

Den korte samtale, har åbenbart gjort indtryk på en eller anden måde, ihvertfald blev jeg kontaktet, da DR vælger at sætte fokus på, det at miste, i form af at der kommer 4 afsnit på DR K netop og sorg og det at miste. Esben ville gerne have at jeg fortalte min måde at leve med sorgen, og det valgte jeg så at sige ja til. Jeg er med i 2 afsnit, der omhandler hvordan man lever med de døde? hvordan man håndtere sorgen af at miste den du elsker mest.

Vi filmer over nogen gange, det er hårdt, men jeg føler mig tryk, Esben er vært i programmet, og han kan jo desværre sætte sig ind i min smerte, da han selv har mistet en søn.  Vi snakker meget om hvad jeg gør og hvad Esben gør for at leve med døden, vi er meget enige i, at de døde ikke går væk og at de skal have deres plads, og vi gør begge mange ting for at indrave vores sønner i hverdagen, og netop det at give sorgen og de døde plads, gør at så giver sorgen og de døde, også plads til glæden og livet. Det er en hård omgang at lave optagelserne til programmet, og selvom jeg godt viste at det ikke ville være nemt, så tager det alligevel hårdt på mig, og jeg er virkelig træt da vi er færdige. Jeg tager hatten af for at Esben og Søs som er til retteligger på progamet lever det her program, for selvom det er virkelig hårdt at lave, jeg synes det er meget vigtigt, det giver viden og sætter fokus på noget som for rigtig mange dansker har sindsygt svært at snakke om, nemlig det at miste.

Igår var jeg så inde på DR, hvor jeg fik lov at se det afsnit jeg er med i, det bringer tårer frem, og det er så ubeskrivelig hårdt at se og høre sig selv fortælle om hvordan jeg lever med min døde søn. Jeg er tilfreds med afsnittet, selvom der er nogen ting som ikke er kommet med, men noget af det for Esben så sagt, så jeg synes faktisk det er blevet godt, hvis man da altså kan bruge et ord som godt, om noget der gør så ondt. Jeg vender mig nok aldrig helt til at se eller høre mig selv, fortælle min historie og smerte, men jeg er glad for at jeg gør det, jeg håber virkelig det kan hjælpe andre, både andre i sorg, men også dem der er tæt på mennesker i sorg. Alle mennesker kommer i sorg, og hvis ikke så har de mennesker aldrig elsket, og det er i min verden værre end det at miste, for et liv uden kærlighed er ikke et liv overhoved. Jeg håber der er rigtig mange der ser programmet, jeg skal ihvertfald se alle 4 afsnit, for måske også jeg kan lære noget af de andre der medvirker. Første afsnit, Kunsten at miste, kommer på onsdag d.22/11 kl. 21.30 på DR K. Afsnit 2, hvor jeg er med, kommer onsdagen efter, altså d. 29/11 kl. 21.30 på DR K og sådan forsætter det onsdagene efter med 2 afsnit mere. Jeg håber i tager godt i mod dem, og at både jeg og i andre for noget ud af at se dem. Kunsten at miste, nået vi alle skal lære før eller siden.

Tak til DR for at gøre programmerne mulige, tak til Esben for at tage så godt i mod mig, Nord og sorgen, Tak til Søs, for et nyt og vigtigt bekendskab, tak til min mor for altid at støtte mig i alt jeg gør, og sidst men ikke mindst tak til min elskede Nord, for styrken og kærligheden, mor og Nord altid altid.

Det er over en uge siden min elskede Nord havde fødselsdag, men jeg har ikke kunne skrive om det før nu, for selvom det var en “god” dag, så to den hårdt på mig, for hvordan fejre man sin døds søn 3 års fødselsdag? Jeg kom igennem dagen, men jeg er stadig mærket af træthed efter dagen.

Det er d. 2 november, det er den dag min søn er født, jeg husker dagen som den største og vildeste oplevelse jeg nogenside har oplevet, jeg husker hvor vildt det var at have det lille væsen som havde ligget inde i mig, i mine arme for første gang. Jeg elskede ham allerede før jeg havde mødt ham, men da han første gang åbnet sine smukke smukke øjne, smeltet han mit hjerte. Jeg husker timerne hvor jeg sad stille og alene med ham på hospitalet, jeg mærkede allerede der hvordan kærligheden voksede og voksede for hver minut der gik, jeg mærkede lykken sprede sig til alle dele af min krop, det var som om at tiden gik i stå, og på sammen tid, gik den meget hurtigere end normalt. Jeg så på min smukke dreng, tænk du allerede er 5 timer gammel, er der nogen der er sød at stoppe tiden, jeg kan ikke følge med, og jeg vil have det hele med. Jeg sov slet ikke den første nat, jeg måtte se på dig hele tiden, så smuk, så lille, så fin, så sårbar, og alligevel så ubekymret, så tillidsfuld, så sikker på, at du var tyrk og at jeg og verden nok skulle passe på dig. Jeg for et stik i hjerte hver gang jeg tænker på det, for sådan endte det jo ikke, og selvom jeg godt ved at jeg ikke kunne ha forudset at din Far ville myrde dig, så føler jeg mig stadig skyldig, og det vil jeg altid gøre. Jeg tror man som mor altid vil føle skyld hvis der sker ens barn noget, jeg skulle ha set, jeg skulle ha gjort, jeg skulle ha vist, men det gjorde jeg desværre ikke, og det vil altid side i mig, som en torn i mit hjerte, og en split i min hjerte, sammen med alle hvorfor og hvordan spørgsmålen. Hvordan kan man slå et lille uskyldigt menneske ihjel? hvordan kan man slå sit eget barn ihjel? hvorfor skulle Nord dø? hvorfor?

