Der har været mere end stille her på bloggen og det er på tros af at der er sket rigtig meget, og selvom jeg gerne vil dele alt med jer, lette mit hjerte og tømme mit hoved, som jo enlig er det jeg gør når jeg skriver har jeg ikke kunne finde ro eller overskud til at skrive, og det er selvom lysten til det i den grad er der, og der har været brug for det, jeg har flere gange sat mig ned og tænkt nu skriver du, der er jo masser der inde, jeg starter, men jeg har bare ikke kunne mærke mig selv i det jeg har skrevet, og så skal det altså ikke ud, for det føles ikke som om det så er mig, ihvertfald ikke sådan oprigtige og det synes jeg at det skal være. Jeg kommer med mange undskyldninger, som det er også fordi at jeg har en skod computer, at jeg ikke gider skrive på den, det ville være bedre hvis jeg fik en ny, hvilket ikke passer, for det betyder jo ikke noget i forhold til det jeg skal blogge om, ellers så skal jeg lige rydde op før jeg skriver for jeg kan jo ikke skrive, når alt omkring mig roder, og når jeg så har ryddet op, så er jeg for træt til at skrive. Så ja der har været mange “undskyldninger” men de holder bare ikke, men hvorfor er det så at jeg ikke for skrevet? jeg ved jo at det hjælper mig, jeg ved at når jeg blogger, så for jeg mine tanker ud og jeg får sat ord på mine tanker, jeg forstår mig selv bedre og jeg mærker støtte, så hvorfor gør jeg det ikke? Jeg ved det stadig ikke, men måske jeg ved det når jeg er færdig med det blog indlæg, jeg ved ihvertfald at Nord´s døds dag har ligge i mig længe og gerne ville ud, så nu kommer det, selvom det er noget tids siden.

Siden jeg forlod jer sidst, har det været Nord´s 2års døds dag. Dagen startede som så mange andre med at jeg vågner med tåre, jeg sætter mig op i sengen, krammer Nord´s nus bamse Nulle ind til mig, jeg kigger på Nord´s seng som stadig står i mit sove værelse, smerten i mig vokser og vokser, tænk det er 2år siden jeg sidst så min smukke dreng stå der i sin seng med det største smil. Det smil der fik mig op om morgen og fyldte mig med kærlighed, ligemeget hvor træt, ked eller sur jeg var, satte det smil et smil på mine læber. Jeg mærker savnet og lysten til at kysse og kramme min søn vælde ind over mig, jeg samler tæppet der ligger i Nord´s seng op, det er fyldt med billeder og de smukkeste minder med Nord, jeg knuger det ind til mig og giver slip på kontrolden, tårene strømmer ned af mine kinder, jeg høre mig selv sige eller nok nemmere hulke, det her er ikke okay, det er ikke sådan her det skulle være, det er ikke fair, Nord skal leve, han fortjener at leve, lad mig tage hans plads, jeg vil give alt. Jeg falder om på sengen, med tæppet og Nulle i armene, her ligger jeg så i foster stilling og græder min smerte ud, jeg har lyst til at skrige, men af en eller anden og sikkert åndsvag grund, så gør jeg det ikke, for tænk hvis nogen høre mig, jeg vender hoved ned i madrasen, trykke mit hoved mod den så hårdt jeg kan, og giver så efter på lysten til at skrige min smerte ud, det hjælper lidt, men der er meget mere smerte i mig, så jeg gør det et par gange mere og det er befriende at få lov at lukke lidt smerte ud, efter følgende folder jeg mig igen sammen i foster stilling og lader tårene får frit løb, på den ene siden har jeg lyst til at blive liggende her, sådan her hele dagen, eller retter for resten af mit liv, for hvorfor skal jeg leve, når Nord ikke skulle? han fortjener det mere, hvorfor er verden sådan her og hvorfor findes der så onde, kolde og syge mennesker? De sidste spørgsmål for jeg nok aldrig svar på, men jeg ved at jeg ikke kan blive i sengen foraltid, selvom det idag er det jeg har mest lyst til, jeg ved at jeg skal leve, jeg ved at jeg skal gøre Nord stolt og det gør jeg altså ikke ved at ligge her. Jeg sætter mig igen op, tåre tårene bort, jeg rejser mig, går over til Nord´s puslebord, finder en Body frem, som stadig dufter af Nord, dette gør jeg tit når jeg har brug for at komme tætter på ham, og det virker, jeg dufter til den, og med den så velkendte duft af Nord, fyldes jeg med minder og kærlighed, jeg dufter til den et par gange mere og suger alt til mig, før jeg igen ligger den ned i den luft tætte pose i håb om at det holder på hans duft længe endnu, jeg ved duften en dag forsvinder og jeg frygter virkelig den dag, jeg skubber tanken væk, for jeg vil ikke tænke på det nu, jeg vil ikke mærke den frygt idag, idag er en svær nok dag som den er, jeg sætter mig igen på sengen for at samle mig lidt, jeg tager nogen dybe vejrtrækninger og prøver at berolige mig selv lidt, jeg ved at en del af mine veninder kommer om ikke så længe, for det har vi aftalt og de har jo lovet mig at hjælpe mig med at leve, og idag er der brug for hjælp. BB en veninder der er hos mig fortiden kommer ind, jeg tørre tåre og snot væk i håb om at udtrykke at jeg er okay, men da hun ligger sin hånd på mig, bryder jeg igen sammen, vi sider lidt i stilhed med lige forundtaget de snøft der kommer fra mig i et forsøg på at holde snot inde. Det ringer på døren og BB rejser sig for at åbne, jeg bliver hvor jeg er, det er som om jeg ikke kan rejse mig, som om at hvis jeg rejser mig nu, så kan mine ben ikke bære mig, mit blik søger mod himlen, hvor mon du er Nord? jeg savner dig så meget, du er nød til at hjælpe mig igennem dagen idag, jeg kan ikke uden dig.

Tøserne er kommet, vi spiser Morgen/frokost snakker og hygger så godt vi kan, stemningen er lidt trykket, men pigerne gør virkelig hvad de kan for at få mig igennem dagen. Jeg får smukke blomster, og andre meget fine ting, og det går lige i hjertet, det betyder ALT for mig at Nord ikke bliver glemt, så at se de smukke blomster der både er i mit hjem, men også dem og alle de lys der er sat på trappen, flyder mig med kærlighed og styrke og jeg er evigt tak nemmelig for at folk stadig støtter og husker os, jeg frygter den døds dag der ikke længere er bare et lys eller en blomst til Nord, men jeg hversætter hver og en der er nu, og det/de er med til at give mig styrke. Vi går over i kirken for at tænde lys og der mødes vi også med min mor, da vi træder ind i kirken lyder orglet, musikken er høj, mørk og søgelig og passer perfekt til dagen og stemingen, det er som om det er lavet til os og dagen, og selvom det er tilfældigt at det lige starter når vi går ind, er det som om det er meningen. Vi stiller os rundt om stedet hvor vi kan tænde lys og her tænder vi hver især alle lys til ære og minde om Nord, jeg kan ikke holde tårerene tilbage, og da musikken er høj tillader den mig at få lov at græde ud, jeg kan ikke holde igen, jeg skal ikke tænke over lyden af min smerte og i armene på  min mor føles det tryk bare at give efter, vi står længe og ser på lysene der brander og jeg er rørt over at så mange er med til at mindes Nord og støtte mig. Da mine tåre aftager lidt kigger jeg rundt på de andre, og på en og samme tid fyldes mit hjerte både med smerte og kærlighed, smerte over at Nord ikke er her, smerte over at han skulle dø fordi et andet menneske ville straffe mig, smerte over hvor mange mennesker der lider under dette og smerte over hvor ondt og uretfærdigt livet kan være, men også med kærlighed, kærlighed over hvor mange mennesker der har Nord i deres hjerter, kærlighed over deres kærlighed til mig, og kærlighed fra og til Nord. Musikken stopper og det er på en måde mit tegn til at det er tid til at gå, på vejen ud ligger jeg mærke til alle de andre mennesker der også er i kirken, folk kigger på mig, og den typiske dansker “samvittighed” rammer mig,  mon de hørte mig græde? mon de kan se min smerte? eller tror de bare jeg er skør? mit blik fanger den engel jeg altid kigger mest på når jeg er i kirken, (den minder mig og Nord) og jeg glemmer alt andet, jeg sender et luft kys afsted til den inden jeg går ud af kirken. Vi står lidt udenfor, før vi begiver os hen til hjerte træet, der er også langt blomster og en fin hilsen til Nord og jeg, jeg krammer træet selvom jeg godt ved at det er skørt, men jeg har brug for det, så der står jeg så som en skør og krammer et træt, og jeg tror det udefra ser lidt mærkeligt ud, jeg står der længe men heldigvis er de andre søde og lades som om at det er da helt normalt, de står bare og små snakker og venter på at jeg er mættet, og efter noget tid kan jeg give slip og vi gå hjem til mig igen.

