Min søn er død, men hans fødselsdags dato lever stadig, så hvad gør jeg? eller retter hvad kan jeg gøre? kan jeg blive ved at fejre dagen han blev født, for selvom dagen var en af de lykkeligste dage i mit liv, så minder den mig nu også om at ingen lykke er forevigt, alt lykke og alt kærlighed ender med sorg, savn og smerte, så skal man fejre det? Jeg stille en masse spørgsmål, men ingen svare, måske fordi ingen kan høre dem, måske fordi de kun er i mit hoved, men hvorfor svare jeg så ikke? mange spørg mig hvad planen er for Nord´s fødselsdag, men ærligt så ved jeg det ikke, jeg svare at folk bare kan komme forbi og at vi selvfølgelig skal have kage, for jeg har lovet Nord at lave kage til ham hvert år på hans fødselsdag, og man skal jo holde hvad man lover, så hvis jeg ser på det på den måde har jeg jo selvfølgelig mit svar på om jeg skal holde/fejre Nord´s fødselsdag eller jeg er ihvertfald nød til at lave kage, og der skal jo så helst være nogen til også at spise den. På den ene side, har jeg mest bare lyst til at hoppe datoen over og forsætte som ingen ting, for lige nu har jeg det faktisk okay, så er det, det værd?  jeg ved nemlig bare at jeg overhoved ikke kommer til at være okay på hans fødselsdag. Når jeg så tænker over at “droppe” dagen og lade som ingen ting er der noget inde i mig, der skriger af smerte, det er som om der står en og slår mig i hoved med en hammer imens der bliver råbt, så du vil glemme dit barn? du vil lades som om han ikke har levet? hvordan fanden kan du det? og ja det er jo så der jeg må give efter, for det kan jeg jo selvfølgelig heller ikke, og når det så har sat sig i mig, så har jeg på den anden side lyst til at holde en “kæmpe” fest, invitere hele familien og alle vennerne som jeg jo ville have gjort det hvis Nord var i live, men det kan jeg bare ikke, jeg er ikke stærk nok, ihvertfald ikke endnu, men jeg ville ønske at jeg var, så hvem ved måske næsten år, der ville han også været blevet 5 år så måske jeg kan tage mig sammen der og holde en rigtig fødselsdag for ham, en fest med kage og masser musik, dans og kærlighed, det ville være i lige i hans ånd, men i år må den blive som den bliver, det eneste jeg ved er at der skal være kage for det har jeg lovet og risengrød for det var Nord´s liv ret.

Dagen nærmer sig og jeg kan mærke den sætter jeg mere og mere i mig, jeg bliver tynget, er mega træt og der skal ikke meget til for jeg bryder sammen, jeg kan dårlig nævne Nord uden at få tåre i øjnene og jeg kæmper virkelig for at få gjort de ting jeg skal. Dagen før Nord´s fødselsdag kan jeg ikke mere og jeg knækker fuldstændig, jeg græder og græder og kan slet ikke hænge sammen, smerten som ellers ikke længere fylder hele mig krop, hele tiden overtager hver en celle i mig, jeg føler mig hjerte vokser og vokser og ikke på en god måde, det slår alt for hård, nogen gange meget hurtig, andre gange alt for langsom, men så hårdt at det gør ondt, rigtig ondt, det føles som om det er på vej ude af mit bryst som om der ikke længere er plads til det eller smerten i min krop, jeg falder sammen på gulvet og her ligger jeg så og græder hysterisk, så salv, snot og tåre blandes i en lille sø på gulvet, det er så uretfærdigt at Nord ikke lever, det er så ondt, hvordan kan man kvæle et lille barn, et lille barn der ikke kan forsvare sig, et lille barn der ikke kan flygte eller råbe på hjælp, et barn som stoler på sin morder, nemlig hans far, et barn som ikke ved at manden der skal passe på ham og beskytte ham er en ondsindet psykopat der nu vil tage hans liv, Nord var et lille uskyldigt barn som på ingen måde fortjente den ondskab som tog hans liv. Jeg rammes af skyldfølelse, hvorfor kunne jeg ikke passe på ham, jeg er jo hans mor og jeg skulle beskytte ham fra alt ondt, også selv hvis ondskaben var han far, men jeg så det ikke, hvorfor så jeg det ikke? jeg hader mig selv for ikke at vide hvor sygt et menneske den mand jeg elskede var, hvis jeg dog bare havde vist hvad X var i stand til, så havde han aldrig aldrig ALDRIG fået lov at være i nærheden af dig Nord og jeg havde gerne taget 16 år for at fjerne ham fra din verden så du kunne leve og være tryk. Da jeg går i seng om aften er det med en smerte der fylder alt i mig og et så stort savn at det skræmmer mig, og jeg er åbenbart langt fra løbet tør for tåre selvom jeg nok har grædt mere idag end mange gør på et helt år.

Jeg vågner d. 2/11 med tåre men har det enlig okay hvilket kommer lidt bag på mig men måske er det fordi jeg græd for meget igår, måske er der ikke flere tåre tilbage i mig. Denne følelse vare dog kort, jeg sætter mig op i sengen og så kommer alle følelser ellers med 200 km, tårene står ud, og savnet fylder mig med smerte, åhh Nord, det er ikke okay at du ikke lever, det er ikke okay at du ikke for lov at fejre din fødselsdag, jeg ligger mig igen i sengen krammer Nulle Nord´s nus bamse og putter mig ind i et tæppe med en masse billeder af Nord. Jeg prøver flere gange at tørre tårene bort, men de kommer lige så hurtig igen så efter noget tid giver jeg op og giver efter for smerten, jeg græder og græder til der ikke er flere tåre og bagefter ligger jeg så bare stille i sengen og kigger op i loftet, jeg vil gerne rejse mig for jeg har en del jeg skal nå der skal laves kage og risengrød, men jeg kan ikke, det er som om min hjerne og krop ikke vil samarbejde, jeg kan ikke rejse mig, det føles som om min krop er lammet så selvom jeg ikke græder mere og gerne vil op og igang, så kan jeg ikke, jeg kan virkelig ikke, først efter 3 timer hvor jeg har ligget total lammet kan jeg rejse mig op og komme igang, men nu er der så ladet op i tårekanalerne så jeg igen kan græde, og det gør jeg så alt imens jeg laver risengrød og lagkage.

Jeg føler mig så alene, så tom og så ensom, på mange måder synes jeg dagen idag gør mere ondt end sidste år, måske fordi jeg er mere alene nu, eller måske fordi savnet kun er blevet større og større, men den tanke kan jeg næsten ikke holde ud, for så kommer hans fremtidige fødselsdage jo kun til at gøre mere og mere ondt, og det tror jeg ikke jeg kan holde til, igår følte jeg at jeg skulle dø så hvis smerten bliver større kan jeg så overhoved overleve det? Dagen føles tom, trist og mega ensom, den gør mere end ondt, og så rammer en frygtelig tanke mig, tænk hvis jeg om et par år sidder helt alene på hans fødselsdag, tænk hvis der ikke kommer en eneste forbi, for selvom der kommer lidt gæster forbi i aften, så har jeg jo være alene det meste af dagen, og måske dem der kommer forbi senere, ikke kan næste år, eller om 10 år hvad så? ville jeg kunne klare denne her dag alene? ærligt så tror jeg det ikke, og lige nu er min største frygt at skulle finde ud af det.

