Min hverdag

En af de knuste drømme.

16. juli 2017

Idag kommer et lidt kort indlæg fra mig, det er enlig ikke fordi jeg ikke har meget på hjertet, for det har jeg, jeg er bare meget meget træt, sorgen er hård ved mig for tiden, og især savnet tære på mine kræfter.

Det er søndag aften, jeg har haft en okay weekend, fredag var jeg i Tivoli til fredags rock og derefter ude og drikke nogen drinks. Igår lørdags stod den på lidt hygge med mad, vin og drinks med 2 skønne tøser. Jeg forsøger lige pt. at flygte lidt fra mit “nye” liv som mor til en engel, desværre kan man ikke løbe fra virkeligheden, så det lykkes kun kort, men lige nu er det bedre end ingen ting. Jeg er så meget i min sorg, i savnet og i smerten, at jeg har brug for en pause, bare en gang imellem, og selvom det måske kun lykkes et par minutter af gang, er det som sagt bedre end ingen ting. Klokken er lidt i 17.00 min bror og jeg skal til fodbold, der er sæsonstart og det har jeg set frem til, for på stadion med mennesker jeg holder af, kan jeg i små glimt drømme mig tilbage til mit gamle liv. Jeg står i gangen med alt overtøjet på, da min bror kommer ud og siger, der går lige et par minutter, Ja-ja (Nord´s fætter) vil meget gerne med på stadion i dag, der går et sug igennem min krop, knuden i min mave vokser og mit hjerte slår hurtig, jeg har drømt om den her dag siden Nord blev født, dagen hvor Nord og Ja-ja skulle med til fodbold, jeg har forstillet mig dem på stadion så mange gange, Nord ville elske stemingen og larmen, de skulle spise popkorn, løbe og leje mellem sæderne, jeg ved de ville fjolle og lave ballade, de ville hygge og pjatte og med tiden blive mere og mere interesseret i kampen, som de blev større og større, en dag ville de selv tage på ture og jeg ville være hammer nervøs for, om Nord fik rodet dem ud i ballade, eller om de nået toget hjem osv.  Det var sådan jeg forstillede mig at det skulle være, men sådan blev det ikke, og nu står jeg så her og kæmper imod alle de følelser der vælder rundt inde i mig, imens jeg prøver at virke som om at det er det bedste i verden at Ja-ja gerne vil med os til fodbold, ikke fordi det ikke er det, for jeg har glædet mig, men Nord skulle jo også være der og det er han ikke. På vej der ud i bilen, skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at bryde sammen.

Vi kommer ud på stadion, og kommer op på vores pladser, jeg hænger Nord´s Brøndby trøje op, som har været med siden Nord døde. Jeg kigger på Ja-ja og jeg kigger på Nord´s trøje, det er helt forkert at det skal være sådan her, Nord skulle sidde der ved siden af Ja-ja i hans Brøndby trøje, den skulle ikke hænge bag os. Jeg kan se Nord for mig, i hans Brøndby trøje, jeg husker hvor stolt han var når han havde den på, og jeg husker måde han sagde Brøndby på. Hadet til X stiger i mig, hvordan kunne han tage oplevelser som denne fra Nord, fra Ja-ja, fra mig og enlig også fra ham selv? Jeg husker at vi bare nogen dage inden, X myrder Nord, sidde og snakker om, at når X´s karantæne udløber om ikke så længe, så skal vi have Nord med på stadion, og selvom jeg var ked af at skulle vente, så lovet jeg X at jeg ikke vil tage Nord med før X også kunne tage med. Jeg hader X for ikke at elske Nord nok til at lade ham leve, Nord ville elske dagen idag, og det smerte mit hjerte at livet og de oplevelser livet byder på, blev taget fra ham, og så af hans egen far. I slutningen af første halvleg bliver følelserne for meget for mig, Ja-ja der hygger, stoltheden i min brors øjne, over at have sin søn med på stadion, savnet og smerten i mig overtager alt. jeg kæmper for at holde tårene inde, jeg rejser mig, og siger jeg lige skal ned og tisse, jeg skynder mig ned af trapperne med tårene der presser sig på, jeg løber ud på toilettet og der står jeg så og stor tuder på et toilet på Brøndby stadion. Efter noget tid, kan jeg igen samle mig, jeg tørre tårerne bort, trækker vejret dybt, jeg er nød til at holde fokus, det skal være en god oplevelse for Ja-ja at være med til fodbold, så jeg tager mig sammen, og køber en popkorn med op. Vi vinder 4-0 og Ja-ja har haft en god første gang på Brøndby stadion, jeg er stolt af at jeg klaret det, men jeg er også synderkunst over at jeg kun kan have Nord med mig i hjertet, jeg har brug for mere og Nord fortjener mere, men jeg har Nord med i mit hjerte hver gang og det har jeg haft siden første kamp efter Nord´s død. Til vores første hjemmebane kamp efter Nord´s død, havde de i Brøndby lavet et banner til ære for Nord, det varmede mit hjerte og betød så inderligt meget for mig, og jeg er dem stadig her et år efter meget meget taknemmelige, det var så stort, det var så stort af dem, og det betyder stadig rigtig meget for mig, de havde ham med, de vise ham ære. Det var en følelse af sammenhold, støtte og kærlighed, og det vil jeg aldrig glemme dem for, så Tak af hele mit (blå gule) hjerte.

Mor og Nord altid altid.

 

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

Sankthansaften og Nord´s begravelses dag.

4. juli 2017

Dette indlæg har ligesom indlægget omkring Nord´s 1 års døds dag, taget mig lidt lang tid at skrive, det har det fordi de dage her gør virkelig virkelig ondt på mig, og tiden både før og efter har været og er rigtig hårde.

Det er fredag, det er sankthans og det er 1 års dagen for Nord´s begravelse, Jeg har ikke kunne sove i nat, jeg har som så mange gange før gennemlevet dagen igen og igen, jeg husker hvilken smerten jeg følte, jeg kan huske at jeg glædet mig til at skulle se Nord, men jeg hadet tanken om at det også var sidste gang jeg kunne se ham. Idag ville jeg på nogen punkter ønske jeg kunne have den samme dag, som for et år siden, for selvom det var den hårdeste dag i mit liv, og jeg ikke tror jeg ville kunne holde til at gøre det hele igen, så var det også en dag, hvor jeg kunne kysse Nord, og jeg følte at jeg gjorde noget for ham, jeg følte at jeg æret ham, jeg følte jeg viste ham at jeg og mange andre mennesker elsker ham så ubeskriveligt og ubetinget højt. Jeg gad måske godt at man havde andre ceremonier end begravelsen, den kommer alt for hurtig, og er alt for hurtig “overstået” jeg har brug for at der er mere, jeg har brug for stadig at mindes og ære Nord.