Hvorfor måtte min søn ikke leve? Hvorfor er han her ikke, til at opleve hans 3 års fødseldag? og hvordan skal jeg holde hans fødselsdag og fejre den uden ham? skal jeg lad vær? skal jeg lad som om at idag bare er en dag som alle andre? På den ene side er det, jeg har mest lyst til, men på den anden, synes jeg at både Nord og jeg fortjener mere, vi fortjener at fejre den dag han blev født, for det var den bedste dag i mit liv, og det var hans første dag i verden og det skal altså fejres, ligemeget hvor ondt det så gør at han ikke længere er i live. Jeg ved han er med mig, jeg kan mærke det, hver gang mit hjerte slår, jeg kan mærken smerten over hans død i hele min krop, og det kan jeg fordi jeg elsker ham og fordi jeg savner ham, men jeg kan også mærke kærligheden, jeg kan mærke kærligheden Nord gav, jeg kan mærke kærligheden vi stadig har til hinanden, og derfor skal hans fødselsdag fejres, for selvom jeg føler smerte hver dag, hele tiden over Nord´s død, vil jeg aldrig have været ham for uden, Nord er det bedst der nogenside er sket mig.

Jeg har været vågen on and off siden kl 04.30 jeg ved det bliver en hård dag og jeg har ikke lyst til at vågne op til Nord´s fødselsdag uden Nord. Da jeg endelig tager mig sammen til at åbne mine øjne og sætte mig op, bryde jeg sammen, jeg kigger over på Nord´s seng, åhh hvor ville jeg ønske at Nord lå der, og det hele bare havde været en ond ond drøm, men sådan er det ikke, tårene løber ned af mine kinder, jeg krammer Nulle, (Nord´s nus bamse) Åh Nord, det var ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, smerten og savnet overtager alt i mig, og jeg bryder sammen, i det samme kommer min veninde BB ind, hun sætter sig på sengen kanten, og holder om mig, jeg ved hun har svært ved følelser, så da jeg ser en tåre lande på dynen der ikke kommer fra mig, rør det mit hjerte, og jeg bliver mindet om at selvom det klart er mig, der savner og mangler Nord mest, så har han rørt mange hjerter i hans alt alt for korte liv, jeg lader tårene løbe, og jeg for lukket lidt af min smerte ud. Jeg har det altid lidt bedre når der bliver lukket lidt af det smerte ud, som fylder mig op. Jeg tager en dyb indåndingen, tørre tårene bort, mærker kærligheden til Nord istedet for hadet til min X, over at Nord ikke er her mere, jeg ved at jeg kommer til at græde mange gange i dag, men for nu har jeg fået lukket lidt smerte ud, så jeg igen kan få luft. Jeg pynter op med flag og lys, for man skal da kunne se at det er fødselsdag. Jeg har aftalt med Nord´s fætter Ja-ja og han forældre at vi skal i Dinos legeland, jeg ved Nord ville ha elsket det, og derfor skal vi lege i hans ånd, men først skal vi en tur i kirken og tænde lys for Nord. Vi kommer over til kirken, BB, min mor og jeg går ind, og da vi komme ind er 2 af Nord´s bedste veninder der allerede med deres forældre. Vi tænder lys og jeg tænder et lys for hver år Nord skulle ha levet. 3 år idag min skat, sikke en stor dreng du ville været blevet, jeg ville ønske jeg kunne se hvilken vidunderlig dreng du ville været blevet, jeg ville ønske jeg skulle tænde lys på din lavkage, du kunne puste ud, og at jeg kunne se dit ballade fjæs, når du gjorde det. Det var sådan det skulle være, jeg skulle ikke være i en kirke og tænde lys for dig, men det er nu gang sådan livet blev, jeg lader igen tårerne løbe, der er tændt mange lys, og det varmer mit hjerte at se hvor mange der tænker på Nord. Det er en hård omgang at være i kirken, men jeg har det bedre da vi går der fra, og nu står den på Dino´s legeland.