Min mor kommer og det hjælper lidt på ensomheden og lidt efter lidt kommer både lidt familie og veninder. Vi spiser risengrød, snakker og mindes og selvom det gør ondt, så elsker jeg alle minder med Nord, både mine egen men også alle andres, og det varmer mit hjerte at høre dem fortælle om Nord.  Da det er tid til kage kommer fætter Ja-ja og resten af holdt ind, Ja-ja har være inde tidligere idag for at se hvilken kage jeg i år havde lavet til fætter Nord, han står med tåre i øjnene og siger så, faster Sara, nogen gange ser jeg Nord, men det er ikke tit nok, det er som om mit hjerte går i stå og jeg fyldes med smerte men på samme tid med kærlighed og jeg for frem stemmet et, hvor er det dejligt du ser ham, Mmm svare Ja-ja, men jeg savner ham, det gør jeg også svare jeg og kysser ham på kinden, men så er det godt at vi har hinanden og Faster elsker dig, Mmm svar han og løber så ind til sig selv for at fortælle hvad kagen til Nord forstiller. Da vi spiser kage synes Ja- ja at vi skal synes fødselsdags sang, og folk starter på, Idag er det Nord´s fødselsdag hurra hurra hurra, jeg kæmper med tårene, men efter første vers kan jeg ikke synge videre, og da vi stopper, kigger Ja-ja mærkeligt på mig, Nej siger han, det skal være den med instrumenterne, okay siger jeg, hvilke instrumenter skal det så være, og Ja-ja vælger guitar, trommer og trompet og så bliver der ellers sunget.

Vi snakker og hygger inden turen går over til kirken hvor der i dag er nat kirke og vi skal tænde lys for Nord, på vejen sender vi nogen lysende balloner op til ham det har jeg gjort hvert år på hans fødselsdag siden han døde, og jeg kan godt lide tanke om at sende en tanke op så jeg tror det er noget jeg vil gør i mange mange år endnu, måske endda altid. I nat kirken er der det smukkeste lys, vi går over og samler os om stedet hvor man kan tænde lys og da alle har tændt lys og sætter sig for at se dem brande, knækker den igen for mig og jeg kan ikke længere holde smerten ud, heldigvis er der en kvinde der synger i kirken så de mennesker der ikke er en del af vores selskab forhåbentlig ikke kan høre hvordan jeg græder min smerte ud, det gør så ondt, det er så uretfærdigt, Nord ville idag været blevet 4 år og det skulle han sgu have haft lov til at blive, men slår sgu ikke børn ihjel, det gør man bare ikke, Nord jeg er så ked af det, jeg er så ked af at jeg ikke kunne se det, så jeg kunne stoppe det, du fortjener på ingen måde din skæbne, du var uskylden selv, og det er på ingen måde okay eller fair at du blev brugt som en brik. Efter jeg har grædt ud og jeg har stået og se de smukke lys brande , er vi er klar til at gå men på vejen ud skal der lige skrives en hilsen.

Da jeg kommer hjem igen er jeg helt færdig, jeg er træt, rigtig træt, ked og tom, men jeg er alligevel glad for at jeg fik fejret Nord og jeg er alle der var med til at fejre ham evigt taknemmelig, både dem der var her, men også alle der har sendt en hilsen, tændt lys, er kommert med blomster, kort og gaver det betyder så meget mere for mig end jeg kan sætte ord på, tak af hele mig hjerte. Da jeg går i seng den aften, er det igen med tåre, savn og smerte men også med kærlighed, kærlighed fordi der heldigvis stadig er mennesker omkring mig der viser mig, at de både elsker mig og min søn, kærlighed fordi jeg stadig elsker Nord højre og højre for hver dag jeg lever, Nord du er og vil altid være min kærlighed, min stolthed, min styrke og nu også min smerte. Jeg savner dig hver dag, hele tiden, jeg elsker dig forevigt, jeg elsker dig altid. Kæmpe tillykke med fødselsdag min lille store dreng 4år, håber du kunne lide kagen, gaverne og alt opmærksomheden, tak fordi jeg måtte føde dig og være din mor. Mor og Nord altid altid.

Mor og Nord altid altid

Det er onsdag, jeg er i fint humør og jeg skal til poledansce træning med en veninde. Træning har været og er vigtig for mig i min sorg, jeg begyndte til poledans ca. et halvt år efter Nord´s død, og hurtigt fandt jeg ud af at træning var godt for mig, det gav mig et pusterum, det var et frirum hvor jeg kunne ligge sorgen og smerten lidt til side. Når min krop følte fysisk smerte, så glemte den lidt den psykiske smerte og det var på mange måde rigtig befriende, derfor tog det også lidt overhånd og hurtigt var det at træne en måde at flygte fra smerten og sorgen. Det startede med at det kun skulle være en eller to gange om ugen, men efter et par uger var det ikke længere nok for mig, jeg blev afhængig, afhængig af den fysiske smerte, for den smerte kunne jeg holde ud, det er en midlertidig smerte, det er smerte lige nu og her og jeg kan selv bestemme hvornår det skal holde op, det kan jeg ikke med smerten inden i, den er der hele tiden, ikke lige voldsom og ikke lige smertefuld hele tiden, men den er der og den er der hele tiden, det eneste tidspunkt jeg ikke rigtig mærker den, er når jeg bliver påført fysisk smerte og derfor har tanken om at gøre mig selv ondt da også kigget forbi et par gange, jeg har tænk tanken at jeg kunne skære i mig selv, og jeg har virkelig haft lyst til det, men jeg var “bange” for jeg ikke ville kunne stoppe igen, samme tanke var der omkring stoffer, jeg kunne begyde at tage stoffer men så ville jeg nok ende med at slå mig selv ihjel og det har jeg lovet min lillebror at jeg ikke ville gøre, jeg kunne også gemme mig bag alkohol, hvilket da også sker engang i mellem og derfor har jeg sat helt klare regler op omkring alkoholen så det ikke tager overhånd, jeg må ikke drikke alene, og jeg må kun drikke i forbindelse med weekender og fester, de regler jeg er nød til at holde mig til for ellers ville jeg nok hurtig ende i et hul, og jeg ville ligesom med træningen blive afhængig. En til to gange træning om ugen, blev  hurtig til 4 til 6 gange om ugen i 2 timer afgangen, folk omkring mig advarede mig flere gange, sagde jeg skulle slappe lidt af og passe på mig selv, men jeg ville ikke lytte for træning var mit frirum og det er tros alt bedre at jeg er afhængig af træning end af så meget andet, dette mener jeg stadig men træning blev for meget for min krop og der kom en masse små skader og efter ca 6 måneder måtte jeg holde en pause for at komme mig over mine skader.  Jeg var dog ikke klar til at droppe træning helt, for i det jeg holdt op med at træne så meget begyndte vægten at stige og det stressede mig helt vildt jeg prøvede derfor at spise sundt og stadig passe en form for træning ved at træne lidt kondi og styrke træning i fitness world, men vægten gik stadig op af og jeg blev mega ked af det, og derfor begyndte jeg at spise mindre end før hvilket jeg godt ved ikke er en holdbar løsning da jeg så sætter alt helt i stå, men jeg ville ikke blive ved at tage på, vægten steg dog stadig og jeg måtte gøre noget så jeg begyndte til poledans igen, og hurtig var jeg tilbage til at træne 4-5 gange om ugen, pole 2-3 gange om ugen i 2 timer afgangen og fitness 2-3 gange om uge i 2-3 timer afgangen, dette hjalp dog ikke på vægten med idet mindste stod den stille. Jeg har siden hen fået konstateret for lavt stofskifte, dette kan også være en af grundene til at jeg ikke er blevet gravid tros en del forsøg. Jeg er kommet i behandling for, for lavt stofskifte og har derfor et håb om at det kan hjælpe lidt på vægten, men indtil jeg er velrakuleret er det super vigtig for mig at passe min træning 4-5 gange om ugen så vægten ikke bliver ved at stige og så giver træningen mig stadig et pusterum fra smerten i hjertet.