Fordi jeg slet ikke har sovet i nat, har jeg det som om jeg har tømmermænd, jeg er mega træt og jeg har det rigtig dårligt, sorgen, smerten og savnet som igår var meget voldsomt, sidder stadig i mig, jeg er meget meget ked af det, og jeg har mest lyst til bare at blive liggende i min seng, resten af dagen, måske endda resten af livet. Men jeg har lovet Nord at jeg ville kæmpe hverdag, og det løfte SKAL jeg holde, om jeg har lyst eller ej. Jeg har lovet at jeg ville stå op hver dag, så det skal jeg også idag, selvom jeg på ingen måde har lyst, og det tager mig da også lang tid at tage mig sammen til at stå op og gå i bad. Imens jeg står i badet strømmer tårene ned af kinderne på mig, jeg ved ikke hvorfor, men det følges godt at græde i badet, det er som om at vandet trøster mig, det tørre tårene væk, og vandet fra bruseren aer mit ansigt. Efter noget tid, stopper tårene og knuden i min mave løsnes lidt.

Dagen går meget langsomt, og jeg bryder on and off sammen, men dagen tros alt, og om aftens mødes jeg med nogen veninder for at få styr på en gave til en anden veninde, som holder 30 års fødselsdag imorgen. Jeg har været meget i tvivl om, om jeg ville med, for jeg har virkelig haft det skidt, det sidste lange stykke tid, så der er ikke så meget energi, men nu har jeg besluttet mig for at tage med, jeg er nød til at blive ved med at prøve at “leve” og kæmpe for at få et liv igen, og det tror jeg at jeg gør bedst ved at gøre og deltage i ting, og jeg må jo bare tage hjem, hvis det hele bliver for meget. Vi får styr på gaven og så hygger vi med lidt sushi, vi snakker meget om Nord og hans begravelse, veninderne minder mig om, at selvom dagen var den hårdeste dag i mit liv, så var den også virkelig smuk,  den var fyldt med kærlighed, og det er det jeg skal prøve at holde fast i,  jeg/vi gav ham den smukkeste afsked og jeg håber han kunne mærke kærligheden, selvom sorgen selvfølgelig fyldte rigtig rigtig meget. Jeg er glad for vi gjorde alle de ting vi gjorde, jeg er glad for vi gjorde dagen til Nord´s dag, og jeg er glad for jeg sang for ham, selvom jeg idag ikke aner hvordan det lykkes mig,  jeg kan huske jeg næsten ikke kunne få luft, mine ben rystede under mig, og jeg var flere gang i tvivl om, om de ville give efter under mig. Men jeg gjorde det, og jeg er sikker på jeg må ha fået styrken fra Nord, for ellers ville det ha været helt umuligt, det var aldrig lykkes mig, hvis ikke Nord havde været med mig, det var aldrig lykkes uden hans og min kærlighed, men det lykkes og det er jeg så glad for idag. Jeg kan se tilbage på dagen, med stolthed og kærlighed, og det eneste jeg fortryder ved Nord´s begravelse, er at Q og alle de andre der stadig den dag idag støtter X (foruden Nords farmor og farbror) var med til Nord´s begravelse, havde jeg vist at deres støtte er hos X og ikke hos Nord, havde de ikke været velkommen, så lige der ville jeg ønske X var blevet begravet først så jeg kunne se hvem der var på hans side, men sådan var det desværre ikke, og det er en af de ting, jeg jo desværre heller ikke kan lave om på. Nord fik en konge værdi begravelse, med så meget kærlighed og støtte, og der er ingen tvivl om at vi fik vist Nord at han er så ubetinget elsket og at hans liv var meget mere værd end den skæbne X gav ham.

Da jeg kommer hjem, er jeg meget meget træt, og jeg har enlig meget lyst til at gå i seng, men jeg ved jeg ikke kan finde ro, det er nemlig som om jeg stadig mangler at gøre noget for Nord idag. Jeg beslutter mig for at gå over i kirken, der er nemlig nat åbne idag, jeg går der over, og fra jeg kommer ind af den store dør, fyldes mine øjne med vand, jeg savner min lille dreng så meget, det gør ondt i hver en celle af min krop, mine ben ryster igen under mig, og jeg er bange for jeg knækker sammen, jeg prøver at bevare “roen” jeg trækker vejret så dybt jeg kan flere gange, samler mig sammen, og så går jeg over og tænder et lys for Nord, jeg står længe og ser det brænde, imens jeg lader tårene trille. Jeg sætter mig i en sække pude på gulvet og kigger op på englene for ende af kirken, der er en der vender på hoved, jeg kommer til at smile et lille smil, det ville være så typisk Nord. Da tårene holder op, og jeg igen føler jeg kan få luft rejser jeg mig, sender et kys ud i rummet og hvisker, Nord mor elsker dig.