om aften er jeg træt, meget meget træt, og selvom dagen har været hård og det har føles som at være tilbage til d. 10/6 2016 mit livs værste dag, fordi jeg idag d. 10/6 2018 har gemmen lever det hele igen og igen og igen, time for time, jeg har kæmpet for at finde en løsning så Nord ikke skulle dø når klokken slår 17.00, jeg har kigget på uret idag flere gange end normalt, for at forsøge at løbe omkamp med tiden, alt dette på tros af jeg godt ved jeg ikke kan ændre det der er sket, jeg kan ikke gøre det om, jeg kan ikke skrue tiden tilbage, men min hjerte vil ikke finde sig i det, så den prøver desperat at finde en løsnings så Nord ikke skal dø igen, alt imens forholder kroppen sig i “ro” for jeg kan jo ikke gøre noget, men alligevel gennem lever jeg det hele igen og igen, time for time, det køre som en fil for mine øjnene, jeg gemmen lever alle  følelserne, både de gode, den skønneste morgen med Nord, smilet, kysset osv. men også de dårlige, beskeden der gav mig uro, opkaldet der gav mig kvalme og slog noget i stykker i mig, billederne i mit hoved af min døde søn, minderne om at prøve at genoplive ham, og den værste besked man kan få som menneske din søn er død, og som knuste mit hjerte og slog en del af mig ihjel. Men på tros af alt dette så er jeg her endnu og jeg står stadig på mine ben, jeg har godt nok været tvunget i knæ et par gange i løbet af dagen, men jeg er her, jeg rejser mig op og jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang jeg rejser mig, så da jeg går i seng den dag er det med smerte, sorg, savn, tåre men også med stolthed og kærlighed, jeg kysser Nulle, lukker mine øjne og hvisker, Nord min skat mor elsker elsker elsker dig, og jeg lover dig at jeg gør det bedre i morgen, jeg lover dig aldrig at give op, jeg lover dig at din og min kærlighed kan klare ALT, Tak for dig, Tak for din kærlighed, dit smil, dine kys og din varme, Tak for at du valgte mig til at være din mor, du er det største og bedste der er sket mig, du er min kærlighed, min styrke, min stolthed og min smerte. Jeg vil gøre alt for at være en god mor og gøre dig stolt. jeg savner dig hver dag, jeg savner dig hele tiden, jeg elsker dig altid, jeg elsker dig forevig,  det skal være dig og mig for altid som vi aftalte, Mor og Nord altid altid, godnat min skat din mor elsker dig.

Jeg er lige gået igennem den tid der for mange er starten på den bedste tid på året, det er starten af sommeren, det er lyst, solen skinner, vi får mere energi, det er snart ferie og folk er glade, men for mig er det blevet den værste og sværeste tid, jeg skal nemlig igennem Nord´s døds dag og begravelses dag og imens jeg går igennem dem, summer resten af danmark af sommer og glæde. Selvom det nu er 2 år siden Nord døde og jeg godt ved at verden går videre, så rammer det mig stadig, jeg ønsker selvfølgelig ikke at andre skal være kede af det, og jeg ønsker slet ikke at de skal føle det jeg føler, for det fortjener ingen mennesker, men jeg må ærligt indrømme at jeg har svært ved at håndtere andres glæde lige omkring denne her tid. Jeg er mega træt og jeg er vildt ked af det, og måske er det også derfor jeg ikke har fået blogget om hverken Nord´s lille kusines navne dag, Nord´s døds dag, begavelses dag eller alt det andet der sker i mit liv lige pt, men det er ikke fordi jeg ikke har fået skrevet, for det har jeg og det gør jeg når jeg har det skidt eller føler jeg har noget på hjertet, jeg har bare ikke kunne udgive det, og jeg ved enlig ikke hvorfor, det har ikke været sådan før, måske er der bare sket for meget, måske kan jeg ikke følge med, eller måske fordi jeg bare ikke var klar til at se min virkelighed i øjnene. Nu er jeg så kommet igennem alle de her ting, og jeg kan mærke jeg så småt er ved at finde styrken igen, og måske derfor er jeg klar til igen at dele mine inderste tanker og føleser med jer, så derfor har jeg fundet et indlæg frem om tiden lige før jeg ramte Nord´s døds dag. Juni måned vil nok altid vil være en måned jeg skal kæmpe mig igennem, den har ihvertfald suget alt energi ud af mig denne her gang, og på mange måneder synes jeg den var hårde i år end sidste år, sidste år skulle jeg “bare” overleve, jeg skulle “bare” igennem den, i år forventer folk og nok også mig selv mere, så jeg skulle ikke være overleve, jeg skulle leve, jeg skulle stadig passe hverdagen, og gøre det der skal gøres, jeg kunne ikke gå igennem på et fripas som jeg kunne sidste år, og det var fucking hårdt, og det vil man nok også kunne læse/mærke i de næste par blog indlæg, det første kommer her.

Jeg er på vej imod den sværeste tid på året, nemlig Nord´s døds dag og begravelses dag, jeg kan mærke at det tager på mig, og selvom jeg prøver ikke at tænke for meget over det, så kommer det snigende ind på mig, hvergang jeg er ikke “underholdt” at venner eller familie. Det gør ondt og jeg bliver bange, derfor søger jeg  at være underholdt, og det virker enlig også ret fint, der er dog bare den bagside at det også koster kræfter at lave noget hele tiden,og det er kræfter jeg enlig ikke har, men jeg kan ikke holde ud at slappe af, selvom jeg kan mærke at jeg har brug for at samle kræfter, men når jeg prøver at slappe af så overtager mørket mig, hvordan kommer jeg igennem den her tid uden at skulle slås helt tilbage i sorgen? Jeg synes enlig jeg er kommer langt i min sorg, og jeg er ved at finde fodfæste, men lige nu føler jeg at jorden under mig smuldre og jeg er derfor bange for at falde ned i den store sorte hul der tager form foran mig. Jeg føler ligesom jeg følte sidste år på Nord´s døds dag at Nord skal død igen, jeg ved at han skal dø, men jeg kan ikke stoppe det, og selvfølgelig kan jeg ikke det for Nord er død, hvilket jeg godt ved, så det er ikke fordi jeg fornægter det, jeg mærker det hver dag, jeg mærker smerten og savnet hver dag hele tiden. men alligevel vil min hjerne ikke helt indfinde sig med det, og derfor prøver den desperat at finde en løsning så Nord ikke skal dø igen d. 10/6, det tager sygt meget på mine kræfter, for det er jo en umulig opgave som ikke kan løses,  jeg græder meget mere end normalt, og der skal ikke meget til før det hele bliver for meget for mig, så jeg gør det man ikke skal, jeg flygter, jeg søger for at have så  mange aftaler som muligt, og kan jeg ikke finde en at lave en aftale med så træner jeg, for der kan jeg også holde tankerne hen, hvis jeg bare træner hårdt nok. Jeg ved at jeg på et tidspunkt ikke kan flygte længere, og at den ballon jeg lige nu puster desperat i på et tidspunkt springer, hvis jeg ikke lukker bare lidt af luften ud før jeg puster videre. Jeg føler virkelig at hver gang jeg er ved at få ro på, og jeg begynder at se lyset og livet, så er der nogen eller noget der udløser en lavine så jeg bliver igen begravet levende, der bliver mørkt og jeg føler mig alene og så må jeg  igen igang med at grave mig ud, heldigvis er der nogen som elsker mig og de hjælper med at grave fra den anden siden og på den måde bliver der lukket lys ind i mørket til mig. Lige nu er der igen blevet startet en lavine, jeg løber men jeg kan mærke den komme tætter og tætter på, så hvad gør jeg nu, skal jeg lade mig indhente/ give op og så “bare” begynde at grave igen, eller skal jeg forsætte med at løbe? måske jeg denne gang kan løbe fra den, selvom det ikke ser sådan ud da den stormer frem men måske hvis jeg løber alt hvad jeg kan at jeg så for mere tid i lyset inden der igen bliver mørkt og måske giver det mig mere styrke til at grave når der så bliver mørkt, men hvis jeg løber og når lavinen så skylder ind over mig og begraver mig levnede, har jeg så brugt for mange kræfter på at løbe, og er for afkræftet til at grave mig ud i lyset igen? Jeg er ikke klar til mørket, jeg nyder lyset og solen stråler der varmer mig krop, så jeg vælger i denne omgang at løbe. Jeg har brugt mange kræfter på at løbe og nok også for mange men jeg har nydt det, jeg har nydt at være ude med vennerne og være i blandt jer og jeg sætter pris på jeres støtte og søde ord når i møder mig uden i verden, f.eks. til vi elsker 90´erne, eller til fredags rock i Tivoli, så selvom det har kostede dyrt på kræfterne så har det været det værd.

