Det er over 1 år siden at Nord blev kvalt af sin far, og jeg savner Nord, hver dag, tiden, alt jeg ønsker er et liv med ham, men det er så småt ved at gå op for mig, at det er ikke muligt, ligemeget hvor meget jeg kæmper, eller hvad jeg gør, så for jeg ikke Nord igen. Til tider, vil jeg stadig ikke tro på det, jeg bliver ved med at bilde mig selv ind, selvom om jeg godt ved at det ikke er sådan, eller kan lad sig gøre, at hvis jeg “bare kæmper hårdt og godt nok, så for jeg lov at hente ham hjem igen, jeg tror at jeg gør det, fordi jeg ikke kan holde tanken ud om at jeg skal leve resten af livet uden Nord. På mange punkter håber jeg hver aften når jeg går i seng, at jeg ikke vågner i morgen, jeg har tit lyst til at tage bilen og køre med 300 kilometer ind i en mur, eller taget op på taget af en høj bygning og spæde mine (vinger) arme ud, og lade mig falde forover, mærke suset, efter fuldt af den smerte det må give at ramme jorden, for derefter endelig at få ro og fred, og ikke længe mærke den ubeskrivelig smerte det er at skulle leve uden Nord. Men det kan jeg ikke, det er ikke fair over for min familie, de har og lider nok ved tabet af Nord, og synet af mig i sorg og smerte. Jeg kan ikke byde dem også at skulle leve med den smerte jeg lever med hver eneste dag,  de lider nok. Hvis jeg tager livet af mig selv, så slår jeg jo mine forældres barn ihjel, og så er jeg jo ikke beder end X, jeg for kvalme ved tanken, føj, tænk at være et menneske som ham, tænk at være så egoistisk og hjerte kold, jeg skubber tanken om X væk, for ellers kaster jeg op.

Lige nu (over)lever jeg for andre, jeg lever for min familie, jeg lever for dem der elsker mig og som jeg elsker, jeg skal leve for Nord og for at X ikke skal vinde. Men hvor længe kan man leve kun for andre? De tanker fylder mere og mere i mig, det kommer i takt med at dem omkring mig, er begyndt at få en hverdag igen, de lever og livet går videre, men det gør det bare ikke for mig, jeg græder stadig hver dag, jeg kan stadig ikke sove, jeg føler jeg er ved at falde mere og mere fra hinanden, og jeg savner og tænker på Nord hele tiden, jeg gennemlever stadig fredag d. 10/6 2016 hver dag. Fredage, og tit mandage. d.2 d.10 og d. 23 gennemlever jeg Nord´s døds dag flere gange om dagen, time for time, jeg ser Nord´s døds dag som en film i mig hoved igen og igen, jeg ser ham ligge bleg og livløs på sengen, jeg ser mig og min bror yde første hjælp, og jeg føler smerteren der springer mit hjerte i en milion stykker, og jeg mærker savnet der gennembore min krop. Jeg har ikke en hverdag, jeg lever ikke, jeg kæmper for at overleve, jeg kæmper for at få en hverdag der er til at holde ud, det gør jeg ved at omgive mig med familie og venner. Dem omkring mig er begyndet at leve igen, de hygger med børnene, de arbejder, de har en hverdag, de for børn, de føler glæde og lykke, ikke at de ikke savner Nord, for det ved jeg de gør, og jeg ved også at det er hårdt for dem at se min smerte, men de klare den og de lever. Jeg er selvfølgelig glad for at de er ved at finde fodfaste igen, men det gør også ondt, når jeg stadig ikke kan andet end at træde vande, og samtidig er der så en tanke der har fundet vej til mit hoved som jeg ikke rigtig kan slippe igen, når de nu er på vej “videre” i livet, ville jeg så om nogen år, når de er kommet helt på land igen, kunne tillade mig at taget mit eget liv? Jeg kan ikke lad vær at tænke, at hvis de nu godt kan klare sig uden mig, ville de så ikke også godt kunne klare at miste mig, og ville det så ikke være okay? Jeg kender godt svaret på den tanke, og jeg skammer mig også over, at tanken finder vej til mit hoved, men det gør den når smerten i mig og ikke mindst savnet til Nord bliver for voldsom, når jeg har det sådan vil jeg bare være hos Nord, men jeg ved også at Nord ville blive skuffet hvis jeg giver op, jeg ved han ønsker at jeg skal leve, jeg skal leve for Nord, og det kæmper jeg for, det lover jeg.

Jeg skammer mig som sagt når de mørke tanker for plads, men jeg kan ikke lad vær. De her tanker gør at jeg er bange for at man ikke kan leve hele livet KUN for andre. Jeg er nød til at finde en måde at få lyst til livet igen, jeg er nød til at finde noget der gør livet vær at leve igen. Nord gjorde livet vær at leve, min kærlighed til ham, gjorde at jeg kunne klare alt, så længe jeg havde ham, han fik mig til at smile lige meget hvor ked af det jeg var, jeg kunne som sagt holde til og klare ALT med Nord ved min side, og det er så her tanken om et barn mere dukker op. Det her barn skal IKKE erstatte Nord, for det kan det ikke, og det skal det heller ikke, Nord var/er Nord, og han var og er noget helt særligt, han var enestående. Men et barn mere ville give mig en kærlighed at leve for, og barnet ville være elsket og værdsat mere end ord kan beskrive. Det gør ikke at jeg elsker Nord mindre, nok tværtimod, min kærlighed til Nord er unik, og han vil altid være mit hjerte barn. Nord ville være blevet den bedste storebror, han var så sød,glad,kærlig og omsorgfuld, og selvom Nord ikke er i denne verden mere, ville det andet barn være heldig at have Nord som storebror, og jeg ved han ville være en stolt storebror. Tanken om et barn mere, fylder mig med håb, men også med frygt, tør jeg få et barn mere? hvad hvis det her barn også dør? jeg bliver så sur når folk siger, jamen det gør det ikke, du har oplevet nok smerte, hvad er chancen for det ville ske igen. ja det ved jeg sgu ikke, men det kan ske. Hvad er chancen for at man får slået sit barn ihjel, den er ret lille, men det skete, så det sker, børn kan dø og børn kan dø på mange måder, vuggedød, en ulykke, sygdom osv. Det brude ikke ske, og det er ikke okay at det sker, men det sker. Så hvad hvis det sker for mig igen? Jeg er også bange for at jeg ikke kan være den mor jeg ønsker at være, jeg er bange for at jeg ikke kan slippe barnet, at jeg ikke tør lade det gå i vuggestue, lad andre passe osv. Så er det okay at sætte et barn i verden, når man har det sådan? Så er der det med “faren” Jeg ville selvfølgelig helst have et barn med en fantastisk mand, være mor,far og barn, en rigtig kerne familie, sådan som jeg ønskede det med Nord, men som jeg aldrig fik lov at opleve. Men jeg tør ikke, ihvertfald ikke endnu. Jeg ved der kommer til at gå meget lang tid, før jeg kan stole på en mand, og den tid har jeg bare ikke, både med hensyn til min alder, hvis jeg skal kunne få et barn mere, men også med hensyn til at mærke den kærlighed der gør livet vær at leve, nemlig kærligheden til et barn. Jeg er ude i, at jeg vil have et barn selv, men er det okay, bevist at vælge en far fra? er det okay over for barnet? jeg ved at jeg bliver en mere afslappet mor uden, og jeg ved jeg kan klare at få et barn alene, for X to alligevel ikke Nord de første 8 måneder, så det at blive fri for ikke at blive skuffet og sur over ikke at få den hjælp man regner med eller beder om, er faktisk meget nemmere, det mærkede jeg da jeg så blev rigtig alene mor med Nord, men er det nok til at retfærdiggøre at man fra vælger en far? Jeg har tænk meget over det, og i starten synes jeg at det var meget egoistisk at få et barn på den her måde, men efter at fa mærket efter og tænkt det hele igennem er jeg kommet frem til at, det ALT er egoistisk at få et barn, ligemeget hvordan man gør det, og jeg ved godt at jeg helt sikkert for en masse hug for at vælge at ville have et barn selv, men jeg ved at det har barn bliver elsket, ikke kun af mig, men også af min familie og venner, og jeg ved at jeg bliver en bedre mor, ved ikke at skulle bekymre mig om, tanken om at faren ville kunne taget barnet fra mig. Jeg er dog ked af at jeg ikke får lov at opleve det at være en kerne familie, men måske en dag, jeg finder en mand der er stærk og kærlig nok til at kunne elske mig, med den bagage jeg har med mig.