Da jeg skal sove, er jeg fyldt helt op af savn, sorg og smerte, og jeg kan ikke finde ro, tankerne køre rundt, og jeg mærker hadet til X, sprede sig i min krop, hadet er normalt ikke det der fylder mest, det er Nord og kærligheden til Nord, for sådan har jeg valgt det skal være, min kærlighed til Nord er større end hadet til X. Men lige nu fylder det, jeg bliver gal, fordi det er så meningsløst at Nord skulle dø, X kunne ha fået det næsten som han ville, jeg elskede ham og jeg ønskede mere end noget andet i at vi skulle være en familie, jeg ville opgive alt for ham, mit eneste krav var at X droppet kontakten til Q. Men det kunne han ifølgelig ham selv, ikke selv vælge, eller som han sagde det, at det var ikke fordi han havde et behov for at se Q eller at han gad snakkede med hende, men han kunne ikke vælge hende fra i hans liv, det var ikke et valg eller en mulighed han havde. Men han kunne godt slå sit eget barn ihjel. Noget jeg på ingen måde kan forstå, og hvis han ikke “gad” hende, hvis hun ikke var så vigtig for ham, som han selv blev ved at sige, hvorfor kunne han så ikke vælge hende fra? hvordan kan det være nemmere for ham at slå Nord ihjel? Mit hjerte knuses, og jeg hader at jeg nogenside har elskede den mand, jeg hader at jeg fortalte ham at jeg elskede ham da han ringede få minutter før han to livet af sig selv, men der viste jeg ikke at han havde slået Nord ihjel eller han nogensinde kunne finde på at gøre Nord ondt, og det var desværre først da jeg så Nord ligge død på sengen at alle følelser for X forsvandt. Det føles som om mit hoved skal springes, smerten er så stor at jeg har lyst til at slå hoved ind i væggen, bare for at mærke en anden form for smerte, alt i min krop gør ondt, og jeg har på mange måder lyst til at give efter for smerten og give op, hvis jeg dog bare kunne få fred for smerten bare lige lidt. For selvom det ikke hele tiden gør så ondt her, selvom jeg på mange måder er ved at lære at leve med smerten, så er det sindsygt hårdt at have ondt inden i hele tiden. Jeg rejser mig fra sengen for at hente et glas vand, jeg bliver svimle og det sortner for mine øjne, jeg skynder mig at sætter mig på sengen, tager hoved ned mellem benene og prøver at trække vejret så langt ned i maven jeg kan, jeg har prøvet det så mange gange før, så jeg ved at jeg ikke besvimer, hvis jeg bliver siddende sådan til det værste lige har lagt sig. Efter noget tid rejser jeg mig langsomt op, og så går jeg ud og henter jeg et glas vand, så jeg kan tage en sove pille. Jeg ligger mig i sengen med Nulle (Nord´s nus bamse) kysser den og holder den tæt, jeg prøver at fylde mit hoved med gode tanker, jeg tænker på tiden med Nord, og alt den kærlighed han gav. Da jeg mærker sove pillerne begynder at virke, synger jeg elefantens vuggevise som jeg også sang i kirken for Nord, for et år siden, Tårene fylder igen mine øjne, og sangen afsluttes med ordene, nu sover du sødt allerede, jeg husker hvor ondt det gjorde at synge det i kirken, for der i kisten for an mig, lå min lille dreng, lag til at sove forevigt, lagt til a sove alt alt for tidligt. Nord, jeg er så ked af at X´s had til mig, gik udover dig, det er på ingen måde okay, det er på ingen måde fair. Du var den sødeste, gladeste, kærligste lille dreng, du fortjente ikke den ondskab X bød dig. Du fortjener kun kærlighed, du fortjente livet. Søvnen hiver i mig, og lige inde jeg lukker mine øjne, hvisker jeg, Sara du har overlevet det første år i helved, du har nu været igennem alle mærke dage og datoer som mor til en engle for første gang, og som alle ved så gør øvelse mester, det bliver bedre her fra, det skal det, små skidt, lidt af gangen, det bliver nok aldrig godt, men det bliver bedre, men Nord jeg kan ikke uden dig, godnat Norden min skat, mor elsker dig.

Mor og Nord altid altid.

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

1 år´s dagen for min søns død

22. juni 2017

Det her indlæg har været svær at skrive, både fordi jeg havde frygtet dagen, og fordi jeg har haft det svær både op til dagen, men også her i dagene efter, så det har taget mig lidt tid at samle mig til at skrive. Der er nu gået næsten 2 uger siden min søns 1 års døds dag, jeg mærker en voldsom smerte og et ubeskriveligt savn, men jeg står stadig, hvilket jeg faktisk er meget stolt af, havde man sagt til mig i dagene efter Nord´s død, at jeg ville stå her om et år, havde jeg ærligt ikke troet på det. Jeg havde som sagt frygtet dagen og havde det rigtig skidt i dagene op til, jeg følte Nord skulle dø igen. Jeg sov slet ikke fra fredag til lørdag i frygt for dagen, men dagen kom om jeg ville det eller ej. Jeg stod tidligt op, og min første tanke var at jeg ikke ville aflevere Nord i vuggestuen, for så kunne X jo ikke komme og hente ham, og hvis han ikke kunne hente ham, kunne han jo heller ikke slå ham ihjel. Men Nord er død, X har slået ham ihjel, X har kvalt min lille dreng, virkeligheden rammer mig og jeg bryder helt sammen, jeg græder og græder, og det stopper ikke, jeg går en tur med Batman, (min lille franske bulldog) og selvom jeg prøver at holde lidt igen, kan jeg ikke styre det, tårerne triller bare ned af mine kinder.

Kl. lidt i 09.00 har jeg aftalt at mødes med en veninde, Hun har en datter på Nords alder, Nord var meget glad for hende og de leget meget sammen, de har været på 2 ferier sammen, Hun har passet Nord og vi blev meget tætte pga. vores børn. Hun er en af dem, jeg ved jeg altid bare kan ringe til dag og nat, og så er hun der, da jeg ser hende bryder jeg helt sammen, hun krammer mig og holder mig tæt, imens jeg lader tårerne og følelserne få frit løb. Efter noget tid, stilner tårnene af og jeg kan samle mig lidt igen, og vi går over til kirken, hvor vi har lavet en aftale om at jeg og nogen af de tætteste kan komme ind og tænde lys for Nord. Det er svært at være i kirken, men det er også smuk og rart, der er en helt særlig ro, og jeg føler mig tæt på Nord i den kirke. Det er svært fordi, jeg stadig kan se kisten med Nord for mig, jeg kan huske hvordan han så ud, jeg kan huske smerten, og følelsen af at jeg ville ønske jeg kunne ligge mig op i kisten ved siden af ham og dø med ham. Jeg kan også huske alle de smukke blomster, støtten og kærligheden, og uden den kærlighed havde jeg ikke overlevet den dag. Jeg kan ikke være i kirken uden at tænke på den dag jeg så Nord´s smukke ydre for sidste gang, og min krop fyldes med smerte og et savn jeg ikke kan beskrive, men jeg føler også Nord´s sjæl og styrke når jeg er i kirken, og derfor har jeg brug for at kunne komme her og tænde et lys for ham.