Jeg kæmper lige pt. med en masse personlige ting, som ikke som sådan er sorgen, men som alligevel er en del af mit liv pga. Nord´s død, jeg ville sælge min elskede salon B Nice, da jeg ikke længere kunne være der som jeg ønskede, men dette er på ingen måde gået som forventet,  der var fundet købere, der var store drømme, og jeg så lyset og troede virkelig på det, men noget gik helt galt og alt gik i vasken hvilket gjorde mere ondt end jeg lige var forberedt på, idag prøver jeg så at indfinde mig med at det nu er sådan det er endt og at jeg ikke kan gøre mere, det er ikke smerten værd at blive ved, og penge er nu engang “kun” penge selvom de var mere end vigtige for at virkelig gøre den drøm der lige nu er det der holder mig oppe. Jeg ønsker mere end noget andet at få et barn mere, men da jeg har valgt at det skal være alene og med doner er det en kæmpe udgift. Jeg har fik afvide inden jeg gik igang at det i gemmen snit koster 100.000kr, det er mange penge, men det var en pris jeg var mere end villig til at betale for et barn mere. Jeg ville jo få pengene fra salonen så det skulle nok gå, men sådan blev det ikke og nu må jeg måske sætte drømme om at blive mor til et barn mere på standby hvis det ikke lykkes i næste forsøg da jeg allerede nu har brugt omkring 60.000kr på de forsøg jeg har haft. Jeg ville enlig have udgivet et indlæg som min baby drøm, om turen fra aller først besøg på klinikken, om valg af doner, og om mine forsøg, tankerne, følelserne osv, men lige nu ser det hele lidt sort ud, så tror ikke overskuddet til at offentlig gøre det er der lige pt, men måske det kommer, for det er faktisk den spænenede rejse, med både en masse håb og glæde, men også med mega svare tider, tanker osv. Som sagt har alle mine forsøg været negative og det er sygt hårdt, men bliver skuffet, og den ene gang troede jeg virkelig på den, og da jeg så desværre fik min menstruation en uge over tid blev jeg meget meget ked af det, man kan ikke lad vær med at tænke, hvad gør jeg forkert? kan jeg overhoved stadig få børn, vil det nogensinde lykkes? Jeg tror dog stadig på det, måske er det “bare” fordi min krop er for stresset, måske fordi jeg ikke er klar, eller måske fordi jeg bare ikke må opleve at noget her i livet er nemt og går min vej i første forsøg, jeg skal åbenbart kæmpe for alt jeg ønsker.

Igår knækket den så for mig, jeg fik virkelig en følelse af at intet i mit liv går som jeg ønsker det, og at det aldrig kommer til det, jeg skal ALTID kæmpe for det jeg vil og ønsker, og lige pt. er jeg sindsyg træt af det, jeg ved godt at de fleste nok har det sådan, og det bestemt ikke kun er mig, men nu føler  jeg at det hele er uretfærdigt, jeg ved godt at alle har det sådan til tider, og jeg skal også tage mig sammen og rejse mig igen, men lige nu har jeg ondt af mig selv hvilket ikke er noget jeg har så tit, det sker næsten aldrig at jeg siger eller tænker hvor er det synd for mig, jeg kæmper normalt, og har som sådan ikke haft noget imod det (ligeud over Nord´s død)  men lige nu har jeg mest lyst til bare at  sætte mig ned og skrige, og når jeg så ikke har mere luft så ligge mig fladt ned og så give op ihvertfald for en tid, men ikke engang det kan jeg, for der er en stor salon som skal tømmes og sættes i stand og jeg har kun et par dage til det, ellers mister jeg også hel mit depositum, og det har jeg på ingen måde råd til, da jeg enlig har brugt pengene til mine baby forsøg. Jeg tror desværre ikke jeg for mit depositum igen da udlejer ikke slipper dem nemt, men jeg er klar til at kæmpe 100% for det, så derfor er der ingen tid at spilde, jeg skal jo både pakke hele salonen ned, finde flyttevogn/mænd til at tømme den og håndværkere osv til at sætte istand, så der er mere end nok at se til. Det eneste positive ved alt det her, hvis man da skal prøve at finde noget positiv og det skal man jo, er at jeg måske ikke får så meget tid til at tænke over Nord´s døds og begravelse dag, og det kan enten vise sig at være rigtig godt, da det måske kan give mig flere kræfter til at håndtere smerten på selve dagen, hvis jeg ikke skal bruge kræfter på at tænke for meget over at dagen/dagene kommer nærmere, og ellers bliver det rigtig rigtig skidt, da det måske bliver for meget smerte på en gang, hvis jeg ikke for lukket lidt smerte ud inden selve dagen/dagene.

Når jeg ser på alt det der venter mig det næste stykke tid, tror jeg ikke at jeg kan beskrive hvor glad jeg er for at jeg lige har haft en super weekend, med lillefredag, torsdag aften i Tivoli med skønne mennesker og lækker musik. Fredag med grillhygge hos en veninde, lørdag til vi elsker 90´erne med mine ynglings mennesker det var en sjov og hyggelig dag, hvor der blev danset rigtig meget og så havde den, den perfekte afslutning med et menneske som på tros af en masse kaos stadig er i mit liv og det betyder rigtig meget for mig. Sidst men bestemt ikke mindst, så sluttede weekenden af med søndags koncert på Nemo, med de dejligste mennesker, glad sommer musik leværet af Wafande og et gensyn med et menneske jeg holder rigtig meget af, på trods af jeg ikke kender ham særlig godt. Efter søndags koncerten stod den på release party for Anna David´s nye EP (Vinden kalder) på Drop Inn, hvor hun så smukt og fuld af kærlighed sang nummeret Vinden Hvisker som er lavet til Nord og jeg, det var så rørende og selvom tårrene ikke bare trillede ned af mine kinder, men nok mere stod ud af øjnene, så er det så givende det fylder mig med kærlighed og det er ikke hvilken som helst kærlighed, det er Nord kærlighed og jeg tror slet ikke at Anna ved hvor meget det giver mig, jeg ved hun ved det betyder meget for mig, for det har vi snakkede meget om, men hvor meget det betyder for mig tror jeg ikke at hun kan sætte sig ind i, selvom jeg siger igen og igen at det betyder sindsygt meget for mig. Det er virkelig stort og så smukt og selvom det også gør ondt, så er det alligevel kærligheden der vinder, som jeg har sagt før så Hvisker Vinden mor og Nord altid, den råber evig kærlighed og Sommerfugl som også er at finde på Anna´s nye EP giver håb, så igen Anna tak af hele mit hjerte, du har en helt særlig plads i det tæt ved Nord. Uden den her “perfekte” weekenden havde jeg slet ikke haft kræfter til alt det lort kan se venter mig, jeg skal nu “bare” igennem og kæmpe det næste stykke tid for jeg ved der er lys for enden af juni, jeg skal “bare” lige klare alt det her lort.

Jeg håber vi ses på den anden side, som for mig er efter juni måned, jeg håber på snart at kunne skrive et lykkeligt indlæg helst om baby drømmer, jeg vil så gerne kunne vise jer og mig selv at jeg klare den, og at med kærlighed kan man klare ALT,  troen på det halter, men håbet er der endnu, faktisk mere end nogenside før, både Nord og jeg fortjener det, og jeg ved at Nord bliver den bedste stjerne storebror i venden, jeg mærker stadig hans kærlighed og den kærlighed skal vi have ud i verden, men først skal jeg “lige” gennem døds og begravelses dagen.

Nord´s døds dag kommer tætter og tætter på og jeg får svære og svære ved at trække vejret, ligesom sidste år, føler jeg at Nord skal dø igen, jeg føler at omlidt så mister jeg ham engang til, men til forskel fra fredag d. 10/6 2016 hvor jeg fandt Nord død i X´s lejlighed, så ved jeg at det kommer denne her gang, jeg ved at Nord skal “dø” og min hjerne køre på højtryk for at finde en løsning så jeg kan redde Ham, selvom jeg jo godt ved at det er umuligt, for Nord er jo død, jeg har mistet ham og jeg får han aldrig tilbage, ligemeget hvor mange løsninger min hjerne kommer med. Jeg prøver at lad vær med at tænke for meget på dagen, men hver gang der bare er 5 sekunders pause/ro i min hjerne kommer det ikke bare snigende, men løbende med 200 km i timen, din søn skal dø, din søn skal dø, DIN SØN SKAL DØ, så gør dog noget Sara, stop det, red ham, gør noget, GØR NOGET SARA, sådan lyder det i mit hoved igen og igen og det er ikke kun et par gange i løbet af dagen, nej det er et par gange i løbet af hver time, time efter time, dag efter dag og sådan har det være siden midten af maj.