Første time i pole studiet denne onsdag går super fint og i anden time skal vi danse noget gulvdans, det er sjovt, jeg griner og sveder og “glemmer” for en stund at livet gør ondt, timen er næsten slut og  jeg er ved at være træt men jeg skal lige danse dansen en sidste gang,  jeg står på knæene og ruller med hoften og så mærker jeg en voldsom smerte i mit ene knæ, jeg sidder stadig på knæ og kan ikke rejse mig op, jeg sætter mig på numsen og så længe jeg har knæ bøjet helt op til mig, kan jeg godt holde smerten ud, men jeg kan ikke strække benet og forsøger jeg sortner det for mine øjne, jeg bliver dårlig og føler jeg skal kaste op og jeg kan mærke at der er noget der ikke er som det skal være, jeg bliver kørt på skadestuen og veninde Cille som også var med til poledanse tager med mig. Vi kommer ind til lægen han kigger på mig i 2 min og siger så det er bare en fibersprængning, jeg prøver at forklare ham at det er det altså ikke, jeg har haft en del fibersprængninger de sidste 2 år pga. overtræning, og dette her er ikke en fibersprængning, den her smerte er meget voldsommere og jeg kan på ingen måde strække mit ben men han ville ikke høre på mig og sender mig hjem med beskeden om at det er en fibersprængning og hvis det ikke er blevet bedre om nogen dage så må jeg jo komme igen,  jeg vægler at tage en taxa ud til mine forældre så jeg kan sove der da jeg på ingen måde ville være istand til at komme op af trapperne hos mig selv. Skaden bliver ikke bedre efter nogen dage og vi tager på skadestuen igen, en anden læge kigger på mig og siger at han er ret sikker på at jeg har skadet menisken og jeg får en henvisning til Bispebjerg hospital, det viser sig at det er menisken der har sæt sig i klemme og jeg skal opereres, mit hjerte står et ekstra slag for jeg afventer lige nu svar på om jeg er gravid og selvom jeg ikke føler mig gravid og er ret sikker på at jeg desværre ikke er det, så håber jeg af hele mit hjerte at jeg tager fejl, og jeg kan ikke lad vær med at tænke på at hvis jeg nu er det og så mister det pga operationen og mit lorte knæ, så ville jeg virkelig hade mig selv for det, mit hjerte slår hårdt og hurtig og jeg kan mærke tårerne presse sig på imens alt for mange tanker flyver gemmen mit hoved, jeg prøver at tage et par dybe vejrtrækninger og få styr på mine tanker og så kommer den besked jeg godt viste ville komme, Hej Sara jeg er ked af at fortælle dig at din blodprøve desværre er negativ, og det betyder jo så desværre at du heller ikke er blevet gravid denne her gang. Nej selvfølgelig er jeg ikke det, høre jeg mig selv sige, og selvom jeg godt viste at prøven ville være negativ, så bliver jeg stadig ret ked af det. Jeg havde virkelig håbet at denne gang var lykkens gang, men sådan skulle det desværre ikke være, og når det nu ikke lykkes prøver jeg at tænke positivt og se sådan på det at nu kan jeg da blive opereret uden at skulle være bange for at miste, men det er stadig med et stik i hjertet at jeg takker ja tak til at blive operaret så hurtigt som muligt.

Jeg bliver opereret dagen efter, min mor er taget med mig, jeg er nervøs, men ikke bange, jeg drømte at jeg ikke vågnet op igen efter narkosen og det passede mig enlig fint, skuffelsen fra den negative nyhed fra igår sidder stadig i mig så når nu intet i mit liv vil gå min vej så kan det hele vel enlig også være ligemeget, men lige inde jeg skal ind på operations stuen bliver jeg ramt af utrolig dårlig samvittighed, for der sidder min mor, min evige støtte, tænk hvis det er sidste gang hun ser mig live, jeg kysser hende og siger jeg elsker dig mor, tanken om at det kan være sidste gang hun ser mig i live rammer mig endnu hårdere da jeg bliver ført ind på operations stuen, tårrene presser sig på og den dårlige samvittighed over alle de negative tanker jeg har fylder mig, min mor har siddet og ventet med mig i nogen timer, og nu skal hun så igen sidde og vente imens jeg bliver operaret og tænk hvis hun så skal have den værst tænklige besked, nemlig at hendes datter er død, det kan jeg ikke byde hende, det vil jeg ikke byde hende, der er en masse mennesker inde på stuen der alle hilser pænt på mig, men jeg høre ikke rigtig efter jeg har kun en tanke i hoved, jeg må ikke dø nu, Nord min skat du er nød til at passe på mor. Jeg skal ligges i narkose men der går et stykke tid før jeg bukker under for narkosen for jeg vil være sikker på at jeg har fået ændret mit ønske om ikke at vågne til at jeg SKAL og VIL vågne igen, jeg lukker mine øjne og tænker på Nord og det næste jeg husker er en sygeplejeske der prøver at vække mig, jeg kæmper lidt imod jeg føler jeg er hos Nord og jeg vil gerne have mere tid, men jeg ved også at jeg ikke kan blive hos ham jeg er nød til at vågne, jeg kysser og krammer ham, vi ses min skat, huske mor elsker dig altid altid og så åbner jeg langsomt mine øjne. Da jeg ser min mor mærker jeg en varme der fylder hele min krop og jeg ved med et at alt er gået fint, jeg har det fint og jeg føler at jeg har været lidt sammen med Nord, så selvom savnet til ham rammer mig hårdt da jeg vågner helt op er jeg også glad og fyldt med kærlighed og jeg er mere end klar til at komme hjem.

I de 14 dage før operationen hvor jeg ingen ting har kunne, og hvor der har været alt alt for meget tid til at have ondt af mig selv, og tænke over livet som på ingen måde er som jeg ønsker det, var jeg virkelig på vej ned i et sort hul, jeg blev mere og mere ked, sur og træt og følte at alt kunne være ligemeget men efter operationen er jeg igen klar til at kæmpe, om det er fordi jeg nu kan bevæge mig lidt eller om det er narkose drømmen med Nord ved jeg ikke, men tros savn, sorg og smerte er jeg her endnu og så må jeg jo kæmpe videre. Jeg ved de næste 6 uger hvor jeg skal have skinne på og tiden efter med genoptræning bliver hård og der kommer helt sikkert også til at være dage hvor jeg ser mere mørke end lys, men jeg har igen mod på livet og når jeg lige er kommet mig over nederlaget med den negative graviditet så tager jeg et forsøg mere, så det håber jeg i er klar til at høre mere om, om det så bliver negativt eller positiv så betyder det meget for mig at jeg kan få lov at skrive mine følelser ud så jeg vil gerne sige tak fordi i læser med, det giver mig en mulighed for at ligge bare lidt af min smerte fra mig og for det er jeg jer dybt taknemmelig, når jeg skriver noget jeg ved bliver læst af andre mærker jeg virkelig min smerte og mine tanker for jeg er nød til at sætte ord på alt jeg tænker og føler, og når jeg gør det letter det en lille smule både i min hjerne og mit hjerte og på den måde kan jeg få lidt plads til det der kan få mig til at smile og grine, så jeg vil gerne takke jer for at lytte til mig, og hjælpe mig gennem de mange forskellige svære tider der er og kommer i mit liv, det betyder mere end i kan forstillige jer. Tak for jer i er med til at tænde lys når der er meget meget mørkt.