Vi tænder lys for Nord, og vi står længe og kigger på de brænder, vi snakker om Nord og vi græder, jeg mærker ham, hans kærlighed og han kræft, og jeg følger mig tæt på ham, men på samme tid minder det mig også om afstanden, jeg er her og det er han ikke, ihvertfald ikke sådan som han skulle være, smerten over hans død og måden han døde (blev slået ihjel) på, fylder hele min krop, det gør så ondt at jeg for kvalme og jeg for svært ved at trække vejret. Jeg skubber tankerne væk, og prøver at lad min kærlighed til Nord fylde mine tanker og min krop. Jeg trækker vejret dybt og så er jeg klar til at forlade kirken for denne gang, inden jeg går ud, vender jeg mig rundt og kigger ned mod englene for ende af kirken, der en en bestemt engle som minder mig om Nord, og den er det sidste jeg kigger på, imens jeg hvisker stille for mig selv, Nord mor elskser dig.

 

Vi køber noget morgen mad med op, stemningen er lidt tung og jeg føler jeg bliver sat tilbage i den boble jeg befandt mig i, i tiden lige efter Nord´s død. Stemning letter heldigvis en smule da Fætter Ja-ja kommer ind for at spise med os, han har den vildeste optur over at han har fået en hinbærsnitte og hans glæde, smitter heldigvis lidt, selvom han og Nord er meget forskellige, ser jeg alligevel meget af Nord i ham, og det varmer mit hjerte, ligesom at det varmer mit hjerte at Ja-ja stadig snakker om Nord, selvom det selvfølgelig også gør ondt. Jeg er så ked af at de ikke skal vokse op sammen, men jeg er glad for at de havde i hinanden i den tid de havde. Fætre af blod, brødre i hjertet.

I løbet af dagen, kommer venner og familie forbi mig, de kommer med blomster, gaver, støtte og kærlighed, og det betyder så meget mere end jeg kan beskrive, og jeg håber hver og en af dem ved at uden dem, stod jeg ikke stadig. De mennesker der har været og er der for mig, vil foraltid have en vigtig plads i mit hjerte. I løbet af dagen er jeg/vi oppe forbi træet (hjerte-træret, aka. Nord´s træ) der har være nogen forbi med blomster og kærlighed og det rør mig dybt. Tankerne køre hele tiden rundt inde i hoved på mig, det startede allerede imorges, hvis jeg nu ikke aflevere Nord i vuggestue, så kan X jo ikke hente ham, og så dør Nord ikke. Eller nu er der kun et par timer til at X henter Nord fra vuggestue, men hvis jeg nu henter ham først, så kan han jo ikke slå Nord ihjel. Eller nu har X hentet Nord og de er på vej til Albertslund, så hvis jeg køre der ud nu, så kan jeg måske nå at stoppe det, eller X kan slå mig ihjel istedet for Nord. Jeg ved godt det er dumt at have de har tanker, for Nord er jo død, og jeg kan ikke ændre det ligemeget hvad jeg gør, men det er som om min hjerne ikke vil finde sig i at der ikke er en løsning på min smerte og savn. Vi sider ned ved søen, vi har lagt blomster og vi tænder lys for Nord, da klokken bliver lidt i 17.00 (Nord´s døds tidpunkt) bliver himmelen hel mørk, der bliver vindstille, og det er som om tiden går i stå. Jeg kan ikke holde tårene tilbage, det følelse som om mig hjerte springes i en million stykker igen, jeg fyldes op af smerte, jeg kan ikke få luft, og det er som om jeg mærker Nord´s sidste hjerte slag. Jeg bryder sammen og tårneren strømmer ned af mine kinder. Da jeg igen kan få luft og smerten letter en lille smule, kigger jeg mod den mørke himmel og siger, Nord mine smukke dreng, mor elsker dig, og i samme sekund bryder solen frem. Jeg mærker et lille smil på mine læber, og det er som om det er Nord jeg smiler til, jeg mærker Nord´s kærlighed i mig, og jeg er klar til at gå hjem.

En veninde kommer forbi mig med aftens mad, vi snakker om Nord og alt mulig andet, det er dejligt at der er plads til både at mindes ham med smerte, sorg og savn, men også glæde og kærlighed, og det gør at jeg også godt kan være i nuet, og jeg kan godt snakke om andet end Nord, det er som om at så længe han for sin plads og jeg for min plads med ham, så giver han og også jeg plads til alt det andet i livet. X har enlig ikke fyldt så meget i mine tanker på denne dag som jeg frygtet, selvfølgelig har tankerne være der, som i hvordan fanden kunne han gøre det? Og hvorfor skulle det gå ud over Nord? Kunne han ikke bare ha taget livet af sig selv, eller hvorfor skulle han være så sindsyg, jeg elskede ham og jeg ville ha gjort alt for at hjælpe ham, så hvordan kunne han byde Nord det? Hvordan kunne han slå sit ejet kød og blod ihjel? Men ellers har han ikke fyldt så meget, det er Nord der fylder mine tanker, både de smerte fulde, som i sorgen, smerten og savnet over at han ikke lever, men også hans smil, hans grin, hans smukke øjne, og især hans kærlighed. Men da klokken er lidt i 20.00 fylder X i mit hoved, og uden at tænke over det, høre jeg mig selv sige, dø nu X, dø NU, en veninde kigger på mig og siger, Sara han er jo død, ja, svare jeg, men han må godt dø igen, og gerne meget meget smerte fuldt. kort efter kommer min bror ind, så er Idiotten død, og det burde man fejres, jeg kommer til at smile, og siger ja, det burde man.

Vi går ned til søen igen, da der er flere der også gerne vil tænde et lys og ligge nogen blomster til Nord. Vi sidder der lidt før at turen for mig og en veninde (lad os kalde hende Marta) tager ind til Tivoli. Marta har virkelig været der meget for mig det sidste stykke tid, og jeg er så glad for hun tager med mig i Tivoli, for selvom det virker lidt vildt at tage i Tivoli når man har det som jeg har og en dag som denne, så er det, det sted jeg helst vil være. Kl 22.00 spiller Anna David nemlig på plænen, og hun skal synge, Når en engle siger farvel, som hun også sag til Nord´s begravelse, så for mig giver det mening at være der og høre hende synes for Nord igen. Anna synger, og det er så smukt, jeg for gåsehud og tårene triller ned af mine kinder, Marta tager min hånd og jeg suger alt kærligheden til mig, jeg mærker Nord, jeg mærker at han er der, og han kæmper med mig. Inden sangen slutter, kigger Anna op mod himmelen og siger, Sara jeg sender kysset til Nord, og så sender hun et kys afsted. Det varmer mit hjerte og jeg fyldes med kærlighed. Vi nyder resten af koncerten og det føles rigtig at være der, det hele slutter med en ordenlig omgang fyrværkeri, som jeg ved Nord ville elske, og jeg tager da også mig selv i at sige, se Nord, Til dig min skat.