Når så jeg har besluttet at jeg gerne vil være mor igen, og jeg har valgt at jeg gerne vil gøre det selv, hvilken doner skal jeg så vælge? Enligt ville jeg nok helst kunne pege på en af de mænd jeg kender og sige, ham der skal være doner. Men igen, hvad nu hvis han så ligepluslig ,så vil være far? jeg har tænkt mange ting, for jeg ville nok enlig helst vide hvem manden/doneren er, men man kan jo ikke sige, hey har du ikke lyst til at give mig et barn, uden at du er far. Det ville jeg nok helst, for så ville jeg vide hvem manden er, jeg ville vide hvordan han så ud, jeg ville vide hvordan han er, og det ville jeg have det rigtig godt med, men jeg ved også at det ikke er muligt. Så jeg har besluttet at gå efter en doner, når tankerne falder på det med at få et barn mere, men hvordan skal jeg dog vælge? jeg synes det er en stor beslutning, at skulle vælge hvem der skal give DNA til mit andet barn. Hvad skal jeg ligge vægt på? hvad er vigtigt? og skal jeg gå efter en der af udsende ligner min X, så der er en lille chance for at Nord og lillebror eller lillesøster ligner hinanden lidt, eller skal jeg gå helt modsat, der er mange tanker, og ikke mindst føleser i det, men tanken om et barn mere er vokset sig stor og jeg ved at jeg ønsker et barn mere, så jeg håber jeg har økonomi, overskud og ikke mindst mod nok til snart at kaste mig ud i det, alt sammen hvor Nord og vores kærlighed er med hele vejen.

Mor                                                                                                        &                                                                                                    Nord

Mor og Nord altid altid <3

Min lillebrors kæreste er gravid og skal føde her i september, de skal have en lille pige, og jeg glæder mig helt vildt, alligevel har jeg ikke rigtig været en del af gravideten den her gang, og det går mig rigtig meget på, for jeg glæder mig og jeg vil gerne være en del af det, jeg kan bare ikke. Det gør for ondt, det gør ondt at se deres lykke og glæde, og jeg skammer mig over at have det sådan, for jeg ønsker dem alt lykke, jeg ønsker at se min bror og hans lille familie lykkelig, men alligevel skriger mig krop af savn og smerte når jeg ser på dem. Jeg hader det, hvorfor kan jeg ikke rumme deres/andres lykke? jeg ønsker jo ikke at se andre mennesker i smerte, jeg ønsker at se mine venner og familie lykkelig, men det gør på samme tid ulideligt ondt. At jeg har det sådan gør at jeg føler mig som et dårligt menneske, jeg har ikke lyst til at det skal være sådan, jeg ønsker andre mennesker det bedste, og jeg vil så gerne kunne dele deres glæde, men det kan jeg bare ikke 100% ligemeget hvor meget jeg prøver.

Jeg har som sagt ikke været hverken den bedste søster, svigerinde eller faster under min svigerindes anden gravidet, og det er jeg ked af, men det er svært for mig at dele deres glæde og se deres lykke, fordi mit hjerte stadig er knust i en million stykker, men det betyder ikke at, jeg ikke glæder mig til det nye liv der snart kommer til verden, og jeg ville ønske at jeg kunne deltage mere, det er bare som om sorgen ikke rigtig vil tillade det, for hvordan skal jeg kunne føle lykke når det liv jeg elskede højst ikke længere lever. Jeg elsker min bror og hans lille familie helt op til Nord, og jeg ved Nord elsker dem hele vejen tilbage. Jeg ved at Nord ville elske at blive fætter igen, og jeg ved han ville være en god og kærlig fætter, så hvorfor kan jeg ikke være en god faster? jeg elskede Nord´s fætter Ja-ja før han var født, men jeg har det ikke på samme måde den her gang, måske er det fordi jeg ikke har været en så stor del af graviditeten, måske er det fordi jeg har svært ved at føle andet end smerte og savn, jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal komme til at elske det nye liv, jeg ved at når jeg først får lov at holde hende i mine arme, så kan jeg ikke ladvær at forelske mig i hende, men det er svært for mig at jeg ikke allerede elsker hende, jeg glæder mig til at hun kommer og jeg holder af tanken om hende, men jeg elsker hende ikke, ikke endnu og det går mig meget på. Derfor har jeg i smerte men også i kærlighed hæklet et barnevogns tæppe, og en nus klud, (som er det første jeg nogenside har hæklet) til hende. Det er selvfølgelig lavet af mig, men med Nord i tankerne og derfor er der syet et Nord for mælkevejen mærke på og et made by faster.

Jeg ville gerne vise min bror og ikke mindst min svigerinde, at jeg under dem alt lykke og at jeg tros alt glæder mig til det nye liv, derfor valgte jeg at holdet et babyshower for dem. Jeg bagte cupcakes, pyntet op og jeg havde selvfølgelig også købt nogen gaver (tøj). Jeg havde lovet min bror at de godt måtte låne Nord´s vugge, til lillepigen, først var jeg ikke så glad for ideen, for det er jo Nord´s, men da min bror ligesom fortalte at de godt ville låne den, til ære for Nord, og fordi at han/de også syges at, Nord også skal være en del af det nye liv. Han synes vi skal bruge Nord´s vugge som familie vugge, for Nord er stadig en kæmpe del af vores familie, og ikke kun af mit liv, men også af deres. Jeg synes det er så smuk at jeg ikke kunne sige nej, så jeg fandt Nord´s vugge  frem og pyntet den med lyserødt senge tøj, tæppet og nus kluden jeg har lavet, og så sætte jeg den ind på boret med gaverne. Min bror viste godt at jeg ville holde babyshower og derfor havde han fået min svigerinde ud af huset, så da de kom hjem igen, stod vi alle klar til at overraske hende og det blev hun, hvilket var dejligt, vi hygge og min svigeinde er meget glad, hvilket glæder mig, for selvom det er hård for mig, så nyder jeg at vise dem at jeg elsker dem, og at jeg gerne vil være der.