Der har været mere end stille her på bloggen og det er på tros af at der er sket rigtig meget, og selvom jeg gerne vil dele alt med jer, lette mit hjerte og tømme mit hoved, som jo enlig er det jeg gør når jeg skriver har jeg ikke kunne finde ro eller overskud til at skrive, og det er selvom lysten til det i den grad er der, og der har været brug for det, jeg har flere gange sat mig ned og tænkt nu skriver du, der er jo masser der inde, jeg starter, men jeg har bare ikke kunne mærke mig selv i det jeg har skrevet, og så skal det altså ikke ud, for det føles ikke som om det så er mig, ihvertfald ikke sådan oprigtige og det synes jeg at det skal være. Jeg kommer med mange undskyldninger, som det er også fordi at jeg har en skod computer, at jeg ikke gider skrive på den, det ville være bedre hvis jeg fik en ny, hvilket ikke passer, for det betyder jo ikke noget i forhold til det jeg skal blogge om, ellers så skal jeg lige rydde op før jeg skriver for jeg kan jo ikke skrive, når alt omkring mig roder, og når jeg så har ryddet op, så er jeg for træt til at skrive. Så ja der har været mange “undskyldninger” men de holder bare ikke, men hvorfor er det så at jeg ikke for skrevet? jeg ved jo at det hjælper mig, jeg ved at når jeg blogger, så for jeg mine tanker ud og jeg får sat ord på mine tanker, jeg forstår mig selv bedre og jeg mærker støtte, så hvorfor gør jeg det ikke? Jeg ved det stadig ikke, men måske jeg ved det når jeg er færdig med det blog indlæg, jeg ved ihvertfald at Nord´s døds dag har ligge i mig længe og gerne ville ud, så nu kommer det, selvom det er noget tids siden.

Siden jeg forlod jer sidst, har det været Nord´s 2års døds dag. Dagen startede som så mange andre med at jeg vågner med tåre, jeg sætter mig op i sengen, krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig, jeg kigger på Nord´s seng som stadig står i mit sove værelse, smerten i mig vokser og vokser, tænk det er 2år siden jeg sidst så min smukke dreng stå der i sin seng med det største smil. Det smil der fik mig op om morgen og fyldte mig med kærlighed, ligemeget hvor træt, ked eller sur jeg var, satte det smil et smil på mine læber. Jeg mærker savnet og lysten til at kysse og kramme min søn vælde ind over mig, jeg samler tæppet der ligger i Nord´s seng op, det er fyldt med billeder og de smukkeste minder med Nord, jeg knuger det ind til mig og giver slip på kontrolden, tårene strømmer ned af mine kinder, jeg høre mig selv sige eller nok nemmere hulke, det her er ikke okay, det er ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, Nord skal leve, han fortjener at leve, lad mig tage hans plads, jeg vil give alt. Jeg falder om på sengen, med tæppet og Nulle i armene, her ligger jeg så i foster stilling og græder min smerte ud, jeg har lyst til at skrige, men af en eller anden og sikkert åndsvag grund, så gør jeg det ikke, for tænk hvis nogen høre mig, jeg vender hoved ned i madrasen, trykke mit hoved mod den så hårdt jeg kan, og giver så efter på lysten til at skrige min smerte ud, det hjælper lidt, men der er meget mere smerte i mig, så jeg gør det et par gange mere og det er befriende at få lov at lukke lidt smerte ud, efter følgende folder jeg mig igen sammen i foster stilling og lader tårene får frit løb, på den ene siden har jeg lyst til at blive liggende her, sådan her hele dagen, eller retter for resten af mit liv, for hvorfor skal jeg leve, når Nord ikke skulle? han fortjener det mere, hvorfor er verden sådan her og hvorfor findes der så onde, kolde og syge mennesker? De sidste spørgsmål for jeg nok aldrig svar på, men jeg ved at jeg ikke kan blive i sengen foraltid, selvom det idag er det jeg har mest lyst til, jeg ved at jeg skal leve, jeg ved at jeg skal gøre Nord stolt og det gør jeg altså ikke ved at ligge her. Jeg sætter mig igen op, tåre tårene bort, jeg rejser mig, går over til Nord´s puslebord, finder en Body frem, som stadig dufter af Nord, dette gør jeg tit når jeg har brug for at komme tætter på ham, og det virker, jeg dufter til den, og med den så velkendte duft af Nord, fyldes jeg med minder og kærlighed, jeg dufter til den et par gange mere og suger alt til mig, før jeg igen ligger den ned i den luft tætte pose i håb om at det holder på hans duft længe endnu, jeg ved duften en dag forsvinder og jeg frygter virkelig den dag, jeg skubber tanken væk, for jeg vil ikke tænke på det nu, jeg vil ikke mærke den frygt idag, idag er en svær nok dag som den er, jeg sætter mig igen på sengen for at samle mig lidt, jeg tager nogen dybe vejrtrækninger og prøver at berolige mig selv lidt, jeg ved at en del af mine veninder kommer om ikke så længe, for det har vi aftalt og de har jo lovet mig at hjælpe mig med at leve, og idag er der brug for hjælp. BB en veninder der er hos mig fortiden kommer ind, jeg tørre tåre og snot væk i håb om at udtrykke at jeg er okay, men da hun ligger sin hånd på mig, bryder jeg igen sammen, vi sider lidt i stilhed med lige forundtaget de snøft der kommer fra mig i et forsøg på at holde snot inde. Det ringer på døren og BB rejser sig for at åbne, jeg bliver hvor jeg er, det er som om jeg ikke kan rejse mig, som om at hvis jeg rejser mig nu, så kan mine ben ikke bære mig, mit blik søger mod himlen, hvor mon du er Nord? jeg savner dig så meget, du er nød til at hjælpe mig igennem dagen idag, jeg kan ikke uden dig.