Jeg ligner lort, jeg træt og drænet, men jeg har ikke lyst til at tage hjem, jeg vil ikke hjem til en tom leglighed, jeg vil ikke hjem til ensomheden, jeg vil ikke være i den boble jeg føler jeg er på vej ind i igen, jeg var i boblen i tiden efter Nord´s død, og jeg vil ikke være en zombi igen, så vi tager på Sofiekælderen for at få en drink. Efter lidt tid, og lidt for meget opmærksomhed fra fyre jeg på igen måde gider, er jeg klar til at gå hjem. Jeg kommer hjem, går en lang tur med Batman (min hund) jeg går ned forbi søen, kigger på lysene der brander, jeg lader tårene trille endnu engang, Nord min skat, jeg håber du ved, hvor elsket du er og altid vil være. Jeg rejser mig, sender et kys ud over vandet, mor elsker dig så højt. Jeg går op forbi træet, og igen triller tårene, jeg ville ønske jeg kunne kramme Nord bare en gang mere, men det kan jeg ikke, så det tætteste på jeg kommer er nok træet. så der står jeg så midt om natten og krammer et træ, tosset? ja måske, men træet lever, og i det træ er der lidt af Nord, så på den måde følges det slet ikke tosset. Da jeg kommer op i opgangen, og ser på billedet der står af Nord, vælter det hele frem, jeg kan huske da jeg kom hjem fra at have fundet Nord død. Der stod det billede her ude på trappen, med lys og blomster, jeg husker smerten, jeg bryder helt sammen, jeg falder på knæ ligesom jeg gjorde det for et år siden, med de samme ord, han har myrdet min lille dreng, tårerne står ud af hoved på mig, åh Nord, jeg kan ikke uden dig, jeg kan ikke leve uden dig. Efter noget tid samler jeg mig selv op fra sten gulvet, jeg kysser billedet af Nord, og siger, Nord min skat, jeg kan stadig ikke uden dig, jeg kan stadig ikke leve uden dig.

Jeg går ind, og jeg går hen til Nord´s puslebord, jeg tænder et lys, ligger en hånd på Nord´s urne, og kysser det billede der står af Nord. Nord min skat, du skal vide at mor er stolt af dig, Jeg står stadig, og X vinder ikke, det lover jeg dig. og selvom jeg ærligt ikke havde troede jeg ville overleve det her år, så er vi her endnu. Så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit.  Jeg går i seng og tager en sove pille, selvom jeg helst ikke vil, men i nat har jeg brug for det. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) tæt ind til mig og hvisker, Nord mor elsker dig, det er mor og Nord altid altid, som vi aftalte, og så synger jeg elefantens vuggevis før jeg falder i søvn.

Mor og Nord altid altid.

Jeg vil gerne sige en særlig tak til alle jer der har sendt søde tanker og beskeder, tak for alle de smukke blomster og lys, og mange mange tak for alle de flotte og smukke gaver jeg har fået. Jeg er dybtaknemmelig for hver og en af jer. Jeres støtte, tanker og kærlighed betyder ALT i min kæmp. TAK af hele mit hjerte

 

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

Skal min søn dø igen?

9. juni 2017

Jeg har “idag” fredag være ude og spise med en veninde, vi har fået noget vin, så undskyld hvis indlægget er lidt mærket af det. Vi har snakkede rigtig meget om Nord og om at “imorgen er det 1 år siden min søn Nord blev myrdet af sin far, Jeg har gemmen levet dagen igen og igen flere milioner gange, men alligevel frygter jeg d.10/6 på en måde jeg slet ikke kan beskrive.

Jeg føler at Nord skal dø igen, men denne her gang, der ved jeg det sker, jeg ved hvad tid X henter ham fra vuggestuen, jeg ved hvad tid X kvæler Nord, jeg ved hvor lang tid det tager før Nord dør, jeg ved X går rundt i huset imens Nord ligger død på sengen, jeg ved X skriver beskeder og mail, imens min søn ligger død, jeg ved X ringer til mig, jeg ved hvad han vil sige, jeg ved han så, så fejt tager livet af ham selv, og jeg ved jeg skal ud og finde min elskede Nord død, jeg ved jeg og min bror prøver med alt vi har at rede Nord, men jeg/vi kan ikke, jeg kender smerten ved at se sit døde barn, og jeg ved ikke om jeg kan holde til at føle det hele igen. Hvorfor jeg føler Nord skal dø igen, ved jeg ikke, jeg ved bare at det er sådan jeg har det, og jeg har haft det sådan længe, jeg føler han skal dø igen, men denne gang ved jeg det, men jeg kan ikke gøre noget ved det eller stoppe det.

Det er som om min hjerne ikke vil indse at Nord virkelig er væk forevigt. Jeg må da kunne rede ham eller få ham igen på en eller anden måde, måske ikke idag, måske ikke om et år, men en eller anden da, må det da lykkes. Jeg har lyst til at skrige, for jeg ved jo godt inders inde at det ALDRIG lykkes, ligemeget hvad jeg gør, kan jeg aldrig få Nord igen. Smerten gennemborde mig, og det følelse som om mit hjerte igen springes i en million stykker, de få stykker jeg havde fået limet sammen, er nu igen spredt ud i min krop, og hvert et stykke skær sit dybt ind i mig. Min hjerne mod siger sig selv. Jeg er hele tiden splittet mellem virkelighed og ønske tænkning, måske har hele det sidste år bare været en ond ond drøm, måske vågner jeg omlidt og så ligger Nord i sin seng, han slår øjnene op og smiler til mig som han gjorde for et år siden. Tårene fylder mine øjne, mit hjerte slår et ekstra slag, og den velkendte men stadig ikke lærte smerte fylder hele min krop, åh Nord min elskede lille dreng, jeg er så ked af det, jeg ville ønske jeg kunne tage din plads. Tårerne strømmer ned af mine kinder, jeg har mest lyst til at kaste håndklædet i ringen og sige, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke uden Nord.