Dagen efter er jeg helt færdig, jeg er meget meget træt, og jeg græder meget, jeg hader at jeg skal få det sådan, men det tager altså bare hårdt på mig, når familien er samlet, Nord han mangler så meget, og selvom jeg formå at være i det på dagen, så knækker det mig altid dagen efter og nogen gange tager det et par dage, før jeg igen kan styre min følelser og tåre, men det er det værd, for det er sådan her jeg i sidste ende, ender med at vinde, og på den måde ære Nord.

Jeg håber af hele mit hjerte at, Nord han er med når det nye liv kommer til verden, jeg håber at han ser, at jeg kæmper med alt hvad jeg har og kan, for at kunne elske igen, uden at det betyder at jeg glemmer eller elsker ham mindre, for det gør jeg ikke, det er umuligt, Nord er og bliver min store kærlighed, de er  Mor og Nord altid altid

Det er tirsdag aften, og det er idag jeg og Cille skal afsted til Smukfest, jeg har små stresset lidt hele dagen, for jeg vil bare gerne afsted, og nu er vi så endelig klar, eller jeg er, jeg skal lige forbi Cille og hente hende og resten af vores ting, vi har sindsygt meget med, ingen af os har været på festival før, og vi skal helt sikkert ikke gå ned på udstyr. Da jeg møder Cille og jeg ser hvor meget vi skal have med, er jeg extra glad for, at vi har lånt mine forældres bil, det var aldrig gået med tog. Vi køre afsted, og det kan mærkes at vi begge glæder os, stemningen er høj og det er dejligt, men som altid når jeg har det sådan er der en lille stemme i mit hoved, der siger, hvordan er det muligt uden Nord? jeg er begyndt at svare den lille stemme, at det er det heller ikke, det er kun muligt fordi Nord er med mig, han er en del af mig, når mit hjerte slår, slår hans i mit, så det er muligt fordi han tillader mig det, han ønsker at se mig glad, det ved jeg, det kan jeg mærke og det er derfor at jeg kæmper for, det er for ham.

Vi kommer godt men sent frem, der er dog lidt små problemer med hvor vi skal parkere og en trækvogn der mister en møtrik, så hjulet går løst, men vi finder ud af det hele, og heldigvis er der en sød vagt det hjælper os det sidste stykke hen til vores dåse. Vi er så heldige at vi ikke skal sove i telt, vi skal sove i en Cansleep, som ligner en kæmpe stor øl dåse, der er strøm, lys, et lille spejl,  madras, dyner, puder og senge tøj, og en køletaske . Vi pakker ud, og selvom vi havde snakket om at vi lige ville drikke en enkelt inden senge tid, så er vi alt alt for trætte, så vi går bare i seng, da vi ligger os, begyder det at regne helt vildt, hvilket gør at jeg sætter lidt ekstra pris på at vi ikke skal sove i telt.

Vi vågner meget tidligt onsdag, og jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og se festivals pladsen, og mærke stemingen, både på pladsen, men også i dåse området. Vi finder hurtig ud af at vi har nogen super søde naboer, og at stemingen i Cansleep er skøn. Vi har valgt at kalde vores Cansleep for Glimmer dåsen, og den bliver pyntet godt op, der bliver også hængt et billede af Nord op inden i, for han skal altid være med. Vi er rundt og kigge lidt, og ender til Rasmus Seeback koncert, og selvom han ikke lige er mig, er der en super stemingen, og der bliver sunget med på fuldskrue, efter Rasmus, står den på L.O.C. med en flaske champagne, det er ikke hans bedste koncert, men han holder stadig en fest, så det gør vi også. Vi går mod stjerne scenen, hvor Danser med Drenge skal spille, efter et par nummer dukker min kollega op, vi synger og hygger, og jeg nyder det, men jeg kæmpe også med de indre følelser, det lyder måske mærkeligt, men det er hårdt at hygge sig, det gør ondt inde i mig, og jeg er ved at være fyldt op, så det passer perfekt at Rie og de andre i bandet, skal til at spille, er der nogen i himlen, tårene får frit løb, i mens jeg synger med, af helt mit hjertes kraft, “Men er der nogen i himlen der kan elske dig, ligeså meget som jeg gør, nogen der for dig til at grine ligeså meget som jeg, Jeg håber bare du har det godt deroppe, og de andre de kan se, hvor dejlig du er, håber bare at du når det, alt det du ikke nåede her. Jeg stor tuder, men det føles godt,  for selvom det er hårdt og det gør rigtig ondt, så føler jeg mig tætter på Nord, da sangen er sunget, og derfor letter det, jeg er dog glad for jeg ikke havde taget makeup på, for der blev virkelig ikke holdt igen med tårerne. Efter koncerten er jeg igen klar til at nyde resten af aften, for nu har jeg lige haft lidt Nord tid, selvom det selvfølgelig slet ikke er nok, og det også gør sindsygt ondt, men jeg kan være i smerten, fordi jeg har fået lov at lukke lidt ud. Vi ender i V.I.P (Vippen) til en drik før det igen er blevet senge tid.

Torsdag har vi aftalt at mødes med min skønne kollager/veninde, og så skal vi have unicon dag. Nogen af vores naboer holder banko, og der er vi selvfølgelig med, der bliver gået op i det, og der er en super stemning, så vi er små fulde da min veninde dukker op, vi iføre os vores unicon kostumer og så er vi ellers klar til at have en fest, vi starter til gulddreng og så er festen ligesom igang. Aftens byder også på Suspekt, finger/Nordstrøm hvor der også bliver fældet en tåre eller to. Derefter er der Madior Lazer og der holder vi virkelig en fest.

I løbet af festivalen, møder vi en masse skønne mennesker, jeg møder også et par stykker der følger bloggen her, (tak for krammer og de søde ord), der bliver snakket, drukket, grint og grædt, men det er godt at være væk fra hverdagen, selvom jeg godt ved at det her kun er en kort kort pause fra det der desværre er mit liv nu, så nyder jeg at opleve noget andet, jeg nyder at kunne drikke mig fuld og forsvinde i musikken.