Tøserne er kommet, vi spiser Morgen/frokost snakker og hygger så godt vi kan, stemningen er lidt trykket, men pigerne gør virkelig hvad de kan for at få mig igennem dagen. Jeg får smukke blomster, og andre meget fine ting, og det går lige i hjertet, det betyder ALT for mig at Nord ikke bliver glemt, så at se de smukke blomster der både er i mit hjem, men også dem og alle de lys der er sat på trappen, flyder mig med kærlighed og styrke og jeg er evigt tak nemmelig for at folk stadig støtter og husker os, jeg frygter den døds dag der ikke længere er bare et lys eller en blomst til Nord, men jeg hversætter hver og en der er nu, og det/de er med til at give mig styrke. Vi går over i kirken for at tænde lys og der mødes vi også med min mor, da vi træder ind i kirken lyder orglet, musikken er høj, mørk og søgelig og passer perfekt til dagen og stemingen, det er som om det er lavet til os og dagen, og selvom det er tilfældigt at det lige starter når vi går ind, er det som om det er meningen. Vi stiller os rundt om stedet hvor vi kan tænde lys og her tænder vi hver især alle lys til ære og minde om Nord, jeg kan ikke holde tårerene tilbage, og da musikken er høj tillader den mig at få lov at græde ud, jeg kan ikke holde igen, jeg skal ikke tænke over lyden af min smerte og i armene på  min mor føles det tryk bare at give efter, vi står længe og ser på lysene der brander og jeg er rørt over at så mange er med til at mindes Nord og støtte mig. Da mine tåre aftager lidt kigger jeg rundt på de andre, og på en og samme tid fyldes mit hjerte både med smerte og kærlighed, smerte over at Nord ikke er her, smerte over at han skulle dø fordi et andet menneske ville straffe mig, smerte over hvor mange mennesker der lider under dette og smerte over hvor ondt og uretfærdigt livet kan være, men også med kærlighed, kærlighed over hvor mange mennesker der har Nord i deres hjerter, kærlighed over deres kærlighed til mig, og kærlighed fra og til Nord. Musikken stopper og det er på en måde mit tegn til at det er tid til at gå, på vejen ud ligger jeg mærke til alle de andre mennesker der også er i kirken, folk kigger på mig, og den typiske dansker “samvittighed” rammer mig,  mon de hørte mig græde? mon de kan se min smerte? eller tror de bare jeg er skør? mit blik fanger den engel jeg altid kigger mest på når jeg er i kirken, (den minder mig og Nord) og jeg glemmer alt andet, jeg sender et luft kys afsted til den inden jeg går ud af kirken. Vi står lidt udenfor, før vi begiver os hen til hjerte træet, der er også langt blomster og en fin hilsen til Nord og jeg, jeg krammer træet selvom jeg godt ved at det er skørt, men jeg har brug for det, så der står jeg så som en skør og krammer et træt, og jeg tror det udefra ser lidt mærkeligt ud, jeg står der længe men heldigvis er de andre søde og lades som om at det er da helt normalt, de står bare og små snakker og venter på at jeg er mættet, og efter noget tid kan jeg give slip og vi gå hjem til mig igen.

om aften er jeg træt, meget meget træt, og selvom dagen har været hård og det har føles som at være tilbage til d. 10/6 2016 mit livs værste dag, fordi jeg idag d. 10/6 2018 har gemmen lever det hele igen og igen og igen, time for time, jeg har kæmpet for at finde en løsning så Nord ikke skulle dø når klokken slår 17.00, jeg har kigget på uret idag flere gange end normalt, for at forsøge at løbe omkamp med tiden, alt dette på tros af jeg godt ved jeg ikke kan ændre det der er sket, jeg kan ikke gøre det om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage, men min hjerte vil ikke finde sig i det, så den prøver desperat at finde en løsnings så Nord ikke skal dø igen, alt imens forholder kroppen sig i “ro” for jeg kan jo ikke gøre noget, men alligevel gennem lever jeg det hele igen og igen, time for time, det køre som en fil for mine øjnene, jeg gemmen lever alle  følelserne, både de gode, den skønneste morgen med Nord, smilet, kysset osv. men også de dårlige, beskeden der gav mig uro, opkaldet der gav mig kvalme og slog noget i stykker i mig, billederne i mit hoved af min døde søn, minderne om at prøve at genoplive ham, og den værste besked man kan få som menneske din søn er død, og som knuste mit hjerte og slog en del af mig ihjel. Men på tros af alt dette så er jeg her endnu og jeg står stadig på mine ben, jeg har godt nok været tvunget i knæ et par gange i løbet af dagen, men jeg er her, jeg rejser mig op og jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang jeg rejser mig, så da jeg går i seng den dag er det med smerte, sorg, savn, tåre men også med stolthed og kærlighed, jeg kysser Nulle, lukker mine øjne og hvisker, Nord min skat mor elsker elsker elsker dig, og jeg lover dig at jeg gør det bedre i morgen, jeg lover dig aldrig at give op, jeg lover dig at din og min kærlighed kan klare ALT, Tak for dig, Tak for din kærlighed, dit smil, dine kys og din varme, Tak for at du valgte mig til at være din mor, du er det største og bedste der er sket mig, du er min kærlighed, min styrke, min stolthed og min smerte. Jeg vil gøre alt for at være en god mor og gøre dig stolt. jeg savner dig hver dag, jeg savner dig hele tiden, jeg elsker dig altid, jeg elsker dig forevig,  det skal være dig og mig for altid som vi aftalte, Mor og Nord altid altid, godnat min skat din mor elsker dig.

Jeg er lige gået igennem den tid der for mange er starten på den bedste tid på året, det er starten af sommeren, det er lyst, solen skinner, vi får mere energi, det er snart ferie og folk er glade, men for mig er det blevet den værste og sværeste tid, jeg skal nemlig igennem Nord´s døds dag og begravelses dag og imens jeg går igennem dem, summer resten af danmark af sommer og glæde. Selvom det nu er 2 år siden Nord døde og jeg godt ved at verden går videre, så rammer det mig stadig, jeg ønsker selvfølgelig ikke at andre skal være kede af det, og jeg ønsker slet ikke at de skal føle det jeg føler, for det fortjener ingen mennesker, men jeg må ærligt indrømme at jeg har svært ved at håndtere andres glæde lige omkring denne her tid. Jeg er mega træt og jeg er vildt ked af det, og måske er det også derfor jeg ikke har fået blogget om hverken Nord´s lille kusines navne dag, Nord´s døds dag, begavelses dag eller alt det andet der sker i mit liv lige pt, men det er ikke fordi jeg ikke har fået skrevet, for det har jeg og det gør jeg når jeg har det skidt eller føler jeg har noget på hjertet, jeg har bare ikke kunne udgive det, og jeg ved enlig ikke hvorfor, det har ikke været sådan før, måske er der bare sket for meget, måske kan jeg ikke følge med, eller måske fordi jeg bare ikke var klar til at se min virkelighed i øjnene. Nu er jeg så kommet igennem alle de her ting, og jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde styrken igen, og måske derfor er jeg klar til igen at dele mine inderste tanker og føleser med jer, så derfor har jeg fundet et indlæg frem om tiden lige før jeg ramte Nord´s døds dag. Juni måned vil nok altid vil være en måned jeg skal kæmpe mig igennem, den har ihvertfald suget alt energi ud af mig denne her gang, og på mange måneder synes jeg den var hårde i år end sidste år, sidste år skulle jeg “bare” overleve, jeg skulle “bare” igennem den, i år forventer folk og nok også mig selv mere, så jeg skulle ikke være overleve, jeg skulle leve, jeg skulle stadig passe hverdagen, og gøre det der skal gøres, jeg kunne ikke gå igennem på et fripas som jeg kunne sidste år, og det var fucking hårdt, og det vil man nok også kunne læse/mærke i de næste par blog indlæg, det første kommer her.