Nu sidder jeg så her i min stue alene, lidt fuld, meget meget ked af det, og virkelig bange, jeg har ikke lyst til at gå i seng, for selvom jeg godt ve dat datoen nu siger d.10/6 er det ikke d.10/6 for mig, før jeg har været i seng. Jeg har ikke lyst til det skal blive d.10/6, jeg er ikke klar, jeg kan ikke, jeg vil ikke, Nord må ikke dø igen. Så hvis jeg nu bare lader vær med at gå i seng, kan jeg så springe dagen over? jeg ved jo godt at svaret er Nej, jeg ved at dagen rammer mig, og jeg ved at jeg skal igennem den om jeg vil det eller ej. Jeg ville ønske jeg kunne springe den over, jeg ville ønske der var en let udvej, men det er der ikke, og jeg er nød til at taget dagen og vinde den.

Nord min skat, mor elsker dig højere end livet, højere end noget andet. Det skal være mor og Nord altid altid som vi aftalte. Mor og Nord altid altid.

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

Sidste gang de så ham i live…

8. juni 2017

Idag har min mor fødselsdag, og tankerne falder på minderne fra den sidste dag hun så Nord. Jeg hentede Nord fra vuggestue tidligt sammen med Cille, men som altid når moster Gille var med, tog det altid lidt længere tid at komme ud fra vuggestuen, fordi Nord lige skulle vise hende alle de seje ting i vuggestuen. Vi cykler ud til mine forældre, solen skinner og Nord er i super humør, jeg kan huske at jeg fortalte Cille at Nord var begyndt at sige hendes navn rigtig meget, og vi prøvede med at at få ham til at sige det, men Nord skreg bare af grin. Da vi kommer ud til mine forældre er min svigerinde og Fætter Ja-ja der allerede, de har sat et lille soppebassin op i haven, og lagt et tæppe ud med en masse legetøj, Da Nord for øje på hans Fætter Ja-ja og bassinet, kan det ikke gå hurtig nok med at komme af cykellen, jeg kan huske at jeg må holde godt fast i ham så han ikke smutter i vandet med alt tøjet på, vi skynder os at få det af, og så bliver der ellers hygget og leget med vand i haven. Da det er ved at være spise tid, og der er blevet hygget og lejet, får Nord tøj på, jeg kan ikke huske hvad jeg vender mig rundt efter, men da jeg vender mig igen, har Nord kurs mod soppebassinet igen, han stiller sig op i det, og jeg kigger på ham og siger kom her skat, imens jeg går hurtig hen i mod ham, jeg høre min far sige, du når ham ikke, og ganske rigtig, da jeg er næsten henne ved Nord griner han og skynder sig at sætte sig ned i soppebassinet, Nord skrald griner, og vi andre kan heller ikke lad vær at grine, det er så typisk Nord, så jeg havde da heldigvis taget ekstra tøj med.

Jeg kan mærke at når jeg tænker på et minde som det, så smiler jeg, jeg fyldes med glæde og kærlighed, men på samme tid, for jeg tåre i øjnene og smerten i mig presse sig ud i hele min krop, knuden i min mave strammes til, og savnet til Nord vokser, jeg rammes af den ene bølge efter den anden af følelser, både de gode, men også de smerte fulde. Mit hoved bliver fyldt med tanker, tanker som jeg godt ved jeg skal holde op med at dyrke, for det er tanker som dem der kan gøre en sindsyg, tanker der alle ender med spørgsmål, Hvorfor? Hvordan? og Hvis, Hvis jeg nu bare havde sagt ja til et liv med X, havde Nord så stadig været i live? Jeg ville heller end gerne ha levet et liv med X, hvor han kunne behandle mig som han ville, hvis bare det betød at Nord stadig var i live. Eller Hvis jeg nu havde holdt fast i at X skulle have hjælp før han fik Nord til overnatning, ville Nord så være i live? eller ville han så bare havde slået ham ihjel hos mig. Åh hvor ville jeg ønske jeg kunne sætte tiden tilbage, med samme viden som jeg har nu, så ville Nord stadig være i live, og det ville X ikke. Hvis jeg dog bare havde kunne se det komme. Hvis jeg dog bare havde tænkt en gang at X kunne finde på at myrde Nord, Så havde Nord stadig levet. Hvorfor skulle Nord dø? Hvorfor skulle det gå ud over ham? Hvordan kunne X gøre det? Hvordan kunne han få sig selv til det?  Jeg prøver at slå tankerne ud af mit hoved, for jeg ved godt de ikke gør mig noget godt, men ligesom med smerten, så tager de bare over og jeg kan ikke styre det.

Jeg samler mig, og vender tilbage til minderne, vi havde en skøn skøn dag, Og da vi skulle hjem, gik Nord, fætter Ja-ja, mormor og min svigerinde hånd i hånd, indtil det var op på cykellen og hjem af, mig og Cille cykler sammen, Nord hygge og synes det er toppen at cykle, men han er også træt, og sidder og små “synger” lidt, da Cille og jeg skilles, vinker Nord, og vi siger hej hej moster Cille, Cille vinker igen og siger hej hej Nord, Da Nord ikke længere kan se Cille, råber han HEJ HEJ Gille, og jeg kan ikke lad vær med at grine, for vi har prøvet at få ham til at sige hendes navn mange gange den dag, og så er det bare så typisk at han gør det når hun ikke er der. Nord falder næsten i søvn på vej hjem, og sover derfor så snart han har fået sin sut og Nulle (hans nus bamse) og rammer sengen. Jeg kysser ham og siger nat nat skat, tak for i dag, det har været en helt vidunderlig dag.  Jeg ville ønske at jeg kunne give min mor en dag som denne hvert år på hendes fødselsdag, det var en så dejlig dag, og et så dejligt minde, men mindet vil også altid være forbundet med, at det var sidste gange Nord var ude hos mine forældre. Nord elskede sin morfar og mormor, og de var meget tætte, Nord sov første gang hos mine forældre da han var 3 måneder gammel, da jeg forsøget at være den kæreste X bedte om, og give ham noget alene tid. Min mor passede ofte Nord, for når jeg skulle noget og ikke kunne have Nord med, ville X have jeg spurte min mor eller hans mor om de ville se efter Nord, for det passede aldrig X at have ham, selvom han ikke skulle noget, min mor har flere gange set efter Nord, hjemme hos mig/os, hvor X så bare sad foran tv´et. Min mor var der også rigtig meget for Nord og jeg, da X og jeg gik fra hinanden, så min mor og Nord var meget meget tætte. Det smerter mit hjerte at jeg ikke længere kan opleve glæde i deres øjne når de fik øje på hinanden, de var ubeskriveligt at være vidne til, og jeg er sikker på at Nord ville være en dreng der gik til mormor og morfar med de ting han måske ikke ville dele med mig. Jeg ville ønske jeg kunne give min mor den gave, at hun hvert år på sin fødselsdag kunne tilbringe den i selskab med Nord, Nord ville elske det. Jeg vil altid være dybt taknemmelig for at min søn nået at få et helt særlig bånd til sin morfar og mormor, og for at jeg fik lov at se hvor meget de elskede og elsker Nord, men på samme tid, ved jeg hvor ondt det gør på dem at have mistet Nord, Jeg tror IKKE smerten nogenside forsvinder, jeg tror IKKE tiden lære alle sår, jeg VED at savnet aldrig forvinder, men jeg HÅBER at tiden lære os at leve med sorgen, savnet og smerten.