Da vi når Søndag er vi ved at være godt brugte og selvom planen var at vi først skulle hjem mandag vælger vi at tage hjem søndag, jeg er træt, og jeg ser frem til at sove i min egen seng, men ellers har jeg ikke lyst til at det skal slutte, jeg har ikke lyst til at skulle tilbage til livet og hverdagen. Da jeg kommer hjem rammer virkeligheden mig som en mavepuster, savnet til Nord er så stort, og virkligheden om at han ikke også kommer hjem om lidt gennembore mit hjerte, jeg ved ikke hvorfor, men hver gang jeg er væk, føler jeg at jeg “bare” er væk fra ham, som hvis han blev passet af mormor og morfar, (selvom jeg godt ved at han er død og det ikke er sådan) og derfor håber jeg altid at når jeg kommer hjem denne gang, så er han der selvfølgelige, jeg ved godt det ikke er sådan, men jeg kan ikke lad vær at drømme og håbe, og måske er det derfor det er så svært for mig, når jeg har været væk, men det at være væk fra hverdagen er også det der giver mig luft og kræfter til at kæmpe for at få et liv igen.

Jeg græder meget søndag aften, jeg er træt, og trist, men jeg har haft en super festival, så jeg klare den og vælger at gå tidligt i seng, jeg falder i søvn med Nulle (Nord´s nus bamse) i mine arme og med Nord i mit hjerte.

Tak til Nord for kærligheden. Tak til Cille for at altid smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe og støtte mig, i denne omgang at tage med mig på festival. Tak til Kollagen/veninden for festen og selskabet. Tak til D (Cille´s kærestes ven) for snakken og festen. Og tak til alle de sjove og skønne mennesker vi mødte, i har alle været med til at give mig en lille pause fra helved og for det er jeg dybt taknemmelig.

Jeg kommer hjem efter at ha været ude og gå en lang tur med Batman, min hund, en lille fransk bulldog. Jeg sætter mig i sofaen med en Chai latte, tænder for tv´et mest for at der er noget baggrund støj, jeg er stadig ikke så godt til hvis der er helt stille, så tager min tanker for meget over, så det er bedst at der er noget der lige kan aflede tankerne, hvis de er på vej for langt ned af den mørke sti. Jeg finder mobilen frem, tjekker facebook, lidt Tinder, og så tilbage til facebook igen, jeg mærker mit hjerte slå hårdt, jeg ved ikke hvorfor, for jeg har det “okay” det er ikke en af de dage hvor jeg er vildt ked af det, det gør ikke mere ondt idag end normalt, savnet er ikke større end normalt, så jeg skubber det lidt væk, og tænker det holder nok op om lidt. Jeg har prøvet det mange mange gange før, men alligevel er der noget i dag, som er anderledes end de andre gange, normalt kommer det, når jeg er ekstra ked af det, eller når jeg er steder hvor det er svært for mig at være, som til fødselsdage eller andet hvor Nord skulle ha været med, eller hvis savnet er større end almindeligt, når pyt det holder jo nok op omlidt, jeg prøver at tænke på noget andet, men det går ikke i så lang tid, det gør ondt i mit bryst, og jeg kan mærke at min værktrækning også bliver påvirket af det, jeg føler ikke jeg kan få luft, det gør ondt i hele min krop hver gang mit hjerte slår, jeg bliver lidt urolig, måske er jeg ved at få et anfald, men hvorfor nu, hvad sker der med mig? tænk hvis det ikke er et angst anfald? måske er det min krop ved at give op? tankerne køre rundt og jeg bliver grebet af panik, ikke fordi jeg er bange for at dø, for det er jeg på ingen måde, på mange måder ser jeg frem til den dag, for så kan jeg igen være sammen med min lille dreng,  men jeg har også lovet Nord og dem jeg elsker at jeg bliver her og kæmper, jeg har lovet at jeg ikke giver op, så det skal min krop sgu heller ikke have lov til, jeg har lovet Nord at skal leve, jeg skal leve for os, jeg skal vise verden hans kærlighed. Jeg prøver at samle mig, jeg prøver at få styr på mine tanker, men hvad end det er der har fat i mig, vil det ikke slippe, måske skal jeg ringe til nogen? men hvad skal jeg sige? jeg tror jeg har et angst anfald, men hvorfor? Jeg kan ikke få luft, jeg rejser mig, måske hjælper det, hvis jeg lige kommer op og stå og måske drikker noget vand. Det sortner for mine øjne, og jeg må sætte mig ned igen, okay jeg er nød til at ringe til nogen, mere hvis jeg falder om, jeg griber ud efter mine telefon, trykker min mors nr, i mens tårne løber ned af mine kinder og jeg kæmper med at få luft, jeg er ikke sikker på hun ville kunne forstå hvad jeg siger, men jeg prøver at samle mig så meget at jeg ville være i stand til at sige at hun er nød til at komme. Men lige i det jeg skal til at ringe op, letter trykke for mit bryst, min hjerte banker stadig hurtig, men ikke så hårdt længere, og jeg kan igen få luft, jeg ligger telefonen fra mig, og få sekunder efter, er jeg okay igen. Jeg sidder nu tilbage med en mærkelig følelse, for hvad fuck var det lige der skete? det kom som et lyn fra en skyfri himmel, og det var væk igen lige så hurtig som det kom. Jeg rejser mig og går ud og henter et glas vand imens jeg undere mig over hvad det var, jeg lige var ude for? jeg håber ikke det er noget jeg skal til at forholde mig til, og beder til det bare var en engang´s forstilling. En ting er de panik/angst anfald jeg får når jeg har det mere end almindeligt skidt, dem kan jeg forholde mig til, der ved jeg hvorfor de kommer, men hvis jeg også skal til at have det sådan her, når jeg enlig har det “okay” det kan jeg hverken overskue eller forholde mig til, så håber ikke det sker igen.

Imorgen tager jeg til Smukfest (festival) noget jeg har set frem til, kæmpet for, for jeg skulle både have råd og billetter, men det lykkes og selvom jeg kommer til at leve meget stramt når jeg kommer hjem, så har jeg virkelig glædet mig, og selvom jeg stadig glæder mig og jeg er sikker på det bliver sjovt, hårdt og top hyggeligt, er jeg noget nevøs efter den oplevelse jeg lige har været ude for, men jeg skal heldigvis afsted med Cille som nok snart kender mig bedre end jeg kender mig selv. Jeg vil se frem til at skrive et indlæg som min tur på smukfest, som helt sikkert kommer til at indholde, grin, en masse tåre, kærlighed (for Nord er altid med) hygge, og så forhåbentlig uden anfald.

Mor og Nord Altid Altid

Idag kommer et lidt kort indlæg fra mig, det er enlig ikke fordi jeg ikke har meget på hjertet, for det har jeg, jeg er bare meget meget træt, sorgen er hård ved mig for tiden, og især savnet tære på mine kræfter.