Idag er det så min mors fødselsdag, og udover at føle sig som jordens værste datter pga. sorg, og ikke eksisterende overskudt til noget som helst andet end en tillykke besked på facebook, så gør den også rigtig ondt, både fordi jeg ikke kan overskue at fejre min mor, og selvfølgelig også fordi jeg ved at dagen også gør ekstra ondt på min mor, jeg ved hvor ondt min egen fødselsdag gjorde, og min mor elsker Nord så højt så selvfølgelig gør den også meget ondt på hende, oven i det, så var det på hendes fødselsdag hun og min far så Nord i live for sidste gang, så idag er det 2 år siden at de så Nord i live for allersidste gang, og det at vide at det vil være sådan altid, resten af livet, hvert år på min mors fødselsdag vil det være så og sår mange år siden de så Nord i live, det vil altid være den dag at de så Nord for sidste gang, og det smerter virkelig mit hjerte, vi vil aldrig kunne holde fødselsdag for mig mor igen, uden at tankerne og smerten vil dukke op. Jeg prøver at trøste mig selv med at dagen for 2 års var en skøn dag, vi hyggede i mine forældres have, der blev leget med vand fra og i det lille badebassin der var stille op i haven til stor glæde for Nord og fætter Ja-ja, der blev grint meget og som altid når mormor var i nærheden af Nord, så kunne hans mor få lov lige at sidde lidt ned, noget der ellers ikke var tid til med Nord, men når mormor var der, var det lykken, mormor var næsten ligeså god som mor, og nogen gange måske enlig bedre, for med mormor var der ikke rigtig regler, ihvertfald ikke nogen man ikke kunne charme sig ud af.  Jeg husker at jeg sad i en solstol og kigget på Nord og Ja-ja lege, de hyggede virkelig og Nord nød opmærksomheden fra sin mormor. Nord og hans mormor var meget meget tætte, de havde et helt særligt bånd, jeg tror set i bagspejlet at de er sjælevenner, de forstod hinanden, og de kunne snakke sammen, længe for Nord kunne tale, Nord lyste op på en helt særlig måde, når han fik øje på min mor, hans øjne lyste og hans ansigt var et stort smil, og så fik han ellers travlt med at vise hende hele hans verden. lejetøj, nye sko, ja selv hunden hvis han ikke lige kunne finde noget andet at vise frem, Nord elskede sin mormor og det er jeg sikker på at han stadig gør der hvor han er nu, og derfor gør det så ondt at lige netop min mors fødselsdag var den sidste dag de havde sammen, jeg ville ønske jeg kunne give min mor bare lidt mere tid med ham, hvis jeg bare måtte have lov at kigge på dem imens, så gav jeg hende det gerne hvert år på hendes fødselsdag og jeg tror faktisk at Nord ville ønske det samme, og måske er det lige netop derfor kan jeg ikke rigtig mærke ham idag, måske er han hos sin mormor idag.

Det gør ondt at jeg ikke kan mærke ham idag, men hvis det er fordi han er hos min mor så tager jeg gerne smerten, han må bare gerne lige vise mig imorgen tidligt at han stadig kigger forbi mig bare en gang om dagen, især her op til hans døds dag, der har jeg brug for ham, mere end normalt. Det er en rigtig svær tid lige nu, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem dagen på søndag, jeg ved bare at jeg er nød til det og derfor lader jeg nogen af de mennesker der elsker Nord og jeg omringe mig på dagen. Jeg føler som sagt at jeg ikke kan trække vejret jeg føler jeg er ved at blive kvalt, og når jeg har det sådan, bliver jeg lidt bange og meget meget ked af det og det gør mere ondt en jeg kan forklare med ord, ikke fordi jeg er ved at blive kvalt, men fordi Nord blev DET, mine tænker lader mig ikke slippe for at tænke det værst mulige, tænk hvis Nord led, måske er han gået i panik da han ikke kunne få luft, tænk hvis han græd, tænk hvis han tænkte hvorfor er min mor her ikke, hvorfor redder hun mig ikke, tænk hvis han har kæmpet for sit liv. Jeg har læst hans døds report flere gange for at slippe af med disse tanker, og der står at der ikke var tegn på kamp, at han nok “bare” har lukket ned og er holdt op med at trække vejret, lidt ligesom ved vuggedød, måske har han endda sovet, men der står også at han ikke var blevet bedøvet, som jeg ellers havde håbet på. Jeg prøver at bilde mig selv ind at han ikke led, for jeg kan ikke holde anden tanke ud, men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken, jeg prøver at holde vejret, men jeg må give op langt før jeg når de 3 til 4 minutter det minimum har taget at taget livet fra Nord. 3 til 4 minutter det er lang tid, det er meget lang tid at sidde og holde en pude fast over et barns hoved, imens man ser og mærker livet forsinde i den lille krop under en, hvordan fanden kan man det, hvordan fanden kan man gøre det, prøv at holde vejret i 3 til 4 minutter eller bare vær stille, helt stille i 3 til 4 minutter, så går det virkelig op for en, hvor lang tid 3-4 minutter er, man kan mange gange, rigtig mange gange nå at fortyde det man har gang i, og det at vide at en mand jeg har elskede har kunne gøre det og gemmen føre det, ødelægger mig inden i, jeg stolede på X omkring Nord, jeg stolede på at han ville passe på ham og elske ham som jeg gjorde og for det hader jeg mig selv. Jeg føler at jeg svigtet Nord, selvom jeg godt ved inderst inde at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, for hvis jeg skulle have gjort noget anderledes så skulle jeg jo ha vist at X kunne finde på at skade Nord og det viste jeg ikke, havde jeg vist det, så havde jeg jo selvfølgelig også gjort noget anderledes, jeg havde aldrig, som i ALDRIG ladet X have Nord, hvis jeg havde vist han kunne finde på at gøre ham ondt, og dette viste X også godt, nok også derfor han aldrig har truet med at gøre Nord ondt, fordi han viste jeg aldrig havde ladet ham se ham igen (uden konstant opsyn) men jeg viste godt at han kunne finde på at gøre mig ondt, for det har han gjort mange gange, og han har også truet mig flere gange, så derfor har jeg også lidt dårlig samvittighed over jeg ikke kunne se at han selvfølgelig også kunne finde på at skade Nord, jeg prøver at lad vær at slå mig selv i hoved med, alle de der hvorfor og hvad nu vist, for jeg så det jo ikke, men lige i den her tid op til hans død´s dag og begraveles dag der er det rigtig svært at lad vær.

Den her tid er svære og gør rigtig ondt, jeg gennem lever det hele igen, og smerten og savnet overtager alt i mig, jeg kan mærke knuden i maven vokse, jeg kan mærke smerten sprede sig ud i hver en fiber i min krop, trætheden tynger mig, og jeg bliver langsomt men smertefulgt tvunget i knæ, jeg nægter dog at ligge mig helt ned, ikke igen, jeg er strækere nu, det ved jeg at jeg er, også selvom det ikke føles sådan, men jeg giver ikke op, jeg giver ikke efter, X vinder ikke, ikke idag, ikke imorgen, han vinder ikke, jeg ligger mig ikke ned, jeg bliver tunget tilbage ned i knæ, men efter Nord´s døds dag, der samler jeg alle min kræfter og så rejser jeg mig op igen før begraveles dagen, for hvis jeg bliver i knæ, så falder jeg total sammen, og hvis det sker, bliver det endnu hårdere at rejse sig helt op igen, det er nemmere at komme fra knæene op og stå, end at skulle rejse sig op når man ligger fladt på gulvet, det har jeg skulle gøre nogen gange, og det koster dyrt både fysik og psykisk, så jeg håber og satser på at mine omgivelser af venner og familie, holder ved mig, så jeg “kun” lander på knæende denne her gang.

kære min elskede og smukke mor, kæmpe tillykke med fødselsdagen, Du er måske ikke den perfekte mor, men du er den perfekte mor for mig, du er min klippe at søge ly på når vandet bliver for uroligt og mørkt, du passer på mig når jeg ikke kan eller gider passe på mig selv, du støtter mig og tror på mig selv når jeg har givet op og ikke længere tror på mig selv, du samler mig op når jeg ikke kan rejse mig, men du fortæller mig også når jeg skal tage mig sammen, at Ja det er okay at skulle have en pause, men så må man også rejse sig igen. Du er hård og kan virke kold, men os du elsker er aldrig i tvivl om din kærlighed og hvis nogen gør os ondt er du den værste løve mor af alle. Uden dig i mit livs sorg var jeg nok død af slut, for du måtte næsten som mor til en baby, lære mig at spise, sove, kravle og stå igen og lige nu er jeg så ved at lære at “gå” og selvom du gerne holder mig i begge hænder så ved du også at en mor er nød til at slippe lidt bare engang imellem så man lære at gå helt selv, du griber mig når jeg falder, kysser og krammer mig og prøver så igen forsigtig at sende mig af sted igen og det vil jeg gerne takke dig for. Du er en skøn, sjov og kærlig mor og jeg nyder og sætter stor pris på alt den tid vi har sammen, om det så er til morgen mad hvor du nogen gange ikke er rigtig tilstede eller om det er på en af vores skønne ture/ferier hvor vi oplever verden og lære hinanden at kende på nye måder, du kender mig bedre end jeg tror jeg kender mig selv. Mor min mor igen kæmpe tillykke med fødselsdagen, jeg elsker dig helt op til Nord og jeg ved han elsker dig tilbage igen. Tak fordi du er dig og for at du er min mor, Jeg kunne ikke ønske mig nogen anden.