Jeg er på vej imod den sværeste tid på året, nemlig Nord´s døds dag og begravelses dag, jeg kan mærke at det tager på mig, og selvom jeg prøver ikke at tænke for meget over det, så kommer det snigende ind på mig, hvergang jeg er ikke “underholdt” at venner eller familie. Det gør ondt og jeg bliver bange, derfor søger jeg  at være underholdt, og det virker enlig også ret fint, der er dog bare den bagside at det også koster kræfter at lave noget hele tiden,og det er kræfter jeg enlig ikke har, men jeg kan ikke holde ud at slappe af, selvom jeg kan mærke at jeg har brug for at samle kræfter, men når jeg prøver at slappe af så overtager mørket mig, hvordan kommer jeg igennem den her tid uden at skulle slås helt tilbage i sorgen? Jeg synes enlig jeg er kommer langt i min sorg, og jeg er ved at finde fodfæste, men lige nu føler jeg at jorden under mig smuldre og jeg er derfor bange for at falde ned i den store sorte hul der tager form foran mig. Jeg føler ligesom jeg følte sidste år på Nord´s døds dag at Nord skal død igen, jeg ved at han skal dø, men jeg kan ikke stoppe det, og selvfølgelig kan jeg ikke det for Nord er død, hvilket jeg godt ved, så det er ikke fordi jeg fornægter det, jeg mærker det hver dag, jeg mærker smerten og savnet hver dag hele tiden. men alligevel vil min hjerne ikke helt indfinde sig med det, og derfor prøver den desperat at finde en løsning så Nord ikke skal dø igen d. 10/6, det tager sygt meget på mine kræfter, for det er jo en umulig opgave som ikke kan løses,  jeg græder meget mere end normalt, og der skal ikke meget til før det hele bliver for meget for mig, så jeg gør det man ikke skal, jeg flygter, jeg søger for at have så  mange aftaler som muligt, og kan jeg ikke finde en at lave en aftale med så træner jeg, for der kan jeg også holde tankerne hen, hvis jeg bare træner hårdt nok. Jeg ved at jeg på et tidspunkt ikke kan flygte længere, og at den ballon jeg lige nu puster desperat i på et tidspunkt springer, hvis jeg ikke lukker bare lidt af luften ud før jeg puster videre. Jeg føler virkelig at hver gang jeg er ved at få ro på, og jeg begynder at se lyset og livet, så er der nogen eller noget der udløser en lavine så jeg bliver igen begravet levende, der bliver mørkt og jeg føler mig alene og så må jeg  igen igang med at grave mig ud, heldigvis er der nogen som elsker mig og de hjælper med at grave fra den anden siden og på den måde bliver der lukket lys ind i mørket til mig. Lige nu er der igen blevet startet en lavine, jeg løber men jeg kan mærke den komme tætter og tætter på, så hvad gør jeg nu, skal jeg lade mig indhente/ give op og så “bare” begynde at grave igen, eller skal jeg forsætte med at løbe? måske jeg denne gang kan løbe fra den, selvom det ikke ser sådan ud da den stormer frem men måske hvis jeg løber alt hvad jeg kan at jeg så for mere tid i lyset inden der igen bliver mørkt og måske giver det mig mere styrke til at grave når der så bliver mørkt, men hvis jeg løber og når lavinen så skylder ind over mig og begraver mig levnede, har jeg så brugt for mange kræfter på at løbe, og er for afkræftet til at grave mig ud i lyset igen? Jeg er ikke klar til mørket, jeg nyder lyset og solen stråler der varmer mig krop, så jeg vælger i denne omgang at løbe. Jeg har brugt mange kræfter på at løbe og nok også for mange men jeg har nydt det, jeg har nydt at være ude med vennerne og være i blandt jer og jeg sætter pris på jeres støtte og søde ord når i møder mig uden i verden, f.eks. til vi elsker 90´erne, eller til fredags rock i Tivoli, så selvom det har kostede dyrt på kræfterne så har det været det værd.

Jeg kæmper lige pt. med en masse personlige ting, som ikke som sådan er sorgen, men som alligevel er en del af mit liv pga. Nord´s død, jeg ville sælge min elskede salon B Nice, da jeg ikke længere kunne være der som jeg ønskede, men dette er på ingen måde gået som forventet,  der var fundet købere, der var store drømme, og jeg så lyset og troede virkelig på det, men noget gik helt galt og alt gik i vasken hvilket gjorde mere ondt end jeg lige var forberedt på, idag prøver jeg så at indfinde mig med at det nu er sådan det er endt og at jeg ikke kan gøre mere, det er ikke smerten værd at blive ved, og penge er nu engang “kun” penge selvom de var mere end vigtige for at virkelig gøre den drøm der lige nu er det der holder mig oppe. Jeg ønsker mere end noget andet at få et barn mere, men da jeg har valgt at det skal være alene og med doner er det en kæmpe udgift. Jeg har fik afvide inden jeg gik igang at det i gemmen snit koster 100.000kr, det er mange penge, men det var en pris jeg var mere end villig til at betale for et barn mere. Jeg ville jo få pengene fra salonen så det skulle nok gå, men sådan blev det ikke og nu må jeg måske sætte drømme om at blive mor til et barn mere på standby hvis det ikke lykkes i næste forsøg da jeg allerede nu har brugt omkring 60.000kr på de forsøg jeg har haft. Jeg ville enlig have udgivet et indlæg som min baby drøm, om turen fra aller først besøg på klinikken, om valg af doner, og om mine forsøg, tankerne, følelserne osv, men lige nu ser det hele lidt sort ud, så tror ikke overskuddet til at offentlig gøre det er der lige pt, men måske det kommer, for det er faktisk den spænenede rejse, med både en masse håb og glæde, men også med mega svare tider, tanker osv. Som sagt har alle mine forsøg været negative og det er sygt hårdt, men bliver skuffet, og den ene gang troede jeg virkelig på den, og da jeg så desværre fik min menstruation en uge over tid blev jeg meget meget ked af det, man kan ikke lad vær med at tænke, hvad gør jeg forkert? kan jeg overhoved stadig få børn, vil det nogensinde lykkes? Jeg tror dog stadig på det, måske er det “bare” fordi min krop er for stresset, måske fordi jeg ikke er klar, eller måske fordi jeg bare ikke må opleve at noget her i livet er nemt og går min vej i første forsøg, jeg skal åbenbart kæmpe for alt jeg ønsker.

Igår knækket den så for mig, jeg fik virkelig en følelse af at intet i mit liv går som jeg ønsker det, og at det aldrig kommer til det, jeg skal ALTID kæmpe for det jeg vil og ønsker, og lige pt. er jeg sindsyg træt af det, jeg ved godt at de fleste nok har det sådan, og det bestemt ikke kun er mig, men nu føler  jeg at det hele er uretfærdigt, jeg ved godt at alle har det sådan til tider, og jeg skal også tage mig sammen og rejse mig igen, men lige nu har jeg ondt af mig selv hvilket ikke er noget jeg har så tit, det sker næsten aldrig at jeg siger eller tænker hvor er det synd for mig, jeg kæmper normalt, og har som sådan ikke haft noget imod det (ligeud over Nord´s død)  men lige nu har jeg mest lyst til bare at  sætte mig ned og skrige, og når jeg så ikke har mere luft så ligge mig fladt ned og så give op ihvertfald for en tid, men ikke engang det kan jeg, for der er en stor salon som skal tømmes og sættes i stand og jeg har kun et par dage til det, ellers mister jeg også hel mit depositum, og det har jeg på ingen måde råd til, da jeg enlig har brugt pengene til mine baby forsøg. Jeg tror desværre ikke jeg for mit depositum igen da udlejer ikke slipper dem nemt, men jeg er klar til at kæmpe 100% for det, så derfor er der ingen tid at spilde, jeg skal jo både pakke hele salonen ned, finde flyttevogn/mænd til at tømme den og håndværkere osv til at sætte istand, så der er mere end nok at se til. Det eneste positive ved alt det her, hvis man da skal prøve at finde noget positiv og det skal man jo, er at jeg måske ikke får så meget tid til at tænke over Nord´s døds og begravelse dag, og det kan enten vise sig at være rigtig godt, da det måske kan give mig flere kræfter til at håndtere smerten på selve dagen, hvis jeg ikke skal bruge kræfter på at tænke for meget over at dagen/dagene kommer nærmere, og ellers bliver det rigtig rigtig skidt, da det måske bliver for meget smerte på en gang, hvis jeg ikke for lukket lidt smerte ud inden selve dagen/dagene.