Det er søndag aften, jeg har haft en okay weekend, fredag var jeg i Tivoli til fredags rock og derefter ude og drikke nogen drinks. Igår lørdags stod den på lidt hygge med mad, vin og drinks med 2 skønne tøser. Jeg forsøger lige pt. at flygte lidt fra mit “nye” liv som mor til en engel, desværre kan man ikke løbe fra virkeligheden, så det lykkes kun kort, men lige nu er det bedre end ingen ting. Jeg er så meget i min sorg, i savnet og i smerten, at jeg har brug for en pause, bare en gang imellem, og selvom det måske kun lykkes et par minutter af gang, er det som sagt bedre end ingen ting. Klokken er lidt i 17.00 min bror og jeg skal til fodbold, der er sæsonstart og det har jeg set frem til, for på stadion med mennesker jeg holder af, kan jeg i små glimt drømme mig tilbage til mit gamle liv. Jeg står i gangen med alt overtøjet på, da min bror kommer ud og siger, der går lige et par minutter, Ja-ja (Nord´s fætter) vil meget gerne med på stadion i dag, der går et sug igennem min krop, knuden i min mave vokser og mit hjerte slår hurtig, jeg har drømt om den her dag siden Nord blev født, dagen hvor Nord og Ja-ja skulle med til fodbold, jeg har forstillet mig dem på stadion så mange gange, Nord ville elske stemingen og larmen, de skulle spise popkorn, løbe og leje mellem sæderne, jeg ved de ville fjolle og lave ballade, de ville hygge og pjatte og med tiden blive mere og mere interesseret i kampen, som de blev større og større, en dag ville de selv tage på ture og jeg ville være hammer nervøs for, om Nord fik rodet dem ud i ballade, eller om de nået toget hjem osv.  Det var sådan jeg forstillede mig at det skulle være, men sådan blev det ikke, og nu står jeg så her og kæmper imod alle de følelser der vælder rundt inde i mig, imens jeg prøver at virke som om at det er det bedste i verden at Ja-ja gerne vil med os til fodbold, ikke fordi det ikke er det, for jeg har glædet mig, men Nord skulle jo også være der og det er han ikke. På vej der ud i bilen, skal jeg virkelig tage mig sammen for ikke at bryde sammen.

Vi kommer ud på stadion, og kommer op på vores pladser, jeg hænger Nord´s Brøndby trøje op, som har været med siden Nord døde. Jeg kigger på Ja-ja og jeg kigger på Nord´s trøje, det er helt forkert at det skal være sådan her, Nord skulle sidde der ved siden af Ja-ja i hans Brøndby trøje, den skulle ikke hænge bag os. Jeg kan se Nord for mig, i hans Brøndby trøje, jeg husker hvor stolt han var når han havde den på, og jeg husker måde han sagde Brøndby på. Hadet til X stiger i mig, hvordan kunne han tage oplevelser som denne fra Nord, fra Ja-ja, fra mig og enlig også fra ham selv? Jeg husker at vi bare nogen dage inden, X myrder Nord, sidde og snakker om, at når X´s karantæne udløber om ikke så længe, så skal vi have Nord med på stadion, og selvom jeg var ked af at skulle vente, så lovet jeg X at jeg ikke vil tage Nord med før X også kunne tage med. Jeg hader X for ikke at elske Nord nok til at lade ham leve, Nord ville elske dagen idag, og det smerte mit hjerte at livet og de oplevelser livet byder på, blev taget fra ham, og så af hans egen far. I slutningen af første halvleg bliver følelserne for meget for mig, Ja-ja der hygger, stoltheden i min brors øjne, over at have sin søn med på stadion, savnet og smerten i mig overtager alt. jeg kæmper for at holde tårene inde, jeg rejser mig, og siger jeg lige skal ned og tisse, jeg skynder mig ned af trapperne med tårene der presser sig på, jeg løber ud på toilettet og der står jeg så og stor tuder på et toilet på Brøndby stadion. Efter noget tid, kan jeg igen samle mig, jeg tørre tårerne bort, trækker vejret dybt, jeg er nød til at holde fokus, det skal være en god oplevelse for Ja-ja at være med til fodbold, så jeg tager mig sammen, og køber en popkorn med op. Vi vinder 4-0 og Ja-ja har haft en god første gang på Brøndby stadion, jeg er stolt af at jeg klaret det, men jeg er også synderkunst over at jeg kun kan have Nord med mig i hjertet, jeg har brug for mere og Nord fortjener mere, men jeg har Nord med i mit hjerte hver gang og det har jeg haft siden første kamp efter Nord´s død. Til vores første hjemmebane kamp efter Nord´s død, havde de i Brøndby lavet et banner til ære for Nord, det varmede mit hjerte og betød så inderligt meget for mig, og jeg er dem stadig her et år efter meget meget taknemmelige, det var så stort, det var så stort af dem, og det betyder stadig rigtig meget for mig, de havde ham med, de vise ham ære. Det var en følelse af sammenhold, støtte og kærlighed, og det vil jeg aldrig glemme dem for, så Tak af hele mit (blå gule) hjerte.

Mor og Nord altid altid.

Dette indlæg har ligesom indlægget omkring Nord´s 1 års døds dag, taget mig lidt lang tid at skrive, det har det fordi de dage her gør virkelig virkelig ondt på mig, og tiden både før og efter har været og er rigtig hårde.

Det er fredag, det er sankthans og det er 1 års dagen for Nord´s begravelse, Jeg har ikke kunne sove i nat, jeg har som så mange gange før gennemlevet dagen igen og igen, jeg husker hvilken smerten jeg følte, jeg kan huske at jeg glædet mig til at skulle se Nord, men jeg hadet tanken om at det også var sidste gang jeg kunne se ham. Idag ville jeg på nogen punkter ønske jeg kunne have den samme dag, som for et år siden, for selvom det var den hårdeste dag i mit liv, og jeg ikke tror jeg ville kunne holde til at gøre det hele igen, så var det også en dag, hvor jeg kunne kysse Nord, og jeg følte at jeg gjorde noget for ham, jeg følte at jeg æret ham, jeg følte jeg viste ham at jeg og mange andre mennesker elsker ham så ubeskriveligt og ubetinget højt. Jeg gad måske godt at man havde andre ceremonier end begravelsen, den kommer alt for hurtig, og er alt for hurtig “overstået” jeg har brug for at der er mere, jeg har brug for stadig at mindes og ære Nord.

Fordi jeg slet ikke har sovet i nat, har jeg det som om jeg har tømmermænd, jeg er mega træt og jeg har det rigtig dårligt, sorgen, smerten og savnet som igår var meget voldsomt, sidder stadig i mig, jeg er meget meget ked af det, og jeg har mest lyst til bare at blive liggende i min seng, resten af dagen, måske endda resten af livet. Men jeg har lovet Nord at jeg ville kæmpe hverdag, og det løfte SKAL jeg holde, om jeg har lyst eller ej. Jeg har lovet at jeg ville stå op hver dag, så det skal jeg også idag, selvom jeg på ingen måde har lyst, og det tager mig da også lang tid at tage mig sammen til at stå op og gå i bad. Imens jeg står i badet strømmer tårene ned af kinderne på mig, jeg ved ikke hvorfor, men det følges godt at græde i badet, det er som om at vandet trøster mig, det tørre tårene væk, og vandet fra bruseren aer mit ansigt. Efter noget tid, stopper tårene og knuden i min mave løsnes lidt.