Mor, Nord og mormor altid altid.

Igår var det min fødselsdag, og jeg har faktisk altid elskede min dag, men siden Nord´s død betyder den ikke længere noget, måske fordi jeg er ligeglad med om jeg bliver ældre, eller måske fordi jeg ikke har lyst til at fejre livet, for jeg ville jo enlig heller være hos Nord. Sidste år var min første fødselsdag som engle mor og der skulle jeg bare i gemmen den, jeg “fejret” den med mine skønne tøser, som tog sig rigtig godt af mig og jeg havde faktisk en sjov aften, så jeg kom pænt igennem min fødselsdag selvom det var hårdt uden Nord og der blev grædt rigtig mange tåre. Idag havde jeg så troede at det ville blive bare lidt lettere for jeg har jo været gennem det en gang før, men nej, det var på ingen måde nemmere, nok tværdigmod. Jeg gik i seng aftenten før, med en underlig følelse, jeg sov dårligt, og da jeg vågnede om morgen følte jeg mig meget meget ensom, dette var på tros af at jeg vågnet op ved siden af en veninde, som tilmed lavet fødselsdags vafler til mig til morgen mad. Derefter gik turen til dyrlægen da Batman min lille hund havde været i “slås” kamp med en anden hund, heldvis så det ikke så slemt ud som jeg frygtede, så vi slap “billigt” og hurra for det tros alt.

Jeg kan ikke holde op med at tænke på hvordan dagen ville være hvis Nord var her, jeg savner ham så meget og jeg føler mig så ensom uden ham, så jeg går en tur over i kirken for måske lige at finde lidt ro i sorgen. Der er mange mennesker, men jeg kan ikke styre det, allerede inde at jeg når at få tændt et lys strømmer tårene ned af mine kinder, jeg tænder lys og sætter mig på bænken og ser det brande, imens tårene får frit løb selvom alle de mange turrister kigger underne på mig. Åhh Nord det er så svært uden dig, jeg savner dig så meget og jeg synes den her dag er rigtig dum uden dig. Selvom hadet ikke er det der fylder mest i mig, mærker jeg alligevel et stik af had, tænk man kan slå et barn ihjel, hvis der er bare lidt retfærdighed i denne verden så beder jeg til at alle der støtter det monster af en barnemorder der tog min søns liv, får et liv med bare lidt af den smerte jeg føler, det må være det jeg ønsker mig i fødselsdags gave når jeg nu ikke kan få min elskede Nord igen, og så beder jeg til at X ALDRIG ALDRIG for fred, må hans sjæl forevigt være fanget i mørke og smerte. Tårene stilner stille af, jeg rejser mig og sender et kys mod stjerne himlen der er i kirken før jeg igen går ud i verden.

Jeg går i fakta da jeg har lovet min nevø at lave nogen M&M småkager til hans fødselsdag, han har fødselsdag dagen efter mig, og han skal have besøg af børnehaven, jeg prøver ikke at tænke så meget over det, men det er svært da jeg jo føler at Nord skulle være der, Nord skulle da selvfølgelig være med til at fejre sin fætter Ja-ja og måske er det netop derfor jeg ikke kan sige nej til min nevø, fordi han på en måde er ham der kan bringe mig tættes på Nord, men det gør også at det gør mere end ondt når Nord så ikke er med når fætter Ja-ja har en fest med andre børn. Men ja nu har jeg sagt ja til at laver småkager og så der skal lige købes ind til det. Det går ikke skide godt, for jeg kan ikke stoppe helt med at tude, og jeg bliver ramt af angst da folk jo selvfølgelig kigger mærkeligt på mig, min krop ryster og mit hjerte hammer der ud af imens tårnene løber ned af mine kinder. Et ungt par kigge meget bekymret på mig og jeg har lyst til at skrige, JEG HAR FØDSELSDAG OG MIN SØN ER HER IKKE, FORDI HAN ER BLEVET KVALT AF SIN FAR. Istedet iføre jeg mig mine solbriller og skynder mig ud da jeg har fået betalt for de M&M´s jeg kom for.

Da jeg kommer hjem bryder jeg helt sammen, men efter noget tid for jeg samlet mig, dette være dog ikke længe, for kort efter ringer min mor, hun synger fødselsdag og så stor tuder jeg igen, åhh mor jeg savner ham så meget, jeg kan ikke uden ham, vi snakker længe, og hun siger at hun kommer hjem forbi mig om en times tid. Jeg skriver med min veninde Cille som jeg altid kan regne med når det hele er noget lort, du for mig til at forstå at det altså er helt okay at jeg har det som jeg har det, og at jeg må prøve at se dagen som mandag og ikke så meget som min fødselsdag. BB kommer og det første hun siger er, græder du? jeg nikker, hun kigger på mig og siger jeg har købt en gave fra Nord og jeg, hun giver mig en pose fra Swarovski, ned i den ligger en anden pose/æske, inden i den er der endnu en æske og hun joker lidt med at hun har købt en æske til æsken, sånu bringer et lille kort smil frem. Da jeg åbner den sidste æske ligger der en smuk smuk ring med en masse små blå sten, hun siger alt det blå er et symbol på Nord, det er en fordi du fik Nord ring, så jeg endelig kan skille mig af med den ring jeg fik af X da jeg fødte Nord. Jeg tuder igen, og er meget meget glad og taknemmelig for ringen, for selvom den ring jeg fik af X er den smukkeste jeg nogenside har set, så for jeg det skidt hver gang jeg kigger på den. Så nu har jeg fået en Nord ring der ikke gør mig dårlig og det betyder rigtig meget, jeg ved jeg vil mindes ham med kærlighed hver gang jeg kigger på den.

Cille ringer på døren, og hun giver den bedste krammer, jeg mærker kærlighed, trøst og støtte, og jeg ved, at hun af alle mærker og forstår mit savn, vi snakker og hygger lidt, før min mor ringer og spørger om vi skal drikke en kop varmt. BB og Cille bliver hos mig, og så mødes jeg med min mor, vi snakker en masse om Nord og jeg tuder igen igen, men som altid når det er i min mors selskab er det okay, og derfor for jeg lukket en masse smerte ud, og det havde jeg virkelig brug for. Jeg ved det gør ondt på min mor at se mig når smerten er størst, men hun formå altid at være der 100% for mig, og give Nord så meget kærlighed og på dage som idag betyder det ALT.

Da jeg igen kommer op til tøserne, kommer en veninde mere, vi har tidligere idag aftalt at vi skal på Bones og spise, jeg havde enlig ikke nogen planer for min fødselsdag da jeg jo er ret ligeglad med den, selvom jeg normalt elskede den, og jeg elsker at få gaver, men nu er det bare en dag der gør lidt mere ondt end hverdagen. Når men en veninde skrev om morgen om vi ikke skulle lidt ud og hygge når det nu var min fødselsdag og hendes mand havde fri så han kunne tage ugerne, så jeg snakkede med BB og Cille og aftalte at det skulle vi da, selvom jeg viste at det ville blive en hård dag og at jeg nok ville tude den del og derfor ligne lort, og derfor kunne jeg ikke overskue noget fint og fansit så blev det altså Bones, Cille og jeg kom der tot med Nord, og derfor var Bones også det jeg valgte for min fødselsdag, for på denne måde kunne Nord også være lidt med idag. Vi Cykler sammen der ud, og selvom jeg ligner lort fordi jeg har tudet hele dagen, ender det alligevel med at mine piger for mig til at smile og grine, vi hygger og snakker som altid en masse om Nord. Jeg ved ikke om de mennesker omkring mig ved hvor meget de enlig betyder for mig, for uden dem og det mener jeg dybt fra mit hjerte så var jeg ikke kommet “så langt” i min sorg, jeg ville ikke være i stand til at grine og leve bare lidt uden dem, de lader mig være den jeg er, selvom jeg ikke længere er den veninde de “faldt” for i sin tid, de prøver at forstå mig, selvom de ikke kan sætte sig ind i min smerte og heldigvis for det, for den smerte ønsker jeg KUN for X og andre der har myrdet et barn. De giver mig plads, men ikke for meget, selvom jeg ved jeg ikke altid er nem og det ville være lettere for dem, bare at tro på når jeg siger at jeg er okay, selvom de ved at jeg ikke er det. Jeg er dem evigt taknemmelig for at de ikke giver op på mig, de er virkelig dem der bære lyset i mørket.