Når jeg ser på alt det der venter mig det næste stykke tid, tror jeg ikke at jeg kan beskrive hvor glad jeg er for at jeg lige har haft en super weekend, med lillefredag, torsdag aften i Tivoli med skønne mennesker og lækker musik. Fredag med grillhygge hos en veninde, lørdag til vi elsker 90´erne med mine ynglings mennesker det var en sjov og hyggelig dag, hvor der blev danset rigtig meget og så havde den, den perfekte afslutning med et menneske som på tros af en masse kaos stadig er i mit liv og det betyder rigtig meget for mig. Sidst men bestemt ikke mindst, så sluttede weekenden af med søndags koncert på Nemo, med de dejligste mennesker, glad sommer musik leværet af Wafande og et gensyn med et menneske jeg holder rigtig meget af, på trods af jeg ikke kender ham særlig godt. Efter søndags koncerten stod den på release party for Anna David´s nye EP (Vinden kalder) på Drop Inn, hvor hun så smukt og fuld af kærlighed sang nummeret Vinden Hvisker som er lavet til Nord og jeg, det var så rørende og selvom tårrene ikke bare trillede ned af mine kinder, men nok mere stod ud af øjnene, så er det så givende det fylder mig med kærlighed og det er ikke hvilken som helst kærlighed, det er Nord kærlighed og jeg tror slet ikke at Anna ved hvor meget det giver mig, jeg ved hun ved det betyder meget for mig, for det har vi snakkede meget om, men hvor meget det betyder for mig tror jeg ikke at hun kan sætte sig ind i, selvom jeg siger igen og igen at det betyder sindsygt meget for mig. Det er virkelig stort og så smukt og selvom det også gør ondt, så er det alligevel kærligheden der vinder, som jeg har sagt før så Hvisker Vinden mor og Nord altid, den råber evig kærlighed og Sommerfugl som også er at finde på Anna´s nye EP giver håb, så igen Anna tak af hele mit hjerte, du har en helt særlig plads i det tæt ved Nord. Uden den her “perfekte” weekenden havde jeg slet ikke haft kræfter til alt det lort kan se venter mig, jeg skal nu “bare” igennem og kæmpe det næste stykke tid for jeg ved der er lys for enden af juni, jeg skal “bare” lige klare alt det her lort.

Jeg håber vi ses på den anden side, som for mig er efter juni måned, jeg håber på snart at kunne skrive et lykkeligt indlæg helst om baby drømmer, jeg vil så gerne kunne vise jer og mig selv at jeg klare den, og at med kærlighed kan man klare ALT,  troen på det halter, men håbet er der endnu, faktisk mere end nogenside før, både Nord og jeg fortjener det, og jeg ved at Nord bliver den bedste stjerne storebror i venden, jeg mærker stadig hans kærlighed og den kærlighed skal vi have ud i verden, men først skal jeg “lige” gennem døds og begravelses dagen.

Nord´s døds dag kommer tætter og tætter på og jeg får svære og svære ved at trække vejret, ligesom sidste år, føler jeg at Nord skal dø igen, jeg føler at omlidt så mister jeg ham engang til, men til forskel fra fredag d. 10/6 2016 hvor jeg fandt Nord død i X´s lejlighed, så ved jeg at det kommer denne her gang, jeg ved at Nord skal “dø” og min hjerne køre på højtryk for at finde en løsning så jeg kan redde Ham, selvom jeg jo godt ved at det er umuligt, for Nord er jo død, jeg har mistet ham og jeg får han aldrig tilbage, ligemeget hvor mange løsninger min hjerne kommer med. Jeg prøver at lad vær med at tænke for meget på dagen, men hver gang der bare er 5 sekunders pause/ro i min hjerne kommer det ikke bare snigende, men løbende med 200 km i timen, din søn skal dø, din søn skal dø, DIN SØN SKAL DØ, så gør dog noget Sara, stop det, red ham, gør noget, GØR NOGET SARA, sådan lyder det i mit hoved igen og igen og det er ikke kun et par gange i løbet af dagen, nej det er et par gange i løbet af hver time, time efter time, dag efter dag og sådan har det være siden midten af maj.

Idag er det så min mors fødselsdag, og udover at føle sig som jordens værste datter pga. sorg, og ikke eksisterende overskudt til noget som helst andet end en tillykke besked på facebook, så gør den også rigtig ondt, både fordi jeg ikke kan overskue at fejre min mor, og selvfølgelig også fordi jeg ved at dagen også gør ekstra ondt på min mor, jeg ved hvor ondt min egen fødselsdag gjorde, og min mor elsker Nord så højt så selvfølgelig gør den også meget ondt på hende, oven i det, så var det på hendes fødselsdag hun og min far så Nord i live for sidste gang, så idag er det 2 år siden at de så Nord i live for allersidste gang, og det at vide at det vil være sådan altid, resten af livet, hvert år på min mors fødselsdag vil det være så og sår mange år siden de så Nord i live, det vil altid være den dag at de så Nord for sidste gang, og det smerter virkelig mit hjerte, vi vil aldrig kunne holde fødselsdag for mig mor igen, uden at tankerne og smerten vil dukke op. Jeg prøver at trøste mig selv med at dagen for 2 års var en skøn dag, vi hyggede i mine forældres have, der blev leget med vand fra og i det lille badebassin der var stille op i haven til stor glæde for Nord og fætter Ja-ja, der blev grint meget og som altid når mormor var i nærheden af Nord, så kunne hans mor få lov lige at sidde lidt ned, noget der ellers ikke var tid til med Nord, men når mormor var der, var det lykken, mormor var næsten ligeså god som mor, og nogen gange måske enlig bedre, for med mormor var der ikke rigtig regler, ihvertfald ikke nogen man ikke kunne charme sig ud af.  Jeg husker at jeg sad i en solstol og kigget på Nord og Ja-ja lege, de hyggede virkelig og Nord nød opmærksomheden fra sin mormor. Nord og hans mormor var meget meget tætte, de havde et helt særligt bånd, jeg tror set i bagspejlet at de er sjælevenner, de forstod hinanden, og de kunne snakke sammen, længe for Nord kunne tale, Nord lyste op på en helt særlig måde, når han fik øje på min mor, hans øjne lyste og hans ansigt var et stort smil, og så fik han ellers travlt med at vise hende hele hans verden. lejetøj, nye sko, ja selv hunden hvis han ikke lige kunne finde noget andet at vise frem, Nord elskede sin mormor og det er jeg sikker på at han stadig gør der hvor han er nu, og derfor gør det så ondt at lige netop min mors fødselsdag var den sidste dag de havde sammen, jeg ville ønske jeg kunne give min mor bare lidt mere tid med ham, hvis jeg bare måtte have lov at kigge på dem imens, så gav jeg hende det gerne hvert år på hendes fødselsdag og jeg tror faktisk at Nord ville ønske det samme, og måske er det lige netop derfor kan jeg ikke rigtig mærke ham idag, måske er han hos sin mormor idag.