Dagen går meget langsomt, og jeg bryder on and off sammen, men dagen tros alt, og om aftens mødes jeg med nogen veninder for at få styr på en gave til en anden veninde, som holder 30 års fødselsdag imorgen. Jeg har været meget i tvivl om, om jeg ville med, for jeg har virkelig haft det skidt, det sidste lange stykke tid, så der er ikke så meget energi, men nu har jeg besluttet mig for at tage med, jeg er nød til at blive ved med at prøve at “leve” og kæmpe for at få et liv igen, og det tror jeg at jeg gør bedst ved at gøre og deltage i ting, og jeg må jo bare tage hjem, hvis det hele bliver for meget. Vi får styr på gaven og så hygger vi med lidt sushi, vi snakker meget om Nord og hans begravelse, veninderne minder mig om, at selvom dagen var den hårdeste dag i mit liv, så var den også virkelig smuk,  den var fyldt med kærlighed, og det er det jeg skal prøve at holde fast i,  jeg/vi gav ham den smukkeste afsked og jeg håber han kunne mærke kærligheden, selvom sorgen selvfølgelig fyldte rigtig rigtig meget. Jeg er glad for vi gjorde alle de ting vi gjorde, jeg er glad for vi gjorde dagen til Nord´s dag, og jeg er glad for jeg sang for ham, selvom jeg idag ikke aner hvordan det lykkes mig,  jeg kan huske jeg næsten ikke kunne få luft, mine ben rystede under mig, og jeg var flere gang i tvivl om, om de ville give efter under mig. Men jeg gjorde det, og jeg er sikker på jeg må ha fået styrken fra Nord, for ellers ville det ha været helt umuligt, det var aldrig lykkes mig, hvis ikke Nord havde været med mig, det var aldrig lykkes uden hans og min kærlighed, men det lykkes og det er jeg så glad for idag. Jeg kan se tilbage på dagen, med stolthed og kærlighed, og det eneste jeg fortryder ved Nord´s begravelse, er at Q og alle de andre der stadig den dag idag støtter X (foruden Nords farmor og farbror) var med til Nord´s begravelse, havde jeg vist at deres støtte er hos X og ikke hos Nord, havde de ikke været velkommen, så lige der ville jeg ønske X var blevet begravet først så jeg kunne se hvem der var på hans side, men sådan var det desværre ikke, og det er en af de ting, jeg jo desværre heller ikke kan lave om på. Nord fik en konge værdi begravelse, med så meget kærlighed og støtte, og der er ingen tvivl om at vi fik vist Nord at han er så ubetinget elsket og at hans liv var meget mere værd end den skæbne X gav ham.

Da jeg kommer hjem, er jeg meget meget træt, og jeg har enlig meget lyst til at gå i seng, men jeg ved jeg ikke kan finde ro, det er nemlig som om jeg stadig mangler at gøre noget for Nord idag. Jeg beslutter mig for at gå over i kirken, der er nemlig nat åbne idag, jeg går der over, og fra jeg kommer ind af den store dør, fyldes mine øjne med vand, jeg savner min lille dreng så meget, det gør ondt i hver en celle af min krop, mine ben ryster igen under mig, og jeg er bange for jeg knækker sammen, jeg prøver at bevare “roen” jeg trækker vejret så dybt jeg kan flere gange, samler mig sammen, og så går jeg over og tænder et lys for Nord, jeg står længe og ser det brænde, imens jeg lader tårene trille. Jeg sætter mig i en sække pude på gulvet og kigger op på englene for ende af kirken, der er en der vender på hoved, jeg kommer til at smile et lille smil, det ville være så typisk Nord. Da tårene holder op, og jeg igen føler jeg kan få luft rejser jeg mig, sender et kys ud i rummet og hvisker, Nord mor elsker dig.

Da jeg skal sove, er jeg fyldt helt op af savn, sorg og smerte, og jeg kan ikke finde ro, tankerne køre rundt, og jeg mærker hadet til X, sprede sig i min krop, hadet er normalt ikke det der fylder mest, det er Nord og kærligheden til Nord, for sådan har jeg valgt det skal være, min kærlighed til Nord er større end hadet til X. Men lige nu fylder det, jeg bliver gal, fordi det er så meningsløst at Nord skulle dø, X kunne ha fået det næsten som han ville, jeg elskede ham og jeg ønskede mere end noget andet i at vi skulle være en familie, jeg ville opgive alt for ham, mit eneste krav var at X droppet kontakten til Q. Men det kunne han ifølgelig ham selv, ikke selv vælge, eller som han sagde det, at det var ikke fordi han havde et behov for at se Q eller at han gad snakkede med hende, men han kunne ikke vælge hende fra i hans liv, det var ikke et valg eller en mulighed han havde. Men han kunne godt slå sit eget barn ihjel. Noget jeg på ingen måde kan forstå, og hvis han ikke “gad” hende, hvis hun ikke var så vigtig for ham, som han selv blev ved at sige, hvorfor kunne han så ikke vælge hende fra? hvordan kan det være nemmere for ham at slå Nord ihjel? Mit hjerte knuses, og jeg hader at jeg nogenside har elskede den mand, jeg hader at jeg fortalte ham at jeg elskede ham da han ringede få minutter før han to livet af sig selv, men der viste jeg ikke at han havde slået Nord ihjel eller han nogensinde kunne finde på at gøre Nord ondt, og det var desværre først da jeg så Nord ligge død på sengen at alle følelser for X forsvandt. Det føles som om mit hoved skal springes, smerten er så stor at jeg har lyst til at slå hoved ind i væggen, bare for at mærke en anden form for smerte, alt i min krop gør ondt, og jeg har på mange måder lyst til at give efter for smerten og give op, hvis jeg dog bare kunne få fred for smerten bare lige lidt. For selvom det ikke hele tiden gør så ondt her, selvom jeg på mange måder er ved at lære at leve med smerten, så er det sindsygt hårdt at have ondt inden i hele tiden. Jeg rejser mig fra sengen for at hente et glas vand, jeg bliver svimle og det sortner for mine øjne, jeg skynder mig at sætter mig på sengen, tager hoved ned mellem benene og prøver at trække vejret så langt ned i maven jeg kan, jeg har prøvet det så mange gange før, så jeg ved at jeg ikke besvimer, hvis jeg bliver siddende sådan til det værste lige har lagt sig. Efter noget tid rejser jeg mig langsomt op, og så går jeg ud og henter jeg et glas vand, så jeg kan tage en sove pille. Jeg ligger mig i sengen med Nulle (Nord´s nus bamse) kysser den og holder den tæt, jeg prøver at fylde mit hoved med gode tanker, jeg tænker på tiden med Nord, og alt den kærlighed han gav. Da jeg mærker sove pillerne begynder at virke, synger jeg elefantens vuggevise som jeg også sang i kirken for Nord, for et år siden, Tårene fylder igen mine øjne, og sangen afsluttes med ordene, nu sover du sødt allerede, jeg husker hvor ondt det gjorde at synge det i kirken, for der i kisten for an mig, lå min lille dreng, lag til at sove forevigt, lagt til a sove alt alt for tidligt. Nord, jeg er så ked af at X´s had til mig, gik udover dig, det er på ingen måde okay, det er på ingen måde fair. Du var den sødeste, gladeste, kærligste lille dreng, du fortjente ikke den ondskab X bød dig. Du fortjener kun kærlighed, du fortjente livet. Søvnen hiver i mig, og lige inde jeg lukker mine øjne, hvisker jeg, Sara du har overlevet det første år i helved, du har nu været igennem alle mærke dage og datoer som mor til en engle for første gang, og som alle ved så gør øvelse mester, det bliver bedre her fra, det skal det, små skidt, lidt af gangen, det bliver nok aldrig godt, men det bliver bedre, men Nord jeg kan ikke uden dig, godnat Norden min skat, mor elsker dig.