Jeg er sent hjemme, da vi ender med at sidde på Bones i mange timer, så kort efter jeg er kommet hjem, kommer min bror ind, han har en chili plante med ind til mig, fra min nevø (Nord´s elskede fætter Ja-ja), som han selv har planet, for han synes at når han nu ikke kan give mig en baby, så måtte noget andet levende være det han kunne klare. Jeg elsker børne logigen, hvor han bla. siger, jeg synes faster skal have en baby, så det synes jeg at vi skal give hende, min bror har prøvet at forklare ham at det kan man desværre ikke bare, men det er lidt svært at forstå. Min brors gave er en billet til pokalfinalen, så hvis Brøndby så lige vinder den, så lover jeg at smile og lad glæden fylde den dag.

Jeg går med min bror ud og tænker lys og siger godnat til Nord som altid, og da jeg går i seng, er jeg virkelig træt, jeg savner Nord helt sindsygt, det har været en rigtig rigtig hård dag, men jeg klapper mig selv på skulderen og siger jeg klaret den, jeg overlevet, og jeg bliver stærkere. Det har været en meget meget hård dag, men jeg har fået nogen fine gaver, og jeg er også meget meget rørt over alle de smukke, varme og stærke beskeder jeg har fået, de varmer og giver styrke til den kamp jeg kæmper og det betyder så meget mere end folk kan forstille sig, så tak til alle jer der tænker på mig, i er mine lys i mørket, og for dem er jeg meget taknemmelig og rørt. Jeg kysser og krammer Nulle (Nord´s nus bamse) Nord min skat, mor savner dig hver dag, hele tiden, jeg elsker dig evigt og altid altid og selvom idag var hård, så ved jeg du at er der og at du kæmper med mig, det er Nord og mor altid altid som vi aftale. Jeg ligger lidt og tænker på at jeg gerne vil have en tatovering mere til ære for Nord, og om jeg ikke skal give mig selv den i fødselsdag gave før jeg falder i søvn.

Rygterne løber hurtig, har i hørt det? W er død, han har hængt sig selv. W? min hjerne køre på høj tryk, W? sgu da ikke den W. Det kan ikke passe, jeg har jo næsten lige set ham, han smilede og vinket til mig, og så ud til at have det godt, i det jeg har tænkt tanken, skammer jeg mig, for jeg burde om nogen vide hvordan det er at bære en maske, jeg er bare “heldigvis” ikke så god til at beholde den på, i for lang tid af gangen,  men jeg kender den bedre end hvad godt er, masken ved navn, jeg har det fint, og jeg ved hvordan det er at have den på, det er forfærdeligt. Jeg forstår også om nogen når lysten til livet forsvinder, jeg forstår når man ikke kan holde smerten inden i ud, jeg forstår frygten for mørket og ensomheden som ligger der lige foran en, på tros af man er omringet om mennesker man elsker og som elsker en.

W gav op, han gav efter for smerten eller måske for frygten, jeg ved han har haft mørke parioder i sit liv, jeg ved han har kæmpet, og måske kunne han bare ikke mere nu, og er det så ikke okay at give op? jeg mener det er jo hans liv, og må man så ikke selv bestemme over det? er det ikke okay at man gør en ende på sine lidelser hvis man virkelig har kæmpet ? Mit svar er NEJ, det er ikke okay, ja det er dit liv, og ja du har ret til at bestemme over dit liv, men du har ikke ret til at ende det, ihvertfald ikke hvis du har lukket mennesker ind i dit liv, det er ikke okay, hvis du er gået ind i andre menneskers hjerter, for så er dit liv ikke længere kun dit, det kan godt være du har det svært, men ved du hvad, det er vi sgu mange der har, det kan godt være du lider, det gør jeg og mange andre også, så du er altså ikke alene, selvom jeg godt ved det føles sådan, men det er altså ikke okay at du giver lorten videre “bare” fordi du ikke kan mere, hvad med dem du giver smerten videre til, hvad med dem der nu står tilbage med både lorten, sorgen men værst af alt savnet? Er det så også okay hvis de giver op? er det okay hvis de tager livet af dem selv? nej vel, det ved jeg du ikke ønsker, jeg ved du ønsker ikke at såre nogen, men ved du hvad det gør du, du såre rigtig rigtig mange mennesker, alle de mennesker der elsker dig, dem såre du, og i værste tilfælde kan du sprede ringe i vandet. Ja jeg er gal, og det er svært, for jeg er på samme tid rigtig ked af det, jeg er ked af du ikke længere er her, og jeg er ked af du ikke kunne bede om hjælpe, jeg er ked af, og gal over at du mener, at det her var den bedste vej for dig og at du kunne gøre det, for det synes jeg bestemt ikke at det var og jeg synes ikke at det er okay at du tog den udvej. Men når jeg tænker tilbage på hvordan jeg havde det for bare nogen måneder siden, så kan jeg godt forstå dig, og flash back Sara er nok også lidt jaloux over at du kunne tage det valg og ende dit liv, for det kunne jeg ikke, jeg ville ønske at jeg havde det valg, men det havde jeg ikke, for jeg ved at de mennesker jeg elsker aldrig ville tilgive mig, hvis jeg tog livet af mig selv, jeg ved de ville kunne forstå mig, som jeg forstår dig, men de ville ikke tilgive mig, så skal jeg/vi tilgive dig? Det er en tanke og følelse der har kørt rundt i hoved på mig siden du for snart 6 uger siden bliv fundet død, jeg kender stadig ikke svaret 100%  men jeg ved at jeg ønsker at din sjæl har fået fred, hvilket for mig er stort, da jeg normalt synes at det at tage livet af sig selv er så egoistisk at man ikke fortjener tilgivelse. Jeg ved at jeg får nogen hug for at have det sådan omkring din død, da der er mange som elsker dig og som til hver en tid vil forsvare dig, og til det kan jeg kun sige, du har nogen fantastiske mennesker der virkelig elsker dig, men jeg vil altså have lov at være gal og have det sådan som jeg har det, det betyder ikke at jeg ikke også er ked af det, for det er jeg, jeg er ked af vi har mistet dig, jeg er ked af jeg ikke skal se dig igen, og jeg er ked af at jeg ikke kan ændre det, men jeg håber og beder som sagt til at du har fundet fred.

Din begravelse, var smuk, meget smuk, der var sindsygt mange menneske. Jeg sov næsten ikke natten op til din begravelse, tænkerne og følelserne vældede rundt i mig, da du døde, skete der noget i mig, jeg blev på mange måder sat tilbage i sorgen, som den var lige efter Nord´s død, og det satte også tanker igang omkring din begravelse, hvilken blomst skal vi give dig? hvad skal jeg skrive i kortet til din familie? kan jeg overhoved klare at tage til din begravelse? det er jo i samme kirke som Nord, der kommer mange af de samme mennesker osv. Jeg tænkte på alle de smukke blomster Nord fik, og min bror og jeg var ret enige om at vi ville gøre noget anderledes og derfor skrev min bror til en af hans venner som fik lavet en lidt anderledes men meget smuk blomst til Nord, for at høre hvor den var blevet lavet. Min bror stod for bestillingen af den og  jeg tog så ind og henten den, da jeg cyklede hjem med den i cykelvognen, begyndte knuden i maven at strammes til, puha, så er det sgu idag, vi skal sige det sidste farvel til dig, jeg så dig igår til åben kiste, ligge der så fin og fredfuldt omringet af kærlighed fra familie og venner, så selvom det at se et menneske i en kisten nok aldrig bliver min ynglings ting, så var det smukt, og det skræmmer det mig på ingen måde længere,  jeg er glad for at jeg fik set dig, aet din kind og sagt vi ses på den anden side kære W, og ja det lyder måske skørt, men du så sgu rigtig fin ud. Men nu skal vi så sige farvel, og den del bliver jeg aldrig god til, jeg cykler forbi kirken, og selvom jeg går forbi hver dag og jeg er kommet meget i kirken siden Nord´s død, så er det idag  første gang jeg skal til en begravelse siden Nord´s, og det er jeg vist ikke rigtig klar til,  hvorfor helvede skulle det også være din begravelse, kunne det ikke ha været en gammel person der var død af alderdom, hvorfor skal det igen være en mor der har mistet et barn, der skal taget en sidste afsked, det er ikke okay, tårene presser sig på, men jeg kan ikke klare smerten lige nu, så jeg tørre dem hurtig bort og prøver at tænkte på noget andet.