Det gør ondt at jeg ikke kan mærke ham idag, men hvis det er fordi han er hos min mor så tager jeg gerne smerten, han må bare gerne lige vise mig imorgen tidligt at han stadig kigger forbi mig bare en gang om dagen, især her op til hans døds dag, der har jeg brug for ham, mere end normalt. Det er en rigtig svær tid lige nu, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem dagen på søndag, jeg ved bare at jeg er nød til det og derfor lader jeg nogen af de mennesker der elsker Nord og jeg omringe mig på dagen. Jeg føler som sagt at jeg ikke kan trække vejret jeg føler jeg er ved at blive kvalt, og når jeg har det sådan, bliver jeg lidt bange og meget meget ked af det og det gør mere ondt en jeg kan forklare med ord, ikke fordi jeg er ved at blive kvalt, men fordi Nord blev DET, mine tænker lader mig ikke slippe for at tænke det værst mulige, tænk hvis Nord led, måske er han gået i panik da han ikke kunne få luft, tænk hvis han græd, tænk hvis han tænkte hvorfor er min mor her ikke, hvorfor redder hun mig ikke, tænk hvis han har kæmpet for sit liv. Jeg har læst hans døds report flere gange for at slippe af med disse tanker, og der står at der ikke var tegn på kamp, at han nok “bare” har lukket ned og er holdt op med at trække vejret, lidt ligesom ved vuggedød, måske har han endda sovet, men der står også at han ikke var blevet bedøvet, som jeg ellers havde håbet på. Jeg prøver at bilde mig selv ind at han ikke led, for jeg kan ikke holde anden tanke ud, men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken, jeg prøver at holde vejret, men jeg må give op langt før jeg når de 3 til 4 minutter det minimum har taget at taget livet fra Nord. 3 til 4 minutter det er lang tid, det er meget lang tid at sidde og holde en pude fast over et barns hoved, imens man ser og mærker livet forsinde i den lille krop under en, hvordan fanden kan man det, hvordan fanden kan man gøre det, prøv at holde vejret i 3 til 4 minutter eller bare vær stille, helt stille i 3 til 4 minutter, så går det virkelig op for en, hvor lang tid 3-4 minutter er, man kan mange gange, rigtig mange gange nå at fortyde det man har gang i, og det at vide at en mand jeg har elskede har kunne gøre det og gemmen føre det, ødelægger mig inden i, jeg stolede på X omkring Nord, jeg stolede på at han ville passe på ham og elske ham som jeg gjorde og for det hader jeg mig selv. Jeg føler at jeg svigtet Nord, selvom jeg godt ved inderst inde at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, for hvis jeg skulle have gjort noget anderledes så skulle jeg jo ha vist at X kunne finde på at skade Nord og det viste jeg ikke, havde jeg vist det, så havde jeg jo selvfølgelig også gjort noget anderledes, jeg havde aldrig, som i ALDRIG ladet X have Nord, hvis jeg havde vist han kunne finde på at gøre ham ondt, og dette viste X også godt, nok også derfor han aldrig har truet med at gøre Nord ondt, fordi han viste jeg aldrig havde ladet ham se ham igen (uden konstant opsyn) men jeg viste godt at han kunne finde på at gøre mig ondt, for det har han gjort mange gange, og han har også truet mig flere gange, så derfor har jeg også lidt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne se at han selvfølgelig også kunne finde på at skade Nord, jeg prøver at lad vær at slå mig selv i hoved med, alle de der hvorfor og hvad nu vist, for jeg så det jo ikke, men lige i den her tid op til hans død´s dag og begraveles dag der er det rigtig svært at lad vær.

Den her tid er svære og gør rigtig ondt, jeg gennem lever det hele igen, og smerten og savnet overtager alt i mig, jeg kan mærke knuden i maven vokse, jeg kan mærke smerten sprede sig ud i hver en fiber i min krop, trætheden tynger mig, og jeg bliver langsomt men smertefulgt tvunget i knæ, jeg nægter dog at ligge mig helt ned, ikke igen, jeg er strækere nu, det ved jeg at jeg er, også selvom det ikke føles sådan, men jeg giver ikke op, jeg giver ikke efter, X vinder ikke, ikke idag, ikke imorgen, han vinder ikke, jeg ligger mig ikke ned, jeg bliver tunget tilbage ned i knæ, men efter Nord´s døds dag, der samler jeg alle min kræfter og så rejser jeg mig op igen før begraveles dagen, for hvis jeg bliver i knæ, så falder jeg total sammen, og hvis det sker, bliver det endnu hårdere at rejse sig helt op igen, det er nemmere at komme fra knæene op og stå, end at skulle rejse sig op når man ligger fladt på gulvet, det har jeg skulle gøre nogen gange, og det koster dyrt både fysik og psykisk, så jeg håber og satser på at mine omgivelser af venner og familie, holder ved mig, så jeg “kun” lander på knæende denne her gang.

kære min elskede og smukke mor, kæmpe tillykke med fødselsdagen, Du er måske ikke den perfekte mor, men du er den perfekte mor for mig, du er min klippe at søge ly på når vandet bliver for uroligt og mørkt, du passer på mig når jeg ikke kan eller gider passe på mig selv, du støtter mig og tror på mig selv når jeg har givet op og ikke længere tror på mig selv, du samler mig op når jeg ikke kan rejse mig, men du fortæller mig også når jeg skal tage mig sammen, at Ja det er okay at skulle have en pause, men så må man også rejse sig igen. Du er hård og kan virke kold, men os du elsker er aldrig i tvivl om din kærlighed og hvis nogen gør os ondt er du den værste løve mor af alle. Uden dig i mit livs sorg var jeg nok død af slut, for du måtte næsten som mor til en baby, lære mig at spise, sove, kravle og stå igen og lige nu er jeg så ved at lære at “gå” og selvom du gerne holder mig i begge hænder så ved du også at en mor er nød til at slippe lidt bare engang imellem så man lære at gå helt selv, du griber mig når jeg falder, kysser og krammer mig og prøver så igen forsigtig at sende mig af sted igen og det vil jeg gerne takke dig for. Du er en skøn, sjov og kærlig mor og jeg nyder og sætter stor pris på alt den tid vi har sammen, om det så er til morgen mad hvor du nogen gange ikke er rigtig tilstede eller om det er på en af vores skønne ture/ferier hvor vi oplever verden og lære hinanden at kende på nye måder, du kender mig bedre end jeg tror jeg kender mig selv. Mor min mor igen kæmpe tillykke med fødselsdagen, jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig tilbage igen. Tak fordi du er dig og for at du er min mor, Jeg kunne ikke ønske mig nogen anden.

Mor, Nord og mormor altid altid.