Mor jeg ville ønske jeg kunne give dig mere tid med Nord i fødselsdags gave, jeg ved at Nord har det på samme måde, og at han derfor helt sikkert er ved dig idag, der er ingen tvivl om at Nord elsker sin mormor meget meget højt. Mor, du er min klippe, jeg kan kravle op på og holde fast i når vandet bliver for urolig eller bølgerne bliver for store. Du er mit lys når mørket bliver alt for mørkt og uhyggeligt. Du er mit træ når regnen og uvejret bliver for voldsom og jeg må søge ly. Du er min sky når solen er for varm eller når den brænder mig. Men vigtigst af alt, så holder du mit hjerte og får det til at slå, når jeg ikke selv har kræfter til det. Mor jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig hele vejen tilbage. Jeg ville ønske Nord en dag som idag kunne vække dig med sit morgen “ballede” smil og vi kunne synge fødselsdag sang og hygge om dig. Vi elsker dig mor og mormor hjertelig tillykke med fødselsdagen

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

Til 90´er fest med nogen af jer.

28. maj 2017

Igår var jeg til, Vi elsker 90´erne fest i Rødovre. Jeg var afsted med Cille og en masse andre sjove og skønne mennesker, og så var der også mange der inde som jeg kendte, der var god musik, lækkert vejr og masser af alkohol. Vi drikker og danser en masse, og selvom jeg kæmper rigtig meget med splittelsen inde i mig, så nyder jeg musikken, vejret og ikke mindst selskabet, Cille har en evne til at få mig til at grine, lige meget hvor skidt jeg har det, hun er så meget en støtte for mig, at jeg kan slappe af og være mig selv, på godt og ondt, det er kun når jeg kan få lov at være i mine følelser og jeg kan være mig selv 100% at jeg også kan have det sjovt. Jeg har det rigtig svært fortiden, om det er fordi Nord´s døds dag nærmer sig ved jeg ikke, måske er det “bare” savnet til ham der har vokset sig så stort at jeg hele tiden er delt i to. Den ene del, hvordan kan jeg grine, smile og danse, når jeg har mistede Nord, hvordan kan jeg overhoved lave andet end at græde? Den anden, Nord ønsker ikke at se mig græde hele tiden, han ønsker ikke at se mig g helt i opløsning og give op, han ønsker jeg er glad, han gjorde altid alt for at få mig til at smile, jeg prøver at lytte mest til den anden del, men tit overtager første del, og så bryder jeg helt sammen, og så er det at jeg får dårlig samvittighed over hvis Nord kan se mig, at han så skal se mig sådan, at jeg måske gør ham ulykkelig og det er det sidste jeg ønsker. Jeg vil gøre Nord stolt, jeg skal leve for ham, for så længe mit hjerte slår, slår hans i mit. Jeg drikker en drinks mere og jeg  hygger mig faktisk, jeg griner og danser, snakker med en masse mennesker, og selvom jeg føler folk kigger på mig, prøver jeg at tage det positiv. Jeg føler tit at folk kigger på mig når jeg er ude, og sådan har jeg haft det siden dagen hvor Nord blev myrdet, jeg føler at alle kan se på mig at min lille dreng er død, og selvfølgelig kan alle ikke det, men nu har jeg jo valgt at slå frem og dele mine tanker og føleser og så er der jo selvfølgelig nogen der ved hvem jeg er og kender min historie, men indtil  igår, har jeg ikke vist om folk faktisk genkendte mig eller om det var noget jeg bildte mig ind, men igår fik jeg bekræftet at folk faktisk kigger,  det er ikke noget jeg bare føler,  om det så var fordi der var indtaget en del alkohol at folk så ture stå frem og komme over og hilse på, ved jeg ikke, men jeg er ihvertfald glad for de gjorde det, jeg har det meget bedre med at de kommer over og siger et par ord, end at der bare bliver kigget på mig.

Jeg står og snakker med en gammel veninde, som også har været en del af min familie, da hun har været kæreste med en fra min familie. Vi snakker om gamle dage og vi snakker om Nord, og alt det der er sket, jeg mærker savnet og smerten i mig, men jeg vil stadig gerne snakke om Nord, jeg kan faktisk ikke lad vær, og hvis jeg ikke gør det flere gange i løbet af dagen, så bryder jeg sammen, så bliver smerten simpelhen for meget. Jeg tror jeg siger Nord´s navn 100 gange om dagen, hvis ikke mere, og ved at snakke om Nord, kan jeg holde ud at trække vejret, så det er dejligt at få snakket lidt om ham og få lukket lidt af smerten ud. Imens vi står og snakker kommer der 2 piger/kvinder over, den ene siger noget om at hun er nød til lige at sige at hun læser min blog og at hun føler med mig, den anden nikker og siger ja, at det gør hun også, de får begge tåre i øjnene og siger at de er nød til at gå  videre så de ikke begyder at græde, men at de lige ville sige det, jeg bliver så rør over at min sorg og smerte berøre andre på den måde, og jeg er glad for de kom over og ikke bare stod og kiggede på mig. Jeg har prøvet det en del gange før, men ikke på den her måde, så har det været nogen der kender nogen jeg kender, eller nogen jeg har snakket med når jeg har været ude, og når jeg så fortæller min historie, har de så sagt, ja det har jeg læst om, eller noget i den stil. Men igår, kom folk bare over og sagde jeg føler med dig, eller jeg læser din blog, en kom over og sagde, undskyld men er du ikke Nord´s mor? Lige netop den sætning elsker jeg, Er du ikke Nord´s mor? den sætning rammer mig, for jo jeg ER Nord´s mor. Og selvom jeg mærker en ubeskrivelig smerte hver gang nogen siger hans navn, mærker jeg også den største kærlighed og varme, og den er alt smerten værd, kærligheden er størst.