Jeg kigger på uret, jeg ved de henter dig omlidt, så hvis jeg skal nå at se dig en sidste gang, så er det NU, jeg skynder mig, og da jeg kommer frem rammes jeg af et sug og en kæmpe smerte, ude foran ser jeg den bil du for din sidste køre tur i, og det er samme bil som Nord kørte sin sidste tur i, jeg bliver stående lidt udenfor, ikke fordi jeg ikke vil gå ind, men mine ben nægter at samarbejde, jeg rammes af flash back, jeg  kan huske da de kørte med Nord, tårerne presser sig på, jeg trækker vejret dybt, tørre tårene bort, og siger til mig selv, Sara tag dig sammen, hvis du skal nå at se ham, skal du gå ind NU. Jeg går ind og der står nogen stykker samlet om dig. Da låget til din kiste bliver lagt på, fyldes min krop med smerte, jeg husker hvor svært det var for mig at ligge låget på Nord´s kiste, jeg husker hvordan jeg kæmpede for at trække tiden, jeg ville have så meget tid som muligt med Nord, og jeg ved at din familie og venner har det på samme måde. Du bliver båret ud af venner og familie og da bilen køre væk med dig, står vi tilbage i tåre og stilhed, efter noget tid begynder folk at løsne lidt op, jeg krammer vennerne, og din bror, din seje seje bror, jeg håber du ved hvor meget han elsker dig, jeg krammer også din mor, og jeg genkender hendes blik, på mange måder er det som at se ind i sig selv, jeg ved hvilken smerten hun føler, men værst af alt, jeg ved hvad der venter, heldigvis så ved jeg også at hun er en stræk,sej og kærlig kvinde og at hun har rigtig mange gode mennesker omkring sig. Jeg skynder mig hjem, for jeg skal lige nå at gøre mig klar til kirken, skriver et kort til dig og din familie, hvor jeg fortæller at jeg om nogen forstår smerten ved at miste, og at jeg altid altid vil støtte dem, har de brug for det, lytter jeg, har de brug for at græde, så græder jeg med dem, skal vi grine, så er det, det vi gør, jeg ved at man alene ikke kan leve, så jeg lever med dem.

Vi kommer over i kirken, jeg går op forbi din kiste, den er pyntet fint med lys på, jeg krammer igen din mor, jeg mærker hendes kærlighed til dig, og jeg kan ikke lad vær med at blive lidt sur på dig, for hvordan kan du byde hende det her? W det er altså ikke okay, det ved du godt ik? jeg har brug for lidt luft fra det hele så jeg går over og tænder et lys for Nord, jeg kan mærke at jeg har brug for hans styrke og kærlighed, og da jeg har tændt lyset for ham, mærker jeg Nord, jeg mærker hans kærlighed spreder sig i min krop, og en stemme som er så velkendt, på tros af jeg slet ikke høre den nok, siger, mor vi skal også tænde lys for W, jeg sukker, og siger, selvfølgelig skal vi det. Jeg tænder et lys og hvisker, W jeg håber du har fundet fred, pas på dig selv, din far, din mor, din bror og min Nord. Vreden forlader min krop og jeg tager mig selv i at komme til at smile, jeg husker en dag W sad i en “gravko” og da jeg går forbi med Nord vinker han og smiler, Nord bliver så glad, for hvor sejt var det ikke lige at manden i en grave maskine vinkede til ham. Jeg sætter mig sammen med min familie på en bænk i kirken, jeg trækker vejret dybt, min mor aer mig på ryggen, og så starter det. Det går enlig fint til at starte med, det er smukt, og der er rigtig mange mennesker, kirken er så smuk med alle blomsterne og man kan virkelig mærke støtten,  jeg husker det så tydeligt fra Nord´s begravelse, og jeg ved hvor meget det betyder, så jeg fyldes med kærlighed, men godt inden i ceremonien, knækker den så for mig.  Vi skal nemlig synge samle nr 787 og allerede da nummeret bliver nævnt for jeg det både fysisk og psykisk dårligt, jeg for kvalme, mit hoved gør ondt og hele mit krop skriger af smerte, vi skal synge du som har tændt milioner af stjerner, som vi også sang til Nord´s begravelse, og selvom jeg godt ved at den er meget brugt til begravelser, kommer det alligevel bagpå mig.  Jeg knækker helt sammen, jeg kan slet ikke styre det, det er som om jeg er tilbage til dagen hvor Nord blev begravet, det er som om jeg skal gøre det hele om igen, og det er jeg ikke forberedt på, jeg må holde mig for munden for ikke at bryde ud i en gråd, der ville overdøve hele kirken, jeg kæmper for at få styr på mig selv, og i et kort øjeblik overvejer at løbe ud af kirken så hurtig jeg kan, men da jeg skal til at rejse mig, er det som om nogen tager min hånd,  jeg mærker roen brede sig i min krop, som når nogen man elsker holder om en og siger, jeg er hos dig, det skal nok gå. Jeg trækker vejret dybt et par gange og får samlet mig sammen, og genfinder styrken til at blive.

Det var en hård dag og meget meget hård omgang, samme kirke, samme samle og samme bil, og da du bliver klappet afsted som vi nu engang gør, der hvor jeg kommer fra, fyldes min krop med den så velkendte følelse af smerte og sorg, men også med kærlighed. Jeg kan ikke feste med de andre selvom du skrev at vi ikke skulle sørge, men det er altså en af de ting du ikke har ret til at bestemme når du har gjort som du har. Nogen “hygger” og “fester” som du ønskede det, men det kan jeg ikke, det er jeg både for gal og ked af det til,  men da jeg går i seng den aften, tænder min bror og jeg både et lys for Nord og et for dig. Betyder det så at har jeg tilgivet dig? Nej det gør det ikke, for det har jeg ikke, men jeg ønsker dig intet ondt. Jeg ønsker dig lykke, ro og sjælefred, så mon ikke jeg tilgiver dig en dag, måske den dag jeg slev mærker lykken igen, måske hvis du passer godt på min Nord, måske først når vi ses igen, måske jeg tilgiver dig, før både du og jeg regner med, måske imorgen, (don´t count on it) men tilgivelse har jeg en fornemmelse af at du får, når du har gjort dig fortjent til den, for det skylder du, måske ikke mig, men dine kære.

W aldrig glemt, i hjertet gemt.

Siden Nord´s død har min elskede frisør og skønheds salon B Nice, ikke fået den opmærksomhed og omsorg som den fortjener, hvilket gør helt vildt ondt og det stresser mig sindsyg meget, jeg har kontant dårligsamvittighed over det, men på samme tid har jeg bare ikke enerigen eller overskuddet til at gøre noget ved det, men det er jeg så blevet “tvunget” til ny, mit tema i salonen, kan nemlig heller ikke mere nu.