Mor og Nord altid altid.

Det her indlæg har været svær at skrive, både fordi jeg havde frygtet dagen, og fordi jeg har haft det svær både op til dagen, men også her i dagene efter, så det har taget mig lidt tid at samle mig til at skrive. Der er nu gået næsten 2 uger siden min søns 1 års døds dag, jeg mærker en voldsom smerte og et ubeskriveligt savn, men jeg står stadig, hvilket jeg faktisk er meget stolt af, havde man sagt til mig i dagene efter Nord´s død, at jeg ville stå her om et år, havde jeg ærligt ikke troet på det. Jeg havde som sagt frygtet dagen og havde det rigtig skidt i dagene op til, jeg følte Nord skulle dø igen. Jeg sov slet ikke fra fredag til lørdag i frygt for dagen, men dagen kom om jeg ville det eller ej. Jeg stod tidligt op, og min første tanke var at jeg ikke ville aflevere Nord i vuggestuen, for så kunne X jo ikke komme og hente ham, og hvis han ikke kunne hente ham, kunne han jo heller ikke slå ham ihjel. Men Nord er død, X har slået ham ihjel, X har kvalt min lille dreng, virkeligheden rammer mig og jeg bryder helt sammen, jeg græder og græder, og det stopper ikke, jeg går en tur med Batman, (min lille franske bulldog) og selvom jeg prøver at holde lidt igen, kan jeg ikke styre det, tårerne triller bare ned af mine kinder.

Kl. lidt i 09.00 har jeg aftalt at mødes med en veninde, Hun har en datter på Nords alder, Nord var meget glad for hende og de leget meget sammen, de har været på 2 ferier sammen, Hun har passet Nord og vi blev meget tætte pga. vores børn. Hun er en af dem, jeg ved jeg altid bare kan ringe til dag og nat, og så er hun der, da jeg ser hende bryder jeg helt sammen, hun krammer mig og holder mig tæt, imens jeg lader tårerne og følelserne få frit løb. Efter noget tid, stilner tårnene af og jeg kan samle mig lidt igen, og vi går over til kirken, hvor vi har lavet en aftale om at jeg og nogen af de tætteste kan komme ind og tænde lys for Nord. Det er svært at være i kirken, men det er også smuk og rart, der er en helt særlig ro, og jeg føler mig tæt på Nord i den kirke. Det er svært fordi, jeg stadig kan se kisten med Nord for mig, jeg kan huske hvordan han så ud, jeg kan huske smerten, og følelsen af at jeg ville ønske jeg kunne ligge mig op i kisten ved siden af ham og dø med ham. Jeg kan også huske alle de smukke blomster, støtten og kærligheden, og uden den kærlighed havde jeg ikke overlevet den dag. Jeg kan ikke være i kirken uden at tænke på den dag jeg så Nord´s smukke ydre for sidste gang, og min krop fyldes med smerte og et savn jeg ikke kan beskrive, men jeg føler også Nord´s sjæl og styrke når jeg er i kirken, og derfor har jeg brug for at kunne komme her og tænde et lys for ham.

Vi tænder lys for Nord, og vi står længe og kigger på de brænder, vi snakker om Nord og vi græder, jeg mærker ham, hans kærlighed og han kræft, og jeg følger mig tæt på ham, men på samme tid minder det mig også om afstanden, jeg er her og det er han ikke, ihvertfald ikke sådan som han skulle være, smerten over hans død og måden han døde (blev slået ihjel) på, fylder hele min krop, det gør så ondt at jeg for kvalme og jeg for svært ved at trække vejret. Jeg skubber tankerne væk, og prøver at lad min kærlighed til Nord fylde mine tanker og min krop. Jeg trækker vejret dybt og så er jeg klar til at forlade kirken for denne gang, inden jeg går ud, vender jeg mig rundt og kigger ned mod englene for ende af kirken, der en en bestemt engle som minder mig om Nord, og den er det sidste jeg kigger på, imens jeg hvisker stille for mig selv, Nord mor elskser dig.

Vi køber noget morgen mad med op, stemningen er lidt tung og jeg føler jeg bliver sat tilbage i den boble jeg befandt mig i, i tiden lige efter Nord´s død. Stemning letter heldigvis en smule da Fætter Ja-ja kommer ind for at spise med os, han har den vildeste optur over at han har fået en hinbærsnitte og hans glæde, smitter heldigvis lidt, selvom han og Nord er meget forskellige, ser jeg alligevel meget af Nord i ham, og det varmer mit hjerte, ligesom at det varmer mit hjerte at Ja-ja stadig snakker om Nord, selvom det selvfølgelig også gør ondt. Jeg er så ked af at de ikke skal vokse op sammen, men jeg er glad for at de havde i hinanden i den tid de havde. Fætre af blod, brødre i hjertet.

I løbet af dagen, kommer venner og familie forbi mig, de kommer med blomster, gaver, støtte og kærlighed, og det betyder så meget mere end jeg kan beskrive, og jeg håber hver og en af dem ved at uden dem, stod jeg ikke stadig. De mennesker der har været og er der for mig, vil foraltid have en vigtig plads i mit hjerte. I løbet af dagen er jeg/vi oppe forbi træet (hjerte-træret, aka. Nord´s træ) der har være nogen forbi med blomster og kærlighed og det rør mig dybt. Tankerne køre hele tiden rundt inde i hoved på mig, det startede allerede imorges, hvis jeg nu ikke aflevere Nord i vuggestue, så kan X jo ikke hente ham, og så dør Nord ikke. Eller nu er der kun et par timer til at X henter Nord fra vuggestue, men hvis jeg nu henter ham først, så kan han jo ikke slå Nord ihjel. Eller nu har X hentet Nord og de er på vej til Albertslund, så hvis jeg køre der ud nu, så kan jeg måske nå at stoppe det, eller X kan slå mig ihjel istedet for Nord. Jeg ved godt det er dumt at have de har tanker, for Nord er jo død, og jeg kan ikke ændre det ligemeget hvad jeg gør, men det er som om min hjerne ikke vil finde sig i at der ikke er en løsning på min smerte og savn. Vi sider ned ved søen, vi har lagt blomster og vi tænder lys for Nord, da klokken bliver lidt i 17.00 (Nord´s døds tidpunkt) bliver himmelen hel mørk, der bliver vindstille, og det er som om tiden går i stå. Jeg kan ikke holde tårene tilbage, det følelse som om mig hjerte springes i en million stykker igen, jeg fyldes op af smerte, jeg kan ikke få luft, og det er som om jeg mærker Nord´s sidste hjerte slag. Jeg bryder sammen og tårneren strømmer ned af mine kinder. Da jeg igen kan få luft og smerten letter en lille smule, kigger jeg mod den mørke himmel og siger, Nord mine smukke dreng, mor elsker dig, og i samme sekund bryder solen frem. Jeg mærker et lille smil på mine læber, og det er som om det er Nord jeg smiler til, jeg mærker Nord´s kærlighed i mig, og jeg er klar til at gå hjem.