Vi ankommer til Dino´s legeland, 5 voksne, 3 børn (Nord´s venner) og en baby, jeg mærker et sug i maven da vi kommer ind, jeg har været her før med Nord´s fætter Ja-ja, og det var en rigtig sjov og hyggelig dag, og det er jeg også sikker på at det bliver i dag, men den er også hård. Nord skulle jo være her sådan fysisk, han skulle løbe og lege med de andre, og jeg skulle løbe rundt efter ham og prøve at holde styr på ham, men sådan er det ikke, jeg mærker et stik af had til X og uden jeg tænker over det, flyver det ud af munden på mig, Fuck dig X, virkelig Fuck dig, jeg håber du lider hvor du er. Nord min skat, mor har dig med, altid altid, og nu skal du fejres på en måde jeg ved du ville elsket. Jeg og de andre løber rundt, vi hopper på trampoliner, klatre, prøver rutsjebaner osv, der er virkelig gang i den, og jeg kan mærke at Nord bringer legebarnet frem i mig, og at han er med mig hele vejen. Jeg sætter en stjerne (et lille klister mærke) et sted i dino´s lege land, så Nord virkelig kan se at vi har ham med, det var min brors ide og det gav bare så meget mening at jeg ikke kunne lad vær.  Der bliver virkelig leget og jeg giver 100% alt hvad jeg har i mig, for at give Nord en god dag, jeg slider hul på mine strømpebukser, knækker en negl og da vi køre der fra er jeg helt smedret i hele kroppen, men jeg er stolt af mig selv, for jeg ved Nord ville have elsket det, og at hvis han kan se os, ville grine og klappe i sine hænder, af glæde over vi fejre ham som vi gør.

På vejen hjem falder fætter Ja-ja i søvn i bilen, det har været en hård omgang, så vi er alle lidt trække, da jeg bære ham op af trapperne, kan jeg ikke lad vær med at tanke tilbage på alle de gang jeg har båret Nord op, fordi han er faldet i søvn på vej hjem efter en lang men god dag. Da jeg kommer op, er der allerede nogen af veninderne der hjemme, vi hygger, spiser lækker med, og Nord´s kage. En veninde har skrevet en sang til mig og Nord, som hun har sendt til mig, så den høre jeg, den går lige i hjertet og det bringer tåre frem, men det er på den gode måde, det er så rørende og smukt, og den vil helt sikkert give mig noget styrke når jeg har det rigtig skidt, så jeg er virkelig dybt taknemmelig for den.  Fætter Ja- ja har glædet sig til at vi skulle have kage, for han så og hjalp mig lidt med at lave den dagen før Nord´s dag, så da han er færdig med at spise aftensmad med mor og far, inde hos ham selv, kommer han løbende ind til mig og spørg, om vi ikke snart skal have Nord´s kage, så det skal vi selvfølgelig. Da Ja-ja er lagt i seng, og tøserne og jeg har fået snakket og hyggede lidt, er det tid til at gøre en af de ting, jeg ikke har kunne gøre længe, men som jeg meget gerne vil, nemlig at se Nord´s begravelses video. Jeg er omringet af gode veninder, så jeg ved at hvis det skal være, så skal det være nu, Vi sætter den igang og min bror kommer også ind. Det er sindsygt hårdt at se den, jeg bliver på en måde sat tilbage til dagen, jeg mærker smerten, og jeg kan ikke holde tårerne tilbage. Det er på mange måder en ud af kroppen oplevelse, det går op for mig, hvor mange mennesker der enlig var, og det rør mig virkelig dybt, der er dog også mennesker jeg ville ønske ikke havde været der, nemlig, Q, hendes familie og hende veninde So, jeg er enlig ked af de kom når de stadig den dag idag støtter X, det gør så ondt på mig, at de kan gøre det mod Nord, tænk at de kan støtte og savne en barnemorder, føj. Jeg skubber dem væk, og vælger at se alt den støtte og kærlighed der er til begravelsen, det er så rørende, der bliver sagt en masse smukke og store ord, sunget nogen smukke sange, og selvom begravelsen var den hårdeste dag i mit liv, så var den virkelig også smuk, Nord fik en konge værdig begravelse, der var så meget kærlighed, den kærlighed har jeg stadig med mig, og jeg er så rørt og dybt taknemmelig for alle de smukke ting der blev gjort og bliver gjort for Nord og jeg, tak af hele mit hjerte. Jeg er så glad for at tøserne var der, det betyder så meget for mig, at de stadig er der og støtter mig, gennem de svære dage og ting der skal gøres, uden dem ville dagen i dag ikke være mulig at komme igennem,

Dagen sluttes af med, at BB og jeg går en tur med Batmanden (min lille hund) vi går op forbi hjerte-træet, med nogen balloner, som vi sender op til Nord, ligesom jeg/vi gjorde sidste år på hans fødselsdag, da jeg slipper dem, sender jeg dem afsted med tanker og masser af kærlighed til Nord. Mor elsker dig min skat.

Da jeg går i seng den nat, er jeg meget meget træt, både i kroppen, men også følelse´s træt, men jeg er også stolt over at jeg er kommet igennem dagen, og glad for at vi har fået fejret Nord fuldt ud, og på en måde Nord ville have elsket. Jeg er så taknemmelig for de mennesker der elsker mig og Nord, så rørt over alle de lys, der er blevet tændt for Nord, alle tankerne og beskederne jeg har modtaget og alle de smukke blomster der er sat for at støtte Nord og jeg, det betyder så meget mere end i kan forstille jer, så tak af hele mit hjerte. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) Godnat min skat, håber du har haft en god fødselsdag, mor elsker dig forevigt, mor elsker dig altid, mor og Nord altid altid <3