Da jeg fødte Nord, var min plan at jeg, gerne ville hurtig tilbage på job, selvfølgelig kun nogen timer om ugen, da jeg ikke ville kunne undvære Nord mere end det. Jeg har altid elsket mit fag, og jeg elsker min salon og mine kunder, og derfor var det vigtig for mig at komme hurtig tilbage, og hvis man som selvstændig ikke vil miste sine kunder, er man også nød til det. Jeg arbejde helt op til at jeg fødte, faktisk var jeg på arbejde dagen før jeg fødte Nord, og det var en super fed fornemmelse, det gav mig en ro at vide at jeg ikke forsømte min salon og mine kunder, og jeg det glædet mig at jeg ikke skulle være væk alt alt for længe. Men da jeg var klar til at starte stille og roligt op igen, synes X ikke at det var en god ide, for han, som han sagde det, kunne tjene flere penge end mig, og hvis jeg skulle arbejde nogen timer, en eller to dage om ugen skulle han jo tage fri, så det var bedre at jeg gik hjemme med Nord, hvilke jeg jo og nød og elskede, og selvom jeg savnet mit job, nød jeg jo tiden med Nord, så jeg gav efter for X, selvom jeg fik dårlig samvittighed over for mine kollager, mine kunde og min salon. Efter lidt tid, træk det for meget i mig, så engang i mellem fik jeg min mor til at passe Nord, så jeg kunne komme i salonen, bare nogen timer om ugen, jeg nød det selvom jeg savnede Nord når jeg var væk, men når jeg kom hjem og så hvor meget Nord og mormor hyggede, varmede det mit hjerte, og jeg begyndte at slappe mere og mere af når jeg så endelig var i salonen. Da X så gik fra mig, var jeg tvunget tilbage på job på fuldtid meget hurtigt, da jeg ikke havde råd til at lade vær,  og selvom jeg var glad for at komme tilbage, var det kaos, Nord jo var nød til at starte i vuggestue, selvom jeg synes det var alt for tidligt, og at han ikke var gammel nok, han virkede dog klar, så jeg tænkte at det skulle nok gå, selvom jeg på ingen måde brød mig om det. Nord havde en rigtig svar indkørsel, og han var rigtig rigtig ked af det hvergang jeg afleveret ham, han græd og græd og nogen gange kunne jeg høre ham, selvom jeg var kommet lidt væk fra vuggestuen, jeg husker at jeg flere gang sad på et trappe trin lidt væk fra vuggestuen og stor tudet, jeg følte mig som verdens værste mor, jeg husker smerten i mit hjerte, og jeg kunne tit ikke holde til det, nogen gange nået jeg kun at sidde på trappen i 5-10 før de ringet til mig fra vuggestuen og sagde at jeg måtte komme og hente ham, andre gange nået jeg ind til salonen, men måtte gå med det samme igen, da der var blevet ringet efter mig, så det var ikke meget at jeg fik arbejde den første måned. Fra den ene dag til den anden skete der noget, og Nord elskede sin vuggestue, når jeg afleveret ham, var der ingen tåre, ingen gråd, han var glad, løb tit ind på stuen for at lege, og vinkkede bare når jeg gik, det var skønt, og de få gange han var ked når jeg gik, kunne jeg høre at det allerede stoppede når han ikke kunne se mig mere, så jeg fik mere ro og jeg fandt en rytme, der virkede okay, jeg kunne både være mor men  jeg kunne også passe mit job. Hver tirsdag havde X samvær med Nord, så der arbejde jeg længe, så jeg fik det til at virke og jeg kunne mærke en glæde over at være tilbage på job, uden for meget dårlig samvittighed. Ligesom der var ved at være styr på livet igen efter det kaos X havde efterladt os i, og i takt med jeg fik det bedre og kom stille og roligt videre i livet, begyndte X at køre psykisk på mig, Han blev ved at true mig med statsamtet, han truet mig med at sprede løgne omkring mig, så ingen (som han sagde det) ville kunne lide mig, han ville ødelægge min forretning, og smadre min familie, hvilket han allerede havde gjort.  Jeg fik angst, og gik ned med stress, og så måtte jeg igen vælge jobbet fra, for det skulle ikke gå udover Nord. Jeg brugte alt min tid på at være en god mor, jeg arbejde en masse med mig selv, og jeg følte at jeg fik mere og mere styr på livet igen, og da X kunne se at hans plan ikke virkede, ændrede han taktik, han sagde undskyld, han indrømmede en masse af alt det lort han havde gjort og budt mig, han begyndt at hjælpe til istedet for at modarbejde mig, og jeg begyndte at tro og stole på ham igen. X og jeg var begyndt at kunne snakke sammen, og vi kunne holde hinanden ud længe nok til at vi kunne lave ting i fællesskab med Nord, vi spiste sammen, var i Zoo sammen, og jeg kan huske at jeg mærkede troen på at vi en dag kunne blive en rigtig familie igen. Vi snakkede meget om de ting der skulle ændres hvis vi skulle blive en familie igen, og selvom der var et punkt hvor vi ikke helt var enige, så følte jeg at vi var på rette vej, vi skændes en del i forhold til der hvor vi var uenige, men det forgik stille og roligt, og meget mere voksnet end vi nogensiden havde gjort det før, og det gav mig troen på at vi nok skulle komme igennem det, og selvom vi ikke var enige om hvornår vi skulle være en familie igen, så følte jeg at vi begge to troede på det.

Sådan var det desværre ikke, X myrdede Nord, hele min verden faldt fra hinanden, alt blev sort og en stor del af mig døde med Nord. Mit livs mareridt begyndte, min tillid til mennesker forsvandt, min tro på verden og menneskerne i den blev forandret.  Alt i mig skriger af smerte, søvn er en by i rusland, og alt energi jeg har bliver brugt til at holde mig ovenvandet, så jeg havde på ingen måde overskud til salonen, jeg havde ikke engang overskud til mit liv.  Men jeg var heller ikke klar eller havde overskud til at miste salonen også, den var min trykhed, det var min drøm, og jeg kunne ikke også miste den oven i at jeg havde miste Nord mit livs kærlighed, så jeg holdt krampagtig fast i salonen, selvom jeg på ingen måde har råd til at have den, når jeg ikke kunne arbejde, da det foralvor gik op for mig, at jeg nok ikke fik energi eller overskud til salon det næste lange stykke tid, hvis jeg da nogen side ville få det igen, bristede mine drømme igen, men jeg kunne heller ikke lukke, for hvad så med mine kolleger? jeg valgte at holde salonen kørende, selvom jeg godt viste at det bare bare et spørgsmål om tid før det ville gå galt og jeg ville have gravet mig ned i et meget stort økonomisk sort hul.

Nu er jeg så tvunget helt i knæ økonomisk, jeg har været så ligeglad med min økonomi, fordi jeg jo enlig har været ligeglad med om jeg overlevede. Men jeg SKAL leve, det skal jeg for det skylder jeg både Nord og mig selv. Derfor er jeg nu nød til at få ryddet op i min økonomi og mit liv, og jeg kan desværre ikke se anden udvej ind at opgive min salon og min drøm, så selvom det skær i mit hjerte, så sælger jeg min elskede salon. Jeg ved det er det rigtig valg, og det det bliver bedre for mig, for jeg er stadig ikke i stand til at arbejde fuldtid, så da mine kollager kom og sagde at de sagde op og rykkede et andet sted hen, hvor der også er en plads til mig, kunne jeg “endelig” kaste håndklædet i ringen, for jeg havde længe kæmpede for at beholde salonen, men nok mere for deres skyld end min egen, jeg kunne jo godt se at jeg økonomisk ikke længere kunne holde til at have den, når jeg ikke arbejder. Jeg ved som sagt at, det er det bedste for mig, hvis jeg skal rejse mig, og leve igen, men det betyder ikke at det ikke gør ondt. Det er svært at sige farvel til noget man har elskede og kæmpede for i over 8 år, men jeg ser det sådan, at det liv jeg havde og de drømme jeg havde, de døde med Nord. Så nu er jeg nød til at finde nye drømme, leve et andet liv, og hvis der skulle kunne være plads til Nord, og det SKAL der, så er jeg nød til at slippe de andre døde drømme i mit liv. Det gør jeg nu, og forhånligt kan jeg sælge salonen/stedet til en som forelsker sig i butikken ligesom jeg, for jeg ved at der er rigtig mange mulighedder der inde,  det ville gøre ondt at gå forbi og se at der bare er helt tomt, for ligemeget hvad har det været en stor del af mit liv, og jeg er stolt af alt den tid jeg har haft salonen, jeg har lært meget, og jeg vil aldrig fortyde de 8 år jeg har brugt i B Nice, der er så mange gode minder, og især de minder jeg har med Nord der vil jeg altid huske og gemme i mit hjerte.

Livet går ikke altid som vi håber eller drømmer om, nok nærmere tværdigmod, og det har jeg så lært på den hårdeste måde, men det betyder ikke at man ikke skal drømme, og selvom det stadig er svært for mig at tro på fremtiden, eller lukke drømmene ind igen, så kæmper jeg for det, jeg er begyndt at tro på at jeg nok skal komme der til, og jeg arbejder hårdt på at nå der til, så nu skal der styr på min økonomi, så det ikke også skal være en kamp, for det er det virkelig lige nu, men jeg tror på at jeg nok skal få vendt den hurtig, og når der er styr på den del, så kan jeg foralvor begyndet at drømme om et nyt liv, og det ser jeg frem til og glæder mig til. Jeg ved at hvis jeg har Nord med i alt jeg gør, så er jeg tro mod mig selv, og hvis jeg er tro mod mig selv, så  vælger jeg de rigtige veje, så når der er faldet lidt mere ro på, vil jeg lukke mine øjne, åbne mit hjerte og lytte til Nord, for så ved jeg at vi kommer langt, jeg ved vi kan gøre en forskel i verden, Nord´s liv skal give håb og kærlighed, hans død, skal give lærdom, styrke og hjælp til dem der har brug for det, Nord´s kærlighed skal gøre en forskel, den skal ud i verden og det vil jeg gøre mit for at det kommer til at ske. Mor og Nord altid altid. Nord min skat, mor elsker dig, og jeg lover at du nok skal blive stolt <3