En veninde kommer forbi mig med aftens mad, vi snakker om Nord og alt mulig andet, det er dejligt at der er plads til både at mindes ham med smerte, sorg og savn, men også glæde og kærlighed, og det gør at jeg også godt kan være i nuet, og jeg kan godt snakke om andet end Nord, det er som om at så længe han for sin plads og jeg for min plads med ham, så giver han og også jeg plads til alt det andet i livet. X har enlig ikke fyldt så meget i mine tanker på denne dag som jeg frygtet, selvfølgelig har tankerne være der, som i hvordan fanden kunne han gøre det? Og hvorfor skulle det gå ud over Nord? Kunne han ikke bare ha taget livet af sig selv, eller hvorfor skulle han være så sindsyg, jeg elskede ham og jeg ville ha gjort alt for at hjælpe ham, så hvordan kunne han byde Nord det? Hvordan kunne han slå sit ejet kød og blod ihjel? Men ellers har han ikke fyldt så meget, det er Nord der fylder mine tanker, både de smerte fulde, som i sorgen, smerten og savnet over at han ikke lever, men også hans smil, hans grin, hans smukke øjne, og især hans kærlighed. Men da klokken er lidt i 20.00 fylder X i mit hoved, og uden at tænke over det, høre jeg mig selv sige, dø nu X, dø NU, en veninde kigger på mig og siger, Sara han er jo død, ja, svare jeg, men han må godt dø igen, og gerne meget meget smerte fuldt. kort efter kommer min bror ind, så er Idiotten død, og det burde man fejres, jeg kommer til at smile, og siger ja, det burde man.

Vi går ned til søen igen, da der er flere der også gerne vil tænde et lys og ligge nogen blomster til Nord. Vi sidder der lidt før at turen for mig og en veninde (lad os kalde hende Marta) tager ind til Tivoli. Marta har virkelig været der meget for mig det sidste stykke tid, og jeg er så glad for hun tager med mig i Tivoli, for selvom det virker lidt vildt at tage i Tivoli når man har det som jeg har og en dag som denne, så er det, det sted jeg helst vil være. Kl 22.00 spiller Anna David nemlig på plænen, og hun skal synge, Når en engle siger farvel, som hun også sag til Nord´s begravelse, så for mig giver det mening at være der og høre hende synes for Nord igen. Anna synger, og det er så smukt, jeg for gåsehud og tårene triller ned af mine kinder, Marta tager min hånd og jeg suger alt kærligheden til mig, jeg mærker Nord, jeg mærker at han er der, og han kæmper med mig. Inden sangen slutter, kigger Anna op mod himmelen og siger, Sara jeg sender kysset til Nord, og så sender hun et kys afsted. Det varmer mit hjerte og jeg fyldes med kærlighed. Vi nyder resten af koncerten og det føles rigtig at være der, det hele slutter med en ordenlig omgang fyrværkeri, som jeg ved Nord ville elske, og jeg tager da også mig selv i at sige, se Nord, Til dig min skat.

Jeg ligner lort, jeg træt og drænet, men jeg har ikke lyst til at tage hjem, jeg vil ikke hjem til en tom leglighed, jeg vil ikke hjem til ensomheden, jeg vil ikke være i den boble jeg føler jeg er på vej ind i igen, jeg var i boblen i tiden efter Nord´s død, og jeg vil ikke være en zombi igen, så vi tager på Sofiekælderen for at få en drink. Efter lidt tid, og lidt for meget opmærksomhed fra fyre jeg på igen måde gider, er jeg klar til at gå hjem. Jeg kommer hjem, går en lang tur med Batman (min hund) jeg går ned forbi søen, kigger på lysene der brander, jeg lader tårene trille endnu engang, Nord min skat, jeg håber du ved, hvor elsket du er og altid vil være. Jeg rejser mig, sender et kys ud over vandet, mor elsker dig så højt. Jeg går op forbi træet, og igen triller tårene, jeg ville ønske jeg kunne kramme Nord bare en gang mere, men det kan jeg ikke, så det tætteste på jeg kommer er nok træet. så der står jeg så midt om natten og krammer et træ, tosset? ja måske, men træet lever, og i det træ er der lidt af Nord, så på den måde følges det slet ikke tosset. Da jeg kommer op i opgangen, og ser på billedet der står af Nord, vælter det hele frem, jeg kan huske da jeg kom hjem fra at have fundet Nord død. Der stod det billede her ude på trappen, med lys og blomster, jeg husker smerten, jeg bryder helt sammen, jeg falder på knæ ligesom jeg gjorde det for et år siden, med de samme ord, han har myrdet min lille dreng, tårerne står ud af hoved på mig, åh Nord, jeg kan ikke uden dig, jeg kan ikke leve uden dig. Efter noget tid samler jeg mig selv op fra sten gulvet, jeg kysser billedet af Nord, og siger, Nord min skat, jeg kan stadig ikke uden dig, jeg kan stadig ikke leve uden dig.

Jeg går ind, og jeg går hen til Nord´s puslebord, jeg tænder et lys, ligger en hånd på Nord´s urne, og kysser det billede der står af Nord. Nord min skat, du skal vide at mor er stolt af dig, Jeg står stadig, og X vinder ikke, det lover jeg dig. og selvom jeg ærligt ikke havde troede jeg ville overleve det her år, så er vi her endnu. Så længe mit hjerte slår, slår dit hjerte i mit.  Jeg går i seng og tager en sove pille, selvom jeg helst ikke vil, men i nat har jeg brug for det. Jeg krammer Nulle (Nord´s nus bamse) tæt ind til mig og hvisker, Nord mor elsker dig, det er mor og Nord altid altid, som vi aftalte, og så synger jeg elefantens vuggevis før jeg falder i søvn.

Mor og Nord altid altid.

Jeg vil gerne sige en særlig tak til alle jer der har sendt søde tanker og beskeder, tak for alle de smukke blomster og lys, og mange mange tak for alle de flotte og smukke gaver jeg har fået. Jeg er dybtaknemmelig for hver og en af jer. Jeres støtte, tanker og kærlighed betyder ALT i min kæmp. TAK af hele mit hjerte