Igår oplevede jeg at der var 6 personer der henvendte sig personligt til mig, og der var også en del som henvendte sig til Cille omkring Nord og det rørte mig.  jeg er taknemmelig for støtten, og jeg er taknemmelig for at min sorg og smerte bliver hørt og set.  Så virkelig tak til jer, og tak fordi i ture komme over, jeg ved det helt sikkert kræver meget at gøre det, for de vil jo ikke gøre mig ked af det, når jeg nu står der og ser ud som om jeg har det sjovt, og det har jeg også, men jeg er også sønderknust, så intet i siger kan gøre mig mere ked af det, jeg er ked af det, jeg er ked af det hele tiden, og det er jeg også når jeg hygger mig. Så et par få ord, som er du ikke Nord´s mor,  vi føler med dig eller jeg læser din blog, er ikke det der ødelægge min dag eller aften, faktisk varme de, og viser mig, at folk også føler bare lidt af min smerte, Så igen tak til jer der kom over, i var med til at gøre at jeg kunne have en god dag og aften, får jeg fik lov at have Nord med mig, jeg mærkede hans kærlighed gemmen jeres ord, han har rørt jer, og det rør mig, jeg fik lov at snakke om ham, og det gør at jeg kan få luft til også at grine. så tak af hele mit hjerte, jeg havde brug for den dag og aften som igår, selvom den gør ondt i dag, når virkeligheden og ensomhedden igen rammer mig.

[fb_button]

You Might Also Like

Min hverdag

Mors´dag? Jeg er Nord´s mor, men er jeg stadig mor uden Nord?

14. maj 2017

Idag et kort indlæg fra mig på en svær dag.

Idag er det mors dag, og selvom jeg aldrig har gået særlig meget op i mors dag, mest fordi jeg mener at man skal fortælle sin mor at man elsker hende mere end 1 gang om året, så er det stadig en svær dag idag, sidste år på mors dag, havde jeg Nord, og vi hyggede, et smil fra ham var den bedste mors dags gave jeg kunne få, og dem fik jeg masser af sidste år, men i år er der ingen ting, ingen Nord, ingen smil, ingen grin, ingen kys og kram, kun sorg, savn, smerte, tomhed, ensomhed og 1 spørgsmål er jeg stadig mor? Jeg ved jeg er Nord´s mor, og det vil jeg altid være, men kan jeg være mor uden Nord? er jeg mor uden Nord? Jeg føler mig stadig som mor, jeg tænker stadig Nord før mig selv, men hvordan er man mor uden et barn? Idag gør det ondt at være mor, men det gør endnu mere ondt ikke at være det.

Mors dag, smerten rammer mig, og et minde fra sidste år på mors dag køre som en film i mit hoved. Det er mig og Nord der fjoller og hygger, vi sender en mors/mormors hilsen til min mor, hvor Nord siger mormor og jeg siger glædelig mors dag. En smerte gennem borde mig,  det hårdeste i verden er at miste sit barn, men det må være næsten lige så hårdt at være mor til hende der har mistet sit barn. At se sit eget barn i så stor sorg og smerte, at se sit eget barn lide og miste alt livs lyst, må være næsten lige så hårdt. Jeg får rigtig tit dårlig samvittighed over alt den smerte jeg forvolder andre, og især idag på mors dag rammer den mig, for jeg ved at det gør ondt på min mor at se mig i mit liv sorg. Min mor elsker Nord og hun er den bedste mormor i verden, min mor var meget tæt med Nord, og Nord elsker min mor.  Jeg ved min mor er i kæmpe sorg over Nord´s død, og oven i den sorg, skal hun så også bære smerten ved at hendes datter lide. Min mor må uden tvivl være den bedst mor i verden, hun har de sidste 11 måneder, sat ALT tilside for mig, hun flyttede ind hos mig samme dag Nord blev slået ihjel, hun sov ved min side de første mange måneder, hun madet mig, nærmest badet mig, hun fik mig i tøjet hver dag, hun vasket mit tøj, ryddet op og gjorde mit hjem rent, hun fik mig ud og gå nogen ture, hun passede min hund, hun samler mig op fra gulvet når jeg er ved at give op, hun kysser og krammer mig, hun holder om mig når smerten i mig overtager alt, og jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop, hun ser og høre mig i min sorg og det i sig selv må være ubeskrivelig smerte fuldt. At se et menneske man elsker i så stor sorg og smerte som jeg er i, må være ufattelig hårdt, men hun er der for mig og står altid ved min side, og for det er jeg hende evigt taknemmelig, jeg ville ikke kunne overlevet tabet af Nord uden hende.

På mors dag, fortæller vi mødre hvor seje de er og hvor meget vi holder af dem. Nord og Nord´s moster Gille (Cille) synes også at jeg skulle have blomster på mors dag, så jeg har fået 3 smukke roser, måske en rose for hvert år jeg har kunne fejre mors dag. Det rør mig så dybt, og kortet der var til trækker tåre frem, at få afvide at jeg var og er en god mor betyder alt, og jeg håber af hele mit hjerte at Nord også synes det, jeg kæmper og vil altid kæmpe for at gøre ham stolt… Da jeg kom hjem her til aften og der også en eller nogen der har sæt en buket blomster ude på trappen ved billedet af Nord, og læser du/i med skal i vide at det betyder meget for mig, og det varmer mit hjerte, tak. Tak af hele mit hjerte for blomster og alle de søde beskeder, og tak til moster Gille <3

 

[fb_button]

You Might Also Like